Kommentar

Først fire år inde i moderskabet er det gået op for mig, at det er mig, der er den voksne

I min barndom var der masser af regler og rammer for, hvad jeg ikke måtte. Det var en tid med skemaer, pligter og små belønninger og hverdagslykke. Alt det brød jeg med. Men i min egen søgen efter frihed har jeg glemt at sætte grænser for min søn. Først nu, godt fire år inde i moderskabet, går det op for mig, at det er mig, der bestemmer
22. februar 2018

Engang havde vi et sort-hvid fjernsyn i sorthvid. Vi tog det frem, når vi skulle se børnetime, og rullede ledningen sammen igen, når programmet var slut. Der var en halv times tv for børn hver dag. Nølede man over sine kartofler om aftenen, nåede man bare ikke Hvaffor en Hånd eller Bamses Billedbog.

Det var ikke tv on demand, men tv, når man fik lov og kun i begrænsede mængder.

Hjemme hos os var billedet stadig i sorthvid, dengang Danmarks Radio i 1992 begyndte at sende Disney Sjov. Vi så det hver fredag og spiste det slik, vi havde købt i Butik 77, der solgte slik og blade indtil lukketid i forstaden. Det var før, vi kunne gå på tanken hele døgnet.

Jeg nød farverne på godterne i slikposen, og når jeg kneb øjnene sammen, var det, som om der også kom farver på Anders And på den grynede 15 tommerskærm. Det var tæt på lykke. Hverdagslykke. En belønning efter en lang uge i skolen. Familietid. Hjem.

Det hjalp ikke at plage om mere tv eller et med farver, bare fordi de andre i klassen kunne se Cartoon Network eller MTV. Hjemme hos os var det de voksne, der satte rammerne for vores liv. Vi skulle passe sengetiderne, og vi spiste morgengryn, samtidig med at Rasmus Radiomus spiste sin båndsalat klokken ti i syv.

Det var struktur, gentagne pligter og efterfølgende belønninger – en ugentlig femmer, som vi kunne solde op på bland-selv-slik, Turtles-klistermærker eller spare sammen til et Anders And-blad. Det var en sjælden luksus at cykle hjem med et helt nyt blad og pakke det forsigtigt ud af cellofanen, så det ikke blev krøllet.

Den luksus har jeg for længst frataget min egen søn. Selv om han ikke engang er fyldt fem år, er nye blade og legetøj ikke forbeholdt fødselsdage og andre særlige begivenheder. Han får nyt, når jeg synes, han trænger, og det synes jeg næsten hele tiden.

Heller ikke de rammer, der gjorde min barndom rar og tryg, kan jeg finde ud af at sætte. Jeg glemmer at børste hans tænder. Kommer for sent til fastelavnsfesten. Glemmer biblioteksbøgerne. 30-dageslån er simpelthen for kort tid for mig, og jeg bliver irritabel ved tanken om at skulle huske at genforny lånet.

Jeg giver efter

Jeg var selv med til at nedbryde strukturerne. Det var teenagerens uskyldige oprør mod forældrenes begrænsninger, der fik mig til at springe over hegnet til Grenåvej og gå på tanken efter slik til en af de midnatsgysere, som mine forældre ikke ønskede, jeg skulle se. Jeg flyttede hjemmefra med et ønske om at gå i seng, når det passede mig, og sove, til jeg vågnede.

Men nu opdager jeg pludselig, at drengens hår er blevet langt og tjavset, og at alle bukserne har huller på knæene.

Og når jeg er kommet for sent i seng og ikke kan åbne øjnene lørdag morgen, giver jeg efter for Ramasjang, der alligevel ligger på nettet klar til at opfylde barnets krav om fjernsyn lige nu.

På sådanne dage ville jeg slet ikke kunne overskue, hvis man først skulle pakke fjernsynet ud fra et skab for at nå en bestemt tv-udsendelse. Og jeg kan slet ikke forestille mig at skulle tage kampen med den fire-årige, hvis vi ikke nåede ugens eneste udsendelse af Paw Patrol.

Fortvivlet erkender jeg, at jeg nogle dage ikke orker at være den voksne, der tager ansvar og sætter rammer for mit barn, men lader ham flyde med ud i et slaraffenland med tv on demand, hvor man altid får lov og aldrig keder sig.

Jeg bliver den voksne nu

Men hvad så, når han som teenager ikke har nogen steder at rette sit oprør hen og i en anstrengelse for at finde mine grænser går for langt og gør ting, som ingen ønsker deres børn skal gøre?

Er tv on demand og en hverdag uden krav den direkte vej til en utilpasset teenager, der hverken kan behovsudsætte eller respektere et nej?

Måske, tænker jeg, og lover mig selv, at alt bliver anderledes i morgen. Det er mig, der bestemmer — også når det er hårdt arbejde at bevogte hverdagens grænser.

Det har taget lidt tid at forstå, at det er mig, der er den voksne nu, men jeg skal nok nå det, før han fylder fem år.

Jeg tager kampen op med Ramasjang og genindfører flow-tv hjemme hos os. Paw Patrol sendes kun klokken 17.30 på hverdage og mellem 6 og 7 i weekenden. Resten af reglerne tager vi hen ad vejen.

Laura Dombernowsky er Informations Asien-korrespondent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Maria Jensen
Flemming Berger, David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Maria Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Jeg er lidt i tvivl om hvilket emne, der er til debat - eller om det er en novelle?

Kristian Jensen, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel og Jens Winther anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Hvorfor er laura blevet sådan? Kan det have noget at gøre med barndommens hede drømme om selvbestemmelse, fordi hjemmet var for fattigt på det indhold, som giver tilfredse, velfungerende børn?

Jeg glædede mig helt vildt til at begynde i skolen - som blev gradvist mindre spændende. Og jeg glædede mig helt vildt til at blive voksen, så jeg kunne komme ud og finde skatten for enden af regnbuen.

Det er en spændende rejse, hvor moderskabet er helt specielt, fordi det kræver en vis modenhed og evne til selvopofrelse for at lykkes bare nogenlunde. Obligatoriske forældrekurser kunne hjælpe med at bevidstgøre opgaven for vordende forældre. Børn er ikke accesoires til de forestillinger, man gør sig om sit voksenliv, men den mest udfordrende opgave et menneske kan påtage sig.

Når det er sagt, så får man de børn, man selv lægger i ovnen til. De gør, som du gør, ikke som du siger. Og det er umuligt at være perfekt, selvom det naturligvis er enhver uerfaren forælders ambition. Man må bare gøre sit bedste og håbe, det er godt nok.

Måske skyldes moderne uvorne ungers opførsel forældrenes egen fallit og fatale mangel på evig og stoisk selvdisciplin. Men hvis det ikke virkede på dig, må der have været noget grundlæggende galt med det, og hvis du ikke virker på dine børn, så må der værr noget grundlæggende galt med effekterne af din egen strenge opdragelse. Jeg foreslår at du tager debatten om rammer og forventninger hen ad vejen og med klare begrundelser. Det er den sundeste vej til et velfungerende samspil mellem voksne og børn. For selvfølgelig er den voksne en autoritet. Men et barn et også en legitim politisk aktør, såfremt forholdet fejler. Der er masser af ting at gøre oprør imod, men hvilke motiver, der findes for oprøret, er altafgørende. Det kræver både ufatteligt mod og disciplin at gennemføre et tiltrængt oprør, og mange af nutidens unge fejler, fordi forældrene aldrig har fået givet dem modstandsdygtighed over for livets slag. Det bliver i stedet til en infantil kamp for selviscenesættelse, der som nævnt ender med den totale destruktion af andres selvværd med nøgenfotos og kampen om at besidde alfamaskuliniteten.

Min længste klasselærer polstrede mig samtidig med at hun forsøgte at nedbryde mig med sit "drenge græder ikke"-mantra, ved at tryne de ssvage og latterliggøre dem offentligt. Hun var en dårlig leder. I dag er jeg flittig som bare fanden, og jeg tør gå i kamp for mine meninger og tvære lede og ondskabsfulde forbipasserende eller kollegaer ud, fordi jeg har mødt så meget grundløs modstand og hån imod at gøre sit arbejde gennemgribende ordentligt. Men jeg mangler mine empatiske sider, fordi de blev mig frataget i voksnes iver efter at gøre mig ubetinget modstandsdygtig, så jeg er endt op med at have fået for meget af det ene - og for lidt af det andet - til at være andet og mere end blot velfungerende praktisk. Set fra et evolutionært perspektiv er det dog bedre at have dydige end lydige unge, for de fleste kan godt klare sig gennem et helt liv uden evnen til omsorg og empati. Hvis bare arbejdsevnen og samarbejdsviljen er i orden, så er der grundlag for at have økonomisk beskæftigelse hele livet. Det modsatte gør sig gældende, hvis man klamrer sig for meget til omsorgen og behovet for emotionelt bekræftelse på andres bekostning. Så bliver man til en dysfunktionel personlighed uden respekt og selvopofrelse nok til at være behagelig for andres selskab, og til det vil man opleve gentagne fravalg og dertilhørende følelser af personligt nederlag. Har været begge steder. Både som den skrøbelige og hjælpeløse, og som den eneste aktive aktør, der tog ansvar for, at maskinen kørte stabilt.

Jeg har lært rigtig meget af at betragte og konversere med min nu pensionerede kollega, med en militaristisk personlighed, jeg bestemt ikke bryder mig om, men som var hårdfør som en stormtændstik i stormvejr, når produktionen gik på sit højeste, og lod sig ikke slå ud af overvældelsen. Og hun var meget tidlig til at observere og påskønne mit talent. Vi var dybt forskelige, men vi kom fra samme udgangspunkt og behandlede hinanden som ligeværdige: med klare aftaler og rammer, så vores partnerskab fungerede som en konsistent masse af olie og vand. Og hun kunne blive nærmest rasende eller bebrejdende og voldsomt forarget, når jeg ubevidst overskred mit ansvarsområde for at komme hende til undsætning og brød vores aftaler. Måske fordi det dybest set signalerede mistillid og bedrevidenhed. Men ingen af os brød os jo om at blive tromlet. Hun var både omsorgsfuld og streng på samme tid, og det var et kæmpe tab, at hun stoppede, for siden da er det kun gået ned ad bakke for os som helhed. Hun var en god leder. Men man må stoppe mens legen er god, så længe man kan se sig selv i øjnene og tør beholde sine satser. Hendes ånd lever videre i mig.

Du bliver grundlæggende nødt til at være det eksempel for dine børn, du selv ønsker, de skal opflaskes med. Synder du ofte eller piner du dig selv, lærer du børnene automatisk, at selvmedlidenhed er okay, og det skaber grundlag for manipulation hos dem: en ondartet personlig egenskab - når de ikke får deres vilje. Det ynkelige bliver dermed idealiseret. Viser du derimod handlekraft og selvopofrelse, selv når jorden brænder under dem, lærer du dem, at tilsidesættelse af egne behov i øjebliklet og fremdrift er en heroisk bedrift. Og viser du dem, at det at tage ansvar for egne handlinger og at udtrykke ønsker og lyster ikke er skamfuldt, menmenneskeligt og enddog acceptabelt, lærer du dem, at den, der har viljen, kommer længst. Evnerne kommer altid bagefter. Man skal jo lære af sine fejl undervejs. Ellers lærer man aldrig at blive god - kun at efterligne.

Dette var mine erfaringer. Held og lykke med din opdragelse.

Henrik L Nielsen, Karsten Aaen, Flemming Berger og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Laura, du har en opgave du ikke kan skubbe over på andre, men foreløbig virker det som om du er kommet lidt let om ved opgaven.
Det err ikke så svært: Gør hvad du siger og sig hvad du gør.

Kristian Fogh Thomsen

Det var en modig indrømmelse. Jeg syntes det er ærgerligt at når et menneske blotter sig og skriver åbent og ærligt om et sted de mener de har fejlet, at alle mener diverse småfilosofiske råd om opdragelse generelt er den rigtige respons. Først og fremmest vil jeg sende et "klap på skulderen" for den erkendelse som jeg tror er værdifuld for både hendes barn, hende og samfundet. Dernæst blot bemærke det påfaldende i at alt respons fra mænd, i skrivende stund, i indhold har varieret fra irrelevant til nedladende. Kan vi finde på en ord som pendant til slutshaming der beskriver mødre der ikke fremstiller sig som perfekte og omnipotente?

Natalie Yahya Rosendahl, Randi Christiansen og June Beltoft anbefalede denne kommentar

Kristian Fogh Thomsen - "Mom shaming" måske?

Ja, folk kan godt have lidt travlt med hvordan man er en "god mor". Og når snakken falder på mænd der overskrider kvinders seksuelle grænser, så er mange tilbøjelige til at mene at mødrene skal opdrage deres sønner til at opføre sig ordentligt. Hvilket sikkert også ville være fint - men hvad med sønnernes fædre? De skal vel også være med til at opdrage.

Og der er også en vis tilbøjelighed til at beundre enlige fædre for at de "klarer sig SÅ godt". Også selvom den står på ramasjang og chokopops ad libitum lørdag morgen, mens farmand sover længe...

Randi Christiansen

Kristian, godt du nævner det, jeg har selv tænkt det samme. En modig indrømmelse, og som man siger : selverkendelse er den første vej til forbedring.

Når man så modigt går i åbent forum, skal det selvfølgelig modtages kærligt. Det er i alles interesse, at vi bliver bedre til at omgås os selv, vores børn og hinanden, og derfor giver det mening at dele erfaringer. Det skal vi kunne i tryg forvisning om, at vi modtages uden fordømmelse. Det er hverken konstruktivt eller berettiget at (for)dømme hinanden. I stedet bør vi være nøgternt undersøgende.

Så tak til laura - med de bedste ønsker for hendes familie og med håbet om, at hun og vi andre kan bruge hinandens input til at blive bedre mennesker og bedre forældre. Det er sjælerystende at få ansvaret for et lille nyt menneske, hvor man møder sig selv på en hidtil uprøvet måde og må indse, at på trods af alle de bedste intentioner så er dét, hvad vi giver vores barn : os selv på godt og ondt. Det er intet under, at vi kan føle os fortabte i den proces.