Læserbrev

Jeg var for syg til at leve mit liv, men for rask til psykiatrien

Debat
10. januar 2018

Jeg husker en dag på sommerkoloni med fritidshjemmet, hvor jeg brugte tiden på at snakke med Bent om USA’s brug af kemiske våben under Vietnamkrigen. Bent var min yndlingsvoksen på fritidshjemmet. Der sad en hel skare af andre børn og hørte på os. Snakken gik i fire timer, inden vi kom frem til, at det var noget forfærdeligt noget, USA havde gjort.

Den slags episoder prægede min barndom. Jeg havde ikke nogen venner, og derfor støttede jeg mig tit til de voksne. Jeg var en særling, der som seksårig var blevet diagnosticeret med Aspergers syndrom og ADHD. Men jeg var dygtig til det boglige.

Ved min folkeskoleafslutningsceremoni gik det op for mig, at jeg var en ud af tre fra min årgang, som skulle videre på gymnasiet. Det gjorde mig så stolt, og følelsen satte sig fast. Tiden på gymnasiet skulle bare lykkes.

Men det gik ikke helt, som jeg havde håbet. Jeg fik ingen venner, var nem at ryste, og min stolthedsfølelse fik sig et knæk, hvis jeg blev rettet af læreren. Jeg skiftede gymnasium en gang og endnu en gang. Og på det tredje gymnasium gik det helt galt.

Det var tydeligt, at jeg havde brug for psykiatrien, men først da skolen tvang mig til det, bad jeg om hjælp. Men jeg blev afvist. Jeg var for syg til min uddannelse, men for rask til psykiatrien.

Senere – under et møde med en studievejleder mistede jeg besindelsen og råbte op om selvmord. Skolen ringede 112 og råbte vagt i gevær. Nu var der nogen, der lyttede. Kodeordet var tilsyneladende ’selvmord’. Jeg blev indlagt.

Det viste sig, at jeg var blevet fejldiagnosticeret og potentielt fejlmedicineret i årevis. Hele mit liv havde jeg haft brug for hjælp. Da systemet afviste mig, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde taget utrolig meget tilløb, før jeg bad om hjælp. Ikke at få den var ødelæggende.

Når jeg ser tilbage, undrer det mig, at man kan være diagnosticeret med Aspergers syndrom og ADHD, være uden socialt netværk, falde mere og mere ud af sin uddannelse og alligevel blive afvist af psykiatrien.

Et system, der først tager hånd om folk, når de er på selvmordets rand, er ikke kun et farligt system, det er også et dyrt system. Jo længere, man skal ned for at få hjælp, desto dyrere bliver det.

Yaoqing Weng, København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

10/jan/2018

Hej Yaoqing Weng,
jeg forstår til fulde din frustration.

Som gestaltterapeut gennem mere end 30 år ved jeg,
at dine problemer, eller udfordringer som man kalder
det nu til dags, ikke kan håndteres med piller/medicin.

Du har behov for samtale-terapeutiske processer,
som vil assistere dig med: dels at finde dig selv og der-
efter at finde din plads og funktion i forhold til dine
omgivelser, dvs. samfundet.

Og det vil kommunen/samfundet ikke, for nuværende,
betale for.

Venlig hilsen
Claus