Læserbrev

Sortliste og bekæmpelse af skatteundvigelse og skattesnyd

Isoleret kan det være positivt, at skattelylande afgiver visse løfter om skattesamarbejde og dermed fjernes for sortlisten. Men det bør ikke kunne betyde, at kravet om land for land-rapportering opgives for disse lande
1. februar 2018

I Informations ellers udmærkede dækning af at otte lande, herunder Panama, er blevet fjernet fra EU’s sortliste, mangler et væsentligt aspekt.

Som led i bekæmpelse af skatteundvigelse og skattesnyd har OECD – med efterfølgende tilslutning af G20-landene – arbejdet for, at multinationale selskaber bør pålægges land for land-rapportering, der betyder, at nøgletal som omsætning, antal ansatte, overskud før skat, pålignet og betalt selskabsskat offentliggøres for alle omfattede lande.

Det blev i EU gennemført i 2005 for finansielle selskaber.

I 2016 fremlagde EU-Kommissionen endvidere et lignende direktivforslag for store multinationale selskaber uden for den finansielle sektor. Dette forslag kræver imidlertid kun, at land for land-rapportering – i modsætning til for finansielle selskaber – kun gennemføres for lande i EU, idet der samlet kan afrapporteres for ikke-EU-lande, dog med en væsentlig undtagelse.

Der skal nemlig også afgives landerapporter for lande på EU’s sortliste. Når otte lande kan fjernes så hurtigt fra sortlisten, kan en yderligere hurtig udtynding ikke udelukkes.

Isoleret kan det være positivt, at skattelylande afgiver visse løfter om skattesamarbejde og dermed fjernes for sortlisten. Men det bør ikke kunne betyde, at kravet om land for land-rapportering opgives for disse lande.

Når det er vigtigt med generel land for land-rapportering, skyldes det givetvis også, at skattelylande ikke ønsker at blive omfattet heraf. EU bør ikke opgive dette instrument til bekæmpelse af skatteundvigelse og skattesnyd, som jo også er direkte skadelig for alle de virksomheder, som også ønsker at bidrage med deres andel til samfundshusholdningen.

Tværtimod bør land for land-rapportering gennemføres systematisk, hvis skatteundvigelse og skattesnyd ønskes bekæmpet. Og det kan Danmark bidrage til, idet direktivet endnu ikke er gennemført.

Christen Sørensen, fhv. overvismand

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu