Kommentar

Sundhedsmyndigheder skal ikke kun anbefale amning, men også hjælpe processen i gang

Hvis der er så mange fordele ved at amme, som fagpersonale og myndigheder siger, bør der være mere fokus på at hjælpe og støtte de nybagte mødre på dette område. I stedet sender man familierne hjem fra fødestuen i løbet af nul komma fem uden at hjælpe dem i gang med ammeprocessen
31. januar 2018

Igen og igen dukker emnet amning og den gode begyndelse på livet som mor op i vores nyhedsmedier og debatsider.

Senest var det i et indlæg her i Information den 23. januar, hvor Thomas Larsen, formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, samt Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen, argumenterede for, at anbefaling af vaginal fødsel og amning ikke er udtryk for arrogance, men evidens.

Ifølge forskning og undersøgelser fremmer amning relationen mellem mor og barn, ligesom det kan have en række sundhedsmæssige fordele for barnet også på længere sigt, påpeger blandt andet Sundhedsstyrelsen.

Som forholdsvis nybagt mor finder jeg det paradoksalt, at fagpersonale – om det er læger, jordemødre eller sundhedsplejersker – enstemmigt betoner teoriens fordele ved amning, samtidig med at ressourcer fratages dette område i praksis.

For hvis amning har så mange fordele både her og nu samt senere i barnets liv, hvorfor er der så ikke mere fokus på at hjælpe og støtte de nybagte mødre på dette område?

Ammekamp

Som førstegangsfødende tog jeg taknemmeligt imod alle de besøg hos lægen og jordemoderen, som jeg blev tilbudt gennem vores velfærdssystem. En bekendt i min private omgangskreds var den første, der spurgte til, om jeg ville amme. Anden gang, jeg blev stillet samme spørgsmål, var på fødestuen, da min søn ikke mange minutter gammel lå på min mave. ’Ja’ var mit svar begge gange, jeg blev spurgt.

Virkeligheden skulle dog vise sig anderledes. Et døgn efter fødslen blev vi sendt hjem. Her begyndte en flere måneder lang kamp for at få etableret en god amning og sikre vores søns vækst og trivsel.

I det lange forløb kontaktede vi mange nætter i træk personalet på barselsgangen, konsulterede flere praktiserende læger, havde ugentligt sundhedsplejersken på besøg og krævede mere end én konsultation hos den kommunale ammerådgiver.

Vi trak med andre ord på mange offentlige ressourcer og stod alligevel tilbage med en følelse af, at ingen havde de fornødne ressourcer til at hjælpe os.

Den fødende krop er og bliver den ultimative kropspolitiske kampplads. Arkivfoto
Læs også

Som mor på barsel møder jeg mange ligesindede. Her bekræftes jeg i, at min historie om en svær ammekamp ikke er enestående. Langt fra. Mange opgiver kampen. Sundhedsstyrelsens tal fra 2016 viser, at 87,3 procent fuldammede i mere end de to første uger. Efter ni uger var det 66,6 procent.

Set ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv må et større fokus på den veletablerede amning kunne betale sig både på kort og på lang sigt. Jeg er uden tvivl om, at vores forløb på kort sigt har været en udgift for samfundet målt på de utallige gange, vi har været i kontakt med sundhedsfagligt personale grundet en skæv start på amningen.

Min historie kunne lige så vel have indeholdt genindlæggelser grundet undervægt hos spædbarnet eller psykiske belastninger hos den nybagte mor grundet frustrationer og utilstrækkelighed. Ifølge forskning på området er børn, som ikke ammes, i større risiko for overvægt og livsstilssygdomme senere i livet. Tilstande, vi ved medfører store økonomiske omkostninger for samfundet.

Dertil kommer de personlige og relationelle omkostninger hos både mor og barn. Alt sammen udgifter og omkostninger, som alt andet lige må kunne forebygges ved, at vi anvender den viden og forskning, som findes på området til i langt højere grad at støtte det velfungerende ammeforløb.

Et døgn er ikke nok

De vordende mødre skal forberedes på ammeopgaven, allerede inden de sidder med deres nyfødte i armene – for eksempel ved samtaler med en jordemoder eller kurser, hvor der gennemgås andet end ammestillinger og forebyggelse af mælkeknuder.

Jeg var for eksempel selv fuldstændig uvidende om noget så enkelt som, at en amning ikke bør tage fire-fem-seks timer, og at blødende sår er tegn på, at barnet har forkert fat.

På barselsgangen løber vores dygtige jordemødre og sygeplejersker desværre så stærkt, at de kun med det ene øje tjekker, hvordan barnet ammer, før de er videre til næste opgave.

Endelig etableres den gode amning ikke på et døgn. Et længere barselsophold efter fødslen, hvor mor og barn i trygge og professionelle rammer kan finde sig selv og hinanden, vil være til stor gavn for det gode ammeforløb.

Hvis dette ikke er muligt, eller det nyslåede forældrepar ønsker at være i vante omgivelser, vil en tæt kontakt og hjemmebesøg af en ammekonsulent i løbet af de første uger kunne understøtte den gode amning. Alt sammen tiltag, der vil kræve flere ressourcer og penge til området. Men også tiltag, der kan anses som en investering i at forebygge alle de udgifter, et kuldsejlet ammeforløb vil medføre på både kort og lang sigt.

Anne Birgitte Dyhrberg-Nørregaard er på barsel med sin søn på seks måneder og arbejder som specialkonsulent i den offentlige sektor

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Randi Christiansen
  • Henning Kjær
Randi Christiansen og Henning Kjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mette Poulsen

"I det lange forløb kontaktede vi mange nætter i træk personalet på barselsgangen, konsulterede flere praktiserende læger, havde ugentligt sundhedsplejersken på besøg og krævede mere end én konsultation hos den kommunale ammerådgiver." Det lyder som om, systemet har stået til rådighed døgnet rundt og med flere forskellige typer fagpersoner, som ønsket.

Randi Christiansen

Jo mette, men bare ikke med den hjælp, som der var brug for og altså derfor spild af ressourcer. Da jeg i 1990 fødte på rigshospitalet - efter i øvrigt at være placeret på en helt håbløs fødebriks, som komplicerede fødslen unødvendigt, fordi den ikke gav mulighed for at hvile benene i mellem veerne og efterfølgende at måtte komme mig efter strabadserne i et depotrum, hvis jeg ikke ville ligge på gangen - fik jeg lov at blive en uge, dog på en 4-6 sengs stue. Jeg kunne ikke få brystvorterne frem, så jeg kunne amme, og min søns første mælk var derfor en anden kvindes mælk, som blev opbevaret i fryseskab til formålet - og uddelt til os af en brysk madamme. I den følgende uge fik jeg daglig hjælp af en kær sygeplejerske, og ved hendes hjælp opnåede jeg, hvad den hjemmebesøgende sundhedsplejerske senere kaldte for superamning. Måske kunne man til fødselsforberedelse træne amning, måske havde det hjulpet mig. Men min søn og jeg fik en dejlig ammeperiode.

Har fået to børn, første gang var der problemer grundet manglende fred og ro på hospitalet (brysk madamme) - anden gang flere år senere var meget bedre og det gik smertefrit 1,5 år! - hvilket omgivelserne syntes var "for meget" :) Instrukser . dem om det.
I dag med igangsatte fødsler (kan ikke forstå formålet - virker sygt) og alt det med penge til vejledning kunne imødegås ved vidensdeling gennem graviditeten.
Man skal ikke gøre folk hjælpeløse med "ekspertviden" hverken ved fødsler eller andet!

@ Randi, hvorfor mener du, det er spild af ressourcer at kvinden får hjælp til at finde ud af amning? Hun har fuldt ud formået at identificere et problem, kontaktet de relevante fagfolk og problemet bliver løst. Det er ikke noget, som kræver indlæggelse på et hospital.

Randi Christiansen

Mette, du læser teksten, som fanden læser bibelen. Det er jo tydeligt, at anne birgitte ikke fik den hjælp, hun havde brug for. Og at hvis hun havde fået det tilbud, som jeg fik, havde hun været godt hjulpet. Men for at spare sendes kvinderne hjem, før de er parate til det. Jeg havde været temmelig fortabt, hvis det var overgået mig.

@ Randi, hun fik et tilsvarende tilbud - som foregik i hjemmet, fremfor på hospitalet. Indlæggelse på hospital er forbeholdt syge, og man (og ens barn), er ikke syg, blot fordi man er usikker på amning.

@ Randi, nej det er ikke det, der er brug for. Der er brug for hjælp i situationer, som kræver hjælp - der er ikke brug for hjælp hele tiden til alle, som fint kan klare sig selv.
Hvis man er en helt almindelig fornuftig forælder, så er man opmærksom på sit barn og dets behov. Enhver ved, intellektuelt eller intuitivt, at en unge skal have noget at spise og skal tage på i vægt. Hvis man har et barn, der ikke kan spise, kaster op, er slatten, taber sig eller på anden måde virker til ikke at trives, så skal man selvfølgelig have hjælp. Og den hjælp skal selvfølgelig være tilgængelig. Hvilket den jo også var.

Randi Christiansen

Og nu mette, må jeg så spørge, om du selv har børn?

Naturligvis taler jeg ikke om konstant hjælp til alle, der 'fint kan klare sig selv'. Men når du bare vil fordreje og misforstå, må jeg jo prøve at bøje det i neon : hvis en mor, som f.eks. anne birgitte og jeg selv, ikke umiddelbart efter fødslen kan amme, så er det en rigtig dårlig ide, at sende hende og baby hjem til en hverdag, hvor hun selv skal ud af huset og henvende sig forskellige steder for at få hjælp til noget så fundamentalt som amning.

Det er som om, du slet ikke forstår, hvor krævende en situation man er i som nybagt mor. Så har man ikke overskud til at rende fra herodes til pilatus for at få hjælp. Den skal være der, når der er brug for den - enten i hjemmet eller på hospitalet. Det er ikke tilfældet nu, selvom du prøver at få det til at lyde sådan. Læs artiklen igen.

Randi Christiansen

Det er ser ud som om, at mette endelig har fattet pointen ....

Og til anne - jeg ammede, som du nok kan forestille dig, også længe. Min søn fik en tår, når han havde lyst, og da han var ca 2 1/2, havde han ikke længere det. Jeg blev selvfølgelig hånet af især een kvinde for at amme min søn til skolealderen (overdrivelse fremmer forståelsen?) men heldigvis, var jeg ligeglad. Han fik sin første tand, da han var ca 8 mdr, og skulle lige prøve den af med et lille bid i min brystvorte. Jeg fortalte jeg ham, at den gik ikke, og han fik flaske i et par dage. Så prøvede vi igen, og han havde forstået beskeden. Med hensyn til 'pottetræning' - ha, en gang satte han sig bag ved gardinet, og forrettede nummer 1 i bleen, men han fandt da hurtigt ud af, at det var smartere at gå på toilettet ligesom os andre. Børn er superintelligente, hvis de ellers får lov at udvikle sig i fred.

Og det får de ikke i undernormerede vuggestuer, børnehaver, fritidshjem eller skoler, hvor de kastes for ulvene og tilbringer alt for meget tid pga forældrenes arbejdsliv. Det er en meget uintelligent måde at opfostre børn, og følgelig får vi : uintelligente børn der, hvis de overlever ulvekoblet, sikkert har lært forskellige beskidte tricks, som er effektive i et moderne konkurrencesamfund, men som giver mere eller mindre afstumpede individer med skader på krop og sjæl. En vaskeægte looseloose ...