Kommentar

Vesten har svigtet de iranske demonstranter

Det er et tidstypisk tegn på en omsiggribende kynisme, at vi ikke længere tror på folkerejsninger med demokratiske aspirationer
13. januar 2018

Vestens reaktioner på de store folkeprotester i Iran har på sin vis været lige så bemærkelsesværdige som begivenhederne selv. Dog er de fremherskende lunke, tøvende holdninger, manglen på klare offentlige støtterklæringer til de protesterende et deprimerende tidstypisk tegn.

Det er, som om enhver ny folkeopstand i dag kun kalder på mistanke. Efter afblæsningen af Det Arabiske Forår, Donald Trumps opkomst og fremmarchen af fake news har vi tilsyneladende mistet alle illusioner om græsrodsrevolter.

Hvad vi før ville have hyldet som en demokratisk revolution, er nu en grumset forestilling. Et folkeligt vredesudbrud imod et korrupt regime og dets afledning af ressourcer til militære eventyr i udlandet fremkalder – hos os – større skepsis end håb. Samtidig florerer det med antydninger om, at CIA eller Israel på en eller anden måde står bag.

Konspirationsteorier af denne art er selvfølgelig vand på de autoritære regimers møller. Spekulationer om udefrakommende kræfters iscenesættelse af uroligheder er den perfekte manøvre til at lede opmærksomhed væk fra spørgsmålet om, hvorfor befolkningen gør oprør.

Stor skuffelse

For 30 år siden blev politilogen Gene Sharp vidne til myanmarske munkes opstand imod landets militærjunta. Det gav ham inspiration til at skrive en håndbog i ikkevoldelig revolution, Fra diktatur til demokrati, som har fungeret som forbillede for demonstranter fra Serbien til Egypten.

Der var engang, da Vestens offentlighed bifaldt den slags. Men ikke længere, åbenbart. Vores skuffelse er for stor. Se bare, hvad der blev af Egypten efter Mubaraks fald i 2011 – ja, selv Myanmars vej til frihed er blevet for smertelig for os.

Det er ikke rart at se vores tidligere heltinde, Aung San Suu Kyis knæfald for massakrer på landets rohingya-minoritet. At Trump var blandt de få, der hyldede de iranske demonstranter, oplevede vi næsten som en diskvalificering af dem.

Men er vores kynisme ikke ved at tage overhånd?

Der er meget, vi ikke ved om Iran, for kritiske uafhængige medier har svært ved at operere i landet. Vi ved dog, at den folkelige vrede blev udløst af regeringens melding sidste måned om nedskæringer på de subsidier, der er en livline for de fattigste husholdninger.

I Irans provinsbyer dannede der sig opløb af mennesker, der tilkendegav vrede over den voldsomme inflation og oplevelsen af at blive uretfærdigt behandlet. Nogle kalder det ’Æg-revolutionen’, som afspejling af de kraftige stigninger på prisen på basisfødevarer. I mellemtiden har regimet iværksat skånselsløse undertrykkelseskampagner.

Iran er et uhyre vigtigt land, hvis betydning for Mellemøsten næppe kan overvurderes. Ved siden af ​​Rusland har det spillet en central rolle i nedkæmpelsen af modstanden mod diktaturet i Syrien.

Grusomhederne i Syriens borgekrig – med anslået en halv million dødsfald – var en afgørende årsag til den massive flygtningebevægelse, der har vendt op og ned på europæisk politik.

Iran er et land, som USA’s politiske scene har let ved at gå amok over (sådan har det været siden 1979), men Europa ligger på tærsklen til Mellemøsten. Vi har en klar interesse i politiske forandringer i Iran.

Resignation og forvirring

Resignation og forvirring er præcis, hvad autoritære regimer verden over ønsker skal brede sig i demokratiske lande. Og præcis, hvad misinformationskampagner har til formål at skabe. Når vi forholder os ligegyldigt til folkerejsninger mod sådanne regimer, honorerer vi ikke de værdier, vi hævder at ville forsvare.

Vel er den aktuelle opstand ikke en gentagelse af den iranske oppositions grønne bevægelse fra 2009. Den stod på i månedsvis og var i vid udstrækning anført af den veluddannede storbyelite. Men er det kun, når engelsktalende grupper går på gaden, at vi skal støtte?

Flere burde læse Gene Sharps bog. Undertrykte mennesker bruger ikke altid koder, vi har let ved at forstå. Men det gør ikke deres forurettelse mindre berettiget eller deres krav mindre legitime.

I 2009 afstod Barack Obama fra at udtale sin støtte til den iranske oppositionsbevægelse Den grønne bevægelse. Han var mere optaget af at få en atomaftale med regimet – et højt prioriteret mål, hvis forfølgelse også lå bag hans relative mangel på handlekraft i forhold til Syrien. Mange i den arabiske og muslimske verden så hans passivitet som et massivt svigt.

I modsætning hertil står Obamas tale fra den 11. februar 2011, dagen for Mubaraks fald, om »menneskelig værdighed, der aldrig kan knægtes«. »

Vi kan ikke andet end høre historiens ekkoer – ekkoer fra tyskere, der nedriver en mur; fra indonesiske studerende, der går på gaden; fra Gandhi, der leder sit folk ned ad retfærdighedens vej,« sagde han.

Mental tilbagetrækning

Hvem tør udbrede sig lige så lyrisk om de iranske demokratiske ambitioner i disse dage? Det tog Federica Mogherini, EU’s udenrigspolitiske leder, fem dage efter udbruddet af de iranske protester at sige:

»Menneskerettigheder har altid været et kernespørgsmål i vores forhold til Iran.«

Tænk virkelig? Men selvfølgelig står der meget andet på spil her – nemlig den atomaftale, Trump ønsker at rive i stykker.

Men hvad med alle os andre? Skal vi bare læne os tilbage? Vores mentale tilbagetrækning kan bane vejen for værre overgreb. Iranerne fortjener bedre.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Øv ja, desværre ingen revolution med flere hundrede tusinder af civile døde...sikke en skam...

Dagmar Christiandottir, Azer Nahaj, Niels-Holger Nielsen og Henrik Klausen anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

Naturligvis er det vanskeligt for Vesten at støtte demokratiske kræfter, primært fordi hovedparten af de vestlige lande har demokratur. En kort anskueliggørelse:

Det vestlige demokratibegreb, det såkaldt deliberative konkurrencedemokrati, hviler bl.a. på at de lovgivende, udøvende og dømmende magter holdes skarpt adskilte, således at de kan holde hinanden i skak og sikre demokratisk dynamik. Men i hovedparten af de vestlige lande (igen - ingen nævnt, ingen glemt) er det sådan at den lovgivende magt, nemlig de valgte politikere i de parlamentariske forsamlinger, udpeger sig selv til også at være udøvende magt (nemlig regering). Yderligere er det sådan at rigtigt mange parlamenter også danner dømmende instanser (i Danmark er folketingets indfødsretsudvalg er godt eksempel), hvor de gør sig til dømmende magt - foruden at de på forskellig vis influerer på hvem der beklæder den dømmende magt (i f.eks. Danmark udpeger politikerne direkte højesteretsdommerne). Vi har altså i Vesten, på et område hvor adskillelse af magter skal sikre den demokratiske dynamik, en regulær korrumpering af de demokratiske strukturer - foranlediget af at de valgte lovgivere har magten over også udøvelse og domsfældelse. Og dermed har vi demokratur, altså tilsyneladende demokrati, og så er det ikke noget under at vi ikke kan hitte ud af hvad der er demokratisk mobilisering og hvad der næppe er, hvilket vore handlinger (herunder tavse samtykker) som land, samfund og stat vil afspejle.

Flemming Berger, Toke Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Espen Bøgh, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jan Skovgaard Jensen

"Vi ved dog, at den folkelige vrede blev udløst af regeringens melding sidste måned om nedskæringer på de subsidier, der er en livline for de fattigste husholdninger." " Nogle kalder det ’Æg-revolutionen’, som afspejling af de kraftige stigninger på prisen på basisfødevarer."

Kunne vi f.eks. sende dem noget mad?

Steffen Gliese

Verdenssamfundet har været gået amok siden Murens fald - man har brudt med hele det internationale diplomatis vigtigste regel: at alle lande har ret til suverænitet og til at bedrive egen politik - men også til verdenssamfundets indgriben, hvis der sker overgreb imod Menneskerettighederne. Lande kan udtrykke deres indbyrdes kritik i forhold til menneskerettighederne, men de kan kun med en Sikkerhedsrådsresolution i ryggen blande sig. Folkelige bevægelser kan blande sig, og Sikkerhedsrådet kan vedtage aktioner.
Der er også en modsætning i indlægget her: på den ene side efterlyses vestlige regeringers indgriben, på den anden side fremhæves det, at mange på forhånd mistænker de vestlige regeringer for at stå bag, til ulempe for opstandens troværdighed.

Bettina Jensen

Det er vist kun et spørgsmål om kritisk informationssøgning, før det bliver åbenbart at mange vestlige lande i betydelig grad har bidraget til en række tvivlsomme 'folkelige opstande' i arabiske, afrikanske og eurasiske lande, som ikke gjorde hvad Vesten ønsker. Der er ikke tale om mistanker, der er tale om tilgængelige og verificérbare fakta.

Anders Graae, Torben Arendal, Dagmar Christiandottir, Flemming Berger og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Vesten skal og kan ikke stå til ansvar for folkets vilje, og da slet ikke selv om folkets vilje viste sig at være et forkert valg til fordel for religionen i sin tid ved oprøret mod Shahen og til fordel for den religiøse Ayatollah Khomeini.

Ser vi derimod tilbage til tiden før Shahen, hvor Iran ved frie valg valgte Mossadeq som præsident, hvilket ikke passede Amerika, og som via CIA undergravede dette valg, fordi han ville have ændret aftalerne om olie, så flere penge blev i landet til Irans fordel.

Masserne tilbad Shahen og hans hemmelige politi, SAVAK i mange mange år, og tilbad tillige Shahen alligevel, selv om han brugte de fleste penge på sig selv og sin forgyldte "Påfugletrone".

Da Shahen faldt og måtte flygte tilbad I Ayatollah Khomeini som frihedens vogter, - men endte med at erkende, at det billede hurtigt krakelerede under religiøs knægtelse fra præstestyret.

Iranerne må lige som folk i Europa igennem tiderne selv gøre op med deres forhold og forståelse af religion, og komme ud på den anden side med demokrati, for indtil det sker, vil og må de fortsætte med at leve under de betingelser der hersker.

Herunder også om der undervises i religiøst vanvid eller demokrati, for hvis Allah er og skal forblive deres verdensbillede, så er det ikke vestens skyld jeres åndelige ståsted er forankret der.

Ligesom Europæerne smed deres religiøse lænker over flere hundrede år, er det også en proces I skal igennem inden for egne grænser og i ånden, og deri ligger friheden i fremtiden.

PS: Vesten har ingen tilkaldepligt fra Mellemøsten når det brænder på, og set i lyset af de seneste mange års forløb i Mellemøsten, er det vel set fra begge sider, ikke gode resultater der er kommet ud af det. Så mon ikke I er bedst tjent med vesten ikke blander sig yderligere.

Flemming Berger, René Skov og Henrik Günther anbefalede denne kommentar

Uha! Hvis Vesten blandede sig i Irans forhold, ville venstrefløjen i Vesten gå totalt i selvsving.
I stedet for skal vi som demokrater helt og aldeles afholde os fra at støtte demokratibevægelser - især når de giver lyd fra sig i lande, der regeres af et totalitært regime.
I stedet for skal vi indirekte overlade scenen til Rusland og Kina.
Det kommer der ikke meget demokrati ud af, men venstrefløjen vil have det sådan.

Iransk befolkning trænger ikke Vestens og især USA’s støtte og krokodilletårer. Historien har overbevist Iranerne at Vesten og USA vil kun have slavestater som køber våben i 100 milliarder klassen (som deres Arabiske Alliered), uanset hvordan de stater behandler deres egne borgere. Vesten går i seng med værre stater som Saudi Arabien (terrorens vugge, wahhabisme og roden til ISIS , Al Qaeda og Taliban ideologi) . Vestens hykleri og beskidt dobbeltmoral ses tydeligt i forbindelse med det enevældige kongedømme Bahrain, Saudi Arabien og lign.. Ingen hører at Shia-muslimske byer i Saudi Arabien er i ruiner, sønder-bombet og befolkningen er omringet. Vesten var tavse da Saudi-Arabia knuste demokratioppstanden i Bahrain gjennom en direkte militær intervensjon. Al-sisi dræbte 500 på en dag i Egypten og er vestens venn idag. Listen er uendelig....
Iransk befolkning har set resultatet af vestens støtte i Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien. Hold fingrene væk fra Iran. De vil selv ordne sagen.

Torben Arendal og Dagmar Christiandottir anbefalede denne kommentar