Klumme

Verden var lille. Nu har jeg set den blive stor

Da jeg var ung, var der ingen bag kassen i supermarkedet, der hed Idil og havde somaliske rødder. Og der var ingen i Nordvest, der havde kæmpet for at blive præsident i Jubaland
9. januar 2018

Hvis ikke tiden er inde til en solstrålehistorie nu, da fremtiden har sikret sig endnu et år, hvornår er den så? Og at takke for det, der var at takke for, her hvor året lige er gået i gang?

Jamen, så lyt. De vil ikke fortryde det.

Det begav sig i de dage – det kan være fem, det kan være otte år siden: at travlheden var stor, køen lang og supermarkedets kasseapparater hvidglødende. Folk var pirrelige, fordi de havde glemt at veje druerne, og kassedamen ikke kunne gætte, hvad hun skulle ta’ for dem, men måtte rejse sig og løbe hen til vægten. Pyha! Propdannelser, forvirringer: »Hov, husk Deres handsker … Nå! Det er ikke Deres … Hav en god dag!«

Kort sagt, kaos og hurlumhej.

Og dér sad Idil, humøret selv, overskuddet selv. Ikke blot båndet gled, det med varerne, processen gled, det hele gled, og hun behøvede slet ikke ønske én en god dag, når man var færdig, for det havde man allerede fået af hende, kvit og frit, midt i tumulten.

Hendes nøddebrune hud og ansigtsform sagde det: Somalia.

Ved en bestemt lejlighed, en fredag aften, da absolut alt syntes at være gået totalt i hårknude, og sammenbruddet lurede ved kasser og i køer, lykkedes det Idil mirakuløst at få flere umulige ender til at mødes på ingen tid, til almindelig lettelse for alle, så jeg kunne ikke nære mig for lige at stikke op til hendes chef bagefter og sige: »Undskyld, bare for en ordens skyld: Jeg håber, I ved, hvilken perle I har siddende dernede ved kasse 3 … !«

Her kommer næste kapitel.

Idil forsvandt. Mange år gik, som de nu kunne, et for et. Hendes tindrende mørke sol var gået ned. En ensartet grå skumring havde sænket sig over salaterne; og pastaen, man bragte hjem, smagte af ingenting.

Tror De så ikke, at tilfældet forleden ville, at jeg rendte ind i Idil igen! Lysvågen som dengang for længe siden. Nu modnere, elegantere. Og mens ældre damer passerede os med rynkede bryn og #MeToo-briller på, fejrede vi gensynet med glæde og med at udveksle telefonnumre. Hun havde taget eksamener. Hun havde været på universitet i USA. Og kruset i håret var blevet tæmmet og blankt.

Hæng på! Solstrålehistorien er ikke forbi.

Hun sagde, at jeg bare kunne ringe, hvis jeg en dag havde brug for hjælp og unge kræfter. Hun havde spottet min stok. Så hævede hun den højre arm og gjorde spændt biceps-tegn. Hvorfor, Idil? »Fordi De var en flink kunde.«

Den eneste udvortes hjælp, jeg foreløbig har brug for, er til at få en kuffert op på 2. sal. Jeg kan godt køre 500 km i ét stræk, og ikke kun i tog! Men på trappen kniber det; dog foreløbig har jeg kunnet klare mig med naboer. Men måske en skønne dag …

Igen beder jeg Dem om at holde ud ... jeg er ikke færdig.

Tror De ikke, jeg sad og så tv forleden, og hvem dukker op midt i det hele? Idil! Hvad? Ja, netop!

Den timelange portrætudsendelse om ’præsidenten’ fra Nordvest-kvarteret handlede om Idils far, der har været næsten fem årtier i Danmark og er blevet en holden mand.

Men mere end det. Som det hedder i pressematerialet, er der tale om en »forunderlig historie om indvandreren Ahmed, der blev så dansk, at han ville lade det bedste, han havde lært, gå videre til sit fødeland Jubaland i Somalia og opbygningen af samfundet. Med kufferten fuld af ideer og drømmen om at være til gavn rejser Ahmed derfor tilbage, hvor han kommer fra.« Der er politiske kræfter i landet, som er parat til at gøre ham til præsident og/eller statsminister i landet. Men intet går som ventet i det uforbederlige, fortumlede Somalia.

Dér – bum! – sidder Idil pludselig. Og snakker med sin far i sofaen om hans liv og hans kamp. Ham, der – som hun siger for åben skærm – havde lært hende og hendes søskende, at »livet skal have et indhold«, og »at man ikke bare skal sidde dér og kigge«.

Jeg kunne ikke undgå at tænke på, at da jeg var ung, fandtes der ikke en historie som din og din fars, Idil.

Verden var lille.

Jeg er glad for, at helbredet – bank under bordet! – har undt mig at få også den med. Tak! At deltage i den ufattelige verdensudvidelse, vi har været vidne til og med i, og som du og dit telefonnummer symboliserer – sikke en luksus!

Jeg har endnu ikke låst mig ind på min 2. sal uden min kuffert. Men det har været lige ved et par gange. Nu kender jeg en, der ikke bare sidder og kigger. Hun er kun en opringning væk.

Og jeg har fået tastet hendes nummer ind blandt ’Foretrukne’.

Niels Barfoed er forfatter, dr. phil. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Leif Koldkjær
  • David Breuer
  • Viggo Okholm
  • Katrine Damm
  • Svend Erik Sokkelund
  • Lise Lotte Rahbek
  • Tino Rozzo
  • Eva Schwanenflügel
  • jørgen djørup
  • Anker Nielsen
  • Poul Anker Sørensen
Leif Koldkjær, David Breuer, Viggo Okholm, Katrine Damm, Svend Erik Sokkelund, Lise Lotte Rahbek, Tino Rozzo, Eva Schwanenflügel, jørgen djørup, Anker Nielsen og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Underligt, at nogen tiltaler én med "De" - og endnu mere underligt, at Idil bruger det, eftersom det ikke har været gængs de sidste 40 år.
Det skal dog ikke overskygge, at det var fornøjelig læsning på en grå januardag.

Svend Erik Sokkelund

Kære Niels Barfoed

Tak for et smukt formuleret og fornøjeligt indlæg!

Vort lille land har fået mange nye borgere som Idil, der kommer med en rig kultur, vi 'leverpostej' danskere kan lære meget af.

Ja vore bybusser I Odense er rigt repræsenteret af mørkere mennesker med lidt accent, men smilene og et hej samt en frisk bemærkning sidder generelt løsere hos dem fremfor de måske noget mere satte "danske" chauffører.