Klumme

Pengene forsvinder, helt uden vi mærker det

Kontanter er sjældne. Penge er blevet abstrakte. Måske er det derfor, vi ikke kommer med fakler og høtyve, når skattely afsløres, eller SKAT udbetaler milliarder til svindlere – vi har simpelthen mistet fornemmelsen af, at noget faktisk er forsvundet
Debat
15. januar 2018

I går ringede min far og fortalte, at min pung var kommet ind ad døren hjemme hos dem. Sidste år flyttede jeg midlertidigt adresse hjem til min far, så jeg slap for at skifte læge, så derfor stod deres adresse på mit sygesikringskort.

Jeg spurgte ham, om der var noget i pungen, selv om jeg vidste, at jeg ikke havde haft nogen kontanter. Han svarrede, at ja der var et par præservativer.

Jeg købte en ny pung to dage, efter den blev væk, fordi jeg måtte ned i banken og hæve penge, og pludselig havde jeg brug for et sted at have mine sedler. I de knap to uger, der var gået uden dankort, var der flere, som kommenterede det, når jeg betalte med kontanter – det var længe siden, de havde set sådan nogle.

Det er ikke nogen hemmelighed, at penge altid har været abstrakte, og at de uden dankort i stigende grad bliver noget flydende. Men jeg har alligevel været overrasket over, hvor unormal jeg egentlig har følt mig, når jeg betalte kontant i kiosker og i bussen. Fysiske penge bliver på en eller anden måde forbundet med fattige mennesker eller med mennesker, der laver forskellige former for sort arbejde.

Lige inden min far ringede, havde jeg selvfølgelig lige fået mit nye nem-id og dankort med posten. I to uger har jeg ellers været totalt udelukket i digital forstand. Da jeg ringede ind og skulle spærre mit kort, spurgte kvinden endda, om jeg havde husket at MobilePay’e nogen, jeg kendte, for nu ville jeg jo ikke have adgang til nogen form for tjeneste, heller ikke netbank, i noget tid.

Og det har faktisk været rart at være ude. Det har ikke været rart på sådan en lets unplug and wander into the woods and let everyone else deal with the problems-måde, og det har heller ikke været rart på sådan en klammo ’endelig kan jeg kigge ekspedienter i øjnene og røre ved deres hænder’-måde. Men det har været rart at have en fysisk fornemmelse af, at jeg faktisk brugte penge. At når jeg gav dem til nogen, kunne jeg konkret se, at nu havde jeg kun 34 kroner tilbage i pungen.

Det er selvfølgelig ironisk pludselig at blive glad for den slags materialitet, når den tidligere har fyldt mig med angst: 34 kroner = én busbillet, og så har jeg også til en løs smøg og en dåsetomat, og hvad dato er det i dag … og så videre.

Dele af samfundet er blevet immaterielle

Men den måde, vi omgås penge, er med til at påvirke, hvordan vi tænker. Ét er, at hæveautomater kan fylde mig med nervøse trækninger. Noget helt andet og mere konkret er, at efter blot seks dage, blev jeg meget i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kunne huske min gamle dankortkode. Fordi den ligger i fingrene, og nu havde jeg ikke brugt fingrene på den automatiske måde i noget tid. Mine fingre er altså programmerbare – digitaliseringen har sneget sig helt ind i min krop.

Da jeg mødtes med en veninde på en bar lidt senere, gned hun fingrene for at signalere, at de drinks der, de var godt nok dyre, og i det øjeblik tænkte jeg, at de fysiske penge efterhånden kun er en erindring, der viser sig i tegnet for penge.

Og nej, jeg synes ikke, vi skal holde krampagtigt fast i det materielle eller i kontanter, selv om de – helt indlysende – bliver praktiske den dag, krisen rigtigt rammer, og strømmen går. Men jeg tror, at det er vigtigt nok, at vi har en samtale om, hvordan forskellige praktiske dele af samfundet er blevet immaterielle, og at det påvirker den måde, vi tænker – eller ikke tænker – men bare fungerer automatisk.

Måske er alle de abstrakte penge i skattely, SKAT’s udbetalinger af milliarder til svindlere og den offentlige administrations fejlberegninger blevet mulige at acceptere, fordi vi har mistet fornemmelsen for, at der faktisk er noget, der forsvinder.

Caspar Eric er forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Helle Lorenzen

" Fysiske penge bliver på en eller anden måde forbundet med fattige mennesker eller med mennesker, der laver forskellige former for sort arbejde..." Ja, og med ældre individer (som mig), som åbenbart er tabt håbløst bag af den digitale revolution - det var i alt fald nogle af de reaktioner, jeg oplevede, da jeg for ganske nylig også befandt mig i intervallet mellem 2 betalingskort, medlidenhed iblandet mild resignation. Mit lokale Fakta's kasseapparat brød endda totalt i blokade, da jeg betalte med "menneskepenge", og ville ikke udskrive bon, så de 2 unge fyre på aftenvagten måtte trinvist telefonvejledes til genåbning af apparatet. (Det kan selvfølgelig også have andre årsager end kontanterne?)
Men min familie rummer også unge medlemmer, som overvejer en tilbagevenden til mønter og sedler som modvægt modi den illusoriske evige altfor lettilgængelige "overtræks-rigdom".

Per Torbensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Martens, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er måske ikke så ringe endda med penge i madrassen, he he ;-)

henrik poulsen

Jeg betaler stadig med kontanter,dankortet er kun til internettet.Det har mange fordele;

Vi ved begge 100% at transaktionen har fundet sted,og at det er sket pr omgående.Kontanter bliver aldrig hacket,og man er ikke afhængig af teknologi,for at se,hvor mange penge man har tilbage.Kontanter virker altid.Man kan også sætte et loft over,hvor mange penge man vil bruge en given dag ved kun at have et begrænset beløb på sig.

Og som Caspar Eric skriver,hvis - eller når! - strømmen går eller det hele bliver hacket og vi ingen kontanter har.Hvad gør vi så? Lad os endelig bevare den kontante mulighed!

Per Torbensen, Hans Martens, Tue Romanow, Slettet Bruger, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henrik holm hansen

Helt ening kontanter holder max. og jeg vil kæmpe for bevarelsen og skulle EU eller andre formyndere få den ide at afskaffe kontanter vil menesker hurtigt opfinde et parrallet afregnings system for ikke tale om bankernes kontrol og mereindflydelse ect..

Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg er ret sikker på, at hvis kontanterne ved politikernes indgriben helt skulle forsvinde,
så ville de opstå på anden vis igen. Og SÅ kunne selvsamme folkets tjenere dælme komme med rette og ævle om parallelsamfund og sammenhængskraften, der forsvandt

Torben K L Jensen

Penge,med sedler og mønter er ligeså besværlige i dag som konkylier og møllesten var det i gamle dage - så fremtiden vil være digital valuta (krypto-valuta) garanteret af en ny guldstandard - et valutasystem bygget op omkring bolckchain-teknologien der vil afløse petro-dollars på energimarkedet for de fleste olie/gas producerende lande især de lande der er pålagt sanktioner fra USA feks. Iran,Rusland men vigtigst Kina der vil købe energi med deres egen krypto-valuta der vil kunne indløses i guld som i den gamle guldstandard. Det betyder også at USA og værdien af deres statsobligationer vil opnå junk-status i løbet af meget kort tid. Men penge som i dag vil fortsætte om ikke andet så for den nationale identitets skyld.

@ Torben K L Jensen
Enig i dine betragtninger, men jeg finder at anonymitet på nettet skal sikres først. Det er for mig at se den største anke mod den kontantløse økonomi og derfor betaler jeg selv fortrinsvis med kontanter i dagligdagen.

Torben K L Jensen

anonymitet er netop sikret gennem Blockchain hvor identiten er defineret af en kode.

Thomas Tanghus

Kun delvist sikret. Det kan lade sig gøre at spore, om end med en del besvær.