Kommentar

Hvor er samtalen om dansk filmkunst?

I en tid, hvor dansk film buldrer frem rent kunstnerisk, er samtalen og debatten herom helt fraværende. I stedet overskygger skandaler og økonomi den nødvendige diskussion af dansk nutidig filmkunst
Debat
26. januar 2018

Jeg har købt abonnement på Information. Og ud over den konstant dårlige samvittighed ved ikke at læse samtlige artikler har jeg fået noget andet ud af det. Jeg har fundet et sted, hvor litteraturen tages seriøst, gives plads og diskuteres heftigt.

Jeg læste for nylig en art ’Året der gik’-diskussion mellem to skribenter: kritikerne Erik Skyum-Nielsen og Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen. Der var ingen af de to, der talte om økonomi, e-bogens overtagelse af verden eller skandalerne i og omkring en ny udgivelse.

De gik til årets værker med en iver, et forsøg på at forstå dem eller kritisere dem. Det var et forsøg på at læse tidsånden ved at læse bøgerne. Var bøgerne kantede og ufærdige i deres udtryk, fordi de var dovent skrevne (ungdommen nutildags!), eller sagde de noget om tidsånden?

Ser jeg – som udøvende filmskaber – den slags debatter, den slags refleksioner i filmens verden? Ivrige skribenter, der diskuterer værkers betydning, deres plads i samfundet, uden at manglende solgte biografbilletter og dommedagsscenarier om internettets ødelæggende tendenser bombastisk tages frem?

Den gode litteraturkritik fik mig til at begræde filmens debat eller måske mangel på samme.

Bevares, der findes filmblade, filminteresserede og gode artikler om dansk film. Der er enkelte mainstreamfokuserede podcasts, nogle kronikker her og der, men det er ikke meget.

Der er ikke meget spræl i DR (måske til tider undtagen Filmland), og på Radio24Syv er et filmprogram utroligt nok helt fraværende. Det pibler ellers frem med online nichemedier, der med stor intellektuel pondus kaster sig ind i mediebilledet. De disrupter på livet løs. Men meget få ord dedikeres de levende billeder tilsat lyd. I hvert fald den danske af slagsen.

For meget frygtelig kvinde

Der blev sidste år skabt nogle af de mest interessante film i Danmark i virkelig lang tid. Det er også kommet til udtryk i flere af de populære årslister hos dagblade og tidsskrifter. Folk elskede dem lige omkring slutningen af december, men det er også det. Ikke mere snak, ikke flere kronikker. Ikke engang flere tweets. Tilbage til HBO og Oscars.

Den eneste gennemgående samtale har været, hvorvidt Christian Tafdrup virkelig mente de ting, han sagde om sin film En frygtelig kvinde. Der blev pumpet blogindlæg og Deadline-programmer ud om mænds nye fornærmede og usikre rolle efter #MeToo-bevægelsen. Ikke meget om selve filmen dog.

Ikke meget om, at Annika Bergs debutfilm Team Hurricane er et langt mere grænseoverskridende værk og sætter spørgsmålstegn ved langt flere kønsrollemønstre. Den er normkritik indhyllet i nyskabende, fragmenteret æstetik. Den er ukurant og farverig, ligesom livet er det. Eller ligesom internettet måske?

Den hænger sammen med dokumentarfilmen Venus: Let's talk about sex fra i år på flere måder. Begge film er lavet af kvinder og med kvinder, og de giver hver deres form til kvindelige stemmer. Den ene helt subtilt, den anden med en glimmerbesat fuckfinger strakt lige frem for sig.

Splintret

Begge film er lavet af ildsjæle for meget få penge. Er der her en sammenhæng med den bølge af filmskabere, der i start-70erne greb 8mm-kameraerne og for første gang fortalte historier fra de afkroge, som middelklassen ikke kendte til?

Hænger klipningen i Team Hurricane sammen med den måde, youtubere timer deres klipning på? Og hænger den fragmentariske stil måske sammen med Hlynur Pálmasons debutfilm også fra sidste år, Vinterbrødre – der er helt splintret på en måde, hvor man til tider ikke er sikker på, hvad der er virkelighed eller drøm? Splintret, ligesom collageeksperimenterne i litteraturen lige nu?

Og i en tid, hvor internettet gør amatører til stjerner, bruger både Team Hurricane og Fenar Ahmads actiondrama Underverden amatørskuespillere på ekstremt autentisk vis. Kan vi læse noget ind i det? Siger det noget om vores tid? Det longread gad jeg godt læse.

Er filmfolk ikke skriftfolk?

Men måske er der bare ikke nogen filmfolk, der gider at skrive? Litterater som Skyum-Nielsen og Routhe-Mogensen kan lide at skrive, det står lysende klart i deres tekster. Filmfolk laver måske helst bare film?

Og de kritikere, der skulle skrive de skæve analyser i deres sene nattetimer og udgive filmblade i fritiden, er ikke til at få øje på. Måske har de for travlt med at skrive streaming-anbefalingslister til os?

Jeg drømmer om, at filmfolk tør skrive om egne og andres film. Men også at feminister, filmnørder og især filmforskere tør bruge tiden på at zoome helt ind på dansk films mangefacetterede univers, der lige nu buldrer frem rent kunstnerisk. Skrive om nutidens film. Og sætte ild til en debat om denne vigtige del af vores kultur.

Vi skal, både som filmfolk og som kulturinteresserede, turde dykke ned i, skrive om filmene. Fortælle om filmene. Så finder vi måske ud af, at filmene kan fortælle noget om os?

Sebastian Cordes er filminstruktør

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her