Pligtskyldige klagesange fra Davos

Jeg vil være ivrig efter at hjælpe dig, men langsom til at handle på det

– Euripides, Hekabe

Tusinder af mennesker samles i disse dage i Davos. Deres samlede velstand kan tælles i hundreder af milliarder dollar, måske snarere en billion. Aldrig før i verdenshistorien har mængden af rigdom pr. kvadratmeter været så stor.

Og i år – for sjette eller syvende gang i træk – hvad er da et af de centrale emner, som disse industriledere, milliardærer og arbejdsgivere med ansatte i tusindtal fra hvert hjørne af kloden skal tale om?

Ulighed …

Blot som en eftertanke, og formentlig helt ude i marginen af det officielle program, vil de komme ind på de massive monopoler og den magtophobning, som deres egne virksomheder står for; på mulighederne for at spille forskellige landes myndigheder ud mod hinanden for at undgå at betale skatter; på forsøgene på at undergrave faglig organisering; på brugen af statens skadestuer til de arbejdere, som er faldet om af overanstrengelse; på at mange arbejdere er nødt til at gå tiggergang, når lønnen ikke slår til; eller på det faktum, at de forsamledes skatteprocent ligger på mellem 0 og 12.

Læs også

Hvis Davos-menneskene mente det, de siger om ulighed

De af dem, som kommer fra opstigende markedsøkonomier, kan også udveksle erfaringer om, hvordan udbetaling af lønninger kan udsættes i månedsvis, mens pengene investeres til høje renter; hvordan der kan spares på arbejderrettighederne; eller hvordan private virksomheder kan erhverves for en slik og derpå tømmes og reetableres med hovedsæde på f.eks. de caribiske øer.

Alligevel vil fattigdom og ulighed, der, som bekendt, er vor tids mest centrale temaer, konstant være i deres bevidsthed.

Og sådan vil det fortsætte

Sagen er bare, at de på en eller anden måde aldrig rigtig kan finde nok penge, eller tid, eller måske villige lobbyister, der kan hjælpe dem frem til politikker, de alle er rørende enige om: Nemlig at hæve skatten for den øverste ene procent og på arv af store formuer; at sikre anstændig indkomst frem for at trykke lønnen; at mindske kløften mellem cheflønnen og gennemsnitslønnen; at bruge flere penge på offentlig uddannelse; at gøre adgang til finansielle aktiver mere attraktiv for arbejder- og middelklassen; at udligne skatterne på kapital og arbejde; at nedbringe korruptionsniveauet og omfanget af privatiseringer.

Eftersom de ikke har haft nogen som helst succes med at overbevise regeringer om at gøre noget ved den stigende ulighed – sådan vil de beklage sig – er det ikke overraskende, at intet er sket. Eller snarere, at der er blevet trukket i den modsatte retning: Trump har, som han lovede eller truede med, fået gennemført en historisk skattelettelse for de rige, mens Macron har genopdaget den sene thatcherisme.

Det ser heller ikke ud til, at der er sket noget som helst positivt i de opstigende markedsøkonomier (måske med undtagelse af antikorruptionskampagnen i Kina).

Det er paradoksalt, at denne tilbagevenden til det tidlige 19. århundredes industrielle forhold og skattepolitikker er ført an af mennesker, som taler lighedens, respektens, deltagelsens og gennemsigtighedens sprog. Ingen af dem er fortalere for »Master and Servant Act« eller tvangsarbejde.

Tilfældigvis er lighedens sprog blot blevet spændt for de ulighedsskabende politikkers vogn i løbet af de seneste mindst 50 år. Og det er ganske vist også mere givtigt at ringe journalister op og fortælle dem om de tågede visioner, der skal sikre, at 90 procent af al rigdom i løbet af et uspecificeret antal år og under uspecificerede omstændigheder skal gives væk til velgørende formål, end at skulle give leverandører og arbejdere anstændig betaling eller holde op med at sælge oplysninger om brugere af ens platforme.

Det er billigere at sætte et fair trade-klistermærke på et produkt end at opgive brugen af nultimerskontrakter.

De vil hellere brække en arm på langs end at betale en løn, man kan leve af, men de vil gerne finansiere en filharmoni. De vil ikke tillade faglig organisering, men de vil gerne holde en workshop om åben regeringsførelse.

Om et års tid vil de altså være tilbage i Davos og formentlig endnu en gang sætte ny rekord i mængden af rigdom samlet pr. kvadratmeter, men emnerne – i konferencesalen såvel som udenfor – vil stadig være de samme. Og sådan vil det fortsætte … lige indtil det ikke gør det længere.

Branko Milanovic blogger på sitet Globalinequalities (glineq.blogspot.dk), hvor denne kommentar oprindeligt blev publiceret.

© Branko Milanovic og Information. Oversat af Nina Trige Andersen