Samtiden er fuld af kriser. Det kan vi dagligt læse om i aviserne. Men også aviserne er i krise. Beskæringer, faldende oplag og medieforlig fylder meget, ligesom de sociale medier har givet plads til de glade amatører. I dag orker færre og færre at læse seriøs journalistik, hvilket betyder, at der er færre penge til at hyre gode journalister, der kan foretage research.
Denne krise hænger – som alle andre kriser – sammen med det enkelte menneskes tilgang til verden. Den er blevet ukritisk – eller for at anvende filosoffen Immanuel Kants vokabular: Vi (mange af os) er umyndige.
Kant udgav i 1784 essayet Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning? Det svar, den tyske filosof gav, var: Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed.
Oplysning er en bevægelse fra umyndighed mod myndighed; den er noget processuelt. Der er tale om at vende ens umyndighed ryggen. Kants projekt kan måske bedst forstås ved at adskille ham fra hans samtid. Den franske filosof Jean-Jacques Rosseau udgav i 1762 Den sociale kontrakt, der åbner med de udødelige ord: »Mennesket er født frit, og det er overalt i lænker.«
Til trods for den geniale åbning, er den ikke sand. Vi fødes hjælpeløse og ufri. Det ved enhver forælder. Frie er noget, vi bliver.
Af samme grund taler Kant også om at gå ud af umyndigheden, gå ud af hjælpeløsheden og gennemgå en modningsproces. Eksempelvis er børn endnu ikke myndige og derved ikke juridisk ansvarlige. I et retssamfund er mennesket myndigt, det vil sige ansvarligt for hans eller hendes handlinger, når det fylder 18 år, hvorfor det så også kan straffes. Straf og ansvar hænger sammen i et retssamfund.
For Kant handler myndighed ikke om at krydse en linje i sandet, for eksempel det at opnå en bestemt alder. Snarere er det at blive myndig en løbende evolution. Der findes eksempelvis mennesker, som juridisk er myndige, men ikke eksistentielt.
Kants ærinde er en kritik af det umyndige menneske. »Hav mod til at bruge din egen forstand,« skriver han. Dette mod mangler i dag, idet angsten er blevet det moderne menneskes ledsager.
Flere er bange for det fremmede og anderledes, hvorfor de også søger det velkendte og underholdende. I den forbindelse er det vigtigt, at medierne besidder modet til at konfrontere læseren med lødige argumenter, alternative vinkler og etiske dilemmaer for derved at vække denne fra hans eller hendes dvaletilstand. Et demokrati kræver myndige mennesker, hvis udsyn er nuanceret og rigt.
Forstand og fornuft
Forstand er ikke det samme som fornuft, men er mere beslægtet med begreberne klogskab eller visdom. Der kan eksempelvis være mere eller mindre fornuft i folkeskolens undervisningsplaner og pensumlister, ligesom der kan være mere eller mindre fornuft i virksomheders kompetenceplaner og evalueringer af medarbejdere.
Det er for eksempel et problem, at mange arbejdspladser i dag godt nok er effektive og derfor drevet med fornuft, men også fremmer dårligt arbejdsklima, stress og depressioner. De mangler forstand, lader det til. Skyldes den manglende forstand nu, at folkeskolen ikke skaber myndige borgere? Hvordan hænger det hele sammen? God journalistik skaber en større sammenhæng, der ikke tager hensyn til traditionelle grænser, men tænker på kryds og tværs.
Pointen, som man trækker ud af Kant, er, at ingen værdier er immune eller hellige over for nye erfaringer, som kan omstyrte dem. Måske er andre måder at leve og tænke på mulige. Alt kan og bør undersøges. Umyndige mennesker er ikke frie, selvom de måske bilder sig ind at være det i dagens præstationssamfund.
Og det er netop her, at god journalistik er meget mere end noget, der skubber informationer videre. Tværtimod. Journalisten er den, som kan tilføre information en etisk såvel som æstetisk ramme. En ramme, der ikke kun handler om at behage læseren, men også om at oplyse, støde, problematisere og fabulere. Gode journalister er gode observatører; de er gode til at tolke det, som sker, hvorved de formår at give informationerne et skær af saglighed, som læseren derefter kan vurdere fornuften af ved hjælp af forstand.
Den koreanske filosof Byung-Chul skriver i sin bog I Sværmen, at den konstante identitetskamp for at blive nogen, »udvikler tvang med hensyn til præstation, selvoptimering og selvudbytning. Mere frihed betyder dermed mere tvang«.
I dag er journalister såvel som læsere og seere alle præstationssubjekter, hvilket vil sige, at vi alle er både gerningsmænd og ofre på en og samme tid. Vi udbytter os selv. Eller, som Byung-Chuk skriver, vi »fingererer i stedet for at handle«. Vi er blevet mennesker, der kun vil nyde og begæres; vi ynder at distrahere os selv med underholdning, hvorved vi forbliver umyndige.
Sagt anderledes: Læseren vil underholdes, fordi journalisten vil underholde og omvendt. Når et emne fanger læserens interesse, så malkes det, indtil ikke flere likes eller klik kan presses ud af det. Og dette uanset om historien reelt er vedkommende længere.
Både læser og journalist er blevet forbrugere, der handler efter egne interesser, drømme og mål. Journalisten vælger bevidst emner, der sælger, giver berømmelse eller øger chancerne for at vinde Cavling-prisen. Den neutrale journalist er lige så sjælden som royal humor.
Denne tendens påvirker vores nysgerrighed og kritiske sans, da forbrugeren i stigende grad søger oplysninger om det, som han eller hun allerede er interesseret i. Vi – læsere og journalister – homogeniserer os selv. Indskrænker vores verden. Vi forbliver umyndige forbrugere, der brokker os over Facebook, Google, Twitter og så videre, når noget går galt, fordi vi ikke længere kan agere fornuftigt.
Kritik er velkommen
Det afgørende hos Kant for, at vi kan bevæge os ud af umyndigheden og blive myndige borgere, er, at vi kan tænke kritisk og selvstændigt. Selvfølgelig ser han det som fornuftigt, at skoleelever og fremtidige borgere får indsigt i litteratur, naturvidenskab, jura med videre. Men faktuel viden kan ikke sikre os i nye situationer. Der er ikke en lukrativ position, hvorfra vi upartisk kan måle og vurdere det hele.
Hvad gør vi, når livet ikke rummer præcedens? Vi tænker! Vi agerer kritisk, sagligt og frit – som myndige mennesker. Tænkning er noget, som finder sted, men den står ikke ét sted.
Kant hilser enhver kritik velkommen, så længe den er saglig. Kants essay kan læses som en opfordring til at træde ud af vores selvskabte umyndighed – også selv om det er vanskeligt. Det handler om at genvinde modet til at træde et skridt ind i det ukendte.
Hans essay er relevant i dag som en analyse af, hvad der forhindrer os i at handle mere fornuftigt, nemlig at vi har forsømt forstanden. Vi har glemt at træne, pleje og skærpe den kollektive forstand. Med ’vi’ tænker jeg på samfundet som sådan, men især medierne, der synes at have et stort medansvar for at vi befinder os i en ’postfaktuel’ æra, hvor det kan være svært at skelne mellem sandt og falsk.
Er medierne bevidste manipulatorer? Render de med halve sandheder, fordi journalisterne er ukritiske og dovne? Er normen hurtighed frem for væsentlighed og saglighed?
Endnu ikke, men snart.
Et dilemma træder frem. God journalistik begynder med en myndiggørelse af journalisten, som derefter kan kultivere myndige læsere. Men myndige læsere, kan også skabe myndige journalister.
Det handler altså ikke om papir versus sociale medier, men om at journalistikken som en kunstart er på retræte, hvorved den har givet plads til de mange glade, men umyndige amatører. Samtidig er den omhyggelige og kritiske læser også på retræte, hvorfor journalisterne i dag kan slippe afsted med dårlig journalistik.
Det er tilsyneladende et fælles anliggende at gøre verden mere sand end falsk.
Finn Janning er filosof.
Enig! Men glem ikke redaktørerne. Og dem der ansætter redaktørerne: skal mediet oplyse og bidrage til selvstændig tænkning og stillingtagen, eller er det en forretning som alle mulige andre slags forretninger?
Den artikel tåler vist ikke nærlæsning.
Kan myndige personer defineres lidt bedre?
Jeg er skrækkelig svag i Kant, men en hurtig søgning på nettet antyder, det er noget med ikke at kunne bruge sin forstand uden andres ledelse.
Ergo kan fordummede mennesker ikke tænke selvstændigt.
Og så giver det mening, at fattige og dårligt skolede mennesker over en kam kan opfattes som en bande utroværdigt ros.
Er det rigtigt, at evnen til at skelne mellem sandt og falsk afhænger af, om du er oplyst, som jeg formoder myndige personer er?
Er mennesker i dag mindre kritiske end de var i 1954 og er det muligt at dokumentere det?
Er det sandt, at flere er bange for det fremmede? I min barndom var der en pige, der led den vanskæbne at gifte sig ind i en italiensk familie. Det var ganske skrækkelige billeder det kunne fremmane i en nordisk hjerne.
Så kommer adskillige for mig ukendte men faktisk interessante tænkere og artiklens forfatters tanker om tænkere.
Der kommer en række postulater og nogle myter men fakta er en mangelvare, når det hele drejer sig om de faktiske konsekvenser omkring nydhedsformidlingen.
Det hele sluttes af med en opskrift på at gøre verden mere "sand end falsk".
Held og lykke med det projekt.
Relevant kronik. Jeg synes pointen med at ansvaret også er hos læseren, er fint. Og om ikke andet er det en bud på at overkomme en kedelig tendens.
I en tid, hvor rigtig mange spindoktorer og journalister glemmer alt om research og etik, og ukritisk benytter "framing" af særligt udvalgte grupper eller holdninger, og i øvrigt anvender "google oversættelser", så er det noget trist at denne kronikør skyder med skarpt på os almindelige dødelige borgere, som ihærdigt prøver at fremskaffe lødig information - ofte på nettet, via udenlandske medier eller til tider via sociale medier hvor vi guider hinanden til gode artikler.
Der må være en "kant" ....
Skytset bør i stedet nok rettes mod de redaktioner, som accepterer eller promoverer dårlig journalistik, ligesom der bør holdes skarpt øje med spindoktorerne og politikerne. Indrømmet - offentlighedsloven og Hr. Pape gør ikke dette nemt...
Jeg er ikke så bekymret for de journalister, der knokler for at gøre sig fortjent til en Cavling pris, de har i det mindste et ønske om at levere seriøst arbejde. Information er så også stadig værd at læse, gudskelov.
Forleden sendte jeg en forespørgsel til DR om ikke de kunne lave et program om hvad "Framing" er, og så vise det i bedste sendetid. Jeg krydser fingre for at det lykkes.....Ellers kan jeg anbefale rigtig mange gode artikler på www.kommunikationsforum.dk
Væsentlige og vigtige pointer. Men hvad nytter det når flertallet helst vil hengive sig til underholdning, nydelse og selvrealisering?
Som et demokratisk samfund, bør vi seriøst overveje yderligere tiltag for at understøtte en pluralistisk, kritisk presse. Skattefrihed ville ikke være at gå for vidt, set i lyset af dagens mere eller mindre kvalificerede - og ofte totalt underlødige - informations-bombardement.
@Lilli Wendt
'Skytset bør i stedet nok rettes mod de redaktioner, som accepterer eller promoverer dårlig journalistik...'
Der ligger jo et helt kompleks af problemstillinger bag. Væsentligst det faktum, at de fleste medier er forretninger, der bliver drevet på markedsvilkår, hvilket vil sige, at udbuddet tilpasser sig efterspørgslen. Og desværre er det sådan, at markedet for overfladisk underholdnings-journalistik er større end markedet for seriøs og kritisk journalistik. Desuden er det væsentlig billigere at producere tomme kalorier end undersøgende journalistik med reel substans. Og når de private mediehuse bliver konfronteret med faldende læsertal og svigtende annonceindtægter, er det ikke svært at regne ud hvad der bliver skåret fra. I den forstand kan man sige, at vi, som mediebrugere, har den presse, vi fortjener.
'Framing' er et andet ord for kontekst, blot med den væsentlige nuanceforskel, at' framing' er udtryk for et bevidst valg af en bestemt kontekst. Som bekendt, kan virkeligheden jo fremstilles på mange forskellige måder, alt efter hvilken kontekst, den bliver sat ind i. Det betyder ikke nødvendigvis, at budskabet er mindre rigtigt, blot at forståelsen af budskabet er farvet af den kontekst buskabet bliver præsenteret i. Det kan jo til tider være nyttigt - ikke mindst for politikere - at præsentere ét eller flere budskaber i en given kontekst for at vinde offentlighedens/vælgernes forståelse og accept af budskaberne. Derfor er 'framing' en vigtig disciplin for såvel politikere som deres spindoktorer.
Nå, er det så igen blevet comme il faut at operere med begreberne sandt og falsk? Findes der så alligevel en konkret virkelighed, der ikke lader sig trylle om ved italesættelse og konstruktive vinkler? Mediemedarbejderens løncheck, for eksempel. Enten er den der, eller også er den ikke. Da journalisterne reducerede sig selv til meningsdannere, og derved forkastede den objektive journalistik til fordel for noget, som allerede forefindes gratis og i store mængder på internettet, nemlig tilfældige menneskers tilfældige meninger, savede de dybt i den gren, de selv sidder på. Hvad skal vi med dem?
Det postfaktuelle samfund hører primært USA til. Det startede I 1996 da Bill Clinton underskrev Telecommunications Act Of 1996 hvorved kæmpe medieselskaber fik lov at købe alle små samtidigt med en massiv deregulering fandt sted. Derfor er amerikanske medier i dag drevet af så få selskaber, og det er selskaberne (f.eks. Comcast som ejer bl.a. MSNBC, Fox Entertainment Group ejer FOX news) som definere hvad der er NEWS ikke journalister.
I Danmark vil vi så gerne være med på noderne. Og derfor ser vi også et postfaktuelt samfund overalt også herhjemme. Men det danske mediebillede er slet ikke skruet sammen på samme måde som det amerikanske. Gudskelov.....Her kan vi gamle klandre de unge for kun at læse nyheder fra Facebook, men sådan har unge vel altid været.
@Maria Jensen
Begrebet 'objektiv journalistik' er en vildfarelse - og har altid været det.
Men der findes journalistik, der, med afsæt i konkret og dokumenterbar fakta, tilstræber at bibringe offentligheden indsigt i en virkelighed, som ellers ville have været skjult. Og det er ekstremt vigtigt i et demokrati som vores.
Desværre bliver der bare mindre og mindre af den.
René Arestrup, med "objektiv journalistik" mener jeg netop journalistik, der tilstræber at beskrive realiteterne så præcist og objektivt som muligt, uden at blande journalistens egne holdninger ind. Jeg tror ikke, at vi er uenige.
Længe har det lydt: "Man kan jo alligevel ikke være 100% objektiv", underforstået, at så kan man jo ligeså godt være 100% subjektiv. Hvis den tid er forbi, hilser jeg det velkommen, og det er nok også nyhedsbranchens eneste redning.
@Maria Jensen
I en eller anden forstand er al journalistik subjektiv, alene fordi journalister træffer valg - ikke nødvendigvis ud fra skumle motiver - men ud fra subjektive væsentlighedskriterier. Og de vil i sagens natur veksle fra en journalist til en anden.
Jeg tror dog stadig, at det bliver betragtet som en journalistisk dyd at holde skæg for sig og snot for sig, forstået som en professionel forpligtelse til at forholde sig til dokumenterede fakta og præsentere dem bedst muligt for læserne/lytterne/seerne, uden selv at kommentere historien.
Kan ikke lade være med at tænke på Herman Bangs: (Rundt Fra Krogene 2. Nogle Fattigbesøg før jul). Den blev trykt i Nationaltidende omkring 1880 og var læst af det gode borgerskab. Den er ikke objektiv, men han formidler budskabet fantastisk til en gruppe mennesker, der aldrig oplevede eller bemærkede fattigdom. God journalistik må godt være subjektiv, sålænge det er godt formidlet og ikke lyver om sandheden.
Den store trussel mod en fri og uafhængig meningsdannelse er et Internet, hvor de magtfulde udbydere udvikler matematiske algoritmer, som styrer lige præcis de informationer, vi præsenteres for på skærmen. Intet menneske kan sige sig fri fra den sociale påvirkning. Hvordan sikrer vi en fri levende engageret debat, som ikke er styret af kommercielle økonomiske interesser eller af fremmede magter, som ønsker at manipulere med den offentlige mening. Jeg har ikke noget svar gode ideer og forslag efterlyses ?
@Kim Folke Knudsen
Godt spørgsmål. Jeg tror vi er nødt til at sætte vores lid til internettets pluralistiske natur og håbe på, at der, hen ad vejen, kommer et mylder af alternativer til nettets altdominerende, amerikanske platforme.
"Kants ærinde er en kritik af det umyndige menneske. »Hav mod til at bruge din egen forstand,« skriver han. Dette mod mangler i dag, idet angsten er blevet det moderne menneskes ledsager."
'Don't follow leaders, watch the parkometers' som vi sang sammen med bob dylan, i gamle dage da jeg var ung. Og som bifrost sang "I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv". Så deet ....
Det er en lige lovlig frisk konklusion, finn janning her kommer med. Jeg skulle mene at der - netop fordi der oven i den eksistentielle grundangst er god grund til at have mistillid til den offentlige administration - gives særlig anledning til at følge kants anbefaling om at bruge sin egen forstand.
Som er der for at blive brugt, så med mindre man er en tomhjernet gås m/k, gør man selvfølgelig det. Det er ikke forstanden, som mangler, men modet til at handle efter den i stedet for efter det, den offentlige adminstration tilsiger. Det kan nemlig koste rigtig dyrt at være rebel og "to live outside the law (you must be honest)" (b.d.)
Bedrevidende undervurdering af såkaldt almindelige menneskers indsigt afslører et åndshovmod, som er særdeles upassende især hos en fagfilosof.
@ Jonathan Larsen
Det har du en god pointe i, men den form for journalistik har hårde vilkår i nutidens digitale medieverden. Der bliver stadig skrevet gode artikler, hvor journalisten indlevende fortæller om sine indtryk og oplevelser efter helt samme opskrift som Herman Bang gjorde for 138 år siden i denne: https://foljeton.dk/43741/rundt-fra-krogene-nogle-fattigbesoeg-foer-jul
Problemet er at artikler som den oftest modtages med en shitstorm på internettet, hvor tusindvis af mennesker skammer dem ud for at være useriøs følelsesporno. En tendens der ofte er ansporet og anført af politiske spindoktorer. En faggruppe, der i antal overmatcher nyhedsmediernes journalister og redaktører 3 til 1, og som til dels overlapper med disse. Kombineret med tendensen til informationsbobler og kulturbobler, så har seriøs journalistik svære vilkår i dag.
Såmænd da en udmærket artikel, men jeg må også konstatere vi ikke bruger samme brilletype til at læse teksterne med fra fortiden koryfæer.
"I dag orker færre og færre at læse seriøs journalistik, hvilket betyder, at der er færre penge
til at hyre gode journalister, der kan foretage research."
Her siger Kant åbenbart; "Immanuel Kant hilser enhver kritik velkommen, så længe den er saglig"!
- Her indlægger han en begrænsning "kravet om saglighed", - men hvem bestemmer det, "er det "os " der tænker rigtigt"?
I dagens Danmark er det politikerne, meningsdannerne, spinddoktorerne og medieeliten, med meningstyrranniet overfor folket, for det er meningerne herfra der skal strømme nedad i samfundet og spredes via medierne.
»Mennesket er født frit, og det er overalt i lænker.«, - Her er det individdets ret til frihed i det / de samfund de er født ind som en vigtig demorkatisk grundforusætning for alle.
"Et demokrati kræver myndige mennesker, hvis udsyn er nuanceret og rigt."
Et demokrati giver selv tosser myndighed, hvilket er virkeligheden idag, Og det behøvver ikke hvile på nyanceret udsyn eller indsigtm hvilket er tydeligt i dagens sammensætning af folketinget.
Hverken evner, viden eller samfundsrelation er en betingelse herfor, og der er tilsyneladende ingen grænse for lavmålet, og åndsfattigdommen.
Indgangen til spørgsmålet om de sociale medier æra, handler lige så meget om journalistik og
medierne i dag som tidigere.
Et debat fora der ikke tidligere har være til stede i samfundene / medierne, men har været begrænset ("Immanuel Kant hilser enhver kritik velkommen, så længe den er saglig").
Sommermødet på bornholm, - jo..., tak, - !men en enlig svale gør som bekendt ingen sommer"!
Det ulykelige er så at der i de sociale medier ingen ansvarlige findes - eller rettere den enkelte er ansvarlig for sig selv, - som vi også ser det i dag ang. deling af videoer med seksuelt indhold unge imellem.
Har medierne i virkeligheden holdt på nogle "former / normer" for hvad der er "sagligt" eller et hvilket som helst andet retorisk fra værktøjskassen, som begrænser debatten i samfundet til kun at være for eliten - politisk mm..
DR Tv, og TV2 for den sags skyld også, holder debatter under den ene eller anden form, - men altid med de samme ved podierne, og lige så altid med de inviterede klakører, på siddepladserne - kaldet publikum, sådan bliver debatten "sagliggjort"
Sådan har formlen for debat været længe, - med den forskel i nutiden af usandheder er blevet hverdag i vort demokrati som politisk sandhed.
Folk tror og mistænker(konspirationstosserne) frit på de sociale medier og medierne såvel som deres herrer - politikere, meningsdannere osv., men er det også årsagen til ingen gider de sædvanlgie medier, og deres udelukkelse af debat med samfundet omkring dem, og nu er ved at blive overhalet folkeligt indenom, via de sociale medier, og tanker der spredes uden politisk og mediemæssig "kontrol"?
For det er nemlig "kontrol" ovenfra af åndseliten vi taler om, og de meninger der må og skal være gældende, - men når "usandheder og usagligheder bliver til sandheder og sagligheder" befokningen mister tilliden til såvel politikere, demokratiet og åndseliten folk søger anden oplysning uanset rigtigheden heraf.
Politikerne har i dag "korsfæstet" vores demorkati ved politisk uredelighed i embedsførelsen, med usandhedet, et bevidst ituslået moralsk kompas, manglende etik, tilsidesættelse af retslighed, omgåelse af viden og værdier for samfundet, så vi står tilbage med utroskab for demorkatiest bærende søjler, og hvor vi alene for at dække over syndefaldet afholder valg hvert 4. år og det kan kaldes demokrati stadigvæk, uden nogen opdager det er løgn.