Kommentar

Når en blodprop rammer, så er det hele familien, der bliver ramt

Bivirkningen ved blodproppen i min mands hjerne er en depression i min hjerne. Han bliver genoptrænet efter alle kunstens regler. Jeg får kun fat i psykologer, der har lukket for tilgang af nye patienter
16. januar 2018

Når en blodprop rammer, så er det hele familien, der bliver ramt. Det er det, man siger, men man forholder sig ikke til det, når man handler.

En dag forsvandt min mand bare. Først var det armen, så benet, og inden jeg gik, var talen væk. Vi sad sammen, da det skete. Det var ikke første gang, så vi vidste begge, hvad det handlede om. Ingen af os vidste, hvornår det ville stoppe, hvor store dele af hjernen der blev ramt, om vi nogensinde ville kunne tale sammen igen, eller han om en time eller to ville kunne genkende mig og forstå det, jeg sagde.

Vi var heldige, og vi huskede at være taknemmelige. Man skal huske at være taknemmelig.

Personalet på sygehuset havde travlt, men heldigvis var der Katrine. Hun kom forbi, når hun kunne, og når der ikke var for travlt på afdelingen.

Senere kom han op på genoptræningsafdelingen. Jeg sad der hver dag fra klokken 15 til klokken 22. En råbte: »Hjæælp.« En anden smed konsekvent sit tæppe på gulvet og sagde: »Jeg fryser.« En tredje spurgte: »Hvor gammel er det nu, man er, når man er født under krigen?«

Svaret var altid 96, og da hun spurgte om det samme mange gange om dagen, kendte alle patienter og pårørende svaret. Vi kendte også opfølgningen: »Det var da alligevel noget.« Nogle græd, andre klagede sig. Hallo-damerne troede, at de var i Skodsborg, og spurgte, om damen, der ordner hår, var forsinket i dag. Og om, hvornår småkagerne til kaffen mon kom.

De pårørende havde stive blikke, der var indstillet på uendeligt. Alle med det samme blik. Måske havde jeg det også, men det meste af tiden broderede jeg bare. Blå, efterfulgt af gul, lilla og grøn. Jeg satte mig spor med efterladte uldtråde. Da broderiet var færdigt, strikkede jeg strømper. Man kan nå langt på en strømpe i tidsrummet 15-22.

Usynlig for verden

Det larmede, og vores hoveder var ved at eksplodere. Vi kørte ned i kælderen for at få lidt ro. Heldigvis var der Malene, og vi huskede at være taknemmelige.

Mellem stueplanets Katrine og 1. salens Malene var der Troels. Han fulgte mig til psykiatrisk skadestue. De sagde, at jeg var i krise, og det kunne de godt forstå. Jeg fik et telefonnummer, så jeg kunne få udskrevet antidepressiva.

En dag blev jeg usynlig for verden. Ingen sagde hej på gangene, ingen hilste, når de kom ind på stuen. Hurtige og effektive bevægelser. På vejen hjem overvejede jeg muligheden for at køre ind i en bropille.

Læs også

Jeg kontaktede min læge og fik en henvisning til psykolog. Jeg ringede til seks forskellige. De havde alle lukket for tilgang af nye patienter.

Det gik fremad for min mand. Træningen hjalp. Det skulle den også gerne. Den kostede 5.500 kroner om dagen.

Neuropsykologen ville undersøge, om der var et sted, hvor jeg kunne få samtaler med en psykolog. Hun vendte aldrig tilbage.

Min mand var til seksualundervisning. De viste ham en gummikusse, som han kunne hænge op på badeværelset. En medpatient foreslog, at den ville være fin i forruden på bilen. Jeg foreslog, at han kunne hænge den op og øve sig i at give finger. Det kunne jo være, at det på sigt var motiverende hånd- og armtræning.

Jeg spurgte hjerneskadekoordinatoren, om der var mulighed for psykologbehandling. Hun beklagede, at det desværre ikke var muligt. Heller ikke med diagnosen ’moderat depression og belastningsreaktion’. Hun kunne derimod godt hjælpe med en handikapvenlig bolig og et handikapskilt til bilen. Min mand fik bevilliget fire ugers genoptræning mere.

Vi huskede at være taknemmelige.

Stadig usynlig

Jeg havde den fjerde samtale med min fagforening. Jeg havde været sygemeldt fra mit arbejde i ugevis. Jeg spurgte efter en henvisning til psykolog. De vendte først tilbage, da jeg sagde, at jeg ville klage. Mest af alt tænker jeg på, hvor mange psykologsamtaler jeg kunne have betalt ved ikke at være i en fagforening. Hjælpen fra dem udgør alene det beløb, jeg hver måned betaler i kontingent.

Jeg har spurgt min mand om, hvad vi skal gøre, hvis han bliver rask, og jeg aldrig gør. Vi ved det ikke. Jeg har stadig mareridt. Jeg er stadig usynlig og kan ikke være sammen med andre mennesker. Jeg tænker stadig på bropiller. Hans træning bliver mindre effektiv, når jeg er syg. Jeg prøver at lade være. Prisen for tre af hans genoptræningsdage dækker ti af de samtaler, jeg ikke kan få. Jeg tænker, at jeg ikke er tre dage værd. Han siger, at sådan kan man ikke se på det. Vi skal huske at være taknemmelige, og han kan nu gå 50 meter.

Jeg er den, ingen gider røre ved – altså medmindre jeg skal bruges til at binde hans snørebånd.

Når en blodprop rammer, bliver hele familien ramt, siger man … men det er ikke noget, man behøver at bekymre sig om.

Linda Bruun Villadsen er lærer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rikke Noack Skivild
  • ulla enevoldsen
  • Katrine Damm
  • Marie Jensen
  • Jørn Andersen
  • John Hansen
  • ingemaje lange
  • Maj-Britt Kent Hansen
Rikke Noack Skivild, ulla enevoldsen, Katrine Damm, Marie Jensen, Jørn Andersen, John Hansen, ingemaje lange og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu