Klumme

Alle mænd føler sig som eksperter i fodbold. Det er der penge i

Fodbold er politik, fællesskab og en oplagt lejlighed til, at selv amatøren kan give den i rollen som ekspert. Det er en perfekt følelsesbuffet. Derfor koster tv-rettighederne milliarder
Lillejuleaftensdag rullede El Clásico - fodboldkamp mellem FC Barcelona og Real Madrid - over skærmen verden over. En af flow-tv's sidste økonomiske bastioner, skriver mediejournalist Lasse Jensen i dagens klumme.

Lillejuleaftensdag rullede El Clásico - fodboldkamp mellem FC Barcelona og Real Madrid - over skærmen verden over. En af flow-tv's sidste økonomiske bastioner, skriver mediejournalist Lasse Jensen i dagens klumme.

Juan Carlos Hidalgo

4. januar 2018

Tómas, den ældre mand ved bordet i det ydmyge tapas-værtshus i Barcelonas Gracia-kvarter, var ikke i tvivl: Real Madrids topangriber Ronaldo er bøsse.

Det var lillejuleaftensdag og »verdens vigtigste fodboldkamp«, El Clásico, rullede over storskærmen. Ved valget to dage før havde de politiske partier, som går ind for at løsrive Catalonien fra Spanien, fået et snævert flertal.

Man kunne sagtens vælge at se opgøret mellem den kongelige Madridklub, Real Madrid, og Barcelona som en fortsættelse af kampen mellem Spanien og Catalonien, selv om de to holds superstjerner hverken er spaniere eller catalanere. Ronaldo er portugiser, Lionel Messi er argentiner. Men når de tager trøjerne på, antager de helt andre, symbolske værdier. Der var næsten larmende tavshed under første halvleg, hvor arvefjenden fra Madrid dominerede – uden at score.

Vi var ankommet fra Danmark samme morgen. Havde via medierne fået en fornemmelse af, at spændingerne efter valget og de seneste måneders drama ville være på bristepunktet. En valgkamp, hvor flere af lederne fra de separatistiske partier var smidt i fængsel, og den tidligere catalanske regeringschef førte valgkamp fra eksilet i Bruxelles.

Det catalanske flags gul-røde striber hang ud af mange vinduer og balkoner i storbyen. Nogle få steder side om side med det spanske flag. Det virkede mere som en flagkamp end en vild og voldsom konfrontation. Efter flere dages spadsereture i byen noterede jeg mig, at der var mindre politi på gaderne i Barcelona end i Berlin eller London.

Det handler ikke kun om bold

Vores nye ven Tómas forklarede, at Barcelona er en »verdensby«, hvor alle tolererer de andre, og det dér med Cataloniens frihed og løsrivelsen fra Spanien kun var noget, politikere fik tiden til at gå med. Det var ikke alvorligt ment. Her elsker man hinanden, kunne jeg forstå. Undtagen altså Real Madrids bøsser og i særdeleshed Sergio Ramos (RM), som tidligere tweetede imod Cataloniens løsrivelse, mens hans landsholdskollega Gerard Piqué (FCB) gjorde det modsatte.

Det her handlede ikke kun om bold. På cafeen i Barcelona blev det opfattet som en næsten gudelig intervention, da Ramos fik et gult kort. Humøret tog en absolut positiv drejning i anden halvleg, hvor Barcelona overtog styringen.

Tómas gav den første flaske cava ved 1-0. Den næste ved 2-0, da Messi scorede på straffe, og en Madrid-spiller blev udvist. Og da Vidal gjorde det til 3-0 i tillægstiden, var det fuldbragt og vi gav en omgang. Og Tómas gav brød, olivenolie og manchego-osteskiver. Det kunne ikke være bedre. Det handlede om arvefjender, nationale stoltheder, historiske politiske forskelligheder (Madrid er »fascister«, Barcelona er »socialister/anarkister«).

Men det handler også om penge. Mange penge.

Real Madrid og Barcelona fik i sidste sæson godt 1,1 milliard kroner hver som deres del af tv-rettighederne til den spanske liga. I Storbritannien fik Chelsea 1,2 milliarder kroner og de andre topklubber en anelse mindre. Man regner med, at prisen for fodboldrettigheder vil stige endnu mere i de kommende år. Og de nye store globale mediespillere som Amazon og Google er nu med i kampen om de fremtidige rettigheder.

Selv om de store tv-selskaber har mange penge, har tech-giganterne fra Silicon Valley endnu flere. Sport er unikt, og fodbold er kongen. Det er her og nu. Fem minutter efter slutfløjtet har det stort set ingen værdi. Kun totale nørder kunne finde på at binge fem gamle fodboldkampe i rap.

Fodbold er måske det langsomt døende flow-tv’s sidste, store pengemaskine, mens live-streamingen haler ind. Men hvem gider at se en levende kamp på en mobilskærm?

Den egner sig bedst til en stor, ordentlig skærm. Om den kommer fra en tv-station eller Google er lige meget. Det er kun distributionsteknik, som fodboldfans er ligeglade med, bare vi kan se bold direkte. Helst sammen med andre. Når Brøndby spiller mod FCK, AGF mod Randers eller Barcelona mod Madrid, handler det ikke kun om 22 yngre mænd, der halser rundt med en oppustet læderklump. Det handler om politik, om lokal eller national identitet, om teknik, taktik og strategi.

Fodbold får mænd til at føle sig som eksperter. Vi er villige til at betale mange penge for den følelse. Og nok repræsenterer det konflikter, men først og fremmest handler det om fællesskab. Det er ellers sjældent nu om dage.

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeps. Ser nu også dr.k om tresserne og halvfjerdserne, det er også samtidshistorie jo. Så fodbold, frigørelse og fællesskab. Blot er det alt for vildt med de transfers og de bagmænd. Egalite, fraternite, mais non.

'Alle mænd føler sig som eksperter i fodbold.'
???
Minder mig om vitsen med de tre matematikere der går ind i en bar. Bartenderen spörger
'You guys all want a beer?'
Den förste matematiker siger 'Det ved jeg ikke'.
Den anden matematiker siger 'Det ved jeg ikke'.
Den tredie matematiker siger 'Ja'.
Nåja, her er svaret altså 'Nej'.
(Vorherrebevares)