Kommentar

Europas fremtid afhænger af, hvem der får lov til at skildre fortiden

For at bekæmpe den spirende splittelse i Europa, må vi bearbejde, acceptere og lære af vores fælles fortid
19. februar 2018

Over hele Europa strides man om, hvordan man skal forstå historien. Og det er væsentlige diskussioner, der sagtens kan vise sig at betyde lige så meget for kontinentets fremtid som de aktuelle krampetrækninger i tysk politik, de italienske bankers forfatning, eller hvilken Brexit-aftale Storbritannien formår at forhandle på plads.

For nylig gik mere end 100.000 grækere på gaden i Athen for at demonstrere imod nabolandet, den tidligere jugoslaviske republiks, brug af navnet ’Makedonien’. I Paris er der en intens debat om, hvorvidt 150-året for den ultranationalistiske og antisemitiske forfatter Charles Maurras’ fødsel bør markeres og fejres.

Polens nye lov, der gør det ulovligt at diskutere, om landet bærer et medansvar for holocaust, har bragt det i unåde hos Israel og USA. Og i Berlin har en lokalpolitiker med palæstinensisk baggrund foreslået, at nyankomne migranter skal sendes på obligatoriske rundvisninger i de tidligere koncentrationslejre som en del af integrationsindsatsen.

Stridigheder om Europas historie er langtfra et nyt fænomen. I Østrig har man i årtier diskuteret, hvad man skal stille op med Hitlers barndomshjem i Braunau. Arven efter kolonitiden er et hyppigt tilbagevendende tema i den offentlige debat i lande som Frankrig, Storbritannien og Holland. Og de populistiske regimer i Ungarn og Polen lader til at have gjort det til en fast skabelon at fremstille historien på en særdeles selektiv måde, der understøtter deres egne politiske mål.

Politiske kampe om historien er ikke eksklusivt en europæisk disciplin, men kampen om historien har en særlig betydning i Europa. Selve det europæiske projekt baserer sig nemlig på en ambition om at overvinde historisk motiveret had og fremme fred og forsoning.

EU, som vi kender det i dag, er ikke et resultat af, at sejrherrerne udnyttede deres suveræne magt til at definere historien efter Anden Verdenskrig. Tværtimod er det nuværende EU vokset ud af tålmodigt forhandlede kompromiser om, hvordan vi kan og bør forstå vores fælles historie for at lægge stridighederne bag os.

Tyskerne kalder det Vergangenheitsbewältigung. Det lader sig ikke oversætte direkte, men handler grundlæggende om at analysere og acceptere historien, lære at leve med den og blive klogere.

Det europæiske projekt bliver ofte fremhævet som et værn imod krig og konflikt, men det kan lige så vel ses som et bolværk mod historieforfalskninger.

1989 var bestemt ikke ’historiens afslutning’. Netop som vi skal til at markere 100-året for afslutningen af Første Verdenskrig, er historien i hvert fald tilbage med et brag. Den amerikanske historiker Francis Fukuyama udtalte for nylig, at »identitetspolitik er anerkendelsespolitik«. Og nationernes historie bør naturligvis anerkendes. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at de skal renskures.

Historien til forhandling

Det europæiske kulturliv mangler bestemt ikke storladne taler, der henviser til Europas historie. Men det er straks sværere at pege på arrangementer, mindesmærker, udtalelser, uddannelsesprogrammer eller museer, hvor Europas komplekse kludetæppe af nationalhistorier forenes på en måde, der fremmer forståelsen for vores medeuropæeres liv og historiske erfaringer.

De fleste europæere betragter stadig andre europæiske landes historie gennem en prisme, som udgøres af deres egen nationale fortid. Og det er en stor del af forklaringen på, at de psykologiske kløfter mellem øst og vest og mellem nord og syd vokser i Europa.

Man kan med selvsyn opleve denne splittelse overalt i Europa ved at besøge et lokalt eller nationalt historisk museum. Ingen har arbejdet hårdere på at bearbejde sine historiske synder end Tyskland. Men mange andre steder er Vergangenheitsbewältigung i høj grad stadig et projekt, der er undervejs.

Det stod lysende klart for mig, da jeg for nylig besøgte det lokale historiske museum i Marseille. Museet fortæller historien om byens opblomstring som havne- og handelsby efter Frankrigs erobring af Algeriet, men nævner stort set ikke de lidelser, som erobringen medførte i Nordafrika.

De europæiske kriser og middelklassens spirende utilfredshed har fået mange til at revurdere historiske kendsgerninger, som indtil for nylig forekom indiskutable. Nu er alting igen til diskussion, og der er ikke længere nogen garanti for, at det vil ende i faktabaseret konsensus.

Sidste år forsøgte hundrede historikere og forfattere fra forskellige europæiske lande at forene Europas mosaik af individuelle erindringer i den fascinerende bog Europe, Our History. Det var også sidste år, at EU-institutioner indviede et nyt museum i Bruxelles, der fortæller historien om Europas fælles fortid og om, hvordan kontinentet har forsøgt at overvinde de mørkeste kapitler i historien. Den slags har vi brug for meget mere af.

Natalie Nougayréde er klummeskribent for The Guardian.

Oversat af Mathias Sindberg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Svendsen

Krig(a.k.a. "aktivistisk udenrigspolitik") er ikke fortid, den føres blot uden for Europa.
Libyen er faktisk et naboland til Algeriget.

"Ingen har arbejdet hårdere på at bearbejde sine historiske synder end Tyskland. Men mange andre steder er Vergangenheitsbewältigung i høj grad stadig et projekt, der er undervejs. "

Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Det du har i Tyskland er en slags officiel figenbladshistorik, som, temmelig konsekvent, ikke tager et virkeligt opgør med det tyske hegemonieanspruch over resten af Europa, som også eksisterer i dag.

Når jeg læser Janis Varoufakis "Adults in the room", så burde hans beskrivelser af møderne med de tyske politikere være tvangslæsning for denne verdens Nougayrèder. Den prøjsiske foragt overfor folkene i Syd, som Merkel og Schäuble ikke en gang forsøger at skjule, har lange historiske traditioner.

Og den officielle version af det 3. rige - som jeg f.eks. kender fra mine børns skolebøger - udløser kraftige brækreflekser. Hvor skal man begynde: Der er inte´t - intet - opgør med de kræfter, der støttede ham. Med den lange tradition for at slikke opad og sparke nedad, der passede så fint til titusinder af opportunister - der fortsatte deres biografi forbundsrepublikken. Uden afbrydelser. Til de absolutte topposter i Politik og industri.

Samtidig - og det pisser mig virkelig af - er den tyske modstandsbevægelse blevet reduceret til de officerer, som forsøgte at myrde Adolf i juli 1944.

Et eksempel, som de mange danskere kan forstå: Sidste år døde det danske mindretals grand old man, Karl-Otto Meyer, der jo deserterede fra den tyske hær og tilsluttede sig frihedskampen på Fyn. Efter krigen blev manden hetzet som få, fik berufsverbot og stod til at miste sin pension. Vel at mærke var det tyske politikere og jurister med en velkendt brun fortid, som stod for det svineri...

Et andet: For få år siden døde den tidligere vesttyske ministerpræsident Hans Filbinger, der havde været med til at henrette anti-nazister. Hans forsvar - „Was damals rechtens war, kann heute nicht Unrecht sein“ . Ved Filbigers begravelse talte Günther Oettinger, i dag budgetkommisær i EU. I mindetalen sagde han bl.a. "Hans Filbinger war kein Nationalsozialist. Im Gegenteil: Er war ein Gegner des NS-Regimes".

Forleden kom min søn med en historie fra hans 1.g - klasse. Jeg kan desværre ikke referere det; men succesrig Vergangenheitsbewältigung ser anderledes ud.

I øvrigt er en sætning som denne fuldkommen på månen: "De fleste europæere betragter stadig andre europæiske landes historie gennem en prisme, som udgøres af deres egen nationale fortid. "

Jamen, selvfølgelig synes Information at Børge Outzes historie er mere spændende end Hubert Beuve-Mérys - (sidstnævnte grundlagde Le Monde, Natalie Nougayrèdes gamle avis).

jan henrik wegener

Flere europæiske historier (og dem der når ud til andre dele af verden) vil være helt fint. Så det ikke går hen og kun bliver "Korsbæk" eller "Krøniken". Om historisk konsensus, uanset hvor "faktabaseret" den forekommer, er efterstræbelsesværdigt? Det er et stort spørgsmål. Jeg ville tro at det at der er masser af forskellige historier, versioner og syn på hvad der er væsentligt nærmest er en del af "pakken", hvis man vil have et samfund uden meget store begrænsninger når det gælder hvad man må sige eller skrive.

Bjørn Pedersen

"Det Europæiske Projekt" - bestemt ental - bør ikke have som mål at skabe en fælleseuropæisk historiebevidsthed. Nationalisme bekæmpes trods alt ikke ved at forsøge at erstatte det med pan-nationalisme. Det er bare nationalisme i XXL.

Forfatteren klandrer Ungarn og Polen at tage historien som gidsel af politiske årsager. At forsøge at opelske det, at europæere skulle have noget "fælles europæisk" noget som helst, er jo også historieforfalking. Som Nougayréde skriver:

"Det europæiske kulturliv mangler bestemt ikke storladne taler, der henviser til Europas historie. Men det er straks sværere at pege på arrangementer, mindesmærker, udtalelser, uddannelsesprogrammer eller museer, hvor Europas komplekse kludetæppe af nationalhistorier forenes på en måde, der fremmer forståelsen for vores medeuropæeres liv og historiske erfaringer."

Mit spørgsmål til folk som Natalie Nougayréde er, som altid, hvilket "problem" er det du tror du løser ved at fremme en sådan "forening" af europæisk historiebevidsthed og historieformidling? Dét er jo netop hvad jeg vil kalde et storladent projekt, som fremmer en historieformidling der ikke kan være faktabaseret. I det hele taget et irrationelt og kontraproduktivt projekt hvis den overordnede intention er at skabe forståelse og respekt blandt, mellem og for europæerne - og andre - for hinandens kulturhistorie(r).

Hele artiklen bygger egentlig på en uudtalt præmis om, at det er de europæiske kulturers forskellighed, i sig selv, der er årsag til århundreders krig, konflikt og had. Det er det naturligvis ikke. Det er intolerancen overfor forskellighed. Forfatterens efternavn ser berbisk ud, mens hendes fornavn ser fransk eller britisk ud. Er problemet med en racists eventuelle had til og ønske om brug af vold mod forfatteren, at racisten og forfatteren er forskellig, eller er problemet at den ene part ikke er tolerant overfor den anden?