Kronik

Staten skal sikre solceller en plads i den grønne omstilling

Der er brug for en langt mere visionær indsats fra statens side for at gøre det attraktivt for private husejere og kommunale institutioner at anvende bygningers tage til solceller. Løsninger findes – men der skal tænkes langsigtet
Som privat solcelleejer kommer man nemt til at føle sig til grin. For når kartoflerne sættes over, er solen gået ned, og man må købe strøm fra nettet til en pris, der er fem gange højere end den, man selv får for dagsproduktionen fra egne solceller.

Som privat solcelleejer kommer man nemt til at føle sig til grin. For når kartoflerne sættes over, er solen gået ned, og man må købe strøm fra nettet til en pris, der er fem gange højere end den, man selv får for dagsproduktionen fra egne solceller.

Martin Lehmann

19. januar 2018

Mange borgere spørger sig selv om, hvorfor der ikke er solceller på alle kommunale bygninger: skoler, sportshaller, rådhuse, børnehaver, plejehjem, biblioteker og så videre.

På samme måde kan man kigge ud over byernes tage og konstatere, at det er sparsomt med solcellepaneler.

Også på uudnyttede lodrette facader kan man med lidt arkitektonisk snilde indbygge solceller og på den måde indgå i bestræbelserne på at nedbringe CO2-udledningen.

Ja, faktisk har solcelleteknologien alle forudsætninger for at blive en hjørnesten i omstillingen til bæredygtighed.

Men den banale kendsgerning er, at perspektivløshed og en sejlende lovgivning på området længe har sat en stopper for udnyttelsen af vor mest konstante og vedvarende energikilde: Solen.

En kommune har midlerne til at løbe en udvikling i gang, og et ambitiøst solcelleprogram vil virke motiverende for borgere og virksomheder. Samtidig vil paneler opsat på skoler og daginstitutioner have en positiv påvirkning af børn og unge, fordi de med deres egne øjne vil se konstruktive bestræbelser for at imødegå de truende klimaforandringer.

Men en lang række snubletråde er udspændt.

For det første må en kommune ikke drive selvstændig forsyningsvirksomhed – det vil sige, at der skal oprettes et privat energiselskab for hvert solcelleanlæg, der opføres. Desuden skal el-afregningen ske enkeltvis for den matrikel, hvorpå panelerne er oprettet.

For det andet skal den solcellestrøm, der stammer fra en privat forsyningsvirksomhed handles til markedspris inklusiv moms og afgifter, også selv om den produceres på taget i selvsamme institution – man kan altså ikke blot føre en ledning ned til kogepladen i fritteren.

For det tredje skal der indregnes udgifter til en revisor, der skal gennemgå og undertegne regnskabet. Resultatet er minimal indtjening for en stor administrativ indsats.

Alle forudsætninger kan tilmed ændres med hastelove fra det ene øjeblik til det andet, hvis lovgiverne skønner, at udviklingen løber fra gældende regler. Kommunernes forvaltninger får gåsehud og gemmer deres solcelleprojekter langt væk for ikke at påføre sig selv overarbejde uden indtjening.

Private savner incitamenter

I dag bremses udbygningen ikke bare kommunalt, men også blandt private husejere. Det sker gennem fastsættelse af en lav el-afregningspris. En familie er typisk ikke i hjemmet i dagtimerne og kan derfor ikke umiddelbart få glæde af den energi, deres solceller producerer.

Når kartoflerne sættes over, er solen gået ned, og man må købe strøm fra nettet til en pris, der er fem gange højere end den, man selv får for dagsproduktionen fra egne solceller. Man kommer nemt til at føle sig til grin.

Der er brug for et princip, hvorved staten naturligt kommer til at spille en aktiv og motiverende rolle med en umiddelbar interesse i at støtte og udvikle solcelleteknologi. Men der er ingen initiativer fra politisk hold. I stedet udvikler markedet batterimodellen – installation af solceller i kombination med batteri – hvor strømmen lagres til de tidspunkter, hvor familien har brug for den. I dag bevæger hele markedet sig mod denne model. Men er det smart at gemme el, når der netop er masser af vindmøllestrøm i aften- og nattetimerne? Det vender vi tilbage til.

Et simpelt forslag ville være, at kommunerne sidestilles med regionerne. Regionerne er nemlig både fritaget for de meget bureaukratiske krav om at skulle oprette private energiselskaber samt kravet om revisorpåtegnede regnskaber for hvert solcelleanlæg.

Men der kan også tænkes et mere visionært scenarie, hvor staten gøres til lokomotiv for den bæredygtige udvikling. Et kontroversielt og dynamisk forslag går ud på, at staten aktivt involverer sig i udbygning af solcelleanlæg og finansierer 50 procent af de anlæg, der opføres på kommunale bygninger.

Elproduktionen fra alle kommunens anlæg opgøres herefter i en samlet pulje og fratrækkes én til én fra den mængde strøm, som bruges i kommunens institutioner. Den forudsigelige produktionsmængde kan nemt beregnes løbende som et kvalificeret skøn ud fra de meteorologiske forudsigelser om, hvor meget solen kommer til at skinne, og kan indgå i forsyningsselskabernes produktionstilrettelægning.

Ordningen efterlader ingen overflødige mellemregninger, og alle sparer penge og store mængder CO2. En konsekvens af positive resultater i én kommune vil meget naturligt føre til, at andre følger efter, og befolkningen kan se fordelen ved en høj grad af selvforsyning.

En tilsvarende – og frivillig – ordning for det private marked, kan gennemføres ved ligeledes at lade staten finansiere 50 procent af alle produktionsanlæg, der som minimum producerer, hvad der svarer til matriklens forbrug.

For at forenkle systemet sendes al solcellestrøm direkte ud til det offentlige el-net – uden beregning. Til gengæld får tagejeren et betydeligt nedslag i prisen på sit private el-forbrug. Hvis et anlæg producerer mere, end der forbruges, foræres overskudsstrømmen i princippet til nettet. Det vil motivere forbrugeren til en omlægning til mere el i det private energiforbrug, hvilket giver en CO2-reducerende effekt. Alt papirarbejde minimeres således til en registrering af, om anlægget producerer det forventelige.

En lignende ordning kan realiseres for boligselskaber.

Energiproduktionsanlæg og virksomheder

I tilfælde med meget store (tag)arealer, hvor der produceres væsentligt mere, end der bruges, kan hele afregningsmetoden ændres tilbage til tidligere afregningsformer med en fastlagt markedspris. Det samme gælder anlæg på jorden. Her er det et spørgsmål, om vi skal anvende landbrugsjord til energiproduktion, når verden sulter – men det er en anden historie.

Mange virksomheder har velegnede bygninger, og da strømmen skabes i dagtimerne, hvor produktionen normalt finder sted, kan den som regel bare aftages straks. Men besparelsen er ofte lille i firmaets regnskab, og ledelsen vil måske ikke bruge ressourcer på at sætte sig ind i en kompliceret lovgivning. Men mange steder vil medarbejderne være villige til at stå for de praktiske opgaver med at opføre solcellerne på virksomheden, og gevinsten (besparelsen) kunne så gå til en Tivoli-tur til de ansattes børn – eller levere gratis strøm til deres elbiler.

Hvis kredsen omkring et kommende energiforlig ikke nytænker solcellernes rolle i den grønne omstilling, vil batteriløsningen vinde frem. Det er en højst ugunstig model set fra statens side.

En solcelleejer med batterimodellen vil, fra samme sekund anlægget er i drift og 35-40 år frem i tiden, spare både energiafgifter og moms. Staten går derfor årligt glip af 7-8.000 kr. Hvis 100.000 familier benytter denne ordning, mister staten 30 milliarder kroner inden for driftsperioden – eller 750 millioner kroner årligt. Det svarer til, at det for den enkelte godt kan betale sig at køre 100 km for at hente ti kasser øl syd for grænsen – mens det for staten er et tab. Hvis staten blev partner, ville det nok koste ved etablering af anlæggene – men der ville løbende rulle indtægter tilbage til statskassen.

Desuden er batterimodellen dyrere, fordi anlægget skal være større på grund af effekttab i batteriet. Der opereres her med kapitalstørrelser, som økonomisk svagere grupper har vanskeligt ved at håndtere, og mange vil formentligt takke nej til gældsætning på 150.000 kr. Alligevel kommer de ufrivilligt til at dække regningen for at give de bedre stillede mulighed for at slippe for at betale afgifter – og i øvrigt køre med gratis el i Teslaen. Det er ikke helt fair.

Skrækscenariet er, at parterne i det kommende energiforlig fastholder, at en nyttig, forureningsfri, vedvarende energikilde skal modarbejdes. Det vil resultere i, at man – når man for alvor skal gennemføre omstillingen – helt enkelt mangler de titusindvis af fysiske anlæg, der er en del af forudsætningen.

Thomas Meinert Larsen er medstifter af 350 Klimabevægelsen i Danmark og Bjørn Tving Stauning er formand for Klimarådet i Frederikssund Kommune

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Viggo Okholm
  • Jes Enevoldsen
  • Michael Hullevad
  • Torben Lindegaard
  • Lise Lotte Rahbek
Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Jes Enevoldsen, Michael Hullevad, Torben Lindegaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Madsen

Solcelle anlæg spredt ud på en masse små anlæg er en dårlig udnyttelse af ressourcer, samt meget sværere at vedligeholde, end solcelle parker.
En solcelle andelsforening der kan drive anlæg for en hel by eller bydel er at foretrække.

Morten Bøttzauw

Det er meget irriterende, at de fleste artikler om solceller (elektriske) bliver illustreret
med et billede af et solvarme-anlæg. Der varmer vand op med sol, ikke producerer el.
Hvorfor er journalister så ignorante og ukvalificerede ?
Kildekritik efterlyses !!!

Bjørn Stauning, Torben Bruhn Andersen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
morten rosendahl larsen

Der har jo tidligere været en ordning, hvor man sælger og køber sin el til 1:1 pris. Den ordning er jeg selv så priviligeret at være på. Da jeg har købt et hus med et anlæg, som er opsat dengang disse regler var gældende, det krævede en del papirarbejde dog. Men når jeg vil udskifte til et nyt mere effektivt anlæg, eller optimere det eksisterende, bliver det fremover efter de ovenfor skitserede regler for afregning. Og det vil simpelthen ikke være rentabelt, i forhold til investeringen, hvis ikke reglerne laves om. Jeg producerer ca. 4.000 Kwt om året.

Bjørn Stauning

Jeg er helt på det rene med, at der for tiden er mere økonomi i at udnytte markanlæg. Det er bare alt for kortsigtet at se det på den måde. Det svarer til, at det er mere rentabelt at anlægge en golfbane i områder, hvor folk sulter. Måske kan man umiddelbart købe flere brød for indtægten - men der bliver færre brød.
Fra mit vindue i Frederikssund kan jeg se i hundredevis af velegnede tage og bygninger, der ligger uudnyttede hen. Det er spild af ressourcer.

Bjørn Stauning

Kære Morten Bøttzau,
Der er ikke nogen, der er mere bedrøvet over illustrationen, end undertegnede.Det er den mindst ringe, der uvist af hvilken grund har valgt dette grimme foto. Vi havde selv vedlagt 4-5 andre billeder, som havde tilført artiklen et perspektiv. Deres sortsværtede solvarmeanlæg sender troværdigheden af teksten ned i dybet. Det er sjusk og det er øv.