Kommentar

En 12-årig bør ikke tvinges til at overrække beskeden om en kræftdiagnose til sin far

Med de nye regler om, at udlændinge ikke kan få bistand til en tolk hos lægen, hvis de ikke har lært dansk efter tre år, risikerer vi, at små børn fremover skal tolke for deres forældre
3. februar 2018

I kølvandet på den seneste Støjberg-sag, hvor udlændingeministeren mistænkes for bevidst at handle i strid med international ret ved at afslå humanitært ophold til alvorligt syge udlændinge, er regeringen i Finansloven blevet enig om at stramme kursen for syge og traumatiserede krigsflygtninge og andre udlændinge, der kunne have brug for sproglig hjælp. Jeg taler af erfaring, når jeg siger, at det er en katastrofe.

Udlændinge har indtil nu fået tilbud om gratis tolk ved lægen og på sygehuset. Selv om Danmark har tiltrådt flere konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Nordiske Sprogkonvention, der forpligter de danske myndigheder til at tilbyde udlændinge assistance af en tolk, vil man nu fratage dem denne ret, hvis de ikke har lært flydende efter at have været i Danmark i tre år.

Jeg kom selv til Danmark som 11-årig med to forældre, der havde oplevet krigen på nært hold i Libanon.

Mine forældre var som zombier, der ikke kunne bruge deres sanser mere. De havde krigstraumer, angst og PTSD med i bagagen.

Kommunen prøvede at sende dem til danskundervisning, men ingen af dem formåede at lære et eneste ord, fordi hjernen blokerede for enhver kommunikation.

Fra jeg var 12 år gammel, blev jeg brugt som tolk for mine forældre, og det betød, at jeg var nødt til at tage fri fra skolen for at tolke for dem hos lægen, på sygehuset og på kommunen.

Når vi trådte ind til lægen eller psykiateren, følte jeg det som et kæmpe ansvar at sidde over for mine forældre og formidle informationer, som jeg ikke anede, hvad betød. Jeg blev blandet ind i deres helbredsproblemer og personlige, intime informationer, hvilket gjorde mig bange – jeg var jo kun en lille pige, der ikke burde høre den slags.

Børn skal tolke ved egen sygdom

Min mor græd tit hos lægen og kunne blive hysterisk med krampegråd og selvmordstrusler. Her var jeg nødt til at være den voksne, trøste min mor og forsikre hende om, at alt nok skulle gå. Lægerne blev ofte utrygge ved disse situationer, så vi blev fortalt, at de ikke ville have hende ind til en konsultation alene.

Jeg var nødt til at være med hver eneste gang. Det betød også, at jeg havde meget fravær i skolen, og det var pinligt, når mine klassekammerater spurgte, hvorfor jeg igen skulle have fri.

Når min far besvimede på grund af hjerteproblemer og blev fundet bevidstløs på gaden, var det mig, lægerne bad om at komme på sygehuset. Her sad jeg som 13-årig ved siden af min far under indlæggelsen og skulle udfylde skemaer om private informationer, som jeg ikke anede, hvad betød. Jeg vidste intet om, hvor de forskellige organer i kroppen sad, og jeg kunne ikke oversætte alt. Til sidst måtte jeg låne bøger på biblioteket for at sætte mig ind i, hvad de forskellige organer hed, og hvor de sad.

Ingen myndighed satte spørgsmålstegn ved, at jeg havde fået overdraget forældrerollen i en så ung alder. Der var heller ingen, der overvejede om mine forældre var blevet fejlinformeret, fordi jeg ikke beherskede det arabiske sprog så godt. Det tog mine forældre mange år, før de fik de rigtige diagnoser.

Med de uheldige stramninger af reglerne vil børnetolke i en ung alder igen blive tvunget til at påtage sig et kæmpe ansvar for deres syge forældre ved lægen, selv om lovgivningen er klar og tydelig: Børn under 18 år må ikke anvendes som tolke, medmindre det er nødvendigt i akutte og livstruende tilfælde.

Hvordan sikrer vi rammerne for lægerne, så de ikke bruger børnetolke og dermed ikke bryder loven?

Vi er nødt til at anerkende, at hvis lægen og forældrene ikke kan få en tolk, vil loven blive brudt i fremtiden – for med den beskedne integrationsydelse, som i forvejen skaber fattigdom og påvirker integrationen, vil en brugerbetaling for tolkebistand på over 900 kroner i timen være en umulig udgift for familierne.

Sparker nedad

Der vil naturligvis også være større risiko for fejltolkning, hvis børn oversætter i stedet for professionelle tolke, og hvor oversættelsen er afgørende for den rette behandling. Vi risikerer, at børn skal tolke i situationer, hvor deres søskende eller forældre er livstruende syge. Hvordan skal et barn kunne magte at overrække en kræftdiagnose til sine forældre?

Vi kan heller ikke undgå, at der vil være situationer, hvor forældrene sidder med et sygt barn hos lægen eller på sygehuset, hvor barnet er nødt til at agere som tolk i egen sygdomshistorie. I yderste konsekvens risikerer vi, at et dødeligt sygt barn selv skal fortælle sine forældre om sin sygdom.

Konsekvensen af de nye tiltag betyder, at vi vil se flere udlændinge med uoprettelig forværring af helbredstilstanden, hvilket igen vil resultere i intensive lidelser, alt sammen fordi de nu bliver afskåret fra at få tolkebistand ved lægebesøg

Det nye udspil sparker bevidst til udsatte udlændinge, der allerede ligger ned. Spørgsmålet er så, hvem der skal skåne børnene for det kæmpe ansvar, de i fremtiden vil blive pålagt? Lige nu kan det være svært at se svaret på det spørgsmål.

Silvana Mouazan er jurist.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Katrine Damm
  • Annemette Due
  • Niels Duus Nielsen
  • Grethe Preisler
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Hans Larsen
  • Jesper Harder Søndergaard
ingemaje lange, Katrine Damm, Annemette Due, Niels Duus Nielsen, Grethe Preisler, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Hans Larsen og Jesper Harder Søndergaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Silvana Mouazan,
Hvor er det godt, du forsøger at italesætte denne forfærdelige stramning, som helt sikkert vil få netop de fatale konsekvenser du forudser.
Jeg begriber slet ikke den tankegang, der ligger bag dette nye tiltag, og har efterhånden meget svært ved at genkende det land jeg er opvokset i.
Kan denne lov ikke ankes ved Menneskerettighedsdomstolen? Det lyder jo som om den bryder med hvad der faktisk står i den.

ingemaje lange, Katrine Damm, Lone Sæderup, Karsten Lundsby, Jan Damskier, Annemette Due og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Det lyder slemt, men jeg ville foreslå at man oprettede gratis tolkebistand bl. a. folk der kan dansk og hvad der måtte være brug for.Der er så mange frivillige organisationer der hjælper fordi mange yder et gratis stykke arbejde. Det ville være oplagt at lave en tolkebistandsforening for at yndgå de værste ulykker.

Hvis man ikke kan dansk efter tre år, så er det vel rimeligt at man selv betaler tolk. Husk også at selve tolkningen forsinker i sygehusvæsenet og øger risiko for misforståelser. Eller skal vi skrotte dansk som hovedsprog og indføre engelsk i stedet på offentlige institutioner? Det er vist godt på vej til at ske.

Rasmus Petersen

Jeg er helt på linje med at børn ikke skal tolke for familie eller bekendte, men...

Hvis nogen er så syge som Silvana giver udtryk for hendes forældre var, så skal de være på et center, for de er ikke i stand til at tage vare på sig selv, deres børn og deres fælles tilværelse.

Fungerer dagligdagen er det også rimeligt at kræve folk tager danskundervisning. Og 3 år lyder også som et fornuftigt tidsrum, til at lære nok dansk til ikke at skulle have behov for en tolk.

Er der efter 3 år stadigvæk problemer med kommunikationen, vil jeg foreslå at familierne finder et nyt sted at kalde hjem. Barsk melding, men vi kan ikke rede hele verden og vi bør fokusere vores resurser, på de personer som kan integreres i det danske samfund. Dette inkluderer en evne til at tale vores sprog.

Hans Aagaard, Jan Hansen og Michael Friis anbefalede denne kommentar

Som tidligere underviser i dansk som andetsprog kan jeg kun sige, at man intet aner om sprog og sprogindlæring, hvis man tror, at alle mennesker kan lære så godt dansk på 3 år, at de uden problemer kan kommunikere i sundhedsvæsenet.

Desuden så burde det ikke være et krav at lære sprog for at få beskyttelse og blive behandlet ordentligt som flygtning. De fleste af de mennesker som har allersværest ved at lære dansk, er netop dem, der har de mest grusomme oplevelser med i bagagen. Vi burde som samfund have mere end nok til at kunne tage os af dem, når de finder hertil. Vi kan ikke redde hele verden, men vi kan behandle de få, der når hele vejen til vores land ordentligt.

ingemaje lange, Hans Larsen, Anders Lund, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Vi er et samfund med en masse problemer. Jeg synes ikke, at tolkning skal prioriteres højt. Tværtimod fordi det giver incitament for at nyankomne ikke behøver at lære dansk. Udvisning i folkeskole, gymnasier, tekniske skoler, handelsskoler og universiteter m.v. skal som udgangspunkt være på dansk. De offentlige forvaltninger taler dansk. Sygehusvæsenet dansksproget. Vejskilte danske m.v.
Private kan gøre som de vil. Men privatskoler skal have et element af danskundervisning, hvis de drives med offentlig tilskud.
Jeg tror, at et dobbeltsproget samfund i virkeligheden er med til at holde nyankomne nede og ude ad fællesskabet.

Når ovenstående er sagt er artiklen naturligvis tragiske og interessant. Det er dejligt at Silvana trods en barsk barndom/ungdom tilsyneladende har klaret sig flot. Er uddannet jurist og betaler sikkert topskat. Og måske er dansk gift med en hun mødte da hun læste. En god integrationshistore. Hvordan mon Silvanas far og mor har det idag?

Eva Schwanenflügel

Michael Friis:
"Udvisning i folkeskole, gymnasier, tekniske skoler, handelsskoler, universiteter mv. skal som udgangspunkt være på dansk".
En lillebitte freudiansk fortalelse, eller hur? ;-)

Eva Schwanenflügel

Jeg synes at undervisningen skal være gratis, transporten til og fra undervisningsstedet kompenseret, psykologbistand meget hurtig, børnepasning gratis udenfor centrene, lægebistand meget hurtigere og mere kvalificeret overfor traume-ofre.
Og naturligvis skal der være tolke.
Som det er nu, sidder mange mennesker på centre i årevis. Det er ikke godt for hverken dem eller deres børn.
Som artiklens forfatter beskriver.

Eva, meget sympatisk, men problemet er jo at hvis der altid skal være tolke til stede, så koster det kassen. Og hvem skal betale? Skal disse omkostninger tages fra personer, der taler og forstår dansk? Og hvorledes skal det arrangeres? Skal en ikke dansktalende indlægges med en tolk? Dvs mindst tre personer i døgnet. Hvad nu hvis der er indtaget en østriger, en kroat, en marokanner (berbisk), en libaneser (arabisk - som Silvanas far) og en parkistaner (urdu). Så skal der være 5 tolke til stede. Hertil kommer ferie og sygdom.
Min pointe er at ligesom vi ikke kan forvente, at der altid står en seng klar til os alle, ligeledes er der ikke altid en tolk til stede.
Sygehuse kan også behandle døve og habdihappede med kommunikationsproblemer.
Så uanset hvor sympatiske det er at alle skal have alt og det skal være gratis. Så spørger jeg om det er realistisk?

jens peter hansen

Med eller uden tolk er der ingen garanti for at patienten forstår hvad lægen siger. Langt de fleste alvorlige sygdomme opdages jo ikke ved samtaler, men ved undersøgelser af blod, skanning eller anden form for mere eller mindre sofistikeret undersøgelse. Spørg hvor mange danske der helt forstår hvad lægen sagde. Det er jo derfor mange har en bisidder med for at være sikker på at man fatter budskabet. Jeg mener naturligvis ikke at mindreårige børn skal være budbringere af dødelige sygdomme, men det er vel ikke ualmindeligt at børn er deres forældres støtter når sygdomme truer eller store sociale omvæltninger står for døren. Plejehjem fx. Arabisk fx må da være ganske almindeligt på hospitalet hvor alt fra læger til rengøringshjælp har arabiske rødder.