International kommentar

EU må tage bestik af sine geopolitiske rivaler på Balkan

EU gør ret i at stille landene på Vestbalkan et EU-medlemskab i udsigt, men gør sig ikke klart, at stabiliseringen af regionen kan blive underløbet af Rusland, Tyrkiet og Kina
Debat
1. marts 2018

»Anden Verdenskrig er forbi – den første er uafsluttet,« erklærede en tyrkisk regeringsembedsmand, jeg mødte i Ankara for nylig. Han talte om Mellemøsten, men bemærkningen kunne lige så vel være faldet i Moskva, Kiev eller på Balkan – med reference til udviklingen i Sydøsteuropa.

Det er usandsynligt at støde på sådanne betragtninger i Bruxelles, for EU synes aldeles uforberedt på at skulle forholde sig til en verden, hvor geopolitik er tilbage. En verden, hvor regeringer og vælgerbefolkninger igen er besat af grænser og territorium. Og hvor styrkelse af national stolthed er blevet et større politisk succeskriterium end økonomisk fremgang.

Således også på Vestbalkan, hvor EU’s evne til at tænke og agere som geopolitisk spiller nu sættes på prøve. EU har netop fremlagt sin nye strategi for regionen. Målet er at anspore til reformer i Serbien, Montenegro, Bosnien-Hercegovina, Kosovo, Makedonien og Albanien ved at lokke med unionsmedlemskab. At Bruxelles’ institutioner, som selv er trængt af populistiske strømninger i de fleste EU-lande, har mod til at stille nye medlemskaber i udsigt, er ikke noget lille mirakel.

En venten på Godot

En Balkan-joke beskriver træffende tankegangen hos dem, der føler, at de alt for længe har måttet vansmægte i venteværelset: Med hensyn til EU-medlemskab er forskellen på pessimister og optimister den, at optimisterne tror, Tyrkiet kan blive medlem, når Albanien får formandskabet, mens pessimisterne tror, at Albanien kan komme med i EU, når Tyrkiet påtager sig det (læs: aldrig).

Bruxelles gør ret i at markere, at status quo ikke holder. Men uden en politik for, hvordan EU vil følge op på medlemskabsløfterne, risikerer lokketonerne blot at skabe mere ustabilitet. Hvad EU især bør frygte, er en gentagelse af det ukrainske scenario, hvor støtte til europæiske aspirationer fremkalder en russisk orkestreret modreaktion hos modstandere af EU-udvidelse.

Flere faktorer har bragt Balkan tilbage i fokus – ikke mindst de seneste års flygtningekrise, der har rystet regionen. Der er nu voksende momentum for større integration efter en periode, hvor EU fremstod som en organisation, der gav småbeløb knyttet til strenge krav.

En opmuntrende udvikling er ratificeringen i august sidste år af en venskabstraktat mellem Bulgarien og Makedonien – to lande, hvis gensidige relation længe var anstrengt, især på grund af minoritetsspørgsmål. Med dette gennembrud har de signaleret beredvillighed til at søge løsninger på nogle af regionens udfordringer.

Rivalisering

Skal EU’s projekt med at stabilisere regionen lykkes, er det dog påkrævet at tage bestik af de vigtige geopolitiske ændringer, der har fundet sted. I 2003, da EU først lokkede med medlemskab, forekom det indlysende, at regionens fremtid ville blive europæisk. For Rusland var Balkan primært transitområde for energieksport til vesteuropæiske markeder. Moskvas ambition var nok at bevare indflydelse, men ikke at rivalisere med Bruxelles.

For 15 år siden så Tyrkiet frem til at blive medlem af EU og justerede sine Balkanpolitikker derefter for at demonstrere sin egen strategiske værdi for Europa. Og dengang talte ingen om Kina på Balkan.

I dag er den geopolitiske rivalisering massiv. Kina står til at blive den største udenlandske investor i Serbien i år. Planer om en højhastighedsforbindelse mellem Piræus og Budapest via Beograd vil kunne blive lukrativ for Kina som del af den nye ’handelsvej’ mellem Asien og Europa.

På Balkan kan Rusland beflitte sig på at destabilisere EU til meget lave politiske omkostninger for sig selv og uden større fare for konfrontation med Trumps USA. Altså er det op til det europæiske diplomati at overbevise Moskva om, at eskalerende spændinger ikke vil være i dets interesse. Er EU klar til det?

Så er der Tyrkiet, et land, hvis forhold til EU har nået et historisk lavpunkt. Det er stadig uklart, hvordan præsident Erdoğan vil spille sine kort på det vestlige Balkan. Mens Ankara forsøger at udbygge sin indflydelse blandt de muslimske samfund på Balkan, gør Moskva det samme over for de ortodokse kristne. Kunne Rusland og Tyrkiet finde på at koordinere deres politikker, som de har forsøgt i Syrien?

Det er svært at spå om fremtiden. Men noget tyder på, at vågner EU ikke op til denne nye geopolitiske virkelighed, vil dets strategi for det vestlige Balkan ende med fiasko.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Ivan Krastev

Du stiller spørgsmålet:

"Altså er det op til det europæiske diplomati at overbevise Moskva om, at eskalerende spændinger ikke vil være i dets interesse. Er EU klar til det?"

Det ved du jo godt, at EU ikke er.

EU har ikke en sikkerhedspolitisk dimension.

Ukraine underskrev en aftale med EU i blod - og EU kunne ikke ratificere aftalen, fordi Holland efter folkeafstemning ikke kunne ratificere.