Kronik

Værsgo, Enhedslisten, her er en sammenhængende EU-politik

Hvis Enhedslisten udskiftede sin doktrinære, historisk bestemte EU-udmeldelsespolitik med en tidssvarende linje, der tog højde for, at EU faktisk er en vigtigere politisk arena end Folketinget og landets rådhuse, ville de politiske muligheder i unionen vokse
Enhedslisten festede, da det blev et nej til at droppe retsforbeholdet ved afstemningen i december 2015. Her Johanne Schmidt-Nielsen.

Enhedslisten festede, da det blev et nej til at droppe retsforbeholdet ved afstemningen i december 2015. Her Johanne Schmidt-Nielsen.

Thomas Borberg

18. januar 2018

Enhedslistens argumenter mod dansk medlemskab af EU er ofte modstridende. Men det er tilsyneladende meget vigtigere for partiet at være imod EU, end at der er sammenhæng i argumentationen. Det blev endnu engang klart for mig, da jeg læste kronikken af folketingsmedlemmerne Søren Søndergaard og Nikolaj Villumsen den 16. december her i avisen.

Partiet understreger jævnligt, at der er forskel på dets og højrefløjens EU-modstand. Men der er tydelige sproglige ligheder. På linje med Pia Kjærsgaard-traditionen har de to folketingsmedlemmer fingeren på danskerpulsen. De ved, hvordan ’danskerne’ føler og tænker, og at det var et meget velovervejet nej til afskaffelse af retsforbeholdet, der kom fra ’danskerne’ den 3. december 2015.

»Selv i en globaliseret verden kan et suverænt folk kræve selvbestemmelse«, var overskriften på kronikken, hvor Søndergaard og Villumsen jublede over alt det slemme, danskerne er fri for, fordi retsforbeholdet blev opretholdt ved folkeafstemningen for to år siden.

»Den danske befolkning er beskyttet imod at blive underlagt EU’s anklagemyndighed (EPPO), som behandles i EU-systemet i øjeblikket,« fortsatte de.

34-årige Nikolaj Villumsen, der i øjeblikket besidder posterne som udenrigsordfører og fungerende politisk ordfører for Enhedslisten på Christiansborg, går efter at blive partiets spidskandidat til europaparlamentsvalget næste år.
Læs også

Men her er der tale om klar misinformation. EU’s anklagemyndighed er et forstærket samarbejde mellem 20 EU-lande. De resterende otte medlemslande står uden for. Et af de otte lande, Danmark, er ikke med på grund af retsforbeholdet. De syv andre er ikke med, fordi de har valgt ikke at være med. Retsforbeholdet gør altså hverken fra eller til.

Har Søndergaard og Villumsen virkelig brug for fordrejninger for at få EU til at fremstå i det lys, at der endnu engang kunne være trukket noget ned over hovedet på ’danskerne’?

Behændigt undlader de at komme ind på, hvad det er, de 20 EU-lande vil bruge EPPO til. Den fælleseuropæiske anklagemyndighed skal have som opgave at bekæmpe svindel og misbrug af EU-midler, som godt kan være grænseoverskridende.

I alle andre sammenhænge ville Enhedslisten se positivt på et sådant tiltag. Men i EU kan man kun finde på forkerte ting. Om ikke andet må sagerne fordrejes, så de kommer til at se forkerte ud. I stedet bør Enhedslisten bruge kræfterne på at arbejde for sin politik i EU og samtidig styrke sin troværdighed ved at droppe det udsigtsløse krav om udmeldelse.

Romantiseret forestilling om suverænt folk

Der er dog én undtagelse i de to folketingsmedlemmers modstand mod alt, der har med EU at gøre. Søndergaard og Villumsen er glade for Europol-samarbejdet. De bryster sig af, at Danmark kan forblive i samarbejdet, selv om det blev et nej i 2015.

’Hvad sagde vi’, siger de – på linje med Dansk Folkeparti, hvis kampagne op til folkeafstemningen kan sammenfattes som følger: ’Stem bare nej! Vi får det, som vi vil have det!’

Man kan undre sig over den positive indstilling til Europol-samarbejdet. Det eksisterer jo i kraft af det EU-samarbejde, som Enhedslisten ønsker afviklet. Man kan også undre sig over, at et større dansk engagement i EU er lig med at opgive nærdemokratiet. Det er vist kun, når EU kommer på tale, at Enhedslisten besynger det danske nærdemokrati. Ellers hedder det – her citeret fra principprogrammet – at »kapitalisme forhindrer folkestyre«. Og selv et suverænt folk som det danske er – ifølge Enhedslistens egne analyser – underlagt kapitalismen.

Derfor er Søndergaards og Villumsens forestilling om det suveræne folk en romantisering. For socialister er det staten, der udøver suveræniteten – ikke på folkets, men på kapitalens vegne.

Dette er bare nogle af grundene til, at Enhedslistens EU-politik ikke hænger sammen. Men der er flere.

Det står for eksempel centralt i partiets program, at »Enhedslisten er stærke modstandere af EU og støtter en dansk udmeldelse såvel som en nedlæggelse af EU«.

Hvis det blev en realitet, ville staterne være henvist til et mellemstatsligt samarbejde, som altid kræver fuld enighed mellem landene. Det er den helt rigtige model ifølge hyppige udtalelser fra Enhedslisten, som på linje med højrefløjen er meget optaget af retten til national selvbestemmelse.

Men i principprogrammet kritiseres det også, at EU-traktaten, som sandt nok trænger til forbedring, kun kan ændres, »hvis der på et og samme tidspunkt er enighed om det blandt samtlige 28 medlemslande«.

Det vigtigste for Enhedslisten er altså tilsyneladende at være imod EU – det er meget vigtigere, end at der er sammenhæng i argumentationen.

Ø skal trække EU til venstre

På trods af at EU med Lissabontraktaten af 2007 har fået sig en udmeldelsesparagraf, hvilket det sidste halvandet år grundet Brexit må være gået op for de fleste, skriver Søndergaard og Villumsen, at den myndighed, der overdrages til EU, er »en magt, som vel og mærke ikke ville kunne tages tilbage, når den først var afgivet«. Standardretorikken er velkendt: Der må være tale om copy-paste fra de mange, gamle indlæg mod EU uden opdatering. Dertil kommer, at man – nu som før – ignorerer, at det faktisk var friktionsfrit for Grønland at forlade EU (dengang EF) allerede i 1985.

Men i en vurdering af Enhedslisten som parti er det ikke tilstrækkeligt at fokusere på den historisk overleverede EU-fobi. Der er god grund til at respektere Enhedslisten for dens konsekvente kritik af ulighedssamfundet og dens vægt på selv at være det gode eksempel.

Enhedslisten er ikke en karrierestige som andre partier. Enhedslisten er ikke for Karl Smart-typer. Alle Enhedslistens ansatte og folketingsmedlemmer tjener det samme, som er en god løn, da den er sat efter de bedst lønnede blandt danske arbejdere. Partiets rotationsordning betyder, at valgte og ansatte også prøver et liv uden for Christiansborg og rådhuse, og at de ikke kan veksle en bachelor i statskundskab til et livslangt ophold på Christiansborg.

Men Enhedslistens politiske muligheder ville vokse, hvis partiet droppede sit ønske om udmeldelse og opdaterede sin EU-politik. Kort skitseret kunne en opdateret udgave se sådan ud:

Udmeldelse af EU tages af programmet, og i stedet skal kræfterne bruges på at skabe det progressive flertal i Danmark, der kan gøre en forskel – også i EU.

Når Enhedslisten bringer sig i en position, hvor det kan præge dansk Europa-politik, kan indflydelsen bruges til at søge samarbejdspartnere i EU, der er for en progressiv politik (afvikling af madsminke og anden giftig kemi, fælles højere selskabsskat, skat på finansielle transaktioner, afvikling af skattely og hel eller delvis inddragelse af formuer anbragt her, med frister og rabatter for hjemtagning og ikke mindst en social protokol som en del af EU-traktaterne).

Der, hvor man ikke kan komme igennem EU i sin helhed, arbejdes der for et forstærket samarbejde, som traktaten giver mulighed for, mellem flest mulige medlemslande.

Kun i yderste fald forsøger Danmark sig med enegang (det gør Danmark allerede, men kun højrevendt: flygtninge, grænser, natur, landbrug).

Det kunne i givet fald blive lærerigt at følge, hvor langt et medlemsland kan ’skride ud til venstre’. Udskridning til højre er der jo masser af – med Polen og Ungarn i den tunge ende og Danmark i den lidt lettere ende styret af Landbrug & Fødevarer og Dansk Folkeparti.

En EU-politik, der peger i nævnte retning er mere perspektivrig end troen på, at man med en anden sammensætning af Folketinget kan begynde for sig selv – uden for EU. Et sådant forsøg kan hurtigt slå om i bred utilfredshed, når problemerne uundgåeligt melder sig.

Vælgergunst er idel dunst. Så vil Enhedslisten få brug for at leve op til principprogrammets ord om, at »det fortsat er fundamentalt at sikre ... ret til at arbejde for en tilbagerulning af de socialistiske landvindinger«?

Når højre stemmes tilbage til magten, vil det – frigjort fra EU-bindinger – tage endnu hårdere fat, og både mennesker og natur kan blive budt vilkår, som ingen troede mulige. Og i et Danmark uden for EU vil det være lettere at komme igennem med de stramninger, som højrenationalisterne i Polen og Ungarn arbejder på, og som skal hindre, at venstrefløjen nogensinde får mulighed for at vende tilbage til magten.

Søren Rønhede er cand. mag. og medlem af Alternativet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nike Forsander Lorentsen
  • Jakob Trägårdh
  • Carsten Munk
  • Jørgen Wassmann
  • Ulla Nielsen
  • Bjarne Jørgensen
  • Toke Andersen
  • David Zennaro
Nike Forsander Lorentsen, Jakob Trägårdh, Carsten Munk, Jørgen Wassmann, Ulla Nielsen, Bjarne Jørgensen, Toke Andersen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Keldorff

Helt enig. Hvis Enhedslisten dropper ønsket om udmeldelse og i stedet bruger kræfterne på at skabe et progressivt flertal i EU vil det styrke kampen for social lighed, demokrati og grøn omstilling.
Søren Keldorff, Nyt Europa

Nike Forsander Lorentsen, Klaus Ipsen, Thorkil Søe, Kjeld Jensen, Peter Garde, Jørgen Tryggestad, Ebbe Wagner Smitt, Erik Pedersen, Werner Gass og Søren Rønhede anbefalede denne kommentar

Hvad er det lige, I bliver betalt af Nyt Europa for at skrive disse indlæg for Dansk Arbejdsgiverforening ?

kjeld jensen, Flemming Berger, Hans Larsen, Torben K L Jensen, Ivan Breinholt Leth, Michael Hullevad og ulla enevoldsen anbefalede denne kommentar
John Christensen

Besynderligt er det, at Enhedslisten (EL) viger fra den hidtidige folkefrontsstrategi i forhold til kampen imod EU, ved at stille selvstændigt op til det kommende EU-parlamentsvalg.
Når det er sagt så er jeg bekymret for at det er en glidebane væk fra EU-modstanden.
Måske er man i EL blevet bange for sin egen skygge?
Nu hvor Brexit kunne være brækjern for aktiviteter imod unionen, er det som alle holder vejret - istedet for at buldre på.

Vi ser hvordan medierne fremstiller situationen om Brexit, som en situstion der gør det sværere for danskere, at bo og opholde sig i Storbritanien.
Hvis den bekymring er reel - så burde fokus være på hvilke aftaler vi som nation kan indgå med et FRIT Storbritanien, alternativt hvor hurtigt vi kan følge englænderne ud af EU.

Igen og igen fremstilles EU som en klub vi gerne vil være i, selv om EU i realiteten bestemmer over os i højere og højere grad - og satdig på helt udemokratisk vis!
Juncker og co. skal ikke have yderligere magt, og vi skal ikke have et EU-forsvar. NO WAY.

EU ud af Danmark og Danmark ud af EU. Følg Briterne ud af EU

Vi vil selv bestemme vores egen fremtid, og vi skal ikke nødvendigvis afvikle vores skattefinancierede velfærdsmodel - for at tækkes kapitalens ønsker.

Forsvar vores demokratiske samfund, dø om så det gælder.

Enhedslisten må gå den vej de synes er rigtig, men det de gør nu - virker dumt og uovervejet.

At få Danmark ud af EU, forudsætter ikke et socialistisk perspektiv - det kræver folkelig enhed i kampen, og det er noget andet. Netop det viser Brexit.

Stem på Folkebevægelsen imod EU - yd EU hård og reel modstand.
Meld dig ind i kampen, jo før jo bedre.
Der er en lokalkomite lige i nærheden af hvor du bor.

kjeld jensen, Flemming Berger, Peder Bahne og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar
Christian Mondrup

På de fleste områder støtter jeg ELs politik, men partiets EU-linje finder jeg hovedløs. Jeg deler Søren Rønhedes opfattelse, at vores udmeldelse af EU vil lægge os blot for alskens uhyrligheder fra højrefløjens side. Et lille, men sigende eksempel, er DRs frasortering af en julekalender. Eller tænk på Venstres miljøministeriums bestræbelser på at lukke munden på forskere.

Klaus Ipsen, Thorkil Søe, Jens Falkenberg, Carsten Munk, Kjeld Jensen, Peter Garde, Bjarne Jørgensen, Søren Rønhede, Ebbe Wagner Smitt, Erik Pedersen, Werner Gass og Sten Stenbæk anbefalede denne kommentar
Sten Stenbæk

Søren Rønhede rammer plet med sin kritik af Enhedslistens udsigtsløse EU-politik. Jeg er stort set på linje med EL politik bortset fra EU (og en tilbøjelighed til Københavneri, men det er jo også der de henter deres stemmer). Der er jo masser af gode muligheder for at samarbejde med progressive kræfter i Europa, fx Diem25, som Alternativet åbenbart har knyttet sig lidt til. Man er faktisk også i tvivl om om EL mener deres EU-politik, eller det blot er gammelt gods og angst for forstokkede vælgere

Kjeld Jensen, Peter Garde, Jørgen Tryggestad, Bjarne Jørgensen, Erik Pedersen og Werner Gass anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Den højere middelklasse griber globalisering og internationalisme med begejstring. De ser det som en udvidelse af deres karrieremuligheder. Men for den, som bliver syg eller arbejdsløs er nationalstaten ikke romantik.

Det er muligt, at det var ”friktionsfrit for Grønland” at forlade EU, men for Grækenland at komme ud af det morads, som EMU'en har efterladt dem i, forholder sagen sig ganske anderledes. Uanset om Grækenland bliver eller går (eller bliver smidt ud), har landet et problem. Som Yanis Varoufakis siger: Eurozonen er ligesom Hotel California: ”You can check out any time you like, but you can never leave.”

Og EMU'en er det altoverskyggende problem for EU lige nu. Så længe denne ubalance ikke er løst, er dansk retsforbehold og EPPO fuldstændig ligegyldigt. Enten bliver EU noget i retning af en ægte føderation (som USA), hvor overskudslandenes overskud recirkuleres, eller også bryder det hele sammen med et løsere samarbejde mellem landene som resultat. Så længe Tyskland klamrer sig til sit overskud er et sammenbrud mest sandsynligt, og så bliver det en helt anden dagsorden end EL's og andres for eller imod EU.

Det næststørste problem for EU er formodentligt selskabsskatterne og skattely. Det ser ikke ud til, at det neoliberale EU ønsker at løse disse problemer. Konkurrence er jo sundt, så hvorfor ikke lade landene konkurrere mod bunden om laveste selskabsskat? EU har lavet en liste over verdens skattely, men de største skattely i EU – Luxembourg, Holland og Irland – figurerer ikke på listen. Da Schweiz nægtede at udlevere oplysninger om visse amerikanske selskabers gemte formuer i Schweiz, truede USA med sanktioner overfor schweiziske banker i USA. Oplysningerne blev udleveret prompte. EU kunne lukke skattely og løse problemet med forskellige selskabsskatter i EU i løbet af et par måneder, hvis man ville, men det vil man ikke.

At tro på at EL's og Alternativets aktive arbejde i et tandløst Europa Parlament, kan medvirke til at løse disse problemer er mildest talt naivt. Der kommer næppe løsninger før et sammenbrud trænger sig på.

kjeld jensen, Henrik Klausen, John Christensen, Bjørn Pedersen, Flemming Berger og Peder Bahne anbefalede denne kommentar
Søren Rønhede

@Steen Sohn.
Hvor er det, du ser DA repræsenteret?

@ John Christensen
“.. på helt udemokratisk vis,” skriver du. Har du læst Jens Peter Bondes kronik i går? Giver den dig anledning til at nuancere “.. udemokratisk ..”?
Du skriver også: “..vi skal ikke nødvendigvis afvikle vores skattefinansierede velfærdsmodel - for at tækkes kapitalens ønsker ..” Er det fordi du frygter, hvad Brexit-konservative vil bruge Brexit til?
“Forsvar vores demokratiske samfund, dø om så det gælder.” Den danske modstandsbevægelses stærkeste kræfter ville rent faktisk afvikle demokratiet.
“. . folkelig enhed ..” Hvor ser du den folkelige enhed medlem de fattige i Liverpool og Boris Johnson?

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Søren Rønhede - hvorfor beskæftiger du dig med, hvordan Enhedslisten burde føre politik - i stedet for at arbejde med dit eget partis EU-visioner?
Du ser ligheder med Enhedslistens og højrefløjens EU-modstand - vist så, begge parter er jo modstandere - men hvad med Alternativets EU-politik? har den ikke også visse sammenfald med højrefløjens EU-politik? Fx DA's?
Hvordan er det for resten lige, du ser muligheden for at arbejde mod Ungarn og Polens højredrejning? Hvordan synes du, det går med befolkningens vilkår i EUs nuværende formandsland, Bulgarien? Hvad synes du om de betingelser, vi var med til at stille for at yde lån til Grækenland, så de kunne betale deres lån tilbage til de tyske banker? betingelsen om ophævelse af gratis lægehjælp, fx?
Hvordan synes du, det går med CETA og TCIP? Hvilke muligheder ser du for at påvirke EUs økonomiske politik, nu hvor vi har Merkel og Macron til at samarbejde om den? Du mener måske, at vi kan føre venstreorienteret politik med ordoliberal, økonomisk politik?
Er det Enhedslistens skyld, at EU fungerer sådan - eller var det måske snarere en fantastisk idé, hvis du pegede på nogle af problemerne, så der kunne samarbejdes om dem? Tror du måske ikke, at Enhedslisten vil stemme for og arbejde med på masser af initiativer, der kan reformere EU i venstreorienteret retning - selv om de er imod unionen?
Det er måske dig og Alternativet, der ikke vil samarbejde om forbedringer med et parti, der principielt ønsker udmeldelse?

David Trap, John Christensen, kjeld jensen, Flemming Berger og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Nu er det efterhånden mange år siden SF meldte sig ind i virkeligheden. Holger K. vandt over Steen Gade for over 25 åf siden og SF travede videre ad den ud af EU kendte vej Holger K's fire forbehold fik ikke SF's vælgere til at stemme ja i 1993, men de socialdemokratiske vælgere stemte for i anden omgang. Med tiden blev SF dog vendt. EL' s romatiske opfattelse af nationen minder om DF's og hvor EL er god til at se gennem hykleri så er de selv med til at sløre DK's muligheder som en fritsvævende drabant. Venstrefløjen har været med til at dæmonisere EU, og EL ved at de vil miste stemmer hvis det store dyr bliver fjernet som skræmmefigur. Måske kunne de vinde nogle andre stemner i stedet og gøre partiet mere internationalt og handlekraftigt.

Søren Keldorff, Søren Rønhede, Sten Stenbæk, Kjeld Jensen, René Arestrup og Jørgen Tryggestad anbefalede denne kommentar

Søren Rønhede

[Professor] Marlene Wind fastholder, at tænketanken EUROPA selv – in house – bør skabe et analysemiljø med dygtige folk. Publikationerne skal med professorens ord være ”lækre”. De skal være godt skrevet og lige til at gå til for travle journalister, forsynet med et skarpt resumé og det hele.

Hvis det lykkes at skabe en godt funderet institution omgærdet med respekt, kan det med tiden være med til at ændre mediebilledet herhjemme, vurderer hun.

See more at: http://hegelundmose.dk/unik-alliance-bag-taenketanken-europa/#sthash.slY...

Søren Rønhede lobhudler EU og skoser Enhedslisten. Tiden er inde til at kvitte den historisk overleverede EU-fobi, for EU har jo så meget godt at byde på. Ø skal droppe den negative kritik og søge indflydelse: ”Når Enhedslisten bringer sig i en position, hvor det kan præge dansk Europa-politik, kan indflydelsen bruges til at søge samarbejdspartnere i EU, der er for en progressiv politik (afvikling af madsminke og anden giftig kemi, fælles højere selskabsskat, skat på finansielle transaktioner, afvikling af skattely og hel eller delvis inddragelse af formuer anbragt her, med frister og rabatter for hjemtagning og ikke mindst en social protokol som en del af EU-traktaterne).” Ja, rosenrødt tager EU sig ud i Rønhedes optik, intet om EU som accelerator for nyliberalismen og konkurrencestaten. Intet om Tysklands cementerede økonomiske strenghedspolitik og budgetdisciplin, der går ud over fx sydeuropæiske EU-medlemslande. Intet om bilkoncernernes og kulindustriens lobbyisme etc. etc.

David Trap, Carsten Svendsen, Randi Christiansen, kjeld jensen, Henrik Klausen, John Christensen, Nille Torsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Søren Rønhede

@Ivan Breinholt Leth
Grækenlands morads skyldes primært Grækenland selv. Landet svindlede sig ind i euroen og brugte den til at opbygge en kæmpegæld, idet staten kørte med underskud i en opgangstid! Fallitten truede, og Syriza kom til magten. I stedet for at lade fallitboet gå statsbankerot, hvad der ville have været en passende øretæve til de banker, der havde finansieret svindelen, valgte de græske venstresocialister at tjene lånekapitalen i stedet for at begynde på en frisk uden for EMU’en.
Du har ret i, at ubalancen i EMU’en er det måske største problem for EU lige nu. Det kan løses med en føderation, som Macron tilsyneladende vil nærme sig, men så må SPD træde i karakter.
Det næststørste problem for EU er formodentligt selskabsskatterne og skattely, som du skriver. Selvfølgelig ønsker liberalisterne, (som hverken er neo eller liberale) ikke at løse disse problemer; de lever jo af dem. Skal liberalisterne stækkes, må alle gode kræfter forenes, og set herfra må det dreje sig om at genanbringe Danmark blandt de progressive kræfter i EU og styrke de samme kræfter i Europa-parlamentet, så det bruger de beføjelser, det faktisk har, til at dreje kursen. Her er den “naive” tilgang at foretrække frem for blot at afvente sammenbruddet.

Randi Christiansen, Thomas Andersen og Kjeld Jensen anbefalede denne kommentar
Søren Rønhede

@Leif Kajberg
Lobhudle kan vist sættes lig lovprise, og det er der jo ingenlunde tale om. Slå standardrefleksen fra og læs, hvad jeg har skrevet. Du har ret i, at EU har meget at byde på, men hvor skriver jeg, at det bare er godt?
Du har ret i, at EU med rette kan ses som accelerator for “ny”liberalismen og konkurrencestaten og at Tysklands cementerede økonomiske strenghedspolitik og budgetdisciplin ikke kan stå alene. At den går ud over fx sydeuropæiske EU-medlemslande hænger sammen med, at de pågældende lande brugte den økonomiske opgang på at stifte gæld! Bilkoncernernes og kulindustriens lobbyisme kan forlænges med kemikanslerens arbejde for at friholde kemiindustrien for kontrol og forbud m.m.m. Og hvad vil du gøre ved det?

Alternativet synes ikke at have problemer med at EUs budgets tungeste post er landbrugsområdet. Derfor kan man vel sige at det ligger lige for at Alternativet har taget EU-politikken med fra de radikale. Og godt for dem! Heller ikke at EU-politikken på lange stræk føres ud fra laveste fællesnævner, når det gælder beskyttelse for befolkningerne, og at det er naturligt i EU at industrilobbyister er med ved bordet når der skal bestemmes.. ja..industrien og handelspolitik. Læs f.eks. om handels-aftalerne med USA og Canada.

Hvor ser Alternativet lige at Enhedslisten kan føre progressiv politik. De i artiklen nævnte områder som madsminke, kemi og social protokol har i mine øjne ikke skyggen af en chance for at blive påvirket af hverken Enhedslisten eller for den sags skyld Alternativet. Får vi en mere progressiv politik på disse områder er det fordi industriens lobbyister ser en mulighed for at tjene endnu flere penge derved.

I øvrigt:
Enhedslistens EU-politik er kringlet og fuld af forbehold, forklarer mange. Jep! Lige som sidste gang Enhedslisten var oppe på den store klinge og skulle lægge en politik over for Libyen. Her stemte man for en militæraktion. Og det var sikker ikke let. Da militæraktionen var positivt udført ville regeringen og alle andre lande mere. De ville af med Gaddafi og regimet. Enhedslisten sagde nej. De ville have forhandling mellem oprører og regimet. Og resten er historie! Libyen er et shithole, med slavehandel, terrorisme, og hvad har vi. Ingen tager ansvar.. Hvor er vores regering?

Enhedslistens politik var også dengang kringlet og med forbehold. Men den var klog!

Henrik Klausen, kjeld jensen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Jes Enevoldsen

Med den nuværende regering i Danmark kan det stort set være ligegyldigt om man er udenfor eller indenfor. Men skulle Danmark nogen siden få en venstredrejet regering (ikke at forveksle med Helle Thornings eller Mettes kommende) med et radikalt projekt, vil det være meget vigtigt at være fri for Bruxelles. Det er noget af det vigtigste, man kan lære af Grækenlands-eksemplet. Ingen midler blev sparet for at knuse Syrizas-regeringens projekt (Læs Varoufakis' "Adults in the Room"). Al demokratisk lak blev skrællet væk - Grækenland skulle tyres for enhver pris. Og det blev de. Danmark i den hypotetiske sitaution ville stadig være en del af den vestlige økonomi og være bundet deraf, men råderummet ville være større. I dag har man den økonomiske styrke til at gå (modsat Grækenland) og burde derfor gøre det. Det forhindrer ikke at samarbejde om de rigtige ting med andre lande og bevægelser, som man måtte have fælles interesse med.
Varoufakis' bevægelse (DiEM 25) har godt nok det erklærede formål, at demokratisere Europa/EU, men reelt ser det heldigvis ud til, at det blivet et projekt som ligger uden for institutionerne og fremmer et samarbejde mellem fornuftige sociale kræfter i de enkelte lande.
EU er ikke en tom skal, som kan udfyldes og demokratiseres. Det er bygget op, så det sikrer det nuværende økonomiske system, og som er klar til at holde alle medlemmerne på den vej.
Vi må ud.

Birger Bartholomæussen

Jeg kan kun være helt enig - eller i hvert fald næsten - i artiklen. Nu melder jeg mig ind i Enhedslisten, og de får ikke fred for mig, før de har opgivet kravet om udmeldelse af EU (skriver en fhv EU-modstander).Jeg har skrevet det tidligere, og nu gentager jeg mig selv: EU som institution er hverken ond eller god. Den er det, medlemslandene gør den til. Og al den romantiske snak om nationalstatens suverænitet? Den opgav vi i 70'erne, da man begyndte at sælge statsobligationer i udlandet. Eller hvornår det nu var.

I gamle dage stod man på barrikaderne og råbte:
Proletarer i alle lande forener jer.
I dag siger man tilsyneladende:
Split Europa og lad de store tage os bid for bid.

Bo Vesterlund

Den europæiske venstrefløj har, siden EUparlamentet blev oprettet, arbejdet for forbedringer i EU på trods af kapitalismen og årtiers blåt flertal i parlamentet. European Left arbejder i EU på de sociale og grønne løsninger som den rødgrønne fløj også arbejder for i de enkelte europæiske lande.
Nu hvor Ehl. er tilsluttet European Left burde Ehl. tage ved lære af dette europæiske parti og opprioritere deltagelse i den europæiske venstrefløjs initiativer - i stedet for, næsten helt alene, at være EU-modstandere. Bo Vesterlund, medlem af SF´s Europaudvalg

Henrik Plaschke

Søren Rønhede

Det er en sandhed med modifikationer, når du skriver (18/1, 14:39):

”at de pågældende lande [de sydeuropæiske] brugte den økonomiske opgang på at stifte gæld!”

Det er i betydeligt omfang korrekt for Grækenland og Portugals vedkommende, men det er misvisende for Spaniens, Italiens og Frankrigs (hvis man regner sidstnævnte for sydeuropæisk) vedkommende.

Det overordnede billede for disse lande og i øvrigt for det meste af eurozonen er, at den offentlige gæld voksede i to perioder, nemlig 1991-97, dvs. den såkaldte konvergensperiode inden overgangen til den fælles mønt, hvor enkeltlandenes sparepolitikker ødelagde vækstmulighederne for samhandelspartnerne (resten af EU), og perioden fra og med 2007, dvs. finanskrisen. Men i perioden 1997-2007 var den offentlige gælds størrelse (i forhold til BNP) generelt set faldende i eurozonen – bortset fra i Grækenland, Portugal og Tyskland!

Det er udbredt misforståelse, at de sydeuropæiske lande brugte den økonomiske opgang på at stifte gæld, men et enkelt opslag f.eks. i OECD’s databaser viser, at dette i betydeligt omfang er en skrøne. Den græske udvikling er ikke repræsentativ – heller ikke for Sydeuropa.

Du skriver andetsteds (18/1, 14:20) om Grækenland i 2015:

”I stedet for at lade fallitboet gå statsbankerot, hvad der ville have været en passende øretæve til de banker, der havde finansieret svindelen, valgte de græske venstresocialister at tjene lånekapitalen i stedet for at begynde på en frisk uden for EMU’en.”

Men her ser du vist bort fra, at Syrizaregeringen fra og med sin tiltrædelse i starten af 2015 netop ikke ønskede at fortsætte med de udenlandske bankers långivning til en stat, der i realiteten var bankerot. Det var kreditorerne, der ønskede dette. Yanis Varoufakis, der i en periode var finansminister i Syrizaregeringen, havde i årene forinden netop søgt at udvikle en offentlig politisk bevidsthed om, at fortsat gældsætning ikke var vejen frem for Grækenland. I hans periode som finansminister arbejde han derfor ikke for ”at tjene lånekapitalen”, men derimod for en udvikle en omlægning af den græske gæld. En omlægning som bl.a. IMF og en lang række uafhængige økonomer (f.eks. Summers, Sachs, Buiter m.fl.) støttede og anerkendte behovet for.

Der var ikke enighed om dette indenfor den græske regering, og uenigheden voksede i takt med den afvisende holdning fra ikke mindst eurogruppen, ECB og den tyske regerings side.

Hvor du således kun taler om to muligheder for den daværende græske regering (at lade fallitboet gå statsbankerot og starte på en frisk uden for ØMU’en eller at fortsætte gældsætningen), er det den daværende græske regerings store fortjeneste at have peget på en tredje mulighed: en gældsomstrukturering til fordel for såvel kreditorer som debitorer indenfor rammerne af ØMU-samarbejdet – f.eks. en indeksering af gældsafvikling på BNP-vækst (jo højere vækst – jo mere afvikling). Kreditorerne afviste desværre denne mulighed og forspildte derfor muligheden for en konstruktiv udgang på den græske og sydeuropæiske krise.

Ligesom afvisningen af denne konstruktive mulighed desværre styrkede de nationalromantiske illusioner hos diverse venstrefløjsdebattører og partier.

Søren Rønhede

@Jan Skovgaard Jensen
“Får vi en mere progressiv politik ... er det fordi industriens lobbyister ser en mulighed for at tjene endnu flere penge derved.” Det er netop sagen. Der er langt ind i europæiske socialdemokratier et ønske om at dreje kursen. Det er her den danske venstrefløj bør samles om at sætte styrke bag ændringer, der gør det fordelagtigt for industrien at producere rent og dyrt at gøre det modsatte.
I Libyen-spørgsmålet agerede Enhedslisten fornuftigt. Det var NATO, der misbrugte FN-dagsordenen. Det er der ikke noget kringlet i. Og hvor skulle det kringlede befinde sig i Enhedslistens EU-politik? Den er vel lige ud af landevejen? At den valgte landevej er en blindgyde, er hvad jeg forsøger at påvise i kronikken.
Hvor “vores” regering er? På den plads, de mest krigsivrige NATO-stater anviser.

@ Jes Enevoldsen
Jeg vil med interesse læse Varoufakis’ "Adults in the Room", men hvad var egentlig Syriza-regeringens projekt? (Se min Grækenlandskommentar ovenfor).
Der er vist ingen, der påstår, at EU er en tom skal, men din forestilling om, at venstrefløjspolitikken får flere muligheder i et Danmark uden for EU er næppe realistisk. EU er kun en blandt mange bindinger, og Danmark er alt for lille et område til at agere i en helt anden retning end de omkringliggende lande. Derfor er forandringsperspektivet europæisk. Det kan du lære af Varoufakis.

Henrik Plaschke

Et PS til Steen Sohn (18/1 – 00:26 & 13:18)

Mon ikke du sammenblander Nyt Europa og Tænketanken Europa? Det er, så vidt jeg ved det, ikke det samme!

Ivan Breinholt Leth

Søren Rønhede
18. januar, 2018 - 14:20

I Grækenlands morads er der to ansvarlige parter: Den græske regering, som svindlede sig ind i EMU'en, og de som lukkede Grækenland ind, selvom de kendte til det valutaswap, som Goldman Sachs havde fixet for den græske regering. EU bureaukratiet er ikke så uskyldige, som Mario Draghi påstår. Han var chef for GS's europæiske anliggender, da svindlen fandt sted, og ECB har efterfølgende nægtet at offentliggøre interne dokumenter om transaktionen. (ECB nægter principielt at offentliggøre dokumenter vedr. staters handel med derivater.)

Når du i dit svar til Lars Kajberg skriver, at ”de pågældende lande brugte den økonomiske opgang på at stifte gæld”, synes du at glemme, at et lands overskud er et andet lands underskud. Tyskland kunne ikke have opbygget et overskud, hvis ingen andre lande havde været villige til at stifte gæld. Og hvad skulle tyskerne have anvendt deres enorme overskud til, hvis de ikke havde lånt pengene ud til lande, som var villige til at stifte gæld? Anbragt dem i en sparekasse? Før krisen brød ud gik omkring 60% af tysk eksport til EU. I 2012 var det faldet til omkring halvdelen. Tyskland har scoret kassen på, at nogle lande har været villige til at køre med underskud. Efterfølgende ser det mest ud til, at Tyskland ønsker at straffe de lande som 'leverede' det tyske overskud.

Ifølge Yanis Varoufakis (Adults in the Room) gik Grækenland til forhandlingerne med den hensigt, at erklære en statsbankerot, hvis Grækenland ikke kunne forhandle sig til en nedskrivelse af gælden. Varoufakis opnåede en vis støtte fra IMF. Syrizas ledelse ændrede holdning og Varoufakis blev fyret. Så du har ret i, at Syriza på sigt valgte ”at tjene lånekapitalen”, men det er jo ikke kun Syriza, som ikke ønsker en statsbankerot. Tyskland ønsker det ikke – til trods for Schäubles retorik. En græsk statsbankerot ville automatisk medføre en nedskrivning af gælden, og Tyskland frygter at andre lande ville følge efter og forlange nedskrivning af deres gæld. Om den tyske finansielle sektor, ville have overlevet dette, kan jeg ikke vurdere, men den franske ville have kollapset, og en fransk bail out ville have fået renten på franske statsobligationer til at stige med raketfart med risiko for fransk statsbankerot.

Jeg kan forstå, at du fæster din lid til Martin Schulz SPD og 'progressive kræfter i EU'. Det eneste sted jeg ser visse 'progressive kræfter' i EU er i parlamentet, og parlamentet har ikke beføjelse til at fremsætte lovforslag. Hvordan du ser, at et sådan parlament er i stand til at fravriste Tysklands dets økonomiske magt i EU er en gåde. Det vi indtil nu har hørt om EU fra de tyske regeringsforhandlinger er, at man ønsker ”et opbrud i Europa” som indebærer fælles sociale minimumsstandarder og strukturreformer i eurozonen. De afsluttende formuleringer om EU er ”luftige” skrev Information 13. jan. Det er mildt sagt. Er der mon nogen – inklusive SPD og Schulz – som ved hvad disse strukturreformer indebærer?

Lad mig også minde om, at det SPD, som du sætter lid til er en del af problemet. Der er to sider af den europæiske ubalance. Den ene er, at en række lande gav afkald på deres monetære suverænitet i en union, som ikke recirkulerer overskud. Den anden side er de tyske Hartz reformer, som indebærer, at 24% af den tyske arbejdsstyrke i dag arbejder for en løn, som de ikke kan leve af. Uden denne lavtlønnede arbejdsstyrke, ville Tyskland næppe have været i stand til at opbygge så stor en eksport (i konkurrence med Kina). Hartz reformerne blev gennemført af SPD under Gerhard Schröder.

Der er kun en løsning på EU's balanceproblem, og det er en føderation hvor overskud recirkuleres – præcist hvad Tyskland frygter mest af alt. Merkel taber næste valg, hvis hun lader det tyske overskud cirkulere til befolkningerne i de 'uansvarlige' underskudslande. Den tyske befolkning og det tyske borgerskab frygter, at det kan ende i en situation, hvor især Grækenland kommer på en permanent tysk 'overførselsindkomst'. Denne frygt er måske forståelig, men der er ingen anden vej end en form for velovervejet recirkulering, hvis euroen skal bestå. Dvs. en recirkulering som primært består af produktive investeringer i underskudslandene. I USA, som er en ægte føderation, har man mere eller mindre accepteret, at visse stater er i permanent underskud. Det vil aldrig ske i EU, og det er måske heller ikke ønskeligt, men den nuværende situation, hvor Grækenland betaler gammel gæld med ny gæld er ikke holdbar. ”Extend and pretend” strategien (Varoufakis), må nødvendigvis bryde sammen på et eller andet tidspunkt, uanset hvad 'progressive kræfter' i EU forestiller sig. Det er derfor, at jeg ovenfor har påstået, at de fleste af dine kritikpunkter af EL's EU-politik i sammenbruddets lys er irrelevante.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen, Randi Christiansen og Henrik Klausen anbefalede denne kommentar
John Christensen

Søren Rønhede - Hvem er Boris Johnson?
At komme ud af EU forudsætter folkelig enhed, men det betyder så ikke at man er enige om hvorfor man vil ud. Er det så svært at forstå?
Ord er vigtige, og mens nogen ser EU som et "fredens projekt" - så er EU igang med en oprustning der uset i den periode vi har været medlemmer af EF/EU.
Vi har aldrig ønsket at være del af Europas forende Stater, og du overser at det er den vej EU går.
EU undergraver vores velfærdssamfund, og de fleste "reformer" er skabt, eller inspireret af EU, og implementeret af de EU-begejstrede partier i Danmark. Det sker naturligvis ikke åbent, men det sker! (hele tiden - igen og igen). Det udsletter de gamle regeringsbærende partier, men fred være med det.
EU gør intet for de fattige (hverken dem i Liverpool eller på Lolland!).

Folkebevægelsen samler EU-modstandere fra alle partier, foruden dem der ikke tilhører noget parti. Dermed er det en folkebevægelse, som er enige om at Danmark skal ud af EU.
Unioner kommer og går, og jeg har ikke noget bud på hvad der sker når EU imploderer, jeg kan ikke spå!
Derfor må man alligevel godt ønske det overstatslige og udemokratiske EU - hen hvor peberet gror.
Det er jo heller ikke ensbetydende med at jeg ikke synes vi skal arbejde internationalt - tværtimod!

Vi skal arbejde for fred og bæredygtig udvikling, og mennesker skal komme før profit.
Det kan jeg ikke se EU i, det projekt. Sorry Rønhede, men jeg kan nok ikke ændre din holdning anyways.

God dag der ude

guderne skal vide at jeg absolut ikke er 120 % EU tilhænger, men jeg anerkender at EU har sikret Danmark økonomisk vækst. En vækst som kommer statsbudgettet til gode, og i sidste ende alle danskere. vores vigtigste handelsområde er EU og det skal vi værne om, men på en måde hvorpå vi også slår igen når vi mener der tages magt fra folkestyret. det har vi ikke været gode til, og det er lige netop der hvor EU modstanden ligger.
Pga. de økonomiske fremtidsudsigter så skal vi blive i EU - vi er ikke UK - vi er ikke verdens 5. største økonomi. Vi er afhængige af et fællesskab på godt og desværre også på ondt. Forvaltningen i EU lader meget tilbage at ønske, men skulle vi ende med at forlade EU, så vil vi opleve en nedgang i levestandard som vil være alvorlig. Derfor vil hverken DF eller EL eller SF få held til at rive DK ud af EU - den dag hvor regnestykket skal gøres op, så vil vi hellere være med på holdet.
Sådan er det bare - og det siger Vestager også.

Søren, da jeg skrev at en evt. Progressiv politik ikke ville komme fra Enhedslisten, men fra industrien selv, var det en joke. Der kommer ingen progressiv politik i EU. Ligesom tech-industrien ikke kom til at løse menneskehedens problemer.

Din tro på socialdemokraterne....De har heller ikke spillet nogen rolle i EU de sidste årtier.

Jes Enevoldsen

Søren Rønhede
Henrik Plaschke og Ivan Breinholt forklarer fint Syrizas (Varoufakis') klare projekt, som blev delt af mange "uafhængige" økonomer. Tsipras kunne ikke stå for presset og gav efter for Troikaens magt.
I dag udgør GRs gæld godt 180% af BNP medens den i følge IMF skulle vokse til ca. 270% i 2060.
Så på et tidspunkt tager man en runde mere.
Løsningen i 2015 var ikke en økonomisk men en politisk løsning, hvor GR skulle statuere et eksempler, så andre lande (på det tidspunkt Spanien) ikke skulle tro, at de kunne komme godt afsted med at søge "alternative" poltiske løsninger.
Selvfølgelig skal en samfundsændring ske i det bedst mulige internationale samarbejde, men at det skulle kunne lade sig gøre i EU efter det vi har lært, går over min trosbekendelse. Det er da højst sandsynligt at det vil kunne koste noget "vækst" at gå ud. Det har DK mulighed for at acceptere (i modsætning til GR). Det er egentlig et pussigt argument at høre fra Alternativet, som ellers så fornuftigt argumenterer for at, hvis vi skal kunne holde os nede på 1,5/2 graders temperaturstigning, så kræver det er opgør med væksttankegangen. Det kan da også blive tilfældet
hvis vi forlader EU. Men det kunne godt være prisen værd!

Luk alternativet,når man går indfor det EU står for,som man overser i debatten og andre steder,nemlig
en form for et moderne slaveri

Søren Rønhede

@ Jes Enevoldsen
Dit standpunkt høres ofte fra EL: Samarbejdet skal søges med bevægelser og personer i Europa uden om håbløse EU. Blandt de rigtige er så Varoufakis og alligevel ikke! For han vil jo, som du skriver, reformere EU. Har du en liste over de helt rigtige samarbejdspartnere?

@Jan Skovgaard Jensen
Jeg har ikke nogen “tro på socialdemokraterne”, og jeg er enig i, at de har ikke har spillet nogen positiv rolle de sidste årtier”. Men jeg ser positive signaler fra den socialdem./socialistiske gruppe i EU-parlamentet.

@John Christensen
Boris Johnson er engelsk udenrigsminister og Brexit-fortaler nr. 1.
Når man ikke er enige om hvorfor man vil ud af EU, vil problemerne hurtigt melde sig. Hvordan vil Tulle-Skipper -regeringsprogrammet se ud?
EU skal ses som "fredens projekt" I og med, at den fransk-tyske stridsøkse blev begravet og EU er ikke i gang med oprustning, men forbereder nogle små skridt i retning af militært samarbejde. Al militær bør afvikles, men oprustningen er solidt funderet i det internationale system med en række europæiske magter som deltagere. Danmark er en af tåberne, og al den galskab ville ikke forsvinde med EU - tværtimod.
Europas forende Stater er en god idé, men det er ikke den vej EU går; med indførelsen af Det europæiske Råd favoriseres de største lande.
EU undergraver ikke vort velfærdssamfund; den undergravning kommer fra npm’erne og liberalisterne, der opfinder "reformer", som er det modsatte af reformer. De har også stor magt i EU og skal ryges ud. Dine “EU-begejstrede partier i Danmark” bruger blot EU som dække for deres "reformer", fordi de er nogle tøsetøser&drenge, som mindst muligt vil tage ansvar. . De gamle regeringsbærende partiers “nødvendige politik” udsletter demokratiet og i sidste ende partierne selv.
Uanset EU kan staterne gøre meget for de fattige, men de regerende liberalister (Fogh, Løkke, Corydong-Vestager) vil noget helt andet. Det er ikke svært at byde på, hvad der sker når EU imploderer: Rusland får større indflydelse i Øst- og Mellemeuropa, Tyskland-Frankrig vil sandsynligvis holde sammen om at danne modvægt hertil. Danmark blir en lus mellem de to europæiske hovedmagter som fra 1870-1986.
Det overstatslige er forudsætningen for et demokratisk EU. Overstatslighed er ALTID til fordel for små stater.
Internationalt samarbejde er svært, men kan lettes af store enheder som EU og Kina, der langsomt - for langsomt - tar ansvar for klimaet. Dermed kan vi håbe på fred og bæredygtig udvikling, og at mennesker sættes før profit. I så henseende peger Kinakommunisternes nyeste program i den rigtige retning.
Det kan Folkebevægelsen naturligvis ikke se i EU, for Folkebevægelsens verden er af i går. Jeg var også modstander i 1972 og ville på de samme præmisser være det i dag. Så jeg søger at afstemme min holdning efter virkeligheden.

Søren Rønhede

@ Ivan Breinholt Leth
Du har helt ret i, at Grækenlands morads er forårsaget af mindst to ansvarlige parter: svindelregeringen i Athen, verdens værste svindelbanken Goldman Sachs og sandsynligvis også EU bureaukratiet. ECB skal pålægges at offentliggøre de interne dokumenter om transaktionen, når magtforholdene er til det. Uanset hvor sent! Og der skal ikke laves en Jelved! (2005: Jelved erklærer, at alt skal kulegraves efter lovkantsregeringen Fogh. 2011: alt (undtagen Irak “glemt”)
Jeg er helt på det rene med, at et lands overskud er et andet lands underskud. Tyskland kunne kun opbygge sit uansvarlige overskud, fordi andre lande var villige til at stifte gæld helt ud i det absurde. Sparekasse-ideen er god, men tiltaler ikke profitideologerne. Tysklands linje er udtryk for den nationalegoisme, som er Europas største fjende.
Det glæder mig, at du bekræfter, at Syriza valgte ”at tjene lånekapitalen”. De evige jeremiader fra søsterpartiet Enhedslisten om stakkels Grækenland sættes hermed i relief.
Jeg er helt med på, at tyske banker ville tabe stort på statsbankerotten. Schäuble skulle være taget på ordet! (Det værste sted at blive taget på for magthavere) Var lånene blevet kraftigt nedskrevet, havde det været en fin løsning, jvf. Piketty.
Man kunne have taget de hensyn, der var nødvendige for at forebygge fransk statsbankerot, selv om Frankrig er årsag til miseren, da det var indsigtsfattige Mitterand, der krævede D-marken afløst af Euro.
Efter de sidste meldinger at dømme, er der næppe belæg for at sætte lid til Martin Schulz. Og han førte en elendig valgkamp for SPD (højt at flyve, dybt at falde). Progressive kræfter kan ses i EU-parlamentet, og selv om parlamentet ikke har beføjelse til at fremsætte lovforslag, kan det gøre så meget andet, der peger i den retning. Derfor burde EU-modstanderne på venstrefløjen også bruge kræfterne på at styrke parlamentet, så det kan bidrage til Tysklands (gen)europæisering, jvf. Habermas og Macron. Vi har brug for ”et opbrud i Europa” med fælles sociale minimumsstandarder og strukturreformer i eurozonen. Det er selvklart et kampfelt; derfor den megen luft. Men vi kan da håbe på, at SPD og Schulz har medtænkt deres næste skridt.
SPD og andre europæiske socialdemokratier har længe været en del af problemet, så jeg er helt enig i din vurdering af Hartz reformerne, hvor især Hartz IV er problemet. Jeg har været i dialog med Die Grünen om deres medansvar, og de siger, at Hartz IV blev skærpet af Bundesrat.
En føderation hvor overskud recirkuleres, er det helt rigtige. Men “demokratiet” står i vejen. Kun når ingen “uansvarlige” indgår i den politiske elite og kampen om vælgerne, har det mulighed for at fungere. (Danmark fra 1929/47 og ca. et halvt århundrede frem, Sverige noget længere, Tyskland 1949 - ?) Hvad “der aldrig vil ske” er en svær disciplin, for det sker jo ofte alligevel. Derfor afviser jeg både “den nødvendige politik” og “det uundgåelige sammenbrud”. Derfor er mine kritikpunkter af EL’s EU-politik yderst relevante, fordi jeg ønsker EL med i arbejdet for den nye EU-kurs.

@Jes Enevoldsen
Det er EL-romantik, at Tsipras ikke kunne ikke stå for presset og derfor gav efter for Trojkaens magt, se ovenfor.
Når det drejer sig om EU og anden politik, rækker det ikke med trosbekendelser. Men du rør ved noget væsentligt: “EU-modstanden” er en religiøs bevægelse med dybe rødder i den dkp’ske nationalisme, som blev kreeret fra 1941 efter ordre fra den store fædrelandskrigsfader. At “ud af EU” koster på "væksten" er jeg helt med på. Og den side af sagen kan jeg tilslutte mig. Men inden vi er kommet ret langt med det projekt, har vælgerne kastet sig i armene på de “dygtigste” blandt højrefløjsdemagogerne. Og det er ikke “prisen værd” at spille magten i hænderne på dem. De har rigeligt i forvejen.

Ivan Breinholt Leth

Det er for nemt at påstå, at det er EL-romantik, at Tsipras ikke kunne stå for presset, og du kan ikke forlange, at EL skal sige offentligt, at Tsipras er en kapitallakaj. Der er ingen tvivl om, at Tsipras var under pres. Hvor meget han var villig til på forhånd at give efter over for troikaen, ved han kun selv – plus måske nogle få personer i Syrizas inderkreds. Uanset hvad man tror på, beror det på et skøn. Jeg er dog mest tilbøjelig til at tro på Varoufakis, fordi han var den person i Syrizas inderkreds, der havde den største indsigt i de hårde økonomiske facts. Jeg tror på, at Varoufakis var parat til at gå planken ud, og at han havde et våben, som kunne få Draghi til at ryste i bukserne: SMP obligationerne. Draghi havde i strid med Maastricht traktaten lovet at opkøbe eurozone staters obligationer, og Bundesbank lagde sag an mod Draghi ved tyske domstole. Disse domstole overførte sagen til EU-domstolen, og Draghi slap for tiltale for traktatbrud. Varoufakis' udlægning af dommen (som jeg vælger at tro på) er, at Draghi fik lov til at opkøbe eurozone statsobligationer på den betingelse, at ECB ikke eftergav gæld, som eurozone stater allerede havde stiftet. Det galt også græske statsobligationer, som ECB havde købt på det sekundære marked – SMP-obligationerne med en værdi på ca. 33 mia euros. Hvis de græske forhandlere gennemtvang en 'haircut' på disse obligationer, ville Draghi få Bundesbank på nakken igen. Merkel ville have været nødt til at støtte Bundesbank, og Draghis 'whatever it takes'-strategi ville i bedste fald have blevet forsinket. Uden Draghis en billion euros bazooka i form af QE – i praksis opkøb af den europæiske finansielle sektors gæld – ville euroen muligvis have kollapset. Derfor var EU-domstolen nødt til at afsige en dom, som er i strid med Maastricht. Man kan kun gætte på, hvem der trak i trådene. Varoufakis påstår, at der var enighed i Syrizas ledelse om at anvende SMP-våbenet, som ville indebære, at Grækenland måtte erklære sig for bankerot, men at Syrizas ledelse skiftede mening i sidste øjeblik. (Adults in the Room s. 93-94)

”Profitideologer” og ”nationalegoisme”? Det er nu engang sådan, at hvis kapitalen ikke søger derhen, hvor profitten er størst, kan den risikere at fordampe. Det handler mere om, at EMU'en er skruet sammen på en måde, som nærmest inviterer til krise, men arkitekterne bag EMU'en var grebet af ånden fra 'The Great Moderation', og naivt troede man, at økonomiske kriser var et overstået kapitel, og at træerne vokser ind i himlen.

Mitterand krævede ikke, at Tyskland skulle opgive sin stærke d-mark for euroen. Han var ikke i en position, hvor han kunne stille krav til Tyskland. Det var Tyskland, der stillede krav til Frankrig og det øvrige EU. Skulle Tyskland give afkald på d-marken ville man have noget til gengæld. Dette 'noget' var første og fremmest, at tysk antiinflationspolitik skulle skrives ind i Maastricht Traktaten - primært det som senere blev kaldt konvergenskriterierne, der som bekendt handler om staternes gæld i forhold til deres BNP. (Det er det, som ligger bag ved et begreb som 'den nødvendige økonomiske politik' og ikke ret meget andet, men det er der ingen, der taler om.) Tyskerne var udmærket klar over, at Frankrig ville bruge ØMU'en til at tiltuske sig magt over tysk økonomi.

ECB's uafhængighed af politiske beslutningsprocesser var et andet vigtigt punkt for Tyskland (dvs. Bundesbank). Altså vitale økonomiske beslutninger skulle fjernes så langt fra demokratiske beslutningsprocesser som muligt, fordi politikere har en kedelige tilbøjelighed, at lade sig presse til at føre keynesiansk økonomisk politik og prioritere lav ledighed fremfor lav inflation. Det økonomiske politiske element af Maastricht er stort set forfattet af Bundesbank – uofficielt naturligvis. Læg mærke til, at det var Bundesbank og ikke den tyske regering, som lagde sag an mod Draghi og ECB, fordi Draghi i strid med Maastricht (og Bundesbanks økonomiske politik) opkøbte statsobligationer direkte fra staterne. Det skyldes, at Bundesbank langt hen ad vejen fastlægger Tysklands økonomiske politik.

Det andet, som Tyskland forlangte af Frankrig for at give afkald på d-marken, var fransk støtte til tysk genforening.

Hvis Alternativet, Habermas og Macron etc. vil arbejde på en 'geneuropæisering' af Tyskland, vil jeg ønske jer held og lykke. Det får i hårdt brug for. Jeg håber at I har forstået, at det drejer sig om penge – tyske penge. I hele processen fra valutaslangen til EMU'en har Tyskland (Bundesbank) arbejdet hårdt på at anbringe demokratiske beslutninger så langt væk fra den økonomiske politik som muligt, og nu vil I bruge et Europa Parlament, som ikke har beslutningsbeføjelser til at tiltvinge jer demokratisk magt over tysk kapital. Det er grundliggende, hvad en ægte føderation handler om: En overstatslig økonomisk politisk magt. (Bundesbank giver afkald på sin magt over tysk økonomisk politik!) Eller er der noget jeg har misforstået? Du påstår nu, at det demokrati, som du gerne vil arbejde i sammen med EL, står i vejen for dannelsen af en egentlig føderation. ”Kun når ingen “uansvarlige” indgår i den politiske elite og kampen om vælgerne, har det mulighed for at fungere.” Så er du så vidt jeg kan se helt på linie med Bundesbank. Du mangler bare at tilføje, at føderationens ledelse skal udpeges af Bundesbank.

Søren Rønhede

@Ivan Breinholt Leth
Tak for den grundige redegørelse.
Når jeg brugte udtrykket “EL-romantik”, var det i et forsøg på at åbne øjnene for den propagandistiske brug af Grækenlandsmiseren.
Hvilken bestemmelse i Maastricht traktaten er det, der stiller sig i vejen for opkøb af eurozone-staters obligationer?
Når du siger, at Varoufakis var parat til at gå planken ud, siger du jo også, at det var Tsipras ikke.
SMP er en forkortelse for ..?
QE?
Selvfølgelig søger kapitalen derhen, hvor profitten er størst. Derfor skal dens søgemuligheder selvfølgelig begrænses.
Delors og Hoffmeyer var på det rene med, at EMU’en var skruet sammen på en måde, som nærmest inviterer til krise, men som du skriver, var det andre ( liberalister), der havde overtaget.
Hvis Mitterand ikke ønskede, at Tyskland skulle opgive sin stærke d-mark, hvorfra kom så kravet om at Tyskland skulle give afkald på d-marken? Måske var det alligevel Mitterand, for som du selv skriver senere: “Det andet, som Tyskland forlangte af Frankrig for at give afkald på d-marken, var fransk støtte til tysk genforening”. Der var tale om en (for Frankrig) dårlig handel.
At Tyskland - som pris for at opgive d-marken - forlangte, at tysk antiinflationspolitik skulle skrives ind i Maastrichttraktaten, er jeg med på. Det er en væsentlig del af ’den nødvendige økonomiske politik’, som grundlæggende handler om, at naturlovgøre statens rolle som tjener af overklasseliberalisterne. Hele dette nummer befordres af pressen; selv Information bruger jævnligt CEPOS som ekspertiseleverandør.
Det er længe siden, politikere har haft indsigt, tilbøjelighed og mod til at føre keynesiansk økonomisk politik og prioritere lav ledighed fremfor lav inflation. Hvad Europaparlamentet angår, har det beføjelser som det ene kammer i et tokammersystem.
Det drejer sig ikke om at tiltvinge sig noget. Der er også kræfter i Tyskland, som ved, at den nuværende situation ikke er holdbar - heller ikke for Tyskland.
Hvad demokratiet angår forsøgte jeg blot at påpege de vanskeligheder, der opstår - også for føderationstanken - når populister sætter dagsorden. På linje med Bundesbank er jeg dog næppe, da jeg ser den monetaristiske linje som en af de faktorer, der gøder jorden for populisterne.

Ivan Breinholt Leth

Velbekomme. Jeg har kun læst uddrag af Maastricht Traktaten, og jeg har ikke ikke nummeret på den paragraf, som siger, at ECB ikke må fungere som 'lender of last resort'. Jeg antager, at enhver økonom ved, hvorfor ECB blev begrænset af Maastricht mht. at købe statsobligationer direkte. (Det kan den så alligevel i et vist omfang efter vedtagelsen af OMT i 2012. Jeg forstår ikke, hvordan Maastricht og OMT rimer sammen.)

Hvis ECB var blevet etableret som en egentlig 'lender of last resort' bank, ville den være en føderal bank – ligesom USA's Federal Reserve Bank – og vi ville være et godt stykke på vej til en egentlig føderation. Og hvis ECB kunne opkøbe statsobligationer, ville Grækenland næppe have solgt obligationer til tyske og franske banker. Denne bestemmelse er jo netop lavet for at bevirke, at en stat, som har givet afkald på sin egen valuta, og derfor ikke kan 'trykke' penge til at dække sine udgifter, er tvunget til enten at hæve skatterne eller bevæge sig ud på det private lånemarked for at dække sit underskud – helt i overensstemmelse med ideologien, som antager, at markedet altid korrigerer sig selv, og at uansvarlige debitorer derfor vil møde et afslag, når en vis grænse er overskredet. Dette viste sig jo så, at være ren luft, fordi de neoliberale slet ikke er liberale. De kalkulerer helt kynisk med, at barnepigestaten redder dem ud af bankernes uansvarlige långivning, og derfor fungerer disse private banker, som om de faktisk allerede er nationaliserede – blot er det kun deres tab, som er nationaliseret. Denne kyniske kalkulation i statens penge viste sig at holde stik – jfr. bail outs (bankpakker i Danmark).

Merkel (og Draghi) lavede det trick, at lade eurozone landene, IMF og ECB overtage især de tyske og de franske bankers gæld (bail out). Hun internationaliserede altså gælden, hvorefter det så ud som om, at Grækenland havde taget røven på de europæiske skatteydere. Dette er selve kernen i det, som du kalder ” propagandistiske brug af Grækenlandsmiseren.” Det er ikke bare – som folk vist nok tror – en kampagne startet af den gule presse, hvor grækerne hænges ud som dovne og uansvarlige, og Merkel fremstilles på forsiden af en græsk avis med en lille Hitler moustache. Begge dele er jo nonsens, men der er en realpolitisk kerne i det, som offentligheden tilsyneladende overser. Kernen er Merkels afledningsmanøvre. I 2008 holdt Merkel en tale i Stuttgart, hvori hun påstod, at de 'uansvarlige' Wall St. banker, burde have konsulteret en swabisk husmor, inden de gav sig til at spekulere i derivater. Kort efter modtog Merkel en henvendelse fra det tyske finansministerium, fra hendes økonomiske rådgivere og fra Bundesbank som fortalte hende, at der var brug for 406 mia euros af den swabiske husmors penge til at redde den tyske finansielle sektor, som havde købt for meget af det, som man i Wall St. kaldte 'stupid German money' (Wall St. derivater). Merkel fik den tyske Rigsdag til at bevilge de 406 mia euros, men da hun et par måneder efter modtog endnu en henvendelse om, at den var gal igen med de tyske banker, fordi de havde lånt for mange penge ud til underskudslandene i eurozonen, og derfor havde brug for et lignende beløb, valgte hun at forsøge at internationalisere gælden. Det lykkedes hende, at få de andre eurozone lande til at optræde som nyttige idioter, og de reddede dermed en kansler som i årevis havde prædiket sparsommelighed, økonomisk ansvarlighed og nedskæringer af den offentlige sektor. Vejen var åbnet for, at man kunne give 'de dovne grækere' skylden for hele miseren og feje de tyske bankers uansvarlighed ind under gulvtæppet.

Grækenland var tvunget til at stifte (privat) gæld, for med et skattesystem, som ikke fungerer og uden en 'seddelpresse', som man kunne lade køre og uden egen nationalbank, der kan fungere som 'lender of last resort', var der ingen anden mulighed. Det var den græske regering selv, som startede cirkusset med at betale gammel gæld med ny gæld, men det så jo umiddelbart ud som om, at det var holdbart, fordi de græske væksttal var pæne – lige indtil finanskrisen brød ud.

QE betyder quantitative easing. Det er et amerikansk begreb som opstod under Ben Bernanke. The Fed skabte $800 mia under det såkaldte TARP program til at opkøbe 'toxic assets' fra den finansielle sektor. Bernanke forklarede senere i et interview, at disse $800 mia ikke var skatteyderpenge. Man skabte dem i form af elektroniske penge. USA havde tre QE sessioner. Man skabte elektroniske penge og pumpede dem ud i samfundet, ved at opkøbe værdipapirer fra den finansielle sektor med det håb, at der vil blive lånt flere penge ud til produktive investeringer og skabelse af arbejdspladser. Dette er en neoliberal pengeudpumpning, som adskiller sig fra traditionel keynesianisme ved, at pengene går igennem den private finansielle sektor, fordi man antager, at den private sektor er bedre til at anvende pengene produktivt end den offentlige sektor. QE viste sig at have en begræset effekt af den naturlige grund, at bankerne mest anvendte de store pengemængder til øget spekulation, som jo i årevis har givet større afkast end udlån til produktive investeringer. (Dette er den egentlige baggrund for den enorme stigning i uligheden – altså at The Fed og ECB gav den finansielle sektor flere penge at spekulere med.) ECB's QE program bestod i opkøb af statsobligationer fra den finansielle sektor på det sekundære marked, men ECB opkøbte også statsobligationer direkte (OMT), og hvordan man har kringlet den, så det så ud som om, at det ikke strider mod Maastricht går over min forstand. Læg mærke til at ECB godt må opkøbe statsobligationer på det sekundære marked – altså fra private investorer. Igen fuldstændig i overensstemmelse med neoliberal ideologi: Når obligationerne først er købt af en privat investor, er de behæftet med minimal risiko, fordi markedet af private agenter altid korrigerer sig selv, og derfor vil der ifølge ræsonnementet ikke befinde sig 'toxic assets' på markedet. Igen ren luft naturligvis. Neoliberal økonomisk politik er stort set ikke andet end luftkasteller, men det er endnu ikke gået helt op for befolkningerne, hvor meget vi bliver fuppet med deres øregas.

SMP – Security Markets Programme – opkøb af statsobliagtioner på det sekundære marked.
https://www.bundesbank.de/Navigation/EN/Service/Glossary/Functions/gloss...
SMP blev afløst af OMT (Outright Monetary Transactions) programmet i 2012. OMT er ECB's opkøb af statsobligationer direkte i strid med Maastricht. EU bureakratiet strør om sig med mærkværdige forkortelser og akronymer, som forvirrer mere end det afklarer.

Ifølge Varoufakis (Adults in the Room) var der fra begyndelsen enighed i Syrizas ledelse om, at man var parat til at gå hele vejen for at opnå en nedskrivning af gælden. Varoufakis påstår, at man trak i land, da ECB truede med at lukke de græske banker. Man valgte altså alligevel ikke at bruge SMP våbenet. Varoufakis påstår selv, at han stod fast til det sidste, og implicerer dermed, at det var grunden til, at han blev fyret.

Jeg har ikke påstået, at Mitterand ikke ønskede, at Tyskland skulle opgive sin stærke d-mark. Det var netop dette, at Mitterand ville opnå, således at EU – især Frankrig – kunne opnå større kontrol med tysk økonomi – troede Mitterand naivt. Mitterand var overhovedet ikke i en position, hvor han kunne forlange noget som helst af Tyskland – slet ikke tysk opgivelse af d-marken. Studehandlen gik ud på, at Tyskland indvilligede i at give opkald på d-marken, mod at tysk økonomisk politik blev indskrevet i Maastricht og Frankrig støttede genforeningen. Det var det, som jeg skrev ovenfor.
Europa Parlamentet har ikke beføjelser til at fremsætte lovforslag. Parlamentet kan nedstemme forslag fremsat af Europarådet. Det er ikke så mange år siden, at Parlamentet heller ikke havde den beføjelse. Det var et ren diskussionsklub uden magt. Hvis Parlamentet skal anvendes til at løse den europæiske ubalance, kan det kun betyde en ting: Parlamentet skal tiltage sig større magt over tyske penge. Alternativt kunne EU oprette et organ som recirkulerer penge i en egentlig føderation (et EU 'finansministerium') eller måske lade ECB gøre det? Uanset hvordan man vender og drejer det, handler det om, at Tyskland (Bundesbank) skal afgive magt over det tyske overskud. Hvis du ser nogen som helst tegn på, at dette vil finde sted, bør du indvie os andre i det. Jeg har tidligere på denne plads stillet det samme spørgsmål til Holger K. Nielsen. Der kom ikke noget svar. Jeg antager, at det skyldes, at der ikke er noget svar, men ikke desto mindre fortsætter du, Holger K. og mange andre med snakken om at reformere EU indefra. Lige så snart spørgsmålet om recirkulering af det tyske overskud kommer på banen, snakker I udenom. Det er da muligt, at der er noget, som jeg overser. Men så må I levere et præcist svar på mit helt konkrete spørgsmål. Sålænge I ikke gør det siger jeg: Udenomssnak!
Skulle Tyskland mod min forventning bøje sig, vil det efter min vurdering skyldes, at sammenbruddet af ØMU'en står som det eneste alternativ. I den situation kunne man måske også forestille sig, at Tyskland trak sig fra ØMU'en og gik tilbage til d-marken. I så fald ville euroen blive kraftig devalueret, gælden ville følgelig automatisk blive nedskrevet og d-markens værdi ville revaluere og dermed reducere Tysklands overskud. Men dette er ren spekulation.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Søren Rønhede - du har svaret på mange ting; ikke alle steder lige godt - men svaret, det har du. Du har bare ikke svaret på, hvorfor det er så vigtigt for dig, at EL skal opgive modstanden mod EU.
Hvor og hvornår er det, at Enhedslisten ikke har villet samarbejde om de reformer, du ønsker?
Har de stemt imod forslag, der ville gøre EU mere velfungerende - har de på anden måde modarbejdet dem?
Det ville jeg gerne vide. For så skal de da bestemt have hug - ellers ville jeg da foreslå samarbejde med dem. Hvis så reformerne lykkes, så kan det være, at partiet - helt uden ydre tryk - skifter mening.
I mellemtiden kunne du så spare den energi, du lægger i at ville ændre andre partiers politik, og koncentrere dig om at opnå de ændringer, du ønsker i EU. Du vil få god brug for energien ...

Altså for det første er selve overskriften jo dybt misvisende, da der intet sted i indlægget præsenteres en "sammenhængende EU politik" – der er udelukkende en politikers kritik af et andet partis politik.
For det andet er spørgsmålet om EU modstand for en progressiv venstreorienteret person for så vidt det helt enkle: "Kan der skabes en vej væk fra en neoliberal kapitalistisk politik inden for rammerne af EU?"
Ikke: "kan der skabes forbedringer?" For selvfølgelig kan der det.
Heller ikke: "Er alt hvad EU gør noget skidt?" For selvfølgelig er det ikke det.
Som venstreorienteret kunne man f.eks. godt ønske sig at Danmark gik ligeså meget op i at overholde EUs vandmiljøregler som den går op i at overholde budgetloven (som vi har implementeret på trods af, at vi ikke er forpligtede til det).
På det overordnede spørgsmål er det korte svar, desværre, “nej”.
Nej, de helt grundlæggende magtforhold mellem kommision og parlament sikre, at de politiske initiativer primært kommer fra industriens og kapitalens lobbyister. De helt grundlæggende traktater er ikke opbygget for at sikre en demokratisk politisk udvikling. De afspejler i stedet EUs historie som et liberalistisk projekt. EU udsprang af Kul & Stålunionen, som var et rent handelssamarbejde. Det udviklede sig til EF, som så blev til vore dages EU. Men historien fulgte med. Hvor den danske grundlov i princippet giver rammer til både en meget liberalistisk politik og en meget omfordelende politik, så kommer de grundlæggende EU dokumenter med et en helt klar politisk retning: Mere Liberalisme. Så svaret på spørgsmålet ender som jeg ser det med at være et helt klart “Nej, der kan ikke skabes en vej væk fra en neoliberal kapitalistisk politik inden for rammerne af EU".

Kan jeg så som socialist være for EU?
Naturligvis ikke.
Kan jeg stadig ønske, at der arbejdes for de mulige forbedringer?
Ja da.