Kommentar

#MeToo bekender sig til det system, kampagnen forsøger at bekæmpe

#MeToo-kampagnen gentager det traditionelle syn på seksualforbrydelser: kvindeligt offer vs. mandlig voldtægtsmand. Vil man rykke noget, bør man vælge et mere livskraftigt og mindre masochistisk udgangspunkt
8. januar 2018

Alle, der ønsker at deltage i debatten om seksuel vold og krænkelser, må begynde sit indlæg med en bekendelse. Gør man ikke det, er man diskvalificeret ved startlinjen. Skabelonen er, som følger: ’Jeg har været udsat for seksuel vold, dette er min mening om fænomenet.’

Modstanderne svarer imidlertid kun på første del af indlæggene. De spørger: Har vedkommende, eller har vedkommende ikke, været udsat for seksuel vold? Afhængigt af, hvad de slutter, afgør de, om den bekendendes reaktion er en legitim, uundgåelig respons på et traume, eller om den er hysterisk.

#MeToo sætter denne debatform på spidsen, for alt andet end bekendelsen er skrællet væk. Derfor tydeliggør #MeToo de positioner, det er muligt at indtage inden for debatten som helhed.

Ydermere er #MeToo en gentagelse af det traditionelle syn på seksualforbrydelser: kvindeligt offer vs. mandlig voldtægtsmand. Alle, der ikke falder inden for ’voldtægtsmand/kvindeligt offer’-skemaet, tilsidesættes med argumentet om, at det her ikke er deres kamp, ikke deres tid.

Hvis man virkelig ville ændre på opfattelsen af seksualforbrydelser, skulle man bevæge sig væk fra den blotte bekendelse og den personlige historie og i stedet vælge et mere livskraftigt og mindre masochistisk fundament.

Bekendelser skaber ofre

Bekendelsen er en talehandling, der har format til at ændre udsigerens status. Se blot på dens funktion i psykiatrien, den katolske kirke og retssystemet. Bekendelsen kan ikke erstattes af nok så mange ’objektive fakta’ eller bevismateriale.

I retssystemet er det i bekendelsen, at den kriminelle forvandles til forbryder, fra én, der har begået noget kriminelt til det kriminelle subjekt. Forskellen er, at forbryder er noget, man er i en mere fastlåst forstand: Man har ikke blot begået en forbrydelse, man er forbryder.

I #MeToo sørger bekendelsen for, at man ikke blot har været udsat for seksuel vold, ikke blot har været offer for seksuel vold, man er offer. I hvert fald er det sådan, man opfattes.

Den beskidte kvinde

I #MeToo-debatten vurderes værdien af et udsagn i høj grad på, om afsenderen er offer eller ej. Faktisk ender hele debatten ofte med at gå på, om afsenderen nu virkelig også er offer. Det ligger perfekt i tråd med det gammeldags narrativ om sexforbrydelser.

Bekendelsen forudsætter i dette tilfælde også en privilegeret status: Det er hovedsageligt unge, hvide middelklassekvinder, der modtager social anerkendelse for en sådan erklæring. Lur mig, om en mand ville opnå samme positive genkendelse, hvis han på lignende vis erklærede sig som offer.

Med bekendelsestendensen følger også anden bagage. For det første har den offentliggjorte, eventuelt dramatiserede og/eller æstetiserede lidelse historisk fungeret som et bevis på manglende medskyld i voldtægtssager. Langvarig og tilstrækkelig tydelig lidelse kunne rense kvinden fra den skam, hun ved ’tabet af uskyld’ var blevet indsmurt i.

Bekendelsen har ligeledes en ’rensende’ effekt – husker man sine synder, da glemmer Gud dem, og så videre. Denne mekanik forudsætter i første omgang, at der er noget beskidt. Dette noget er selvfølgelig den kvinde, der uopretteligt besudles og ydmyges ved seksualforbrydelser (eller blot seksuelle forbindelser). Hende, vi kender fra de klassiske, konservative teorier om kvinders seksualitet, der på den ene side ikke eksisterer, mens den på den anden side er noget, manden skal tage, beskytte eller være varlig over for.

Det siger sig selv, at de, der skriver #MeToo, med al sandsynlighed ønsker at komme dette kvindesyn til livs. Men at bekende er lidt ligesom at stemme: I begge tilfælde anerkender man systemet. Man gør sig dermed ikke fri af de gamle fortællinger om køn og seksualforbrydelser. En bekendelse er derfor også en underkastelse. Derved medvirker man blot til at holde den magt(u)balance i hævd, som man foregiver at angribe.

Helene Tabouillot er filosofistuderende ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

Ikke for noget, men én af #MeToo's mere fremtrædende skalpe er Kevin Spacey, der altovervejende har begået sine overgreb mod mænd. Ja, det handler overvejende om kvinder, men at mænd er udelukket fra anerkendelse og (social) retfærdighed gennem #MeToo er ganske enkelt ikke korrekt.