Kronik

Den nye europæiske (u)orden vil vanskeliggøre et forsvarssamarbejde

Der er ikke kun en forsvarspolitisk splittelse mellem Europa og USA, men også internt i EU, hvor landene blandt andet er uenige om, hvor stor en trussel Rusland egentlig udgør. Det kan blive et benspænd for det nye forsvarssamarbejde i EU
Russiske styrker under øvelse i Kaliningrad. Der er stor forskel på, hvor stor og konkret en trussel Rusland opfattes som i de forskellige EU-lande – og om stormagten opfattes som en trussel overhovedet.

Russiske styrker under øvelse i Kaliningrad. Der er stor forskel på, hvor stor og konkret en trussel Rusland opfattes som i de forskellige EU-lande – og om stormagten opfattes som en trussel overhovedet.

Vitaly Nevar

26. januar 2018

25 EU-lande besluttede 13. november at indlede et sikkerhedspolitisk »permanent struktureret samarbejde«, som har fået navnet PESCO. Meningen er at forstærke forsvarssamarbejdet. Danmark og Malta er ikke med i PESCO, og Storbritannien er som bekendt på vej ud af EU.

PESCO er foreløbigt koncentreret omkring 17 fælles forsvarsprojekter. Nogle af dem er politisk harmløse. Eksempelvis vil projekterne om information om cybertrusler, oprettelse af et udrykningshold og projektet om maritim overvågning næppe volde politiske problemer.

Men andre emner deler landene, og spørgsmålet er nu, hvor langt enigheden blandt landene bag aftalen egentlig rækker?

Meget peger lige nu i retning af, at samarbejdet bliver koncentreret om de emner, hvorom der hersker enighed. Landene skal dog gerne have en fælles opfattelse af trusselsbilleder, ellers giver PESCO jo ikke ret megen mening, men det er især på dette område og i forhold til de trusler, der er relateret til Rusland og Kina, hvor landene har svært ved at nå til enighed.

Derved går delingen, når det kommer til opfattelser af sikkerhedspolitik, ikke længere alene mellem Europa og USA, men bestemt også de europæiske lande imellem.

Kaos i verdensordenen

Selv om EU-landene ikke nødvendigvis er enige om, hvad der skal ses som trusler i dag, er der i EU-landekredsen bred enighed om, at ’trusler’ og ’krige’ er underkastet hastige forandringer. Den gamle stabile ’kissingerske’ orden eksisterer i hvert fald ikke i dag, det internationale system er hverken unipolært, bipolært eller rigtig multipolært. Den varige orden kender vi simpelthen ikke.

USA under Trump vil ikke og kan ikke agere unipol, og landet handler på egen hånd, som det passer bedst (America first). Det internationale system er samtidig blevet ustabilt uden fælles anerkendte spilleregler.

Mægling og konfliktløsning har under de forhold nærmest umulige vilkår, og kodeordet er vel kontrolleret eskalation, der kan gå hen og blive ukontrolleret. Afskrækkelse virker ikke, som vi kendte det under den gamle kolde krigs terrorbalance.

Internationale organisationer, for eksempel FN, OSCE og Europarådet eksisterer, men indtager ikke en vigtig rolle, og ikke-statslige aktører har vundet stigende indpas. Skellet mellem krig og fred og mellem indenrigs- og udenrigspolitik er flydende. Selv alliancer som NATO er blevet ustabile.

Ungarn og Polen er begge på konfrontationskurs med EU, ja, Polen er på konfrontationskurs med alle nabostater, kræver krigsskadeserstatninger fra Tyskland og trues lige nu af EU-sanktioner.

Presset for at øge militærudgifterne er vokset. Det sker paradoksalt nok samtidig med, at især mindre og mellemstore stater – for eksempel de baltiske lande og Polen, der føler sig truet af Rusland – tvivler på de allieredes villighed til at komme til hjælp, skulle krigen bryde ud.

Polen vil ofre over de to procent af BNP på militær, men en stor del af de ekstra udgifter vil gå til et kontroversielt territorialforsvar. Territorialforsvaret skal bekæmpe fjenden (Rusland), hvis de allierede skulle svigte Polen.

Østersøen er blevet en højspændt region, mens Centraleuropa derimod har været mere fredeligt siden den tyske genforening og Warszawa-pagtens undergang. Her er trusselsbilledet anderledes. Ungarns Viktor Orban har sagt det på den provokerende måde, at en ’god europæer’ ikke nødvendigvis, sådan som ’høgene’ mener, er russofob og betragter Putin som en ’djævel’.

Derfor er der særlig god grund til at se nærmere på forholdet til Rusland. Hvor reel er truslen? Bidrager vi selv til at optrappe den ’kolde krig’? Er et svagt økonomisk kriseramt eller et stærkt Rusland at foretrække? Lader Rusland sig overhovedet afskrække? Og: Hjælper sanktionerne, eller er de et tveægget sværd?

Kort sagt, flere forskellige trusselsbilleder er i luften, de europæiske lande har forskellige udfordringer ud fra deres geografiske placering og forskellige historiske erfaringer. Det kommer vi til at leve med, både i NATO og i PESCO, og det er især her, at uenighederne mellem PESCO-medlemmerne og EU-landene i det hele taget findes.

Duer, ugler og høge

Når det kommer til europæernes opfattelser af Rusland, kan der groft sagt skelnes mellem duer, høge og ugler. Lande i geografisk nærhed til Rusland og med historiske traumer forbundet med netop Rusland og Sovjetunionen hører naturligt nok til blandt ’høgene’ – her mener jeg selvfølgelig for eksempel Polen og de baltiske lande.

Danmark gør det også, uanset at vi ikke som de baltiske lande og Polen føler en overhængende eksistentiel fare i form af et Krim-scenarie, sådan som balterne og måske også polakkerne gør.

For landene længere mod øst spiller den kommunistiske fortid en mindre rolle end den lange historie – det vil sige tiden helt tilbage til zardømmet. Ungarn har det ikke for godt med sine nabostater, men militæret spiller en klart mindre rolle end i Polen. Truslen kommer, set fra Budapest, ikke fra Rusland, men migrant - og flygtningekrisen og forholdene for de ungarske mindretal i nabostaterne vægtes til gengæld højt. Grækenland og Cypern anses af høgene nærmest som Moskvas femte kolonne.

Tyskland og Frankrig er blevet kaldt ’ugler’. De prøver at undgå åben konfrontation med Rusland, men reagerer for eksempel, når Rusland fører hybridkrig og andre former for ’krig’ i det nære udland. Under den gamle kolde krig lagde Frankrig stor vægt på stormagtsdialogen med Moskva – Frankrig har altid haft stormagtsambitioner og i årtier haft atomvåben, og det skaber respekt i Moskva.

Tyskland er genetisk mærket af traditionen fra den tidligere vesttyske forbundskansler Willy Brandts Ostpolitik med vægt på positiv forandring via dialog og samhandel. Forholdet til Rusland vanskeliggøres i dag af fraværet af tillid, hvilket har gjort det svært for Rusland at skabe positive kontakter til Frankrig og Tyskland.

Tysklands Angela Merkel er stærkt svækket efter det tyske valg og har vanskeligheder med at få stablet en ny regering på benene. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har været mere aktiv og på det seneste valgt en dialogsøgende linje i forhold til Rusland.

Han har eksempelvis besluttet at tage del i det økonomiske topmøde i St. Petersborg og er ret tæt på den russiske politik, når det gælder Syrien og Algeriet. Han er ikke enig med Putin om alt, men det er han heller ikke med Trump. Derfor agerer han som mægler mellem Rusland og EU og mellem Rusland og USA.

Ruslands forhold til Italien har over hele perioden været ret stabilt og forretningsbetonet. Sanktionerne mod Rusland er ikke indført med Italiens gode vilje. Rusland har under den ny ’kolde krig’ også lagt vægt på dialog og møder med pragmatisk indstillede lande, for eksempel Østrig, Ungarn, Slovakiet, Grækenland og Kroatien, som man kan kalde duerne. Her er den fremherskende filosofi, at forholdet til Rusland ikke bør være et nulsumspil, men pragmatisk og tage udgangspunkt i interesser.

Kort sagt: Europa – det være sig PESCO-lande eller ej – er stærkt delt, når det gælder Rusland. Den koldkrigstænkning, der lammer landene omkring Østersøen – og ikke mindst Danmark – genfinder vi slet ikke i samme grad, når vi bevæger os mod syd og øst i Europa. Det skal vi være lykkelige over.

Søren Riishøj er lektor og medlem af Rådet for International Konfliktløsning (RIKO).

Serie

Er det tid til et opgør med forsvarsforbeholdet?

Trump har brugt sit første år på at være lunken over for NATO-samarbejdet, Rusland provokerer, og retorikken mellem Øst og Vest er tiltagende truende. Forsvarsministeriet kalder den danske sikkerhedssituation for den mest alvorlige siden Murens fald, og tankerne om øget forsvarssamarbejde i EU spirer.

Hvor stiller udviklingen Danmarks forsvarsforbehold? Er alliancesamarbejde vejen til sikkerhed i fremtiden, eller er truslerne så forandrede, at man bør satse anderledes? Og hvad er de andre medlemsstaters drømme for europæisk forsvarspolitik?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Graae
  • Niels Duus Nielsen
  • Hans Aagaard
Anders Graae, Niels Duus Nielsen og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jan Skovgaard Jensen

God artikel af Riishøj - første gang man hører at der er andre meninger i Europa end "vi skal tilbage til det gamle koldkrigspil med Rusland". Ærgerligt Danmark ikke kan komme med en mere nuanceret holdning, nu da der er andre der viser vejen.

Med hensyn til det politik harmløse projekt vedrørende cybertrusler fra Rusland, er der vel det at sige, at Danmark i følge vores forsvarminister Claus Hjort allerede vil gå all in. Så jeg forventer at vi snart vil se politikerne velsigne større overvågning af brugerne på nettet, og af private high tech-firmaers censurering af vores sociale medier. Så vi som borgere, skal nok komme til at tabe det (krigs-)spil også.

Børge Rahbech Jensen

Sludder. En fælles opfattelse af trusselsbilleder er ikke nødvendig for et forsvarssamarbejde. En struktur som Pesco skal kunne fungere, uanset hvor et angreb kommer fra.

Det er ikke nyt, at USA handler på egen hånd. Det nye, som ikke mindst Danmark slet ikke har forstået, er, at USA ikke længere at stå for Europas forsvar, når Europa har næsten lige så meget råd til det, som USA har, men i realiteten bruger nogle af de penge, der spares på forsvaret, til støtte for eksport i konkurrence med USAs virksomheder.

Der er kun særlig grund til at se på Rusland, fordi Rusland forhindrede, USAs foregående præsident Obama fik sine ønsker opfyldt. Det værste er, at selv militære ledere i Nato indirekte har erklæret USAs valg af Donald Trump til præsident som en fjendtlig handling. Det giver kun mening, hvis USAs foregående præsident Obama traf den beslutning som en af sine sidste handlinger som USAs og dermed Natos øverstbefalende. Det er vist første gang, der blev rejst alvorlig tvivl om en hel befolknings åndsevner, og første gang en forsvarsalliance indirekte anklagede sin egen øverste ledelse for at være fjendtlig.

Et helt andet spørgsmål er, hvordan en struktur som Pesco skal reagere på en opstand som den, der skete i Kijev i 2013. I Danmark er definitionen af "den offentlige orden" blevet meget uklar, så begrebet kan bruges til hvad som helst. Faktisk kan konstateres, at Danmark står så meget uden for Pesco, at Danmark har placeret soldater ved grænsen mod Tyskland, der er med i Pesco, vist fordi de mange indvandrere, der er kommet til Tyskland, er defineret som en trussel mod den offentlige orden i Danmark. Nå ja, det kan også konstateres, at Danmark aktuelt bruger flere ressourcer på beskyttelse mod indvandring end mod Rusland.