I sidste uge bredte en chokbølge sig over Danmark. Over 1.000 børn og unge stod til sigtelse for ulovlig distribuering og besiddelse af børneporno. For de fleste kom det som et lyn fra en klar himmel. Også på trods af den skarpe mediedækning siden Emma Holten stod frem som det første offentlige offer for hævnporno i 2014. Noget som vi dog nærmest kollektivt har valgt at glemme igen.
’Den slags sker jo ikke for mit barn’, synes mentaliteten at være. En behagelig løgn, som vi har lullet os selv ind i, og som mandagens sigtelser nu har slået bunden ud af.
Vi må se den første hårde erkendelse i øjnene: det er nemlig dit barn, der ser med eller distribuerer. Som ungdomskulturen har udviklet sig, kan ingen ung sige sig fri – for ’det er bare noget, man gør’. Ret og vrang tilsidesættes til fordel for at ’være med’.
Det leder mig til den anden hårde erkendelse: Vi er selv ude om denne udvikling.
Vores børn har prøvet at finde vej i det online vilde vesten og har efter bedste evne fundet metoder at reagere efter. Spoiler: de virker ikke. Vi er i høj grad lige så uvidende, som vores børn og unge er, så ved vores stiltiende samtykke har vi gjort denne udvikling mulig. Dette er ikke en bebrejdelse, men en realitet.
Den tredje hårde erkendelse er, at vi ikke kan løse det her med forbud, monitorering eller straf. Det vil være ren symptombehandling, der i bedste fald afskrækker eller udelukker de få. I værste fald vil det skabe endnu flere subkulturer, voksne aldrig vil få adgang til. Hvis vi voksne ikke er nærværende og deltagende, vil udviklingen fortsætte bag vores ryg og efterlade børnene fuldstændig alene – uden nogen at søge hjælp hos.
Den fjerde hårde erkendelse er, at vi ikke blot skal tage vare på ofrene. Vi skal i lige så høj grad tage vare på de børn og unge, der nu forhåbentlig har fået deres livs chok og skal leve med konsekvenserne af handlinger, de ikke kunne forudse. De skal have deres straf, men de skal også hjælpes videre. Det handler ikke om, at statuere eksempler, men om at vise konsekvenserne. Måske er det denne gang, at vi ikke glemmer, men i stedet tager vores ansvar seriøst?
Der er brug for digital opdragelse, og det skal begynde med det samme! Ellers svigter vi igen. Og igen …
Eva Fog er specialist i børn og IT og stifter af DigiPippi
Hørt! Jeg mener dog en del af skylden også kan tilkendes den forskrækkelse mange voksne har (haft) i forhold til de forskellige sociale medier og brug af mobiltelefoner. Det har betydet forbud i stedet for samtale og fællesskab i en del familier. Hvis børnene får lov til at starte tidligt, mens de stadig gerne vil snakke med mor og far om det de skriver og læser, så er der netop mulighed for en digital dannelse. Hvis de færdes i det skjulte eller først kommer i gang meget sent, så forsvinder samtalen og dermed muligheden for dannelse. Og endeligt skal vi jo også huske, at mange voksne ikke selv lider under den helt store digitale dannelse - og hvordan er det man skal lære nogen noget, man ikke rigtigt selv mestrer?
Tag ikke nøgenfotos!
Hvordan kan det være, at ondskabsfuldhederne har fået lov til at florere næsten helt utjekkede i årevis, fx i det modbydelige chat-forum på Facebook, Offensimentum, hvor unge har mobbet og tilsvinet deres kammerater uden at reflektere over hvor meget de skadede andre?
Hvordan kan det være, at politiets reaktion på anmeldelser af hævnporno og deling af nøgenbilleder indtil for nylig var, at ofrene selv var ude om det?
Hvordan kan det være, at folk sender grufulde trusler til andre om især voldtægt og drab?
Hvordan kan det være, at voksne mennesker sidder med næsen i mobilen når de spiser aftensmad med familien?
Hvordan kan det være, at børn helt ned i vuggestuealderen tilbydes tablets, når udviklerne selv aldrig ville drømme om at deres egne poder blev udsat for dette ufiltrerede univers?
Måske er en del af svaret, at børnene er blevet overladt til sig selv i internettets kløer, hvor de voksne selv har ført ukritisk og fuldstændig kompasløst an i dyrkelsen af de digitale medier.
En anden del af svaret kunne være, at børnene er en del af 'mig-selv-først'- kulturen, hvor det handler om at blive set og få likes for kontroversielle meninger og billeder.
Det er lige hårdt nok at retsforfølge børn for deling af børneporno. De er jo ikke pædofile eller distributører. Men det er fair nok, at de er blevet anmeldt for spredning af visse billeder og videoer.
Nu kan man så håbe på, at de voksne også tager sig sammen og lader være med at undskylde for utilgivelig opførsel. Også når det drejer sig om deres børns manglende opdragelse.
Håbet er lysegrønt. Internettet er bevis på, at vi alle er parate til at opføre os som dumme svin, blot vi ikke bliver opdaget. Ansigt til ansigt er vi meget forsigtige med, hvad vi siger til og gør ved hinanden, men på nettet er der frit slag.
At blive fornærmet over, hvad en eller anden på Internettet siger eller skriver er spild af tid (og jeg indrømmer blankt, at jeg spilder meget mere tid på at blive fornærmet, end jeg vil være ved).
Hvis man ikke vil have sine nøgenfotos delt på nettet, undlader man at uploade dem. Her har forældrene et ansvar: Lær dine børn, at verden kan være et ondt sted fyldt med onde mennesker. Men gør det på en måde, så ungerne ikke tror, at alle mennesker er onde.
Det er jo ikke fordi folk pludselig er blevet mere onde, end de altid har været, det er bare blevet meget mere synligt, nu hvor vi alle kan skjule os bag en anonymiseret avatar. Også jeg har optrådt under falsk navn og fyret svinere af, det er kun menneskeligt, alt for menneskeligt.
Jeg har aldrig optrådt under falsk navn.
Hvorfor har du?
Fordi jeg var en troll på diverse højreorienterede websites, hvor jeg ikke havde lyst til at de vidste, hvem jeg var.