Klumme

Tyrkiets angreb i Syrien kan omvælte hele regionen

Den nye front ved Afrin er ikke bare en lokal konflikt. Den kan føre til et større kurdisk oprør, som genoptegner hele landkortet. Vesten må gøre op med sig selv, hvad den ønsker at opnå i Mellemøsten, hvis ikke andre spillere skal løbe med gevinsterne
1. februar 2018

Uanset hvilken stat, de bor i, er kurdernes tilværelse fuld af farer.

I Iran har det kurdiske folk i vest været forfulgt under Den Islamiske Republik, mens kurderne i det nordlige Irak er blevet udsat for en velorganiseret militæroperation.

De er også blevet konfronteret med et diplomatisk initiativ, som viste, at selv i en normalt så splittet verden som Mellemøsten, kan kurdiske ambitioner formå at samle Irak, Iran og Tyrkiet til en samlet opposition mod kurderne.

Og endnu mere forbløffende: De vestlige magter har allieret sig mod deres irakisk-kurdiske allierede, som ellers har vist sig værdifulde i kampen mod IS.

De vestlige regeringers logik var indlysende – køligt objektiv, sågar – nemlig at forfølge en politik om at beskytte Iraks territoriale integritet. Men fra kurdisk perspektiv bliver de brugt som nyttige stedfortrædere, når det er nødvendigt, og ligegyldige bekendte, når det ikke er.

Dette mønster udspiller sig nu igen i det nordlige Syrien, i Afrin, som det kurdiske Yekineyen Parastina Gel (YPG) og deres politiske gren, Democratic Union Party (PYD), kontrollerer.

For Tyrkiet er disse grupper synonyme med det kurdiske arbejderparti PKK, der af både Tyrkiet og vestlige lande betegnes som en terrorgruppe, mens YPG og PYD selv siger, at PKK er syrisk og forpligtede på Rojava, som de kalder regionen, de ønsker at bevare autonom i et fremtidigt føderalt Syrien.

Den Frie Syriske Hær, som er allieret med tyrkerne, på vej ind den syriske region Afrin, som kontrolleres af kurdere.
Læs også

Problemet er, at der er et gran af sandhed i tyrkernes argumenter. Uanset hvor overbevisende PYD argumenterer for, at de ikke er en del af PKK, så peger indicierne på noget andet. Det er ikke overraskende. PKK har tidligere haft base i Syrien, og selv om YPG ikke er PKK, er det forståeligt, at Ankara påstår det.

Ikke desto mindre har de kurdiske grupper bevist, at de er politisk ansvarlige og kan styre deres egne territorier, selv i det kaotiske landskab efter borgerkrigsudbruddet i Syrien i 2011.

NATO's sammenhængskraft

Militært ser YPG ud til at have udviklet sig til Mellemøstens spartanere. Med begrænset udstyr, men med overskud af disciplin og tro på projektet, har de succesfuldt forsvaret Kobane i en indsats, der vil gå over i historien som det, der fik IS’ fremgang til at vende.

I samarbejde med vestlige, især amerikanske, militærstyrker har kurderne fået erfaringer og færdigheder, som styrker dem yderligere.

Med andre ord: Fra et vestligt perspektiv har der NATO-allierede Tyrkiet en pointe, men det har de kurdiske anti-IS-allierede også. Stillet over for et umuligt valg forekommer det måske nemmest at gøre så lidt som muligt. Men vestlige regeringer kan ikke bare ignorere Afrin på samme måde, som de gjorde med den kurdiske afstemning i Irak.

De krigshærdede kurdere er allerede i gang med at påføre Tyrkiets stedfortræderhær alvorlige tab. Vil Tyrkiets egne tropper være mere succesfulde? Næppe, og selv hvis de er, bliver det ikke gratis.

Landets militær er endnu ikke kommet sig over kupforsøget mod præsident Erdogan i juli 2016. Hvis Tyrkiet ender med at sidde fast i en blodig krig i Afrin, vil den befolkning, Erdogan selv har gjort mere nationalistisk og antikurdisk, sætte spørgsmålstegn ved hans dømmekraft.

De tyrkiske kurdere kan også bruge lejligheden til at optrappe deres oprør internt i landet. Det ville hurtigt brede sig til Irak og Iran. Forsvaret af Afrin – selv hvis det ender i værdigt nederlag – kan hurtigt åbne muligheden for et omfattende kurdisk oprør mod de stater, de bebor.

En sådan kurdisk dominoeffekt kan få uforudsigelige konsekvenser for hele Mellemøsten.

En anden dominoeffekt, der allerede er truet af Afrin – og som bør bekymre Vesten endnu mere – handler om NATO’s sammenhængskraft. For Rusland er Syrien blevet en mulighed for at undergrave NATO’s integritet og fremme russiske interesser i blandt andet det østlige Europa.

Nu bistår Rusland tilsyneladende Tyrkiet i Afrin-fronten – ved at åbne sit luftrum og fordømme USA for dets YPG-støtte. To NATO-medlemmer – USA og Tyrkiet, eller i hvert fald deres stedfortrædere – kan ende med at blive trukket ind i en lang og blodig konflikt.

Afrin handler derfor ikke kun om kurdernes fremtid i det nordlige Syrien. Det kan omvælte hele regionen, især Tyrkiet, Irak og Iran, og få omfattende konsekvenser for Vesten i forhold til et stadigt stærkere Rusland.

Vesten må langt om længe spørge sig selv, hvad det egentlig vil opnå i Mellemøsten. I mangel på svar vil begivenhederne i Afrin afstedkomme konsekvenser, der kun kan være i andres interesse.

Gareth Stansfield er professor i Mellemøst-politik ved Institute of Arab and Islamic Studies, Exeter

© The Guardian og Information. Oversat og forkortet af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
Alvin Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Efter Syrien tragedie, der skal ikke mere til i Mellemøsten. Efter syrien alle har taget ved lære at der ikke skal mere blanding udefra regionen. Tyrkiet kemper for sin sikkerhed, og det har ikke noget med kurderne at gøre. Der kom en ny spiller. Rusland, i Mellemøsten, Amerikaner er der også. Det er nødvendig,man skal se med nye øjne på i Mellemøsten. Den Imperialistisk mentalitet har brug for en pause, en status quo og det er ikke svært at begynde forfra, der er også mennesker i mellem østen, det ved man. Artiklen se på mellem østen som Vesten "interesse sfære", der er gammelt.

John Christensen

Touhami Bennour - Redaktionen på Information, ser verden som et spil "RISK", og det gør at avisen igen og igen fremstår krigerisk (RISK!).
Vi bliver præsenteret for en række aktører, men aldrig for noget som føre til en mere fredelig udvikling.

Fordi man (ifølge historien) er skabt i frihedskampens mørketid, behøver man således ikke være en fredsdue!

Blot en eftertanke: Tænk hvis avisen så på den grønne omstilling på den måde, så ville avisens grundlag være pist væk.
What the fuck - det går alligevel den vej!

John Christensen

Information kunne faktisk fra sin position spille en rolle i at genstarte/samle den danske fredsbevægelse.
Lad folk med forstand på freds- og konfliksforsning udpege et par vigtige aktører/koryfæer - og vi kan skabe fred og udvikling i Østersøregionen.

Nej nej nej avisen har accepteret det "faktum", at fjendebilledet nu er større end tidligere.
(bemærk at det billedet der er større - ikke nødvendigvis truslen).

En konflikt som den der beskrives her over desuden til gavn for hvem?
Bortset altså fra Militærindustrien, som nu igen har kronede dage.