Kronik

Psykedelisk socialisme skal hjælpe Corbyn mod neoliberalisterne

Den psykedeliske dimension af politik i 1960’erne og 1970’erne bliver ofte glemt på venstresiden i dag. Men britiske aktivister har de senere år prøvet at rehabilitere de ældre politikformer i håb om, at Labour vil udnytte dem i indsatsen mod neoliberalismen
Bevidsthedsudvidende aktiviteter – såsom meditation og basisgrupper – bør have en ny og seriøs chance, skriver Carsten Jensen.

Bevidsthedsudvidende aktiviteter – såsom meditation og basisgrupper – bør have en ny og seriøs chance, skriver Carsten Jensen.

Ritzau Scanpix

20. januar 2018

Det britiske Labourparti overraskede ved parlamentsvalget i juni i år ved at fravriste Theresa Mays konservative parti dets absolutte flertal. Labours formand, Jeremy Corbyn, var ellers på forhånd dømt til at blive en katastrofe for partiet, fordi han stod for en linje, der var langt til venstre for den, borgerne var blevet vant til efter Tony Blairs tre valgsejre i 1997, 2001 og 2005.

At Corbyn kunne ryste de konservative med en venstredrejning af Labour gav vind i sejlene til dele af partiets venstrefløj. Derfor bliver det i dag diskuteret, hvordan man kan støtte Corbyn i den nye retning, så han kan vinde næste parlamentsvalg.

I denne debat er der udviklet en strømning, der tager umiddelbart provokerende forslag op. Der bliver talt om ’syre-corbynisme’ – det er ment som et positivt ladet ord – og i samme boldgade har professor i politisk og kulturel teori Jeremy Gilberts forslået bevidsthedsudvidende psykedelisk socialisme.

Med bevidsthedsudvidende menes blandt andet basisgrupper, meditation, happenings, fester til langt ud på natten, eksperimenterende jazz-rock og lignende, som i Gilberts øjne bør have en ny og seriøst diskuteret chance.

Hvad angår psykedeliske og andre stoffer, er professoren mere tøvende. Han vil ikke selv anbefale dem, men anerkender dog, at de i dag bliver brugt af folk fra alle sider af det politiske spektrum.

Og hvorfor skulle en relativt hardcore socialist som Jeremy Gilbert så tale for denne reevaluering af 1970’ernes venstrefløj?

Fordi de bevidsthedsudvidende aktivitetsformer for det første i sig selv løsriver individerne fra faste mønstre af konkurrence- og præstationsfikserede aktiviteter. Her øses af samme kilde som århusianske professor Brinkmann også besøger i sin kritik af konkurrencestaten.

For det andet fordi de skaber et rum, hvor man kan udveksle erfaringer med andre, som har andre synsvinkler på den samfundsmæssige realitet. Herved opnår deltagerne et bedre overblik over det samfund, de indgår i.

Modsvar til neoliberalisme

Jeremy Corbyn har til en vis grad taget denne strømning til sig. I hvert fald deltog han aktivt i efterårets store arrangement med titlen ’The World Transformed’, der var arrangeret i tilknytning til Labours konference i Brighton af de samme aktører, som ideerne er vokset ud af. Nyere Labour-tilknyttede organisationer og bevægelser som Momentum, Compass og ’The World Transformed’ søger at styrke Labours fornyelse mod venstre.

Gilbert, der er medlem af ledelsen af Compass (en Cevea-agtig tænketank), bruger disse platforme til at diskutere politik på grænsen mellem de egentlige Labour-medlemmer og underskoven af sympatisører. Man kan på organisationernes hjemmesider desuden se en livlig debat om politiske og kulturelle emner, ligesom tidsskrifter i løbet af året har taget ideen op.

Er projektet alvorligt ment? Ja. Gilbert forsvarer i hvert fald sin sag godt. Han har i en række artikler i år hævdet, at Labour i Storbritannien i dag er i en situation, hvor det burde kigge i redskabskassen med socialistiske teknikker og tage fat efter de ’udfasede redskaber’ fra 1970’erne.

Gilbert taler om ’bevidsthedsudvidende aktiviteter’ i bred forstand, når han taler om det psykedeliske (ordet blev skabt i 1950’erne af oldgræske ord for psyke, sind og åbning eller klarhed). Han mener altså, at Labour – helt seriøst og som et led i moderne valgkamp og indsats for at få en ny regering – bør understøtte aktiviteter i det civile samfund, der kan give borgerne nye indsigter.

Man kan spørge sig selv om, hvorfor de gamle erfaringer bliver relevante, og hvad de indeholder.

Svaret må være, at hvis neoliberalismen i dag er en ideologi, der gennemtrænger store dele af samfundet – der isolerer borgerne fra hinanden gennem ekstrem individualisme og stresser dem gennem fortløbende højere krav til ren økonomisk produktivitet – så bliver det også relevant at se efter, hvor erfaringer med modstand findes. Her kommer det psykedeliske ind som en lidt overset taktik.

Meditation og basisgrupper

To eksempler på, hvad det psykedeliske i denne sammenhæng kunne indeholde er meditation og brug af basisgrupper – de antiautoritære, ikke-hierarkisk små grupper, som opdyrker politisk eller fagligt samarbejde og personlige relationer.

I Jeremy Gilbert brede begreb om det psykedeliske er han inspireret af bloggeren og filosoffen Mark Fishers’ (1968-2017) idé om ’syre-kommunisme’. Det vil sige det, der har at gøre med 1960’ernes og 1970’ernes modkulturer omkring rockmusik, miljø, stoffer, kvindefrigørelse og forsøgene på at opbygge nye bevægelser omkring kønsspørgsmål. Med mere.

Meditation i dens klassiske form har ifølge Gilbert en styrke i at arbejde med et kollektivt jeg-begreb. Eller rettere med en idé om, at jeg’et kan opløses i dele, der ikke nødvendigvis er bundet til en specifik krop. Jeg-oplevelser kan deles.

Her er vi sociologisk set ovre i en helt anden opfattelse og oplevelse af, hvem vi er, end nyliberalismens smalle idé om ’jeg’et’ som et ejendomsbesiddende individ, der er isoleret fra og i konkurrence med andre individer med præcis samme egenskaber.

De fælles egenskaber er vigtigere end de individuelle i Gilberts forståelse. Som Lennart Cohen siger:

»Jeg stoler ikke på mine indre følelser. De kommer og går.«

Det samme kunne Gilbert sige. De indre følelser er dem, der understøtter individualisering i den forstand, at de fjerner de enkelte mentalt eller ideologisk fra de fælleskaber, de indgår i. De er så at sige med til at privatisere følelser af vrede eller frustrationer i stedet for at vende dem til positive kræfter i politisk aktivitet. Meditationen i den klassiske østlige form kan også i aktuelle samfund gøre det lettere at blive en del af fællesskaber, der siger fra over for neoliberalismens individfiksering og udvikler fælles modsvar.

Det kræver, ifølge Gilbert, dog en fortolkning af det kollektive, der er grundlæggende demokratisk, så han er helt på det rene med, at ikke hele pakken med den gamle munkedisciplin skal købes.

Kvindebevægelsens basisgrupper er en anden erfaring, der kan gentænkes og generaliseres. Forestillingen om, at man kan dele og diskutere erfaringer med hverdagsliv og undertrykkelse (eller ’marginalisering’ som det hedder i vore dage) ligger også til højrebenet for en taktik, der vil undergrave nyliberalismen.

Isolationen i konkurrencen på arbejdsmarked og i andre sammenhænge kan modvirkes gennem basisgruppens praksis. Herved kan man både opnå bedre (eller højere ville nogen fra den tradition måske sige) indsigt og forebygge stress. F.eks. den stress der er fremprovokeret af skyldfølelser, som kan opstå af at føle sig utilstrækkelighed i forhold til politisk opskruede krav til arbejde og det perfekte familieliv.

Kan ikke stå alene

Jeremy Gilberts analyser og forslag i forhold til, hvad psykedelisk socialisme kan være, er ikke udtømmende beskrevet her. Han har både flere forslag og flere forbehold. Han advarer for eksempel mod at se de forskellige træk af psykedelisk socialisme som verdens frelse i sig selv.

Heller ikke den brede, langsigtede indsats i det civile samfund er i sig selv nok. For Gilbert er det vigtigt at begynde at forberede et nyt forhold mellem samfundsliv og reformer af det offentlige. At vinde regeringsmagt er derfor også uomgængeligt, hvis neoliberalismen skal tæmmes. Derfor foreslog han også tidligere på året ’progressive partialliancer’ som supplement til Labours egen kamp for at blive stærkere i forhold til Theresa May.

Måske burde det danske venstresegment også diskutere, om der er dele af de historiske erfaringer fra tiden omkring 1968, der kunne opdateres. Ganske vist er en del af ideerne derfra ganske levende i Danmark i dag – også i bredere miljøer end dengang. Forsvaret har for eksempel for længst taget rundbordspædagogik og gruppearbejde til sig. Men måske kunne et ekstra kig på meditation og basisgrupper være med til at booste nogle miljøer. All you need is love, kammerater.

Carsten Jensen er Ph.d. i Statskundskab, og har aldrig brugt psykedeliske stoffer. I hvert fald ikke indhaleret. Han ved heller ikke, hvor man skaffer dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Flemming Berger
  • Randi Christiansen
  • ingemaje lange
  • Niels Duus Nielsen
  • Jens Østergaard Petersen
  • Ervin Lazar
Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Randi Christiansen, ingemaje lange, Niels Duus Nielsen, Jens Østergaard Petersen og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Torben K L Jensen, det var ikke en fuser, vi forandrede faktisk samfundet til det bedre.

Forureningen kom på dagsordenen, og er det stadig; vi fik forhindret indførelsen af atomkraft; det er muligt at købe en rygeklump overalt i hele landet på trods af borgerskabets modstand - selv politiet gider kun tage affære, hvis de får en direkte ordre; vi har stadig et stærkt solidarisk netværk på mange arbejdspladser - jeg kunne blive ved.

Beviset på succesen er, at reaktionære kræfter i disse år med stor energi forsøger at rulle udviklingen tilbage, det vil de jo kun gøre, fordi de faktisk mistede en masse autoritet og magt under det antiautoritære oprør.

Det er et spørgsmål om perspektiv: Enten var ungdomsoprøret et mærkeligt og forbigående hul i historien, eller også er neoliberalismen et mærkeligt og forbigående hul i historien. Jeg tenderer mod at mene, at det er bevægelsen mod kollektiv frihed (klassekampen), der driver historien, ikke bevægelsen mod individets ret til at undertrykke andre individer på grundlag af noget så ligegyldig som penge og ejendom.

Der er endnu et stykke vej til den fulde implementering af "make love, not war", men Rom blev ikke bygget på een dag.

Jakob Silberbrandt, Eva Schwanenflügel, Christian Nymark, Flemming Berger, Mogens Holme, Vibeke Hansen, Steffen Gliese, Randi Christiansen, Tor Brandt, Torben K L Jensen og Peder Bahne anbefalede denne kommentar

Da jeg startede i skole i 1960, skulle vi stille op i drenge- og pigerækker, klasse for klasse i regnvejr og slud før timestart. Gårdvagten var den magthavende og ledte os ind, række for række. I timen sad vi så roligt vi kunne og holdt vores kæft, med mindre læreren spurgte os, fordi læreren var en De.

Noget er der sket siden da.

Eva Schwanenflügel, Mogens Holme, Vibeke Hansen, Steffen Gliese, Randi Christiansen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Niels - jeg var midt i det,var med på det hele - med andre ord : det var fede tider,så det jeg mener er at sådan noget skal komme nedefra og spontant. Rigtignok er ideen universel - som socialisme og skal nytænkes så det passer til tiden (og internettet)

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Niels Nielsen
Glem Rom, der et dårligt eksempel. Faktisk Rom blev ødelagdt på en dag.

Eva Schwanenflügel, Thomas Olsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Romerriget varede til 1807, hvor man ved fælles overenskomst opløste det Tysk-Romerske kejserrige.

Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Ja, det er ret syret, at det faktisk holdt så længe! Psykedelisk romanisme?

Vibeke Hansen

Et nyt makkerpar i Mette Frederiksen og Uffe Elbæk ! Tja hvorfor ikke. Det ville måske tage det lidt stive af socialdemokraterne. 60’erne var en god tid at vokse op i. Måske fordi, vi havde travlt med at opdage Verden og tage den til os. Måske fordi, man den gang godt måtte “forsvinde”, hvis man ville være alene et øjeblik. Den luksus tillades ikke i et neoliberalt overvågningssamfund. Jer ikke utilbøjelig til at synes, at tiltaleformen “De”, med fordel kunne genindføres. Det er et af lærernes redskaber til at markere, at der er forskel på lærer og elev.

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Når man hylder sentressernes antiautoritære strømninger, er man nok lidt tilbøjelig til at glemme, hvor hurtigt det antiautoritære gik af dem. Tvind er et skoleeksempel - i mere end en betydning.

Touhami Bennour

Rom er ødelagdt i 310 efter Kristus af barbarer, der kom fra norden , ledet af aralik. Jeg mener "Italien" med ROM. Læs "civitate dej contra Paganos af Augustin "23 bøger". Det er det ondskab fra Rom,der fortsatter i det tyske Romersk rige, og det fortsætte i dag under EU-romersk -rige. Alle Ulykker og ondskab kommer fra Rom(Irak krig) er fortsættelser af), Jeg tror Corbyn vil siger det samme. Det er romantism i har stadig, (men Rom kommer aldrig) aldrig og slet ikke med Corbyn.

Randi Christiansen

Dejlig sang fra carsten jensen.

Et konkurrencesamfund, hvor det er legalt at privatkapitalisere på og konkurrere indbyrdes om fællesejet, bærer sin egen undergang i sig. Spørgsmålet er, hvor mange lidelser verdenssamfundet må gennemgå, før dét vildnis forlades.

Vi er alle medskabere, men mørket har ved skumle agenters mellemkomst sænket sig over den kollektive (u)bevidsthed. Det bliver stadig tydeligere, hvor ødelæggende denne indbyrdes kamp er for alle. Med grus i maskineriet kan skibet jo ikke sejle.

Hippierne anvendte 70'ernes velfærdsboom til at søge bevidsthedsudvidelse. Der var for trangt i de celler, som den almindelige borger blev tildelt. Nu er tiden måske endelig inde til at fortsætte, hvor vi slap - nogen af os har aldrig sluppet - og tage det endelige opgør med strukturer, som er ødelæggende. Det privatkapitalistiske konkurrencesamfund har haft sin tid og har gennem den bevist sit manglende værd, sin komplet asociale og dysfunktionelle karakter. Forbrydelsen er afsløret.

Jakob Silberbrandt, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Uanset hvad, har jeg altid været ovenud taknemmelig for at opleve min teenage i årene 1966 til 1972. Mine børn har derimod måttet leve med min evige ynk over, at det ikke var dem forundt. Jeg troede dengang, det var den nye virkelighed at blive voksen i. Jeg skiftede rundt mellem uddannelse, pause og lønnet beskæftigelse sammen med vennerne. Der var så meget nyt at udforske. Vi havde en overenskomst med den lokale sherif, at så længe vi ikke tog del i distributionen af nydelsesmidler, kunne vi føle os home free. Det var længe før nultolerancen slog til i DK. Vi spenderede en stor del af vores fritid med at flytte rundt til de venner, hvis forældre var væk og på rejse, for at holde gang i den evige fest med piger, rekreativ åndsberigelse og fed musik. Vi og de, der havde midler finansierede alt det fornødne til at holde festen kørende.

Senere flyttede vi i kollektiver i nedlagte landbrug med space & fresh air, udenfor forstås. Vi boede sammen, vi arbejdede og uddannede os sammen, vi var alle med til at stjæle roer til Emma, som leverede den fedeste mælk til corn flakes, som jerseykøer nu engang gør, men bortset fra det, kunne vi gøre helt, som vi havde lyster og midler til, og vi gjorde det.

Jeg kan ikke helt se bort fra det psykedeliske element i de dages virkelighed. Det havde en effekt på vore prioriteter og livsstil. Vi var meget åbne over for alle de skæbner, vi fik bekendtskab med, og som vi delte husly og forplejning med for en tid. Halv- og helkriminelle, præstestuderende, marxister, evighedsstudenter og landmænd, som hver for sig havde en livsfortælling at berette for os halvstuderede potheads. Jeg ville ikke for alt i verden undvære mine oplevelser fra dengang.

Hvis man skal starte igen med erfaringer fra de år, skal det efter min mening være på tværs af blå og rød, hippie og jubi, løn og overførselsindkomst, ja og så en speciel afkriminalisering naturligvis. Så kan vi håbe på at de næste generationer ikke er så konfliktsøgende og kampberedte med større fokusering på frihed, tillid og udfoldelse. Sådan trives vi bedst.

Eva Schwanenflügel, Christian Nymark og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Det er interessent at stopper her og se om historien er lineær eller også går baglens. Hvis vi ser verden i tresserne og nu lyder historien som går frem og tilbage. Det nytter ikke noget i så fald at tale om (21 erne hundred som fremgang). Eller hvad ændre sig i samfundet? Det spørgsmål stilles over alt.

Jeg tror vi havde et såkaldt lokalt maksimum i starten af 1970erne med hensyn til et godt liv og en supergod forståelse mellem mennesker. Der har været fortidige højdepunkter, og der dukker nok nye op i fremtiden, men hvad er opskriften ? Skal vi droppe vores fordomme og vores statiske tilgang til politik generelt, eller skal vi bare se i øjnene, at det var once in a lifetime?

Touhami Bennour

Jeg har skrevet et indlæg og spurgte om historie bevæger sig også baglens. det emne bekymrer mig neget. Jeg oplever tit mange og underlige hændelser der vil få mig at tro at "historie bevæger sig baglens". Mange opfører sig agressive og nogle gange virker som "åndsvage", hvad kaldes det når man bliver angrebet uden grund, og det skete mange gange. Jeg har ikke oplevet nogen der står og angriber mig i en "arabisk cafe" men det har jeg oplevet mange gange med europeiske. Det var verbalt men lige ubehageligt. Jeg synes det er væk med Rationalitet og logikken.
En lille bemærkning: "Den sex dating Eva Tissa" sætter i blog er ikke et tegn på at vi lever i !9 århundred. Dengang skrev K.Marx at mennesket er en ulv for et andet menneske. Man ser ikke ulve på gaden i dag men det er det samme.

Randi Christiansen

Fordi touhami, mørket i menneskenes hjerter endnu ikke er lettet. Og da vi befinder os i en kvantesuppe, kan alskens besynderligheder forekomme. Vi må holde fast i lyset, det er vejen ud af mørket.

Eva Schwanenflügel

Nogle gange kan mørket lære os om lyset.
Det så vi efter anden verdenskrig, hvor FN blev oprettet.
Efter mere end 5 års frygtelige ugerninger og lidelser, blev de fleste enige om at der aldrig måtte komme en gentagelse af de horrible begivenheder.
Alligevel kom det til en kold krig mellem øst og vest, der tilsyneladende fortsætter.
En god ting ved deling på de sociale medier er, at vi efterhånden finder ud af, at de fleste mennesker ligner hinanden basalt.
Rom eller ej, vi er de samme.

Randi Christiansen

Så lektien fra ww1 og ww2 blev ikke lært af de, som påtog sig lederskab. De troede og tror stadig, at menneskene skal kæmpe - forklædt som konkurrence - om ressourcerne. Meget uintelligent og meget meget uværdigt.

Hvorfor er det ikke indlysende for alle, at vi er i samme båd - dvs den blå planet - og at vi derfor MÅ samarbejde i stedet for at privatkapitalisere på og konkurrere indbyrdes om fællesejet.

Vi befinder os sågar på så primitivt et niveau, at de fleste politiske fraktioner stiller sig uforstående overfor begrebet 'fælleseje'. Og de fleste af dem, der i et eller andet omfang bekender sig til socialisme (som betyder at være social), er så bange for deres egen skygge, at de ikke engang og i klartekst tør forholde sig til det. Så er det jo ikke så underligt, at rovdyrskapitalismen får frit spil til at flænse det sønder og sammen.

Folket - de 99% - er ofre for et kæmpe svindelnummer bedrevet af den ene procent og co. Sass 'danmarkshistoriens største røveri' larsen - hvor er du henne? Er der ingen rest af socialisme tilbage i dit politiske tøjdyr, er du banket på plads af pengemagtens lakajer og må sige til dig selv, at det trods alt er bedre, at du er med til at fordele de stadig mindre rationer på fængselsgangene, end at det er de skruppelløse, der gør det? Jeg spørger bare, og svaret blæser vel som sædvanlig i vinden.