Læserbrev

Dansk Folkeparti kan ikke forhindre migration uden at bekæmpe dets årsager

Danmark kan på ingen måder løfte Afrikas problemer alene. Det er en global og langsigtet opgave. Men Danmark kan gå forrest i EU og presse på for et historisk løft af Afrika
Debat
3. februar 2018

Lige så stor en sandhed det er, at alle i verden ikke kan hjælpes i Europa – og at alle, der måtte ønske at migrere til Europa, ikke kan det – lige så stor en sandhed bør det være, at vi i Europa er nødt til at hjælpe flere og mere.

Det handler om mere hjælp i konflikternes og katastrofernes nærområder. Og det handler om endnu mere fokuseret hjælp og investeringer til en social retfærdig og bæredygtig udvikling i de lande, som mennesker søger væk fra.

Da vi i Socialdemokratiet i sidste uge opfordrede EU til at stå i spidsen for et historisk løft af Afrika, kaldte Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berth det »helt hen i vejret«.

Tallene taler ellers deres eget tydelige sprog om behovet for at løse flygtninge- og migrationsudfordringerne ved problemernes rødder.

I løbet af de sidste tre års tid er flere end 10.000 mennesker druknet i Middelhavets bølger i forsøget på at komme til Europa. Størstedelen af dem der rent faktisk når Europas kyster i disse år er migranter uden ret til asyl og ophold. Alligevel tager de turen med livet som indsats med det spinkle håb at leve under jorden, uden rettigheder i Europa.

Alt tyder på, at strømmen af irregulære migranter til Europa vil fortsætte. Næsten halvdelen af alle verdens ekstremt fattige lever i Afrika. Mange afrikanske lande er præget af korruption og svage institutioner. Og samtidig fordobles Afrikas befolkningstal fra lidt over en milliard til mere end to milliarder mennesker frem mod 2050.

Hvis ikke situationen i Afrika forbedres markant, vil endnu flere mennesker end i dag søge en bedre tilværelse i andre dele af verden. Alene i Nigeria ønsker næsten hver anden, der er over 15 år, at forlade landet.

Danmark kan på ingen måder løfte Afrikas problemer alene. Det er en global og langsigtet opgave. Men Danmark kan gå forrest i EU og presse på for et historisk løft af Afrika.

I år skal EU’s næste flerårige budget forhandles. Oven i det åbner briternes exit fra EU for, at prioriteringer i EU’s budget for alvor tages op til overvejelse. Og det er her vi foreslår, at de europæiske lande i langt højere grad fremadrettet prioriterer et historisk løft af Afrika. Det kræver flere penge fra EU’s budget, et tiltrængt opgør med de skattely, der suger overskud ud af Afrika, mere retfærdige handels- og fiskeriaftaler, og endelig et opgør med EU’s landbrugsstøtte.

Kenneth Kristensen Berth argumenter for, at forbedrede forhold i de afrikanske lande kun vil føre til, at flere sætter sig i bevægelse mod Europa. Jeg er dybt uenig. Hvis strømmen af migranter skal bremses, så kræver det at der skabes job og værdige livsmuligheder i de lande, hvor mennesker fødes. Det kræver investeringer og stabilitet. Samtidig kan vi forhindre konflikter, der skaber nye bølger af flygtninge.

Situationen i Afrika skal forbedres markant. Ikke kun for deres skyld, men også for vores egen. Sådan hjælper vi flere og mere. Kort fortalt, så handler det om at bekæmpe den irregulære migration – og samtidig bekæmpe årsagerne til den irregulære migration.

Peter Hummelgaard er medlem af Folketinget og EU-ordfører (S)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen M. Mollerup

En del af problemet er, at Afrikas befolkning fordobles inden for de næste 30 år.

Peter Hummelgaard Thomsen har efter min mening fuldstændig ret i, at vi bør påtage os et ansvar for bedre trivsel i de lande, hvorfra flygtningene kommer.
Det er ikke nogen nem opgave, men så vidt jeg ved, udnytter vi dem i dag groft handelsmæssigt bl.a. i Nordafrika .
Det kunne vi jo starte med at forbedre her i EU - og kommer der en slags folkepension, behøver de jo ikke at få så mange børn til hjælp i alderdommen.
Det ville være godt for dem, det ville være godt for os : - )

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Spanske, portugisiske fiskerforetagender (rov)fisker hvor de kan, blandt andet ud for Vestafrika. Og EU gør ikke meget imod det, hvis noget overhovedet. Eller tager jeg fejl?

Niels Duus Nielsen

Jørgen Mollerup, det argument fremfører du hele tiden, tilsyneladende uden at vide, at der er en sammenhæng mellem velstand og befolkningstilvækst: Jo mere velstående et samfund, desto mindre befolkningstilvækst.

Men du har måske givet op?

Det findes kun et rigtigt set at løs disse problemer på, det er at undergrave den kapitalistiske griskhed der er gællende overalt i den vestlige verden. Se bare på de Danske banker overskud, se bare på deres griskhed. Det kræves en Revolution magten og pengerne måste omfordeles....