Jeg arbejder i psykiatrien. Med fødderne godt nede i mulden. Der danser jeg danse – jeg elsker nemlig mit arbejde – og løfter sten, som fra tid til anden forekommer rigeligt tunge.
Det gør jeg sammen med mine kollegaer og sammen med de unge voksne, som vi midt i vores hektiske travlhed gør os umage for at møde med smil og venlighed, i respekt og værdighed.
Fordi vi ved, det betyder noget – faktisk en hel del – når man har været på en lang, ensom og farefuld færd. Og fordi vi ved, at de er særligt følsomme mennesker, som nemt føler sig til besvær, og som gerne vil beskytte os mod dem. De slås med psykotiske, traumatiserende oplevelser.
Når mulden af og til forekommer tung og stenene ligeså, så er det ikke byrden fra de unges lidelser, som tynger. Tværtimod er der ofte noget meget opløftende og livsbekræftende på spil imellem os.
Byrden ligger alt for ofte i den helt urimeligt fodslæbende dans med jobcenteret, som vi medarbejdere og de unge må danse, når vi på daglig og ugentlig basis møder jobcenterets stramme og rigide regler og rammer.
Kontanthjælpsbyrden
Vi er tænkt som et behandlingstilbud for unge mennesker med alvorlige psykoselidelser. Behandling af mennesker, som er ramt i yderste potens, kræver som grundlag tid, forudsigelighed, kontinuitet og ro. Og vi ved, at selv ganske lidt stress og pres meget ofte forværrer den psykiske tilstand.
Det er ikke længere en hemmelighed, at tid i psykiatrien er en mangelvare, og at vi af samme grund er udfordret på kvalitet. Derfor må det være vores alles fornemmeste opgave – fra øverst til nederst i sundhedssystemets hierarki – at lette os fra mest mulig spildtid. Det lykkes i disse effektiviseringstider desværre ikke særlig godt.
En helt unødvendig tidskrævende og forstyrrende del af vores – de unges og vi medarbejderes – samarbejde, er kontakten til Københavns Kommune, ikke mindst Jobcenter København, som alt for ofte slår de unge hjem og skaber panik dér, hvor panikken allerede alt for længe har bygget rede.
Forestil dig, at du hører fremmede menneskers stemmer skrige inde i dit hoved, at du skal hoppe ud fra din lejlighed på fjerde sal. Forestil dig oplevelsen af, at din krop er overtaget af en fremmed magt, som du ved, vil skade dig. Og forestil dig oplevelsen af, at der er åbent ind til hjernen, så alle, også dem, du er bange for og ikke kender, kan høre dine inderste og grimmeste tanker, fordi tankerne ikke kan finde deres vante plads beskyttet bag din krops naturlige grænser.
Og forestil dig en helt ægte oplevelse af, at din krop går i opløsning. Eller at verden omkring dig er et udspekuleret skuespil, hvor alle er imod dig, kigger mistænksomt på dig, hvor du står og går, og taler om dig bag din ryg. Det er sådanne forhold, de unge mennesker beretter om. Når de tør. For det at turde er nemlig i sig selv ofte en væsentlig del af processen. Fordi skammen og mistænksomheden for mange forplumrer den lige vej til bare at tale ud af posen.
Mange unge i behandling hos os søger på et eller andet tidspunkt kontanthjælp. Hvis nogen skulle forfalde til at tro, at de er dovne og ugidelige, så tager de grueligt fejl. Og hvis nogen skulle tænke, at ’hvis man er syg, skal man jo i ressourceforløb!’, så tager de også fejl. For forud for ressourceforløb skal der afklares og dokumenteres, længe og grundigt, for at sikre, at ingen får noget, de ikke er berettiget til. Så tilbage til kontanthjælpen. Der begynder man, når kæden er hoppet af, efter man har forsøgt at hænge på i årevis.
Krav og straf
At søge om kontanthjælp er en meget omstændelig proces. Det første, man falder over, når ansøgningsprocessen går i gang, er, at alle går ind ad den samme dør. Alvorligt psykisk syge sammen med alle andre.
Udgangspunktet for alle er, at de i første omgang betragtes som job- og uddannelsesparate. Det betyder, at de unge overhældes med alle mulige og umulige krav og forpligtelser og skal orientere sig i et væld af sider, som handler om jobparathed og om at skulle søge job. NU! Og læs siderne NU! Og SVAR inden for fire dage, ellers bliver du STRAFFET. Og der skal argumenteres og dokumenteres, fordi de altid er parate til meget lidt eller ingenting (lovgivningen giver kun mulighed for at erklære mennesker job- eller aktivitetsparate, hvilket vil sige, at det ikke er muligt ikke at være parat til noget uanset, hvor syg man er).
I dette forløb er vi som behandlere oftest de tætteste til at støtte, så de unge dels får de ydelser, de er berettiget til, og dels ikke vælter endnu mere omkuld af angst og psykose og bliver (gen)indlagt på psykiatrisk afdeling, som i forvejen er fyldt til over bristepunktet. Og vi kan ikke bare se forbi betydningen af denne støtte, dels fordi vores medfølelse forbyder os det, og dels fordi såvel behandling som bedring er betinget af, at de helt basale ting som for eksempel økonomi, bolig og beskæftigelsesvej er nogenlunde på plads.
Efter kontanthjælpen er søgt, sætter en anden tung dans med jobcenteret ind. Der er nemlig strenge krav til, hvad man skal gøre og ikke må gøre for at modtage kontanthjælp. Og der skal argumenteres og dokumenteres, hvis de stramme regler, man er underlagt, spænder ben for ens mulighed for at komme sig – og det gør de tit. Noget for noget hedder det.
Man kunne få det indtryk, at hensigten med dette forpligtende forhold er at støtte syge mennesker til at komme tilbage til uddannelse og arbejde. Og det i sig selv er egentlig en sympatisk hensigt. Ret skal være ret.
Men når man låser mennesker fast med krav og trusler og siger, at man er der for at hjælpe, så skal man også være det. I virkelighedens verden er der mest frustration at hente, fordi jobcenteret alt for ofte virker fuldkommen ligeglad med dig.
Det er også selv om, at der sidder mange gode folk med gode intentioner. Fordi den ene hånd oftest ikke aner, hvad den anden gør. Fordi man konstant skifter sagsbehandler. Fordi man bliver videresendt til ’anden aktør’ i et otte ugers forløb, som er alt for kort og slet ikke batter. Efter du lige var begyndt at åbne dig over for din mentor, fordi det skal du, hvorefter du får at vide, at du bliver kontaktet igen og må vente. Og vente.
Fastlåst
Alt imens du skal agere, som om du stod til rådighed for arbejdsmarkedet, hvilket du ikke gør. Det ved alle. Også jobcentret. Og du må ikke røre dig ud af flækken – heller ikke selv om der er halvanden måned til næste møde i jobcenteret. Og heller ikke selv om du måske lige aner en lille førstegangsspirende lyst og gerne vil vandre alene i de svenske skove eller gerne ville tage til Sønderjylland hos noget familie, fordi dæmonerne raser i dit hoved.
Du kan ikke gå i gang med noget andet, fordi jobcenteret vil være med. Og fordi der er så mange uigennemskuelige regler, og med garanti nogen du slet ikke ved eksisterer, og det er jo svært ikke at forbryde sig mod regler, man ikke kender til. Og så kommer panikken. Og du har i forvejen ikke meget at leve for.
Og det kan du slet ikke tåle, for du er allerede blevet straffet alt for meget og er i fuld gang med at straffe dig selv for det elendige liv, du lever, fordi du ikke bare kan tage dig sammen og gøre ligesom alle de andre. Og i øvrigt magter du ikke at kontakte jobcenteret, for du skal igennem 17 led og vente i halve timer, før du taler med den rette. Og fordi du er angst for at tale i telefon og i det hele taget bare er angst for det meste. Det er et catch 22, så det batter, og det bliver man hverken gladere eller mere rask af.
Det ville være en stor lettelse for os og de unge, hvis man ved første dør ind til det kommunale system blot skulle dokumentere, at man var psykisk syg og i behandling. Og derefter blev mødt med åbne, tillidsfulde arme af et system og en lovgivning, som var gearet til at byde velkommen med det udgangspunkt, at de unge skal støttes på deres og ikke på systemets præmisser, og at de skal bygges op og ikke brydes ned.
Fordi den tillidsfulde, kontinuerlige og faciliterende kontakt i sig selv er helende, og fordi vi i psykiatrien – vi behandlere og de unge – i højere grad kunne hellige os samtaler om lidelsen og livet frem for samtaler om kommunen.
Mari Ann Sander Molano er cand.psych. og autoriseret psykolog.
TAK! Lige præcis! Lad nu dem der slås med nedsat funktions niveau, psykisk eller fysisk, få fred til at komme sig. Lad mennesker få tid til at blive raske, få tid og ro til finde frem til den rette vej for deres egen helbredelse. Dét at komme sig, ovenpå sygdom er en personlig og individuel rejse, som tager tid. Jo mindre pres og jo mere den enkelte kan blive støttet på egne præmisser, jo bedre. Mød den der er ramt respektfuldt og ligeværdigt i øjenhøjde. Det er jo ingen der vælger frivilligt at have det dårligt.
Desværre er det også min oplevelse at socialkontoret, hospitalspsykiatrien og socialpsykiatrien spænder ben for hinanden, istedet for at skabe et konstruktivt samarbejde, til gavn for den pågældende ramte person. Den ene hånd aner ikke hvad den anden laver. Systemerne er blevet alt for store, upersonlige og uigennemskuelige. Alt for mange meningsløse love og regler, der skal overholdes. Ingen har det overordnede ansvar for følgeskab af en persons rejse gennem hele dette uoverskuelige vildnis. Det må vist være tid til at flere socialarbejdere, på alle niveauer, der bevidner disse elendige og uværdige forhold dagligt, SIGER FRA..
Kære Mari Ann, tusind tak for denne indfølende artikel.
Der er ikke noget, der længere kan beskrives som et virkningsfuldt, socialt sikkerhedsnet længere, efter beskæftigelsesområdet har opædt det sociale område med hud og hår.
Er der nogen som fornemmer hvor vores nogle af vore skattepenge forsvinder hen? Til destruktion af sårbare mennesker og i det store og hele til ingenting!
...og så er vi slet ikke begyndt at tale om psykiatriens egne rigide regler, dens bizarre pakkeløsninger, dens mange svingdøre, som rammer folk hårdt i ansigtet.
Socialchefer er indkøbschefer der indkøber aktivering på discount og med rabat alt efter hvor mange syge borgere påkontanthjælp der kan fyldes ind i forløb - Det samme gør ministeriet der udlodder puljer til indkøb af aktivering - også med krav om mængder af forløb - denne købmandstænkning poster skattekroner i Falck ISS og rn lang række obskure virksomheder som Vibeke Manniches “Lægeservice” med samme adresse som datteren Mai Manniches online Smykkeshop og Camilla Stokholms Empano der sælger falske diagnoser med læger i Jobcentrets baglokale - Hvornår går sandheden op for danskerne?? De mest udsatte er gidsler i Venstres Vennetjenester for milliarder - skattekroner flyder i en lind strøm ned i private lommer og væk i skattely på den mest uanstændige baggrund
Jeg er lige ved at tude over den artikel. For det er så præcist og rigtigt skrevet. For det er sådan, det er. Vi, der "bare" har prøvet at være almindeligt arbejdsløse, har jo også mærket, at der ligger et dybt kælderhul af afmagt inde i en, hvis man kommer til at være i jobcentersystemet for længe. Vi, der kender nogen, der har gået igennem helvede af en sagsbehandling (og det er ikke kun jobcenter København ) med en psykisk betinget lidelse, VED, at jobcentersystemet er programmeret til at virke som her beskrevet. Der var en psykolog, der for nogle år siden skrev om de mennesker, der bliver "systemisk traumatiseret". Det er mest mærkbart, hvis man har en anden psykisk lidelse at kæmpe med i forvejen. Jobcentersystemet skal programmeres om, så det bliver åbent, imødekommende, fleksibelt og hjælpsomt i stedet for som nu lukket, afvisende, rigidt og kontrollerende.
Der er løbet meget vand igennem stranden siden 1968 hvor vi SELV betalte vores understøttelse gennem vor fagforening som var Kemigrafen. Om det var Per eller Poul der gik ledig var bedøvende ligegyldigt, hvis Per havde brug for en pause. Så klarede Poul jobbet, så der aldrig manglede arbejdskraft. Kontingentet var tårnhøjt. Til gengæld var dækningen under ledighed god!
I dag har den offentlige forvaltning kørt det hele i sænk!
Er der nogen som fornemmer hvor vores penge forsvinder hen?
Jobcentrene bruger alle de penge som skulle gå til de udsatte, på parasitiske private aktører. Plejen og aktiveringen af de socialt udsatte er udliciteret til private firmaer, som nu har en milliardforretning med det sociale område som hovedindtægtsområde. Det nyværende socialsystemet er skabt til at fastholde mennesker i et uendeligt tomt aktiveringsloop, med en så lav indkomst som muligt. Gang på gang bliver de udsatte tromlet ned, og år efter år bliver de udsat for samtaler som ofte virker som krænkelser af den værste slags, som følelsesmæssig voldtægt.
Trods invaliderende angst og en IQ på 48 skal Kasper gennem sit andet ressourceforløb Erhvervslivets klapjagt på samfundet svageste illustreres i artiklen. Meningen med socialsystemet var at hjælpe mennesker i nød. Men da velfærdskrigen brød ud, skete der et totalt kollaps i moral, som medførte en uhørt mangel på medmenneskelighed.
For 14 til 16 år siden flyttede politikerne det sociale område fra Socialministeriet til Beskæftigelsesministeriet efter anbefaling fra private konsulentfirmaer. Der er derefter skabt en række love og kontralove som muliggør en lovløshed i forvaltningen. Dette er gjort bevidst for at politikerne kan hævde, at de udsatte har rettigheder, men kontralovene er i virkeligheden dem som administreres efter. Dette jobcenter-cirkus er et meget farligt socialt kontrolværktøj, det er helt politisk funderet, udelukket for at skabe skattelettelser til dem som ikke mangler noget overhovedet.
Hvor mange er ramt gennem årene og hvor mange penge er der i alt fjernet - og givet til virksomhederne, til middelklassen, samt overklassen ved skattelettelser? Her er en oversigt over de mange sociale nedskæringer de sidste 10 år. https://www.avisen.dk/vigtigste-politiske-reformer-og-beslutninger-2007-...
Langt færre udviklingshæmmede får tilkendt førtidspension De udviklingshæmmede er også ramt af førtidspensions- og fleksjobreformen.
"I april måned undersøgte Landsforeningen LEV, der varetager udviklingshæmmede og deres pårørendes interesser, forsørgelsesgrundlaget blandt foreningens medlemmer. Med en førtidspension modtager borgeren uanset alder mellem 15.650-18.412 kr. om måneden inden diverse tillæg. Modtager en borger under 25 år derimod udeboende kontanthjælp, er ydelsen 7.182 kr. om måneden. Det beløb rækker ifølge Anni Sørensen ikke langt for en person med udviklingshæmning. Ifølge hende er det ikke uvant, at de botilbud, som mange med udviklingshæmning benytter sig af, koster i omegnen af 8.000 kroner om måneden. De har simpelthen ikke råd til det botilbud".
https://www.information.dk/indland/2017/10/trods-invaliderende-angst-iq-...
https://www.information.dk/indland/2017/10/langt-faerre-udviklingshaemme...
For lige at toppe ét af de punkter, Peter Sterling anfører:
"Plejen og aktiveringen af de socialt udsatte er udliciteret til private firmaer, som nu har en milliardforretning med det sociale område som hovedindtægtsområde."
Og når endelig en 'kunde' (dvs. kontanthjælpsmodtager) påberåber sig sine rettigheder ift (en psykologs) tavshedspligt, nægter at godkende fejlbehæftede rapporter, der endda indeholdt (beviselige) løgne, og når så 2. aktør alligevel bliver lidt flov over sig selv og sin egen niveauløshed og derfor tilbyder Jobcentret skriftligt at betale dele af eller hele beløb for vedkommendes 'forløb' tilbage, så siger JC pænt 'Nej tak'.
Hvis de da ellers overhovedet har bemærket, at 2. aktør har tilbudt det, da skift af sagsbehandlere m.v. er med til at umuliggøre en opfølgning af sager, dvs., journaler gemmes uden at blive nærlæst.
Jeg taler her ikke om noget, jeg har hørt nogen fortælle, men om egen erfaring.
Hvor bliver de mange penge af, som er fjernet fra de sociale udsatte ved nedskæringerne?
De sidste 20 år er der skåret gevaldigt ned for de socialt udsattes leveomkostninger. I den samme periode er der givet tilsvarende skattelettelser til husejerne, virksomhedsejerne og overklassen generelt.
Avisen.dk: Samlet har vi en nettoformue på 3.600 milliarder kr. bestående af aktier, pensionsopsparing og kontanter https://www.avisen.dk/blogger-overklassen-er-en-flok-parasitter-snyltere...
"I Danmark er der velstand. Vi har en økonomi på godt 2.000 milliarder kr. (BNP), hvoraf det offentlige kun udgør en fjerdedel. Det svarer til, at alle mennesker i Danmark, dvs. børn, pensionister, studerende, arbejdende og arbejdsløse i gennemsnit tjener 360.000 kr. Vi er også et land med en stor formue. De tusind største danske virksomheder omsætter for mere end 3.000 milliarder kroner årligt, hvoraf en væsentlig del også hentes i udlandet".
"DE ALLERRIGESTE DANSKERE har mange penge. Ja faktisk har de rigeste aldrig haft så mange penge som nu. I den seneste opgørelse havde de rigeste ti familier tilsammen 553 milliarder kr. Det er mere, end hvad de 60 procent nederste dele af befolkningen ejer til sammen".
Men hvorfor skal de socialt udsattes økonomi så konstant forringes?
SRSF-regeringens udspil til reform var næsten identisk med det forslag, den tidligere VK-regering fremlagde i december 2010 http://www.arbejderen.dk/indland/forhadt-reform-kom-efter-pres-fra-eu
"Loven om førtidspension og flexjobs blev vedtaget den 19. december 2012 og trådte i kraft allerede den 1. januar 2013.
På EU-topmødet i marts 2011 blev den såkaldte Europluspagt vedtaget. Her blev der lagt op til stram styring af de offentlige budgetter og reformer af en række sociale ydelser. I Europluspagten står der direkte, at landene skal gennemføre en begrænsning af førtidspensionsordninger.
I et dokument fra 2011 kommer EU's ministerråd med henstillinger til Danmark om ved at gennemføre en reform af førtidspensionen og ved i højere grad at målrette tilskudsordninger såsom fleksjobordningen mod de mest sårbare grupper.
Den udvikling bringer danskerne i en situation, hvor de kan "vælge" mellem to regeringsalternativer, der fører den samme økonomiske politik med konstante nedskæringer og forringelser for syge, arbejdsløse, ældre og udsatte.
Oven i købet er det en del af den erklærede økonomiske politik, at kommunerne konstant skal spare. År for år strammes budgetterne. Det siger sig selv, at det ikke giver de bedste betingelser for at føre en sådan reform ud i livet".
Jeg blev sendt direkte fra beskæftigelses opbevaring til en tvangsindlæggelse på P. Tak til perron 23 i Odense, NOT.
Statistikken om arbejdsudbud (arbejdsløse,invalider helst alle) er vigtigere end mennesker og hvorfor er det nu det?
Man skal nu engang have en masse bjørne (i statistikken) at skyde senere (om 10 år) for at sælge skindet nu til det man kalder råderum (fugle på taget) så man kan give ufinansierede skattelettelser (i forventning om at bjørnepelserne holder priserne) - (futures) .
Problemet er de økonomiske incitamenter som fx refusionstrappen der nedtrapper refusion til 20% i løbet af 12 mdr på alle ydelser - og de mere eller mindre håbløse puljeordninger Ministeriet forsøger at styre kommunernes beskæftigelsesaktiviteter med -Sidste års store sællert: “Job First” og nu “Flere skal med” -målet er ordinær beskæftigelse i en eller anden fjern fremtid - det nyeste påfund har fået betegnelsen “snusepraktik” bare i Københavns Kommune er 16.000 aktivitetsparate ( det man kalder de syge handicappede sindslidende der ikke er uddannelsesparate eller Jobparate ) i målgruppen til “snusepraktikker” drømmen om den rummelige virksomhed der kan “sluse” borgere med meget nedsat arbejdsevne ind og “snuse” til virksomheden og de mange imødekommende kolleger der med glæde byder en handicappet velkommen - Fantasierne florerer blandt ministeriets unge praktikanter og ude i rendestenen sanktioneres de syge der har mistet lugtesansen
"Man kunne få det indtryk, at hensigten med dette forpligtende forhold er at støtte syge mennesker til at komme tilbage til uddannelse og arbejde. Og det i sig selv er egentlig en sympatisk hensigt. Ret skal være ret."
Nej, sådan er hensigten ikke. Den er at belaste, så det bliver afskrækkende ikke at være i arbejde.
I overordnet perspektiv er der tale om globalisme - en ideologi dannet af liberalisme og socialisme der går ud på at tilpasse vesten til resten af verden, sådan at vi får ulands- og ilandsforhold i alle lande.
Sådan vil liberalister, socialister, finansbanker og storindustri have det - de siger at det er mangfoldigt og at det er en god ting..
@ Jeanne Löwe Lindberg
Hospitalssystemet kunne bestemt fungere bedre, men når vi på de to psykiatriske afdelinger, jeg har arbejdet på, henvendte os til en patients kommune, var der tale om 1. dysfunktionalitet og 2. ligegladhed. Det var helt enkelt ikke muligt at lave aftaler eller reelt samarbejde.
@ Peter Sterling - "Den udvikling bringer danskerne i en situation, hvor de kan "vælge" mellem to regeringsalternativer, der fører den samme økonomiske politik med konstante nedskæringer og forringelser for syge, arbejdsløse, ældre og udsatte."
Alle ideologier er globalistiske. Kun ikke-ideologiske partier som DF har modforestillinger imod den globalistiske ideologi som liberalister og socialister i dag samles under og kalder ting som humanisme.
Det burde også være til at se at S lige så meget som V følger internationale ideologiske og økonomiske strømninger og at de fører den samme politik - nemlig globalistisk nedbanken af befolkningsflertallet og etablering af en superrig elite ovenover og udenfor loven.
Tænkt samtale med min chef : Du er fyret som min chef og jeg har indgivet en anmeldelse til politiet for psykisk vold - en vold der har medført en handlingslammende depression.
Jeg forbeholder mig ret til betalt fravær mens sagen bliver undersøgt.
Borgerløn nu.
Tusind, Tusind tak for dette velartikulerede debat indlæg, som meget præcist forklarer de problemer den nuværende regeljungle og rigide struktur i lovgivningen skaber. Og ikke kun for folk med psykoser men også kronisk syge, som bliver slidt ned og depromerede af jobcentrenes krav.
Jeg er sikker på, at der er mange sensitive mennesker i det her samfund, som ikke kan undgå at blive såkaldt psykisk sårbare. En del af dem finder ud af, at alkohol og/eller andre stoffer kan skabe et udholdeligt psykisk rum at være i for en stund, hvilket kan udvikle sig til et misbrug. Man kan mange steder fra få at vide, at "man skal tage sig sammen", og den melding bliver identisk med at fixe sig selv på alle mulige måder. Til sidst kan man blive en slags shapeshifter, der kender alle tricks, når man skal møde andre, så de møder den version, de efterlyser, aldrig den rigtige person. Man kan blive som en fremmed for sig selv. Og forsøge at begå selvmord fordi det er en udvej fra det uudholdelige. Man kan få en psykotisk episode, hvor man ikke kan forstå, hvad nogen siger, hvor sproget sætter ud af kraft så at sige. Man kan bryde sammen, fordi den illusion som så mange hele tiden vil have, at man opretholder ikke findes mere. En identitetskrise af den styrke kan føles som en, hvor det er nødvendigt at reinkarnere i egen krop for at rejse sig igen. Og når man så er på "den anden side", som det lidt smart hedder, så holder man op med at abonnere på den idé om, hvad styrke er, som andre har forsøgt at påtvinge en, udforme en til, mødt en med etc. Styrke uden skrøbelighed er ikke styrke men et skjold. Jeg skriver ud fra egen erfaring. Der sidder mennesker visse steder, som aldrig nogensinde har prøvet nogen af de ting. Alligevel mener de, at de ikke bare skal blande sig men helt arrogant, at de har løsningerne på det, de intet kender til. Og så spørger jeg mig selv: hvem er det egentlig, der er syge i det her samfund?
Rune Rasmussen,
Hvor er det bare rigtigt hvad du skriver..
Faktisk tror jeg, at der pt er virkelig mange mennesker, der lever med dette skjold hele tiden, forstiller sig og bliver syge af det, fordi der fordres perfekthed og nærmest tryllekunstneriske illusioner for at kunne fungere. Gode miner til slet spil, fordi man er tvunget til at 'lade som om'. Den ultimative fremmedgørelse :-(
#Rune
Spot on! Ufatteligt præcist beskrevet!
@Eva Schwanenflügel, Mads Kjærgård
Tak skal I have.
@Rune Virkelig præcist og også smukt rammende formuleret