For et års tid siden blev jeg tilkendt fleksjob oven på en længere indlæggelse på psykiatrisk sygehus og efterfølgende diagnosticering med bipolar lidelse. Indlæggelsen fulgte i kølvandet på mere end et årtis mangelfulde udredninger og brudte behandlingsforløb, hvilket efterlod mig med et liv uden retning eller følelse af mening.
Tiden før, under og efter indlæggelsen var enormt hård, og selv om processen med at blive visiteret til fleksjob forløb ret hurtigt og effektivt – med et venligt pres fra undertegnede – var det alligevel en kæmpe sejr at stå med papirerne i hånden.
Fleksjobbeviset var adgangsbeviset til at finde et deltidsjob og blive økonomisk kompenseret til, hvad der svarer til en 37 timers stilling i samme job. Det gav mig mulighed for at leve et ’rigtig voksenliv’ – for første gang i ti år.
Derfor var det med stor glæde, stolthed og optimisme, at jeg i november 2016 forlod Nordjylland, hvor jeg kommer fra, og drog mod Sjælland for at søge lykken som nyudklækket fleksjobber.
Men med tiden er jeg desværre begyndt at betragte netop den titel med en vis uvilje.
Jeg fandt ellers hurtigt et job inden for kommunikation. Min chef tillod mig en stor grad af fleksibilitet og frihed – jeg kunne for eksempel arbejde hjemmefra – så på den front var alt i orden.
Dog er det på det seneste gået op for mig, at uagtet hvor fleksibel og åben min arbejdsplads og jeg end måtte være, udfolder der sig i jobcenterregi en særlig form for detailstyring, der holder os fleksjobbere fanget i et uigennemskueligt og trusselbaseret system.
Det er et system, hvor man, så snart man modtager en krone i offentlig ydelse, tilsyneladende skylder staten sin fritid og dermed til dels også sin frihed.
Tal ikke højt om frivilligt arbejde
Jeg er blevet tudet ørerne fulde af, at jeg skal udnytte min arbejdsevne til fulde, hvilket jeg med mine 21 timer om ugen mener at gøre. Alligevel er det, som om det enten ikke er nok, eller måske faktisk lidt for meget. I hvert fald blev jeg en smule forvirret, da jeg i god tro kontaktede en sagsbehandler for at høre, hvorvidt jeg måtte være frivillig i min fritid.
Det var, som om jeg var den første borger, der nogensinde stillede det spørgsmål, hvilket jeg dog har meget svært ved at tro på i denne altruistiske tidsalder. Men jeg fik i hvert fald intet klart svar på mit ellers ret klare spørgsmål.
Det, jeg til gengæld fik at vide, var, at jeg skulle forsøge mig med en Google-søgning, jeg fik en henvisning til en fagforening, og så fik jeg en semitruende kommentar om, at jeg ikke skulle skilte for meget med min »uregistrerede arbejdsduelighed«.
Det, jeg tog med fra den samtale, var, at jeg bare helst skulle holde mig fra det frivillige arbejde, og hvis jeg endelig skulle arbejde frivilligt, så skulle jeg i hvert fald ikke gå sådan og skilte med det ved at ringe til jobcentret og spørge ind til det.
Og det viser noget om systemets forventninger til én som mig. Nemlig, at man som fleksjobber helst skal være både rask og syg på samme tid – i et blandingsforhold, som ingen kender. Med andre ord skal man arbejde, så meget man kan, men slet ikke bruge sin fritid på noget som helst. For så kunne man jo lige så godt have brugt den energi på at arbejde mere.
Men det, samfundet – og i særdeleshed jobcenteret – glemmer, er, at vi syge individer altså ikke kun er påvirket af vores sygdom på jobbet, men at sygdom har en holistisk tilgang til livet. Vi er med andre ord altid syge og i bedste fald periodevist symptomfrie.
Derfor er det også så ubeskriveligt vigtigt, at vi kan få lov til at fylde vores liv med noget, der giver os værdi både på og uden for arbejdspladsen, da de gode dage som regel er en mangelvare.
Beklageligvis er det ikke den tilgang, vi bliver mødt med, når vi henvender os til vores sagsbehandler. Eller når vi, med viden om oplysningspligt og økonomiske sanktioner, retter henvendelse til den instans, vi tror har rede svar og er pålagt at hjælpe.
Jeg er ikke af den overbevisning, at sagsbehandlerne truer borgerne eller giver dem ukonkrete svar i ond mening. Men desværre efterlader disse vage svar og underspillede trusler borgeren med vurderingen, ansvaret og dertilhørende usikkerhed.
Der må altså være noget galt med reglerne, og den gængse praksis kan hverken være gavnlig for borger eller sagsbehandler.
For hvis en sagsbehandler, der arbejder med fleksjobområdet hver eneste dag, ikke kan svare på, om man som fleksjobber må være frivillig i sin fritid, og hvor mange arbejdstimer der er for mange, hvis man stadig skal kunne være tilkendt fleksjob, så bør den lovgivning revideres og omskrives.
Ufrit
Jeg er helt med på, at alle skal bidrage til samfundet, i det omfang det er muligt, og at offentlige ydelser har modkrav. Sådan skal det være.
Men jeg har ikke været klar over, at man skal give køb på sin frihed og fritid til staten, i det sekund man modtager sit første fleksjobtillæg.
Jeg har heller ikke været klar over, at fleksjobbet skulle have den udelte førsteplads i mit liv, og hvad jeg ellers kunne have af interesser eller behov, der kunne gøre mit liv meningsfuldt og værd at leve, skulle vendes og vurderes af en offentlig institution.
Faktisk forstår jeg godt nu, hvorfor sagsbehandleren lidt off the record sagde, at jeg burde have fundet svaret omkring frivillighed og fleksjob anonymt for ikke at risikere at blive genstand for en undersøgelse. Men godtroende, som jeg var, bildte jeg mig ind, at jeg jo netop bidrog til samfundet og fællesskabet og egentlig bare ville give en ekstra hånd med i form at lidt frivilligt samfundsengagement.
Men man bliver selvfølgelig aldrig for gammel til at lære nyt, og jeg vil sige, at her et år inde i fleksjobordningen indser jeg, at den måske ikke er helt så fleksibel, som den giver sig ud for at være.
Det er i hvert fald tydeligt, at det er borgeren og arbejdspladsen – og ikke rammerne – der skal være fleksible. Ordningen minder måske nærmere om et panoptisk fængsel, hvor hver en bevægelse kan registreres og lagres.
Selvfølgelig ved jeg, at ’systemet’ ikke kan overvåge mig hele tiden og nok heller ikke har den store interesse i det. Men det føles, som om jeg er under min egen 24 timers overvågning, hvor alle handlinger bliver analyseret og kategoriseret som enten ’arbejde’ eller ’fritid’. Det er klaustrofobisk og utrygt, hvilket ikke ligefrem er opskriften på et sind i balance.
Både samfundet, sagsbehandlerne, ’systemet’ og Signe drømmer om, at jeg en dag bliver 100 procent selvforsørgende.
Jeg har mine bange anelser om, at hovedformålet med disse uforståelige regler og evige trusler netop er at få borgerne til at give op og leve uden offentlig forsørgelse. Men desværre er det ikke en mulighed for mig længere, selv om jeg i flere omgange har forsøgt mig med den strategi.
Min sygdom forsvinder ikke, og derfor forsvinder mit behov for et tilskud heller ikke. Det, der til gengæld forsvinder, og det er straks mere alvorligt, er mit håb om et godt, trygt og meningsfuldt liv.
Efter en ansøgning til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og flere måneders ventetid har jeg nu fået tilladelse til at lave få timers frivilligt arbejde i min fritid med den begrundelse, at det er politisk arbejde.
Om jeg en dag må arbejde frivilligt, hvis arbejdet ikke er politisk, er jeg ikke blevet klogere på. Mit bedste råd til andre fleksjobbere er derfor: pres på, stå fast og arbejd frivilligt – så længe arbejdet er politisk.
Signe Madsen er 31 år og bor i Vallensbæk Strand
Arbejde: (Ordbogen.net) "fysisk eller åndelig virksomhed, som man regelmæssigt udfører for at forsørge sig selv og en eventuel familie".
Ved frivilligt arbejde er der ingen løn og du forsørger altså ikke dig selv, så logisk set er der ikke noget der hedder "frivilligt arbejde", hvad med at kalde det fritid eller samfundsbidrag?
@Signe Madsen
Et systensvar havde været et klart Nej til frivilligt arbejde, så længe du ikke arbejder fuld tid på dit almindelige arbejde og altså ikke længere modtager offentlig ydelse som flexjobber.
Jeg kan sagtens følge din irritation over det uldne svar fra sagsbehandleren; men som du skriver, så var det uldne svar nok reelt en hensyntagen til dig.
Det er rigtig kringlet at få skrevet en lovtekst, der både giver plads til flexjobydelse og frivilligt arbejde. En mulig løsning ligger vel i at fiksere flexydelsen og arbejdsevneprocenten; men det bliver også en spændetrøje. - så forhåbentligt er det til at leve med, at "systemet" lidt uldent accepterer politisk fritidsarbejde.
Det er et mærkeligt, dogmatisk og sanktionerende system som kun kan være skabt i virkelighedsfjerne DJØF hjerner med ideologi som hoved ingrediens. Loven er så ufatteligt kompliceret at de "eksterne aktører" i form af mentors og job konsulenter privat siger at det hele burde rives i stykker så man kan starte på side 1. Men efter hele rapporten fra Carsten Koch udvalget røg direkte i skraldespanden tillader jeg mig at tvivle på at en hær af New Public Management politikere kan finde ud af den slags.
For jeg er også fleksjobber.
Luk jobcentrene fuldstændig ned, stands umyndiggørelse og overvågning af borgerne og indfør ubetinget anstændig basisindkomst. Gå efter de store fisk, der ripper samfundet for værdier.
Brænde til det liberale bål.
Kære Signe Madsen,
Uha, du er røget durk ned i det sorte hul i "Alice i Eventyrland"- lovgivningen. Den sunde fornuft er erstattet af Kafkask absurditet. Her venter også Godot..
Borgere jagtes på Facebook af visse kommuner, og sanktioneres når de i deres fritid bager julesmåkager, er på loppemarked eller deltager i demonstration mod Jobcentret.
Kaninen med lommeuret falder død om af stress, og den Røde Dronning kapper hoveder af på stribe.
Der findes ingen logik i behandlingen af syge borgere. De skal bare arbejde sig raske, eller tåle konsekvenserne af at være 'belastende' for samfundet.
Også selvom de faktisk kunne være til gavn, såfremt de fik muligheden.
I det nuværende systems syn er det at være på overførselsindkomst i samme klasse som at være kriminel eller ikke vestlig indvandrer. Senest tydeligt fremgået af regeringens ghettoplaner.
Spørger det offentlige til vort fritidsliv;
hvornår er vore hobbyer blevet til friviligt arbejde ;-)
Jens Thaarup Nyberg,
Det er de siden reformen af fleksjob og førtidspension.
Det er vel et gråt område: hvis man med sit arbejde + sit frivillige arbejde kommer op i nærheden af 32-37 timer/ugen, er man så i en situation, hvor man reelt kan varetage et almindeligt job?
Min egen erfaring med at få tilkendt adgang til fleksjobordningen er, at det er som at gå fra en ring i helvede til en anden.
Indtil man finder fleksjobbet, så er systemet nærmest identisk med dagpengesystemet med alt hvad der medfølger af pres, stress, sanktioner, vilkårlighed og anden sagsmishandling. Det overfor kronisk syge borgere, hvoraf en stor del slås med netop stress over forløbet optil tilkendelsen.
Modsat dagpengesystemet, hvor man slipper for systemet ligeså snart man har fået et job, så slipper man som fleksjobber aldrig for systemtet, der følger med selv når man finder jobbet.
Systemet er nemlig sådan indrettet, at det udgør hovedparten af ens indkomst, hvor lønnen kun er et supplement. Og oveni skal systemet fortsat vurderer om arbejdsevnen ikke kan blive så god, at man kan træde ud af ordningen og ind på det ordinære arbejdsmarkede.
Man bliver i den grad klientgjort, hvis man ikke allerede var det i forvejen.
Jeg kan desværre garantere Signe Madsen for, at det at være "almindelig" ledig med en kronisk (smerte) lidelse, og de almindelige krav om at søge job, er endnu mindre fleksibelt. Især med sagsbehandlere, der konstant presser på at man da godt kan "gå mere op i tid" i praktikstillingen og søge fuldtidsstillinger, fordi man på et tidspunkt tog en fuldtidsansættelse der varede en måned.
Kunne være rart om der kom lidt mere samfund i velfærdsstaten.
Den sociale lovgivning i Danmark er i de senere år blevet udført af mennesker, som er dybt paranoide i forhold til andre menneskers intentioner. Men tyv tror selvfølgelig, hver mand stjæler.
Det burde i princippet ikke være et problem. For der står i lovgivningen at der skal anlægges en helhedsorientering på borgernes problematikker. Altså er det, det hele liv der skal kigges på. Det betyder netop også, der skal være plads til at leve som alle andre, med fritidsinteresser, overskud til at lave ting med sine børn, osv. Det er jo netop derfor den enkelte er tilkendt flexjob. Det er for at der skal være overskud til at klare alle de andre ting som findes i et normalt liv. Det kan jo ikke nytte noget at man f. eks. ikke kan være en aktiv demokratisk medborger fordi du skal arbejde eller tage dig ordentligt af dine børn fordi du skal arbejde. fordi du skal arbejde fuldtid og dit helbred ikke magter det.
Et Flexjob er et job ledsaget af et betydeligt løntilskud. Der må være en vis kontrol med om betingelserne for et Flexjob er tilstede. Jeg er enig med Mette Poulsen i, at hvis arbejdstiden når op i nærheden af 32 timer til 37 timer, så må det spørgsmål melde sig, kan du ikke arbejde på normale vilkår ? Dette sagt i respekt for og med forbehold for, at jeg ikke har faglig viden om Bipolar lidelse.
Til gengæld kunne jeg godt ønske mig, at vilkårene for et flexjob kommer til at ligne arbejdsvilkårene for det organiserede arbejdsmarked. Jeg tror, at det er gavnligt at give de faglige organisationer mere indflydelse på etableringen af flexjob på en arbejdsplads.
Det er sammenhængen mellem de forskellige ydelser, hvor der er store problemer. Hvor længe skal du være på ressourceydelse ?, hvornår er du berettet til et flexjob og kan dit helbred blive så godt, at du kan arbejde på ikke støttet vilkår ? Hvornår bør der tilkendes førtidspension og skånejob med det samme ? Der er alt for mange beretninger om absurde forløb, hvor borgerne tabes i systemet og hvor borgerne føler sig helt umyndiggjort.
@ Kim Folke Knudsen
Nej, i dag ligner et fleksjob nærmere en overførelsesindkomst suppleret med (ikke-sjældent) mindsteløn for de timer man effektivt arbejder.
Netop for at det skal ligne det organiserede arbejdsmarked.
Spørgsmålet er så hvorfor en arbejdsgiver skal ansætte en fleksjobber med alskens skånehensyn når vedkommende i stedet kan ansætte en nprmal deltidsansat til samme løn eller bedre endnu få en gratis i virksomedspraktik.
Logisk nok er arbejdsløsheden stor blandt fleksjobbere.
Det burde være meget enkelt - vi bør tilbage til reglerne fra før 1994: arbejde er arbejde, og alt andet viger for det, uanset de betingelser hvorunder det foregår.
Kan man ikke eller kan man ikke få arbejde på fuld tid, skal man kompenseres af dagpengesystemet.
Hvis man ikke har arbejdet af den ene eller anden grund, skal man have kontanthjælp. Den skal igen være en konkret hjælp til den enkelte klient, der først og fremmest skal hjælpe den pågældende til at overkomme evt. vanskeligheder i livet - eller, hvis det ikke lader sig gøre, kompensere med en ydelse, så en almindelig ordentlig tilværelse kan opretholdes. Enkelt, ubureaukratisk og ægte hjælpsomt.
Meningen med et flexjob er vel at udnytte rest-arbejdsevnen før en evt. førtidspension kommer på tale, så du ikke får smadret din økonomi. Så hvis du har overskud, ud over dit flexjob til at arbejde frivilligt eller ej, kan det næsten kun være fordi timeantallet er forkert ansat. Så længe du modtager løn for 37 timers lønarbejde skylder du at bruge alt sin arbejdskapacitet på at opfylde det mål. Gætter på det er tankegangen bag fleksjobordningen.
Mest af alt er det tankevækkende, at det der kan udløse bonus til cheferne (som det har væretf remme de seneste dage) ikke er underlagt præcise regler og retningslinjer, men "nogens" vurdering af, at de nok har arbejdet hårdt nok til bonussen skal udbetales. De pågældende chefer har ikke opnået de mål der var sat, men forskellige andre forhold gør (i følge en udtalelse fra en - ja - djøf-person), at bonussen alligevel skal udbetales.
Tænk hvis man kunne lægge tilsvarende situationsrelevante fleksible vurderinger til grund for afgørelser om fleksjobbere og andre brugere af jobcentrenes bistand?
Tænk hvis man kunne lade faglige vurderinger i det enkelte tilfælde komme til udtryk frem for rigide regelsæt?
Tænk hvis man kunne udbetale flexlønnen direkte til den enkelte der har fået den tilkendt, frem for til den virksomhed der er så venlig at ansætte vedkommende? Så kunne den enkelte blive sat fri til at finde et job de kan honorere og derudover leve det liv de ønsker - uden snærende og omkostningsfyldt overvågning?
Tænk hvis vi kunne have så meget tillid til hinanden, at faglige vurderinger kan blive normen frem for strammende og til tider uforståelige regelsæt der blevet til i et styring-/kontrolregime?
Tænk hvis....
Held ideen hviler på den perverterede forestilling, at man skal lade sig underkaste herremænd, der kan behandle en efter forgodtbefindende. Man udvikler klienter, der er afhængige. Klienter, der passiviseres og sjældent gør oprør. Man presser lønnen i bunden og forstærker angsten hos alle, der gør hvad der bliver sagt. Så kan de ansvarlige i toppen ellers skumme fløden på vores bekostning.
Fleksjobordningen er ikke sat i værk for at befordre folks iværksættertrang eller gøre fritiden mere meningsfuld. Den er en kompensation for tabt arbejdsevne, hverken mere eller mindre. Ønsker man at politisere med det formål at tilgodese andre aspekter af forholdet mellem fritid og lønarbejde er det nok hellere basisindkomst man skal fokusere på, da UBI (universel basis indkomst) netop adresserer de mere luftige psykosociale problemstillinger som mange kreative ledige tumler med.
"...jeg burde have fundet svaret omkring frivillighed og fleksjob anonymt for ikke at risikere at blive genstand for en undersøgelse."
Og nu har du så lært det.
Jeg lærte det for snart mange år siden, da en naiv forespørgsel resulterede i en undersøgelse og en efterfølgende sanktion, så hvis jeg har vigtige spørgsmål, henvender jeg mig altid i Retshjælpen eller taler med en socialrådgiver på Kofoeds Skole. De har for det meste svaret på fingrene, i modsætning til de kommunalt ansatte socialarbejdere, som har alt for travlt med at registrere klienterne til, at de også kan holde sig ajour med reglerne på området.
Systemet er skabt med det formål at få os til at opgive at kræve vores ret.
Kære Signe Madsen Tak for din gode kronik - hvor er det relevant at tage op. Robert Owen formulerede i 1817 8 timers arbejde 8 timers frihed og 8 timers hvile.
Så vidt jeg kan forstå så skal flexjobbet udformes ud af de 8 timers arbejde - frihed og hvile kan man vist ikke tage fra os - eller.....
Når man kan blive påtalt af kommunen, fordi man som flexjobber bager en kage i sin fritid og lægger et foto på facebook, så er facismen på vej igen ind i samfundet også i Norden. At personale holder øje med deres borgere på den måde er noget helt andet......hvad er det der sker med os og med den enkelte
Hmm. Jeg falder ikke på halen over dette skriveri, men opfatter det således, at Signe Madsen er grundlæggende enig i systemet, men chokeres når det rammer hende selv. For hun er jo én af de go'e, der gerne vil bidrage(ikke snyde), men er blevet ramt af sygdom.
"Jeg er helt med på, at alle skal bidrage til samfundet, i det omfang det er muligt, og at offentlige ydelser har modkrav. Sådan skal det være."
Jeg har mødt fænomenet lokalt, hvor inkarnerede "Venstrestøtter" der stoppes af psykisk sygdom, må ty til større blogskriverier i higen efter anerkendelse og i forsvaret mod sit netværks og ikke mindst sine egne fordømmelser. Men det fører ikke til, at de kræver en anden politik overfor arbejdsløse og andre "uslinge", blot at systemet o.a. må forstå deres "særlige situation".
I sammenligning med hvor gribende usselt andre behandles i systemet, er Signe Madsens i luksusklassen. men hvor bevist og empatisk er hun egentlig?
I relation til hvor groft ledighed og sygdom ellers behandles, finder jeg flexjobordningen dybt associal! I tidligere tider hørte vi om flexjobbere, som fik suppleret indtægter helt op til mere end 700 000 kr. Hvad mon fruen ville tjene hvis ikke hun fik suppleret sin løn? 20 000 måske? Mere?...
Hvis ikke UBI er på ca 20000 kr / md, tror jeg hellere Signe vil lide.
Frivilligt arbejde kunne jo blive til en frivillig indsats.
De opgaver de frivillige tidligere udførte var jo ulønnede funktioner, men siden der nu argumenteres meget for frivilligt arbejde i funktioner der tidligere var lønnet er skismaet opstået.
Derfor bør udtrykket 'frivilligt arbejde' udskiftes med 'borgeraktivitet' som skal løse de opgaver som civilsamfundet altid har løst på denne måde.
Der er en væsentlig forskel mellem det effektivitetspress og den hastighed og effektivitet en borgeraktivitet kan bestrides i civilsamfundet.
Problemet opstår når offentlige institutioner kun kan være menneskeligt ved hjælp af u-lønnet personale - nutidens frivillig arbejde.
Vi skal kræve vores samfund tilbage hvor man kan være til for hinanden uden indblandet økonomi!
Det uhyggelige er at det personale, der varetager arbejdet som sagsbehandlere i kommunerne, opfører sig på en måder der gør at de frasiger sig en hver indflydelse - det er lovgivningen de følger og intet andet. Nogle kan måske huske kronikken fra i sommer skrevet af socialrådgivere, hvor de frasagde sig et hvert ansvar. En anden skrev, at der ikke var noget i vejen med lovgivningen, men den blev forvaltet forkert. Der nok noget i vejen med lovgivningen og den bliver forvaltet forkert.
Tyv tror hver mand stjæler, som der blev skrevet ovenfor.
Embedsmænd og kvinder mener ofte at de intet ansvar har i forhold til udøvelsen af deres erhverv.
Men civil courage og civil ulydelighed er nogle af de få redskaber man som borger har i et samfund, der går i en udemokratisk og borger nedgørende retning. Vi er tilbage til tiden med fattighuse og deres administration. Udover tanken om at syge og andre i lignende situationer blot udnytter samfundets ressourcer og derfor skal holdes på den lavest mulige indtægt, så de kan få arbejdslysten tilbage - er der sket et grundlæggende skred i menneskesynet og på det at være borger i et samfund. Hvilket egentlig ikke ser ud til at røre nogen - for så var der sket noget på den front for længe siden. Hvor meget jeg end synes at Alternativets fine ide om Marathon Oplæsning på Christiansborg, så tror jeg desværre ikke det flytter ret meget.
Omtalen af personalets opførsel og embedsmænd og kvinders opførsel/adfærd i kommunerne er sådan som jeg oplever det og ikke nødvendigvis lig med de faktiske forhold.
Lovene er ikke altid ude af lovgivernes hænder når de er udfærdiget. Der har været diskussion med lovgiverne i forbindelse med hvordan man skal tolke lovgivningen om flexjob og alt hvad der ligger rundt om det emne - uden at det ser ud til at locgiverne ønsker at give et konkret svar.
Kan en lovgiver ikke også gøre opmærksom på, hvis man mener lovgivningen tolkes forkert?