International kommentar

Svensk kulturredaktør: Når #MeToo gør os kvinder til ofre, umyndiggøres vi som i gamle dage

Hvis #MeToo-revolutionen skal opnå legitimitet i den brede befolkning, går det ikke, at der trækkes så skarp en grænse mellem sort og hvidt. Bevægelsen i sin helhed skal acceptere, at der findes gråzoner, og at kvinder ikke altid er ofre
I januar var der flere steder i Sverige arrangeret fakkeloptog i sympati med #metoo-bevægelsen. Her i Gøteborg.

I januar var der flere steder i Sverige arrangeret fakkeloptog i sympati med #metoo-bevægelsen. Her i Gøteborg.

Thomas Johansson

29. januar 2018

Efter en flytning opdagede jeg, at nøglen til en kommode var forsvundet, og jeg gik derfor ned til hælebaren i mit nye kvarter. Kunne medarbejderen der mon komme hjem til mig en dag efter lukketid og se, om han havde en nøgle, der passede? Naturligvis, han ville komme samme lørdag eftermiddag.

Klokken fire ringer han på min dør, jeg åbner og siger hej – og han svarer ved at kysse mig på halsen.

Tusind tanker flyver gennem mit hoved. Havde han virkelig kysset mig på halsen? Burde jeg sige, at den slags gør vi ikke i Sverige? Nej, sagde en stemme i mit hoved, det her har ikke noget med svenskhed at gøre.

Mens tankerne tumlede rundt, gik skomageren ind i lejligheden. 40 sekunder senere havde han åbnet kommoden. Han bad om 500 kroner uden kvittering. Jeg gav ham 600 uden at være klar over hvorfor.

Episoden blev vakt til live i forbindelse med #MeToo-eksplosionen af beretninger om, hvordan det er at tilhøre kvindekønnet. Der findes mange lignende historier. Hvorfor sagde jeg ikke noget til ham? Jeg ville vel ikke skabe dårlig stemning, antager jeg. Og jeg ville virkelig gerne have min nøgle.

#MeToo-revolutionen, som jeg naturligvis sympatiserer med, har låst sig fast i holdningen om, at der kun findes ofre og forbrydere. Kvinder har intet ansvar og aldrig nogen muligheder for at handle.

Men i min optik er der trods alt forskel på at blive voldtaget og at have sex med Harvey Weinstein, fordi man gerne vil have en rolle i en film.

Kåde som katte

Skuespilleren Ellen Page siger, at hun »følte sig presset« til at være med i Woody Allens film To Rome with love, og nu er hun vred på patriarkatet over det. Men hvem var det egentlig, som pressede hende? Var det kønnede magtstrukturer, eller var det hendes egne karriereambitioner?

Hvis vi skal lytte til Ellen Page, kommer vi kvinder til at skulle hoppe et par årtier tilbage i tiden. #MeToo legitimerer, at kvinder opgiver den kontrol, de trods alt har over deres liv. Vi umyndiggøres på nærmest førmoderne vis. Man kan jo ikke tage os kvinder alvorligt, hvis vi er så svage, så skrøbelige, at vi aldrig kan sige nej eller sætte grænser.

På et dybere niveau burde #MeToo give plads til at komme længere ned i det, som ikke umiddelbart kan identifices som begivenheder med tydelige ofre og gerningsmænd, men som har at gøre med mere subtile aspekter af samfund, kultur, kønsroller og seksualitet.

Hvis #MeToo-revolutionen skal opnå legitimitet i den brede befolkning, går det ikke an at trække en skarp grænse mellem mandlig og kvindelig opførsel, mellem ondt og godt, sort og hvidt. Alle, selv kvinder, er mennesker med al den kompleksitet, der følger. Det er ikke kun mænd, som fedter og plager og fusker sig til sex, også kvinder kan være beregnende og kåde som katte – et faktum som #MeToo-aktivisterne ikke vil stå ved.

Til kompleksiteten hører også, at vi kan være langsomme i vores reaktioner, fordi en række modstridende følelser og tanker kan forhindre, at vi handler rationelt.

»Hvorfor gjorde du ikke noget?« er et spørgsmål, som antager, at man altid kan reagere i øjeblikket. Men sådan foregår menneskelig interaktion ikke altid.

Men #MeToo rejser også spørgsmålet om, hvor langt tilbage i tid man kan stille folk til regnskab for ens lidelser. #MeToo-guillotinen har ødelagt livet for mænd, som er anklaget for at have gjort og sagt ting for 10 eller 15 år siden.

’Var jeg ikke bange, da jeg lukkede ham ind efter det der kys på halsen?’ spekulerer jeg nu. Nej, egentlig ikke.

Betingelsesløs tillid

Jeg tror, at det der uheldige kys bare skete, og at det overhovedet ikke var noget, som var typisk for ham. Og samtidig ved jeg meget vel, at en rengøringsdame aldrig ville være smuttet ind gennem døren efter et kys i entreen.

Hvis skomageren havde været etnisk svensk, var jeg måske blevet bange. Men ikke som det var.

Forklar det, hvem som kan, men måske er det netop, hvad Ruben Östlunds film The Square handler om. At den oplyste middelklasse har overbevist sig selv om at have betingelsesløs tillid til alle grupper, den ønsker at værne om. I dette tilfælde var det måske rigtigt, selv om skomageren gjorde noget forkert.

Åsa Linderborg er kulturredaktør på den svenske avis Aftonbladet. 

Oversat af Nina Trige Andersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars søgaard-jensen
  • Christian De Thurah
  • Martin Lund
  • Anders Hede
  • Gert Hansen
  • ulrik mortensen
  • Maria Francisca Torrezão
  • Michael Hullevad
lars søgaard-jensen, Christian De Thurah, Martin Lund, Anders Hede, Gert Hansen, ulrik mortensen, Maria Francisca Torrezão og Michael Hullevad anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

Så ...du kan jo som kvinde "bare" vælge at krølle din karriere sammen og smide den væk, fordi du ikke vil have sex med en magtfuld mand som forlanger det, og det skal vi ikke blande sammen med voldtægt?

Det er fint med nuancer, men man skal også passe på at nuancerne ikke kommer til at føre til lammelse over for ting, der snarere kalder på handling. Det er sjovt som opskriften på IKKE at være et passivt offer er ...ikke at sige eller gøre noget.

Lillian Larsen, Henriette Bøhne, Marie Jensen, June Beltoft, Katrine Damm, Steffen Gliese, Maria Jensen, Marie Møller, Ehm Hjorth Miltersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Forstår simpelthen ikke, hvor gæste-skribenten vil hen med sin kommode-historie..
Skal den illustrere kompleksiteten ved overgreb? Eller skal den legitimere, at overgreb i visse situationer er passende? Skal vi forstå, at vi nok bare er lidt pernitne, hvis vi synes et kys på halsen i en professionel forbindelse er at gå over stregen? Eller at det helt kommer an på personen, når vi kysses af enten rengørings- DAMEN eller hælebar-MANDEN, og vedkommendes etnicitet?
Så vi skal bare lade som ingenting..?
Mystificering fremmer IKKE forståelsen.

Henriette Bøhne, June Beltoft, Søren Ferling, Katrine Damm, D. Joelsen, Maria Jensen og christen thomsen anbefalede denne kommentar
Jacob Hasle Nielsen

Jeg er helt enig med skribenten. Vi er efterhaanden kommet et sted hen hvor den frihed til at vaelge selv som kvinderne kaempede saa haardt for i 60'erne og 70'erne tages fra dem igen.... Retten til at blive set som selvstaendige individer der er herrer over egen krop og egen seksualitet er pludseligt ikke saa vigtig som offer rollen? Ydermere bevaeger vi os over i en groeft hvor anklager er omkostningsfrie og allemands eje... man kan til enhver tid pege finge og raabe overgreb uden at skulle staa til ansvar for noget. Vi vil jo ikke "slut shame" eller "victim blame" ..... saa heller kaste nogle mandlige hekse paa baalet det er jo meget sjovere ..... (Beklager den ubehjaelpsomme skrift, men sidder paa en engelsk computer).

lars søgaard-jensen, Thomas Corydon og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

Det er ganske påfaldende, at dagens avis både rummer en kronik, der hævder en total determinisme og dermed, at vi ikke er ansvarlige for noget som helst, og Åsa Linderborgs argumentation om, at kvinder ikke (bare) er (umyndige) ofre. Det er imidlertid en gammel filosofisk og politologisk traver vedrørende tvang, at man har et valg, selv når man står over for truslen om "pengene eller livet" - og det er også en gammel nyhed, at der er tale om tvang eller overgreb, når man som i det tilfælde stilles over for to alternativer, som begge er uacceptable - som når man for eksempel må vælge imellem at miste et arbejde, man ikke ønsker at miste, eller at have sex med en person, man ikke ønsker at have sex med. Valg er ikke bare frie, de afhænger som regel af givne omstændigheder og magtstrukturer, og dermed er nogle aktører på forhånd i en stærk position og andre i en svag - og dermed (potentielle) ofre. En erfaring med #MeToo er vel netop, at den enkelte kvinde ofte har kunnet gøre meget lidt i sådanne tilfælde, men at fælles handling faktisk kan rykke noget. Man bliver ikke fri til at vælge selv, og være herre over egen krop, bare fordi man påstår, at man er det.

Lillian Larsen, Randi Gredal, Henriette Bøhne, Troels Ken Pedersen, Eva Schwanenflügel, June Beltoft, Katrine Damm, Steffen Gliese, D. Joelsen, Marie Møller og Maria Jensen anbefalede denne kommentar

Skal vi nu til det igen? Åbenbart, here goes:

Man bliver ikke til offer ved at fortælle om en krænkelse, man har været ude for. Det er krænkelsen, der gør dig til offer, ikke det, at du fortæller om den.

En ting er, at man i en given situation ikke kan eller tør gøre modstand eller sige fra overfor en krænkelse. En anden ting er, at man bagefter påtager sig ansvaret for at skåne andre, krænkeren inklusive, for at vide noget om alt det ubehagelige, han/hun har forårsaget, ved at tie stille og lade som om, at det ikke var noget særligt.

Ved åbent at sige "Nej, jeg kunne ikke lide det, nej, det var ikke sjovt, nej, det er ikke mig, der er snerpet", fralægger man sig ansvaret for at dække over krænkeren. Dermed anerkender man også, at man selv har været offer for noget, ja, men man *gør* ikke sig selv til offer. Man fortæller om at en anden har *gjort* en til offer, og der er fandens til forskel.

Henriette Bøhne, Troels Ken Pedersen, Ulla Søgaard, Anne Schøtt, Thomas Jensen, Eva Schwanenflügel, June Beltoft, Katrine Damm, Steffen Gliese og Marie Møller anbefalede denne kommentar
christen thomsen

Enig med Eva Schwanenflügel ovenfor. Hvad er pointen? Skribenten 'vælger' ikke at gøre sig selv til offer og 'er' derfor ikke? Ordkløveri. Det havde skomageren det sikkert helt fint med.

Henriette Bøhne, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Steffen Gliese og Maria Jensen anbefalede denne kommentar
Charlotte Hegnsvig

Så bliver det til Henrik S. :)

Det er rigtigt hvad du siger at man skal være opmærksom på hvor man er og ikke mindst hvem der er eer har gjort noget. Det burde faktisk være klart for alle. Vi glemmer jo heller ikke hvor vi bor hvis vi har haft indbrud og vi glemmer heller ikke hvor vi er hvis vi overvære er voldeligt overfald. Jeg gør i hvert fald ikke pg har da et par gange måttet ringe til politiet og lave anmeldelse om diverse ting.

Steffen Gliese

#MeToo er en indbydelse til samtale, det mangler modparten bare at opdage og tage fat i. Hvis man anklages for at have begået et overgreb, må man jo forsvare sig, hvis man synes, det er uretmæssigt. Kun i de færreste tilfælde er overgrebene udtryk for lovbrud af grov karakter, så der er plads til måske at afdække visse forskelle på mænds og kvinders blik på situationer, der potentielt kan indebære frivillig eller ufrivillig intimitet.

Randi Gredal, Henriette Bøhne, Eva Schwanenflügel, June Beltoft, Katrine Damm og Maria Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Når man nævner trolden ved navn, kan han bekæmpes, når der ties om farerne, kommer alt til at foregå som tilforn. Det er fuldkommen banalt og derfor latterligt, at vi skal have denne diskussion - for det er virkelig simpelt: den enkelte har ret til at bestemme over sin egen krop uden at skulle finde sig i andres friheder.
Vi har i årtier været enige om, at man altid har ret til at sige nej eller bryde af på et hvilket som helst tidspunkt af et intimt samvær. Nu kommer det så frem, at der er nogen, der ikke har overholdt de spilleregler - og netop det, at det kommer frem, er den eneste måde, vi kan bekæmpe den uskik på.

Henriette Bøhne, Marie Jensen, Eva Schwanenflügel, June Beltoft, Ib Gram-Jensen og Maria Jensen anbefalede denne kommentar
Henrik Søgård

Jeg forsøger bestemt ikke at latterliggøre dig Maria men det er altså ret normalt at folk er bekendt med den bus de kører med og i et tilfælde af et overgreb på en person på en bus kan jeg love dig for at politiet kan finde frem til video på det. Det er i øvrigt ikke sværere end at ringe til politiet og få chaufføren til at standse.

Jeg kan slet ikke forstå at det skulle være en umulighed. Ja der er også mange restauranter og barer i byen men du befinder dig altid kun på én!

Charlotte Hegnsvig

Altså nu ville jeg aldrig finde mig i at blive gramset på bussen og jeg ville sku’ råbe op eller gøre andre opmærksomme på det. Hvis man ikke siger det til nogen NÅR det sker bliver det selvfølgeligt sværere at opklare men nu siger du selv gramseri. Her vil jeg våge at påstå at de fleste godt kan sige fra og ikke fryser helt til is. Der er trods alt som minimum en chauffør man kan henvende sig til som har et ansvar for at tilkalde hjælp i tilfælde af kriminalitet.

Jeg kan ikke se at videoen ikke skulle være tilgængelig for nogen at nærstudere bagefter.

lars søgaard-jensen og Henrik Søgård anbefalede denne kommentar
Jacob Hasle Nielsen

@ Steffen Gliese at det er en invitation til en samtale, er en smuk tanke, men passer i min optik ikke i praksis. For den anklage der er udråbt er ikke til at tagetilbage. Der er talrige eksempler på at når først en person er hængt ud som krænker så kan personer forklare alt det de vil ...anklager kan afvises til evighed ...de hænger ved .... så der er nærmest en risiko for at den krænkede bliver krænkeren....
Jeg er bestemt tilhænger af det kampagnen ønsker at opnår, men der er bare grimme side effekter vi ikke må ignorere....

Jørn Andersen

Men når kvinder " tilfældigt " lægger benene over kors , så nederdelen glider op , når de ustandselig gramser ved deres hår , når pegefingeren " tilfældigt " berører munden / læberne så er der på ingen måde tale om udøvelse af sexuel magt ? Manden er bare mere konkret , han kysser direkte på halsen.

@Jørn Andersen
Der er en altafgørende forskel mellem de situationer du sammenligner; I dit eksempel gør kvinden noget ved sin egen krop, hvorimod manden i Åsa Linderbergs anekdote gør noget (uønsket) ved en andens krop. En stor del af opråbet i #MeToo handler jo simpelthen om at andre (uanset køn) ikke skal gøre noget ved ens krop, man ikke ønsker skal ske (uanset ens eget køn). Personligt synes jeg ikke det er for meget at forlange.