Er tidsånden borgerlig, og er udviklingen siden 1980’erne gået i retning af et borgerligt samfund?
Sådan spørger journalist Mathias Sindberg den 2. februar i sit interview med økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille.
Ministeren synes slet ikke, at tidsånden er borgerlig, men derimod socialdemokratisk og venstreorienteret. Han mener, at LA er en lille, borgerlig frihedsbevægelse. Cand.mag. og debattør Niels Jespersen mener, at tidsånden er borgerlig. Det gør jeg også. Så hvem har ret?
Udviklingen er gået i en borgerlig retning. Når mange mener, at vi domineres af neoliberalismen, siger de lidt det samme. Det nye er, at ’borgerlig’ ikke betyder det modsatte af socialisme – for socialismen er svundet væk.
Man talte allerede i 1950’erne – og endda før – om arbejdernes embourgeoisement, altså borgerliggørelse. De blev borgerliggjort ved hjælp af velfærdsstaten. Den skulle hindre dem i at blive proletarer og lave revolution. Det lykkedes. De borgerlige har mistet den onde ’anden’. Det borgerlige er blevet fjendeløst og uden alternativer.
Borgerlig betyder for Simon Emil Ammitzbøll-Bille et opgør med the Nanny State og med den høje skat, men han er ikke interesseret i niqabber og vil beholde central, statslig styring af kunst, skoler, DR og sygehuse. Men er staten ikke allerede svækket så meget, at hans opgør med staten er forpasset?
Staten har afhændet utallige af de nationalstatslige institutioner. Staten har end ikke monopol på vold. Flere områder er uden for statens kontrol. Der er delegeret magt ud til EU, og verden domineres af tech-giganter som Google og Facebook, der er hinsides staternes kontrol. Og når dertil kommer, at stort set al kritik af teknologi og naturvidenskab er forstummet, kan det borgerlige ikke længere betyde mere samfund og mindre stat. Der er langt mindre stat end før, og derfor er samfundet blevet mere borgerligt.
Alt var borgerligt
Det er tankevækkende, at vi kan kalde en regering borgerlig, for det kan de ikke i Polen og Tjekkiet. Jeg spurgte bekendte, om man kunne sige ’borgerlig’ (burżuazyjny) om en regering på polsk eller på tjekkisk (buržoansní)? Nej, det ville lyde som en sprogbrug, der hørte den marxistiske fortid til. Interessant. De kan ikke bruge ordet uden at tænke på marxismen, vi kan godt.
Lad os bevæge os tilbage til 1970’erne, hvor ordet borgerlig betød noget andet, end det gør i dag. Det var, som om det var slut med det borgerlige. Tidsånden var socialistisk. ’Borgerlig offentlighet’ var dengang pensum på de danske universiteters humanistiske studier. Og det er bevidst, det er stavet på den måde, for det var en norsk oversættelse, der blev brugt. Så gode til tysk var de studerende altså ikke dengang.
Informations forlag udsendte i 2009 en dansk oversættelse. Der er tale om oversættelser af Jürgen Habermas’ Strukturwandel der Öffentlichkeit. Ordet ’borgerlig’ indgik i undertitlen, for afhandlingen var en undersøgelse af »einer Kategorie der bürgerliche Gesellschaft« (1962). Offentligheden gennemgik et forløb med opkomst, højdepunkt og nedgang. Der var tale om en forfaldstekst. Efter Habermas’ bog kom en anden: Ib Bondebjergs Proletarisk offentlighed. Den blev aldrig nogen bestseller. Bondebjerg var ingen Brinkmann.
Der var i det hele taget meget, der var borgerligt i negativ forstand i 1970’erne. Der var borgerlige romaner, dramaer, musik og videnskab. Universitetet var endnu borgerligt. Radioavisen var borgerlig. Anders And var borgerlig. Pop var borgerlig. Tiden var alt, alt for borgerlig, mente datidens socialister, og de gik der, hvor tidsånden førte dem, for de vidste fra videnskaben, at udviklingen bevægede samfundet mod mindre borgerlighed.
De troede på fremskridtet. Indvandrere var ikke indvandrere; de var fremmedarbejdere eller gæstearbejdere. De havde ingen religion, for den slags falsk bevidsthed ville forsvinde. Alle var arbejdere. Selv studenter.
Dansklærere drømte om en arbejderlitteratur som kritisk modbillede til de borgerlige af borgerlige forfattere som Henrik Pontoppidan og lignende. Der blev bedrevet ideologikritik, og den skulle afsløre, at det borgerlige ikke var det almene, sådan som det påstod. Det proletariske lod vente på sig.
Ib Bondebjerg opgav helt og begyndte at skrive på engelsk om film og det kognitive. I dag er antologierne med arbejderlitteratur sikkert brændt.
Borgerlig sejr
Det borgerlige sejrede og er blevet næsten enerådende. Senliberalismen døde mærkeligt nok ikke, så man begyndte at kalde den neoliberalismen.
Vi skal i dag alle være medborgere og ikke medarbejdere. Vi skal ikke være lønslaver, men lave frivilligt arbejde.
Der er små museale enklaver tilbage, som huser ikkeborgerlige rester. De findes muligvis i Enhedslisten, men det er svært at få øje på det proletariske. Maria Gjerding ligner ikke just en, der er formet af arbejderkulturen, for spørgsmålet er, om den findes længere, og hvis den ikke gør, kunne man jo sige, at nu er hele kulturen blevet borgerlig.
Derfor eksisterer der ingen kulturkritik. Borgerskabet går trofast ind og ser Chr. Lollikes teaterstykker og nyder Michael Kviums kunst, og socialister går til musicals og ser X Factor. Gad nogen se Brecht i dag? Jo, måske tilsat rockmusik.
Den måde, vi bruger ordet borgerlig på i dag, har altså stort set intet at gøre med den måde, vi brugte ordet på i 1970’erne eller før. Forskellen er, at det i dag ikke har med klasser at gøre. Borgerlighed har ikke nogen essens. Det er ikke et politisk projekt. Det er ikke en ideologi (hvad vi tror), men en identitet (hvad vi er).
Det kommer frem, når vi ubesværet i stedet for borgerlig blot kan sige ’blå’. Ordet borgerlig kan udskiftes med et tomt ord, der kun giver mening, fordi det er forskelligt fra et andet tomt ord: rød. Disse partifarver er et produkt af farvefjernsyn. At være blå betyder, at man ikke er rød og omvendt. Blå og rød er identitetsmarkører frigjort fra ideologi og historie, og de er foreløbige. Den røde får identitet ved at skabe den onde ’anden’ (den blå). Og omvendt.
I en metaformættet tekst skriver Niels Jespersen: »Der blæser en vind, og gløder, vi troede udslugte, ulmer på ny. Den liberale orden er et skib i havsnød, og det er blandt kritikerne, at man finder viljen til at udstykke en ny kurs.«
’Den liberale orden’ er truet og dermed udviklingen mod det mere borgerlige, som Sindberg omtalte. Vi ved ikke, hvad vinden og gløderne er, men det er nok ikke en socialistisk revolution. Jespersen vil samle »gode kræfter«, og de må »samles i forsvaret for den arbejdende middelklasses værdier, frihed og velstand. Den udgør det kulturbærende lag herhjemme. Nationens åndelige bolværk, bag hvilket vores ånd kan spire og udvikles.«
Her er kun den arbejdende middelklasse tilbage, og den er endog »åndelig«. Denne klasse er de borgerlige. Kulturen er borgerlig, og det borgerlige er kulturbærende. Hvem er de antiborgerlige? Hvem er dem uden ånd? Det kan umuligt være de venstreorienterede eller socialdemokraterne. Vi ved det ikke.
Den anden klasse
Tidsånd og udvikling bliver mere og mere borgerlig. Hvorfor? Der findes ikke nogen bedre forklaring end ’historiens afslutning’. Hvis Sindberg har ret, må alle være præget af udviklingen, der fulgte efter Murens fald, Den kolde Krigs ophør, globaliseringens og neoliberalismens begyndelse. Det er historiens afslutning. Der kan jo ikke komme noget efter globaliseringen andet end mere globalisering.
Det sluttede med det borgerlige demokrati. Det sluttede med, at civilsamfundet genopstod, og det hedder jo på tysk ’det borgerlige samfund’ (Hegel). Selv socialister går nu ind for det civile – det vil sige det borgerlige samfund.
Borgerskabet var den anden klasse, men den sidste og tredje klasse forsvandt med Murens fald. Historien sluttede, før man havde regnet med det. De borgerlige blev den sidste klasse. Der kommer ikke noget efter det borgerlige. Der kom ingen proletarisk offentlighed. Det gør, at vi i fremtiden kommer til at kede os. Der er ikke noget nyt at kæmpe for andet end mere af det samme. Mere og mere borgerlighed.
Hans Hauge er dr.phil. og forfatter.
Fremtiden er anderledes end fortiden.
Jeg tror, at hvor vi de sidste 200 år havde hovedkampen indbyrdes i menneskeheden om de goder, der var tilgængelig, bliver hovdekampen i de kommende århundrede at modstå det pres, "naturen", reaktionen på vore handlinger, lægger på os.
Det er i øvrigt formålsøs at erklære venstrefløjen død. Det medfører kun, at venstrefløjen erklærer højrefløjen død, og så er vi lige vidt.
Formålsløst. Det er ikke nemt, når hverken telefonen eller jeg kan stave.
“Det gør, at vi i fremtiden kommer til at kede os”, slutter H.H. Nej, der bliver masser at lave med at beskytte os mod de katastrofer, som det borgerlige og liberale samfund kaster os ud i. Der er intet om de menneskeskabte klimaforbrydelser i H.H.s univers. Hvordan kan man med en vid horisont, som H.H.s undgå at komme ind på det emne. Det skulle vel ikke være, fordi den er gal med H.H.s horisont?
Nu er det ikke kun de borgerlige, der er skyldige. Enhver fagforening kæmper også for vækst og arbejdspladser. Ja, man kan sige, at vi alle er skyldige i temperaturstigningen, der får isen til at smelte. Vi er alle fanget ind i at arbejde med på vores egen udryddelse - borgerlige såvel som det modsatte, alle. Det er svært at foretage modbevægelser, når det drejer sig om selvbegrænsninger, svært at lave en folkebevægelse mod os selv, men der er ingen anden vej. Den, der står med et barn eller et barnebarn i hånden, er tvunget til at finde på noget.
Jeg giver dig ret Niels-Simon Larsen "Det er svært at foretage modbevægelse(r), når det drejer sig om selvbegrænsninger". Det er svært når det styrende og de ledende hele tiden gør ting dialektiske og deler ting op i røde og blå; eller som i USA i blå eller røde. ;) Det er svært når der hele tiden rettes løftede pegefingre der fortæller os at konkurrence er godt og nødvendigt, og det samtidigt viser sig at det og de styrende og ledende ser ud til at have ret, og at ingen kan selv uden konkurrence og bare er "følger" i Nietzscheiansk forstand. Og alligevel er vi alle lige borgere (sic!). For det har vi hele tiden lært. Det bliver bare "interessant" at se hvor de sidste par generationer der er blevet voksne, som har lært gennem konkurrence hvordan man er borger i en klasse, kommune land, i EU osv., hvor de ender med at komme hen når de får "logget på" i deres liv.
Jeg tror, at Hans Hauges indlæg skal ses som en intern kritik af borgerligheden - den eksterne kritik tager vi andre os af. Og som intern kritiker må han jo forholde sig til de problemstillinger, som borgerskabet selv opfatter som borgerlige, og det er da al ære værd.
Hans Hauge afslører jo, at borgerskabet ikke mere har en fremtidsvision, fordi fremtiden tilsyneladende allerede er blevet nutid, hvorfor visionen er en opretholdelse af status quo. Borgerskabet har sejret ad helvede til godt, og er derfor ikke i stand til at forholde sig til de nye problemer i verden, som jo netop for en stor del skyldes det borgerlige projekt.
Historien er slut, siges det, og hvis man dermed mener, at den borgerlige historie er slut, er det jo rigtigt nok, der er simpelthen ikke mere at hente der. Men for at komme videre, må den borgerlige ideologi smadres indefra, ellers bliver den bare udslettet af udefrakommende kræfter. Jeg bidrager gerne, men der er borgerlige ingen der vil lytte til mig, da jeg ikke er borgerlig.
Jeg ved ikke om Hans Hauge er borgerlig, men hvis han ikke er, er det da lykkedes ham som en god filosof at sætte sig ind i sin modparts tankegang. Og det er som sagt al ære værd, og måske vil det endda kunne bibringe et par borgerdyr lidt selvbesindelse og eftertanke.
Jeg synes heller ikke det - udover klimakrisen og naturødelæggelserne - adresseres, at der med neoliberalismens ødelæggelser er en voksende underklasse/prekariat, der hælder mere og mere til 'anti-establishment' på både højre og venstrefløjen. Her er de såkaldte populistiske bevægelser i fremmarch, og splittelsen bliver skærpet mellem på den ene side bevægelserne, på den anden side et fælles oprør mod eliten, globaliseringen og de pengestyrede regeringer.
Så det virker som om H.H. ikke rigtigt ser hele tidsånden.
Det eneste vi kan være helt sikre på, er at forandring altid følger i enhver udvikling.
Underligt er det at en åndsaristokratisk besserwisser som Hans Hauge virker skuffet over venstefløjens og især socialdemokraternes svigt i deres accept af borgerlighedens neo-liberale agenda med et sprog der hører hjemme i "Prædikerens bog" - en sang om "intet nyt under solen".
Det er jo i bund og grund et manifest om sin egen visionsløse skuffelse over egen u-formåen når han ikke kan se ironien i at "nødvendighedens politik" nødvendigvis skal bruges i fremtiden til klodens klimasikring.
Så spørgsmålet er : Hvad skal vi bruge ham til? Og det retoriske svar må være - det kan kulturhistorikere måske - vi kan ikke - vi må videre med vigtige opgaver.
Mon ikke noget af problemet ved det ovenstående er at helt forskellige betydninger af ordet "borgerlighed" blandes sammen?
Borgerligheden står på skuldrene af arbejderkampen. Havde arbejderne ikke kæmpet kampene, så var der ikke opstået en stærk middelklasse. Middelklassen med villa, volvo og vovse - den er borgerlig, og det er kun naturligt.
Når du er sat, og har en masse gods og guld, så skal du jo ikke kæmpe for det hver dag mere ( det mener de fleste i hvert fald).
Jeg har altid anerkendt arbejderkampen som den vigtigste kamp i løbet af de sidste mange århundreder, men tiderne har ændret sig, og succesen har kvalt arbejdernes kamp.
Det er såre simpelt.
Det er jo ikke unaturligt at en smed stemmer venstre mere.
Neoliberalismen er den modsætning til de borgerlige værdier.
De borgerlige værdier er flid, dannelse, sparsommelighed, ærlighed, gavmildhed, næstekærlighed, ydmyghed, m. m. Det borgerlige omfatter også en konservativ, bevarende holdning.
Neoliberalismen er egoisme, grådighed, selvovervurdering. En revolution hvor de fattige og syge skal fratages alle rettigheder.
Du rammer hovedet på sømmet, Peter Frost, arbejderkampen har udspillet sin rolle i dansk nationalt regi.
Fremtidens arbejderkamp bliver enten international, eller fokuseret i de lande, hvor den lokale arbejderklasse står stærkt. For globalt set har arbejderkampen endnu ikke kæmpet sig til succes, at det kan se sådan ud her i Danmark skyldes jo blot, at vi har udliciteret arbejdspladserne til Polen og Sydøstasien.
Måske kan den store folkevandring af krigs-, klima- og "bekvemmelighed"-flygtninge fra Syd mod Nord som en af arbejderkampens moderne fremtrædelsesformer? De såkaldte bekvemmelighedsflygtninge er jo typisk folk, der søger arbejde.
Niels Nielsen, arbejderkampen har ikke virket eller ikke fundet sted i alle u-lande, men det kommer vel med tiden. Jeg tror ikke at bekvemmelighedsflygtninge vil bidrage til en revitalisering af kampen i Europa alene af den grund at de skal tage jobs fra den borgerlige arbejderklasse først. Det kommer ikke til at ske.
Kampen er nødt til at stå i de lande som endnu ikke har haft den, og det bliver ikke i Afrika først.
Asien og Sydamerika anser jeg som de der kommer først, dernæst Afrika og slutteligt i Mellemøsten, når Islam ikke længere er en del af magtstrukturen.
Så er vi alle borgerlige...
Husk på at de som forsvarer borgerlig politik stærkest er den arbejdende middelklasse. De vil have deres tilkæmpede goder for dem selv.
"Tidsånden" er noget den generøse stat betaler de lærde for at skrive om, når de ikke kan finde på noget med rigtig substans. Herregud, ingen kan jo præstere på topniveau hele tiden, så er der lidt at snakke om søndag eftermiddag på cafeerne.
Vores politiske virkelighed passer ikke længere ind i de to gamle kasser i konstant konflikt. Dem og os, de gode og de onde, arbejderen og kapitalisten, ven og fjende. I dag er den politiske agenda atomiseret på tværs af partierne i takt med at nye problematikker fødes som en konsekvens af den videnskabelige udvikling, vores store udbredelse og vores intensive rovdrift. I dag er fjenden ikke de andre. I dag er fjenden os selv, os alle.
Det var meget mere overskueligt og simpelt, da vi var unge, smukke og dejlige, og det var vi.
Hans Hauge er ikke let at sætte i bås, og han gør også alt for ikke at blive det. Han har hjerne, og er derfor konservativ. Om han engang har haft hjerte til at være venstreorienteret, tvivler jeg på. Han kan være fornøjelig som kritiker, bestemt, men det er der jo så mange der er. Nu er tiden moden eller mere til stillingtagen til klimaet, men hvilken stilling indtager han så. Strengt taget er det ikke hans emne med kronikken, nej, overhovedet ikke, men derved afslører han sig som politisk underholder.
Leo var inde på Churchill-filmen, Our darkest hour, og i en anden tråd var jeg inde på ‘Et tysk liv’. Begge film kan man se med klimaøjne, og så er det ikke bare historiske film, men i høj grad nutidige. I trediverne var alle lande mere eller mindre fascistiske - facister til højre eller venstre. Kaldte sig bare noget andet, men altid var det kæft, trit og retning. Det er det samme i dag, om man så arbejder i stat eller kommune eller i et multinationalt selskab - ret ind!
Intellektuelle af typen H.H. viser ikke vejen, de skriver bare om forskellige veje i fortiden, dog på en sådan måde, at man skal begræde sine fejltagelser, især hvis man har befundet sig til venstre for midten - eller som oprørere fra midten. Den faste hjemstavn hedder Venstre eller konservative, når H.H’erne står i valgboksen.
Lad os bare kaste vrag på både højre og venstre, men hvad skal der så ikke slås løs på? Det er her problemet ligger, for både H.H. og vi andre skal nu skabe en folkebevægelse mod vores eget overforbrug, og for vores børnebørn der kommer til at leve under 4-6 graders temperaturstigning. Hallo, H.H., hvor er du? Kom frit frem - tillige med den fløj du mere eller mindre skjult tilhører.
Nah. Den næste store metatendens bliver fællesskab og solidaritet. Folk er dødtrætte af liberalisme og individualisme, meningsløshed og målstyring, SoMe og overfladiske værdier. Økonomismen og dens primitive model af mennesket som et grådigt, egoistisk og kortsigtet reptil har smadret vores samfund så meget, at der vil komme en modreaktion.
"kortsynet" mente jeg vist.
Hvor har mon alle skribenterne deres hjerte og forstand ? Må jeg venligst citere fra bagsiden af Børsen - onsdag den 7.februar 2018. En Saxo bank direktør vurderes til at være blevet blød ?. Ham er jeg HAMRENDE ligeglad med. MEN der kommer et citat senere i artiklen om hvad de ultraliberale tænker, tror og mener. Frit citeret fra Børsen : ultraliberale opfordres til at man "udsulter bæstet", en teori der går ud på, at den eneste måde at mindske staten på er ved at fjerne dens indtægter" (læs: privatiseringer). Hvis man ikke via faglige organisationer kan opnå NOK solidaritet, er der kun EEN vej tilbage - boykot ALLE firmaer der IKKE betaler skat i Danmark. DE undergraver også velfærdssamfundet. Boykot MacDonalds - DE betaler IKKE en krone i skat i Danmark. Vi kan stå udenfor enhver Mac Donalds biks og blokere lortet - lige indtil de betaler skat. Deres biler slider OGSÅ på vores vejnet, men de bidrager jo IKKE. Derfor UNDERGRAVER MacDonalds det danske samfund, de BIDRAGER IKKE med een eneste krone. Er det fair at købe deres produkter, eller hvad ??? Jeg syntes det er FLOVT at handle i MacDonalds. Og det er kun EET eksempel. Kom nu ind i kampen alle I teoretikere........
Jeg tror ikke, at et eneste menneske kan fastslå, at nu har de borgerlige vundet for fremtiden. Historiens kamp for, at de fattige får bedre levevilkår har eksisteret siden oldtiden. Klimakrisen er af nyere dato, men med stor sandsynlighed den største trussel mod livet på Jordkloden, og vi mennesker er dem, som har ansvaret for at vende skuden uanset om vi er blå, røde, lilla eller grønne. For vores børns skyld og for vores børnebørns skyld for livet på Jorden. Fremtiden er ligeså uvis, som at sidde med et stykke hvidt papir ved skrivebordet og ville skrive en roman. Hvad kommer der ned på det. Det kan vi ikke forudsige, det viser sig hen af vejen i fremtiden.
Den tekst kan udlægges på flere måder. Det er vel HHs styrke, og ønske tror jeg. Men hvis altså borgerlighed er noget vi er, og vi får mere og mere af den, får vi ikke dermed mere og mere af os selv? Og er det i grunden ikke noget vrøvl? Medmindre selvfølgelig borgerlighed er det almene. Men hvad bliver vi da - hinanden? I øvrigt efterlader argumenter af ordenen x = y altid en rest.
Interessant spørgsmål, Anders Dahl - er borgerlighed det almene?
Hvis det almene afgøres ved simpelt flertalsdemokrati, er borgerlighed vel det almene i vore dage. Men jeg mener selv, at det almene rækker ud over borgerligheden, og netop er et udtryk for helheden, som også indbefatter det/de ikke-borgerlige.
Faktisk er det efter min mening borgerskabets store fejl at tro, at flertallet automatisk har ret til at bestemme over mindretallet.
Hele ideen bag demokrati er, at hvis man kan få en befolkning til at blive enige - i store træk - om et eller andet, kan man spare på undertrykkelsesapparatet, da folk helt af sig selv vil acceptere de demokratiske løsninger, når folk føler, at de selv har haft en mulighed for at påvirke resultatet. Der kan med andre ord spares store summer på politi og militær.
Men i disse postdemokratiske tider har demokratiet udviklet sig til en farce, hvor spinkle flertal (51%) enevældigt tager beslutninger, som går det massive mindretal (49%) direkte imod. I stedet for at finde kompromisser, som 90% af befolkningen kan leve med, tromler politikerne hvad som helst igennem, som de kan få 90 mandater til at vedtage.
Resultatet bliver, at en endda meget stor del af befolkningen er utilfreds med slagets gang. For at holde dette store mindretal i skak forsøger de borgerlige politikere at udgrænse anderledes tænkende ved at indføre alle mulige forbud og true med strengere straffe, på trods af, at al historisk erfaring viser, at en utilfreds befolkning blot bliver endnu mere utilfreds, hvis dens legitime problemer bliver mødt med til lejligheden opfundne legale overgreb.
Hvis ikke borgerligheden lærer, at det almene overskrider borgerskabets selvforståelse, må den imødese, om ikke undergang, så dog voldsom modstand. For enten organiserer mindretallet sig og går til modstand, eller også gør det ikke, og hvis det ikke gør, vil mange individer søge at finde deres egen løsning på problemerne. Hvilket sidste typisk giver sig udtryk i kriminalitet, vold og brændende biler i gaderne. Mens alle dem, der har internaliseret den borgerlige anstændighed, som forbyder udskejelser, går ned med stress.
@ Niels,
Du har helt ret i ovenstående.
Apropos stress hos de 'internaliserede', er en ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lige landet i nyhederne. Den viser, at 10% af den arbejdende befolkning er nødt til at tage antidepressiv medicin eller anden psykofarmaka for at kunne fungere på arbejdspladsen og få hverdagen til at hænge sammen.