Klumme

P. Munch til minde

Manden de modige efter besættelsen elskede at hade
12. januar 2018

I dag for 70 år siden døde en af nyere dansk histories mest indflydelsesrige, siden omstridte politikere, den radikale Peter Rochegune Munch, 1870-1948.

Det noget usædvanlige mellemnavn, formentlig fra en fransk romanhelt, mente moren efter alt at dømme, var passende nom de guerre for hendes i øvrigt senere franskkyndige søn, men som denne aldrig selv brugte. Trods et således fransk trompetstød mellem Peter og Munch var og blev navnet: P. Munch. Mange vidste med tiden ikke, hvad P’et stod for.

P. Munch, aldrig Peter Munch, blev siden et begreb for tusinder af danske gymnasiaster, da P. Munch var synonym med historieundervisningen efter verdenshistorielærebøgerne samt den medfølgende positivistiske samfundslære, overvejende velskrevet fast pensum i datidens to dominerende gymnasiale samfundsfag.

Historikeren P. Munch blev tidligt dr. phil. i afhandlingen ’Købstadsstyrelsen i Danmark 1619-1848’ og markerede med værket, der står sig endnu, den moderne radikale historikers interesse for det nære folkelige samt for de magtstrukturer, der i brudlinjerne skabte det moderne land. Bifagene – man havde dengang to – duelige for en fremadstræbende akademiker med blikket rettet mod gymnasielærergerningen var fransk og latin. Hermed stod unge P. Munch rustet til livsgerningen.

Men sådan skulle det jo trods den tapre pædagogiske indsats som flittig lærebogsforfatter ikke gå. Forfatningskamp og systemskifte definerede den unge P. Munchs bane, der hurtigt lagde vejen omkring det folkevalgte for at havne og ende i politik resten af arbejdslivet.

Venstre for Venstre

Munch lagde ganske vist for i Højres meningsfelt, men gled takket være forsvarssag og skoletanker til venstre i Venstre for siden at glide videre ind i Den radikale Klub, en radikaliserende fløj af bonde- og frihedspartiet, som i 1905 blev fulgt af Munchs deltagelse i partibruddet og dannelsen af Det Radikale Venstre.

Langeland, Edvard Brandes’ og familien Helveg Petersens land, blev også P. Munchs; hans kreds i det stødløse eksil fra fødeegnen Mors gav sæde i Folketinget i en menneskealder fra 1909-45.

»Ideen er sat i skammekrogen,« sagde Munch, »vi vil give den ærespladsen igen. Vort mål er stort, lad vort arbejde derfor blive opofrende, vore midler rene.« Ideen bestod blandt andet i at ville skille skole og kirke – inspireret af franskmændene – og insistere på den reelt sekulære stat, som Grundloven med kirke-statssammenblandingen, så det basker, unægtelig stillede sig i vejen for. Alt taget i betragtning befandt Munch sig på partiets venstre vinge.

Elsket blev Munch ikke for disse forestillinger, det er synd at sige, om end denne side af den højt begavede, men noget stivstikkende alvorstunge mand, der gerne slog gækken fast, måtte vige for den forsvars- og udenrigspolitik, som han kom til at formulere og lede i kraft af forsvarsminister under Zahle, siden udenrigsminister i Staunings regeringer.

Den dag i dag vækker P. Munch forargelse og vrede blandt nationalkonservative gemytter, beklikket som den mand, der solgte Danmark til tyskerne, åbnede landets grænser på vid gab og fornedrede fædrelandet som et tag selv-bord.

Skammens dag

9. april 1940 var hin skammens dag, hvor den Munch-Stauning’ske forsvarspolitik spillede sin katastrofale fallit, og tyske tropper uden modstand besatte landet.

I virkelighedens verden skete besættelsen i overensstemmelse med de deprimerede dystre analyser som nøgternhedens P. Munch havde foretaget i 1930’ernes løb. Dansk militær modstand mod et oprustet Tyskland uden udsigt til intervenerende bistand fra England, som englænderne klart lod forstå, var et fatamorgana.

Dansk forsvar kunne og burde derfor være at opfatte som et let bevæbnet grænseværn, der i tilfælde af et ikke usandsynligt overfald sydfra blot skulle levere et symbolsk forsvar. 10-20 soldater måtte det koste, ikke flere, før overgivelsen burde proklameres. Et hvilket som helst tegn på alternativ dansk merbevæbning burde undgås for ikke unødigt at provokere det aggressive nazistiske regime. Munch kendte forholdene i Berlin og Wilhelmstraße og vidste, man havde at gøre med rene gangstere.

Det blev, som udenrigsministeren havde bestemt og i overensstemmelse med flertallet i Folketinget og trods protester fra konservative, der var leveringsdygtige i højrøstet ønsketænkning i dansk potens.

Udråbt som landsforræder

I efterkrigsårene op til Munchs død tændte højrefløjen op i kedlerne under kampagnen Aldrig mere en 9. april, hvor de mere rabiate udskreg den radikale realist som noget nær landsforræder.

Munch videreførte for så vidt blot dansk neutralitetspolitik fra Første Verdenskrig, hvor denne strategi lykkedes og holdt Danmark ude af det store opgør i syd. Forskellen på 14-18 og 9. april var sådan set kun, at neutralitetspolitikken denne gang ikke lykkedes, skønt alt talte for, at den blot burde have forløbet som en simpel gentagelse. Det var ikke Munchs og flertallets skyld, men Hitlers galskab og maniske erobringstrang.

Besættelsen af et ubetydeligt land som Danmark var dybest set en kostbar tysk strategisk fejltagelse. Allerede dengang mente kyndige, at såfremt tyskerne virkelig interesserede sig for Danmark, hvilket der ikke var afgørende grund til, måtte det udelukkende og af hensyn til jernmalmen og Norge dreje sig om Aalborg Lufthavn. Hitler tog jo så det hele og Norge med.

Og så lykkedes neutralitetspolitikken jo alligevel, idet Danmark ikke blev totalsmadret som de øvrige lande, tyskerne overfaldt. Det højeste mål for en politiker er selvsagt at redde sin befolkning nogenlunde frelst igennem en livstruende krise.

Det er ikke uoverkommeligt at hænge Munch og neutraliteten ud i tapper tilbagevirkende kraft, som den kreative Fogh Rasmussen præsterede.

Det var sværere at være P. Munch og få ret, så det smertede.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Malan Helge
  • Eva Schwanenflügel
  • Poul Erik Riis
  • Niels Duus Nielsen
  • Kurt Nielsen
  • Trond Meiring
  • Toke Andersen
  • David Zennaro
  • Poul Anker Sørensen
  • Hans Larsen
  • Torben K L Jensen
  • Grethe Preisler
Katrine Damm, Malan Helge, Eva Schwanenflügel, Poul Erik Riis, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen, Trond Meiring, Toke Andersen, David Zennaro, Poul Anker Sørensen, Hans Larsen, Torben K L Jensen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

P.Munch var en helt - Han reddede Danmarks infrastruktur samtidig med at vi fik en forkert syndebuk.
De gode græd og de onde lo - fordi de rigtige helte fra BOPA tilfældigvis var kommunister.
Metz - det er det helt rigtige tidspunkt at fortælle om Danmarks lange neutralitetspolitik efter den katastrofale krig i 1864 - indtil en krigsforbryder fra Venstre kastede landet ud i en ulovlig krig.
Når kapitalismen er i krise er løsningen altid en krig. Som nu.

Malan Helge, Eva Schwanenflügel, Frede Jørgensen, Hans Nielsen, Kurt Nielsen, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Søren Rønhede, Peter Jessen og Poul Anker Sørensen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Georg Metz

Informations Forlag udgav i 2010 "Outze - Reporter, redaktør, revser" om Avisens navnkundige stifter Børge Outze. I bogen fremføres, at Børge Outze som helt ung var tilhænger af Munch's neutralistiske og pacifistiske udenrigspolitik; men at Outze siden tog stærk afstand fra samarbejdspolitiken.

Det var uværdigt for Danmark, at overlade til de andre at kæmpe for vores frihed.

Jeg er langt mere enig med Outzes karske vurdering end med din undskyldning for P. Munchs pacifistiske neutralitetspolitik.

Torben Lindegaard

@Torben K L Jensen

"De gode græd og de onde lo - fordi de rigtige helte fra BOPA tilfældigvis var kommunister."

Uforståeligt - i hvert fald for mig.
Folkene fra BOPA er i hvert fald mine helte sammen med den øvrige modstandsbevægelse, herunder Børge Outze.

Modsat de 2 radikale folketingsmedlemmer P. Munch og Erik Scavenius.

Odin Rasmussen

Ifølge Søren Mørchs bog den "Den sidste Danmarkshistorie : 57 fortællinger af fædrelandets historie" skriver forfatteren at "Rochegune" måske er et Anagram for "hore unge" så der er mange teorier om mandens mellemnavn.
Danmark er et meget lille land blandt andet på grund af mange tabte krige, og små lande må tilpasse sig de store. Efter den tysk-franske krig og drømmen om revanchisme blev tyskerkursen den dominerende doktrin i dansk udenrigspolitik. I nogen grad var Danmark var medløbernation for Adolf Hitler under Anden Verdenskrig ligesom vi idag støtter USAs krige mod alle de lande de ikke kan lide. Det er måske vilkår for en meget lille stat, men hvis alle havde opført sig ligesom Danmark under Anden Verdenskrig havde nazismen vundet. Det koster at yde modstand. Når sejren er vundet vil alle erklære at det var på den rigtige side.

Olav Bo Hessellund og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Søren Rønhede

@Odin Rasmussen
"... hvis alle havde opført sig ligesom Danmark under Anden Verdenskrig .." JAMEN det gjorde alle!!

@Torben Lindegaard
Det er en stor illusion, at "andre at kæmpede for vores frihed". Hitlertyskland var aldrig blevet til noget uden britisk støtte.

Torben Lindegaard

@Odin Rasmussen

" I nogen grad var Danmark var medløbernation for Adolf Hitler under Anden Verdenskrig ...."

Danmark var Hitlers tamme kanariefugl, der leverede fødevarer og arbejdskraft til Det 3. Rige.
Der var desuden flere danske i tysk tjeneste på østfronten, end der var medlemmer af modstandsbevægelsen.

Søren Rønhede, Olav Bo Hessellund og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

P. Munchs skæbne er dybt interessant.

Han gjorde det fornuftige, og blev æreløs i visse kredse. Han var pragmatiker med en tyrkertro på. at det kun ville føre til ulykke hvis vi ikke indrettede os på den nye verdensorden. Vi var et meget lille land, som allernådigst havde fået lov af besættelsesmagten til at bevare vores regering og styreform (selvstyre i Det stortyske Rige), hvis vi på alle måder bakkede op om og gjorde som tyskerne sagde. Så P. Munch gjorde det fornuftige, og bakkede op om og gjorde som tyskerne sagde, og bevirkede sandsynligvis at Danmark aldrig rigtig blev ramt af alvorlige overgreb mod civile Selv da jøderne blev sejlet til Sverige skete det fordi de tyske myndigheder lækkede information om det forestående raid - måske som en anerkendelse af, at Danmark faktisk tog den af tyskerne dikterede aftale alvorligt?

Når man læser besættelsestidens parlamentariske historie er det svært ikke at lade sig påvirke af, hvordan det alt sammen endte. Men hvis man ser på, hvad det var for problemstillinger P. Munch baksede med, og hvor ingen endnu vidste, hvordan det ville ende, virker hans beslutninger faktisk meget fornuftigt. Som en demokratisk lomme i et militærdiktatur måtte han slå nogle krumspring, som stadig brillerer ved deres forsigtighed.

P. Munch forsøgte at få det bedst mulige ud af en umulig situation, og lykkedes med det meste, indtil det ikke længere var holdbart i lyset af den allierede fremgang. Hvorefter han blev ofret.

Poul Erik Riis

@Niels Nielsen
Jeg troede, at Munch repræsenterede en slags taktisk tilbagetog, hvor man afventede begivenhedernes gang. Sådan blev det jo i praksis. Der var vel ikke nogen aftale om at Danmark skulle afgive suverænitet til et stortysk rige.

Niels Duus Nielsen

Ja og nej, det er mit indtryk at P. Munch var en til dels udfarende kraft, der ligesom generaldirektør Knutzon så det som sin borgerpligt som politiker/embedsmand at komme med gode ideer til det fremtidige samarbejde.

Netop for at bevare lidt mere end blot et skin af suverænitet, fremsatte Munch derfor aktivt forskellige forslag til fx handelsaftaler med det tredje rige. "Aktivt" forstået på den måde, at han også kunne have ladet være og blot lade tyskerne diktere slagets gang, men i stedet forsøgte han at regne de tyske ønsker ud, før de blev fremsat, så han kunne komme evt. ublu krav i forkøbet ved allerede at have udarbejdet en mere moderat plan.

Og det lykkedes jo for ham i udstrakt grad, indtil generalstrejken i 1943.

Søren Rønhede

@Torben Lindegaard
Du har bedt om uddybning af: "Det er en stor illusion, at "andre kæmpede for vores frihed". Hitlertyskland var aldrig blevet til noget uden britisk støtte."
!933: UK afviser polsk-fransk forslag om at afsætte Hitler.
1935: UK åbner for tysk genoprustning.
1935-36: UK underminerer sanktioner mod angriberen Italien
1936-39: UK tillader italiensk-tysk indblanding i Spanien til fordel for Franco og afskærer den spanske regering fra våbentilførsler.
1938: UK lader Hitler snuppe Østrig.
1938: UK lemlæster Tjekkoslovakiet og udleverer store landområder til Hitler. (München-aftalen)
1939: Hitler bryder München-aftalen og den britiske regering kommer i intern modvind og føler sig nødsaget til at garantere bl.a. Polen, hvilket afføder en halvhjertet krigserklæring mod Tyskland 3/9.
I 1930'erne blev Hitler næret ved det britiske bryst, fordi kræmmerne i London så ham som en nyttig brik i deres beherskelsespolitik.