Regeringen regner med klimakaos

Olieprisen og forventningerne til, hvordan den vil udvikle sig i fremtiden, spiller en ikke ubetydelig rolle for politiske aftaler om alt fra omlægning af den danske togdrift til aftaler om udvinding af olie- og gasressourcerne i Nordsøen.

Det gør en enorm forskel, om en tønde olie i 2030 vil koste 100 dollar eller 35 dollar, når man beslutter, om politiske tiltag er samfundsøkonomisk rentable. Derfor bliver det afgørende, hvilket olieprisscenario man baserer sin politik på.

Det lyder teknisk. Og det er det også, men frem for alt siger det olieprisscenario, vi vælger at bruge i Danmark, en hel del om, hvorvidt vi tager Parisaftalens klimamål seriøst eller ej. Om vi regner med at indfri dem eller ej.

Lave ambitioner

Finansministeriet opererer i dag med et olieprisscenario, der vil resultere i klimaragnarok og en global opvarmning langt over de 1,5-2 grader, vi er enige om at begrænse dem til.

I det nuværende scenarie regner man med, at verdens lande alene forsøger at begrænse klimaforandringerne gennem de tiltag, som de meldte ind i deres nationale handlingsplaner forud for Parisaftalens indgåelse. Ifølge FN’s miljøprogram, UNEP, dækker disse handlingsplaner kun en tredjedel af de reduktioner, der er nødvendige for at begrænse opvarmningen som aftalt. Tager man ikke videre skridt, vil det føre til en temperaturstigning langt over to grader og dermed til klimakatastrofe.

Alle ved, at der skal langt mere til. Det er det, alle klimakonferencerne handler om: Hvordan og hvornår får vi skruet op for ambitionsniveauet?

Gabet mellem Parisaftalens mål og landenes aktuelle handlingsplaner er alarmerende højt, og vi regner derfor alle – selvfølgelig også regeringen – med, at der kommer større ambitioner på bordet.

I Parisaftalen står der, at landene hvert femte år skal øge ambitionsniveauet i deres nationale handlingsplaner. Kun sådan kan vi holde os under en temperaturstigning på 1,5-2 grader. Men det olieprisscenario, Finansministeriet bruger i dag, medregner ikke den nødvendige ambitionsøgning, der skal til for at overholde Parisaftalen.

Alternative beregninger

Heldigvis findes der andre olieprisscenarier fra det Internationale Energiagentur, som regeringen kunne bruge. Olieprisscenarier, hvor vi bruger langt færre af klodens fossile brændsler, udleder langt mindre CO2 til atmosfæren og dermed får en langt lavere oliepris. Hvis vi vil undgå, at statslige investeringer går imod Parisaftalen, skal vi bruge et af de scenarier.

Den oliepris, vi regner med, er fuldstændigt afgørende for de politiske aftaler, vi laver. Det viser et hurtigt blik på Nordsøaftalen, der blev indgået i foråret.

Det skøn for olieprisen, som partierne bag aftalen benytter sig af, er ikke foreneligt med Parisaftalen. Hvis vi havde brugt et scenarie, der var det, havde vi opdaget, at den skatterabat på ca. fem milliarder kroner, der blev givet til olieselskaberne for at hive de sidste fossile brændsler op af vores undergrund, ikke vil blive tilbagebetalt. Man kan altså sige, at enten får vi pengene tilbage, eller også lykkes vi med Parisaftalen.

Hvis vi fortsætter med at regne med en oliepris, der leder til klimakaos, vil vi lave aftaler på et helt forkert grundlag. Det vil se ud, som om det er en god forretning at holde den fossile industri kunstigt i live.

Derfor skal vi allerede nu fremtidssikre vores beregninger og regne med en oliepris, der respekterer klimamålene, så det bliver klart for alle partier, at de penge, man tror, man kan tjene på at fortsætte den fossile produktion, er luftkasteller.

Derfor fremsatte Alternativet for nylig et beslutningsforslag om fremover at regne med et olieprisscenario, der er foreneligt med Parisaftalen. Det er på ingen måde kontroversielt: Det ændrer ikke regeringens regnemaskine, det indstiller den kun på forventningen om, at Parisaftalens klimamål opnås.

Det er et politisk valg, om vi regner med klimakaos, eller om vi skal basere vores politik på, at vi faktisk mener det, vi siger i Parisaftalen? Regner vi alene Parisaftalen for en usikker politisk vision, et alternativt scenarie eller et ønskescenario, eller betragter vi vores globale løfte om at begrænse den globale opvarmning som en bindende forpligtelse?

Desværre har Alternativets forslag ikke vundet opbakning i Folketinget. Men jeg håber, vi kan samle flertal for, at et olieprisscenario, der er foreneligt med Parisaftalen, som minimum skal fremlægges i kommende forhandlinger og de politiske aftaler. Så kan man jo kun håbe, at de partier, der skal lave aftalerne, respekterer Parisaftalen nok til at basere deres beregninger på, at vi faktisk når målene.

Rasmus Nordqvist er klimaordfører for Alternativet