Kommentar

Det er de gamles dom, når 1.000 unge sigtes for at dele krænkende video

Da over 1.000 unge for nylig blev sigtet for deling af børneporno, var det et udtryk for de voksnes moraliserende afmagt. Men sigtelser og domme bringer næppe andet med sig end frygt. Hvad der kræves, er ikke straf, men mod til eftertanke, så man undgår tankeløs og ukritisk deling
2. februar 2018

Sigtelserne af over 1.000 unge for deling af børnepornografisk materiale er en gammeldags måde at håndtere et nutidigt problem på.

Bag sigtelserne gemmer sig en gammel verdensorden, som i mangel på gennemslagskraft i den digitaliserede hverdag og i de unges liv nu hævder sig ved intimidering og frygt: frygten for bøder og fængselsstraffe, frygten for plettede straffe- og børneattester.

Opdragelse, forstår vi, opnås gennem ’statuering af eksempler’ og udbredelse af angst – med andre ord ved brug af disciplineringens to mest gammelkendte redskaber. Den unge generation skal lære at tænke og handle i overensstemmelse med konventionelle opfattelser af sex, blufærdighed og privatliv og dermed respektere de sondringer og skillelinjer, som for tidligere generationer indrammede et etisk og ansvarligt liv.

Men sigtelser og eventuelle domfældelser vil næppe have den tilsigtede, opdragende effekt. For selv om debatten om grænser og krænkelser nok foregår på de gamles præmisser og hjemmebane, hvor også retssalene og dommerne befinder sig, så lader lektionerne sig vanskeligt overføre til den digitale fremdrift, der fortsat ikke har kritisk eftertanke blandt sine formål.

At et stort antal unge nu betaler for den spontanitet og grænseløshed, som nettet overalt inviterer til, kan for dem kun være en straf, som forekommer vilkårlig og grundlæggende urimelig i en digitaliseret virkelighed, der bestandig udfordrer og ophæver gamle værdisæt og normer. Frygten, der nu har bredt sig, vil næppe fremme eftertanken og sænke hastigheden mere end en lille krusning på kommunikationens fortsatte, medrivende strøm.

Det digitale liv er virkeligheden

Politikens leder den 16. januar opsummerer klart den traditionelle holdning: »Det handler om at skabe en digital kultur baseret på gensidig respekt, samtale – og frem for alt frivillighed og samtykke. Fuldkommen som i det virkelige liv,« står der.

Men der er grund til at spørge, hvad der skal forstås ved ’det virkelige liv’? For unge, der er vokset op med sociale medier, er sondringen mellem et virkeligt og et digitalt liv i bedste fald flydende, hvis ikke meningsløs.

Vrede, skuffelser, kærlighed, begær bevæger sig uhindret på tværs af såvel skærme og platforme som mellem billeder, handlinger, skrevne og talte ord. Der er ikke én realitet uden for medierne og en anden på de sociale medier, men kun én enkelt virkelighed, som breder sig og pulserer i alle retninger.

Og denne ene virkelighed ser noget anderledes ud, end moralisterne og idealisterne kunne ønske: Det er ikke en virkelighed af klassiske regelsæt og kritisk eftertænksomhed, men af umiddelbarhed og øjeblikkelighed, der følger øjets, følelsernes og impulsernes hast.

Det er ikke en virkelighed baseret på respekt og på samtykke, men på ubrudte strømme af billeder og ord, som bestandig er foran gensidige hensyn og aldrig beder om tilladelse til at fortsætte deres flugt.

Og af særlig væsentlighed for denne sag: Det er ikke en virkelighed, som opretholder og gentager tidligere grænser mellem rigtigt og forkert, etisk og uetisk, offentligt og privat, upersonligt og intimt, acceptabelt og krænkende. Det er derimod en konstant overskridelse, der sidestiller og sammenblander alt: det faktuelle med det falske, det personlige med det pornografiske, det udtryksfulde med det ydmygende, det sarte med det brutale.

Videoer og klip af alt mellem kattekillinger og orgasmer afløser hinanden uden hverken ophold eller advarsler. Gammeldags modsætninger og ekstremer rykker sammen og mødes i den samme digitale flod uden hverken dæmninger eller bredder.

Hermed ikke sagt, at de unge, som nu er sigtet, er uden ansvar og uden andel i de forulempedes ulykke. Efter loven såvel som traditionelle, moralske retningslinjer bør seksuelt krænkende billeder ikke deles og udbredes.

Men bag massesigtelserne gemmer sig det ønske om at belære og disciplinere, som afslører afstanden og ikke mindst afmagten over for de unges medievaner og kommunikationsformer. Sagen handler derfor ikke mindst om en kollision mellem tankesæt og normer: de ældre generationers forkrampede forsøg på at bevare deres egne standarder, grænser og distinktioner over for de unges tilsyneladende værdi- og normanarki.

Afklædte er her ikke kun de unge, som sagen umiddelbart handler om, men også de ældre, som i dag søger at belære de unge om frivillighed, gensidighed og samtykke gennem tvang, ydmygelse og frygt.

Eftertænksomhed på nettet er, som alle øvrige steder, hverken produktet af angst eller disciplin. For at refleksionen skal have en chance over for den impulsive og tankeløse reaktion, kræves ikke straf, men mod: modet til at bryde øjeblikkets tyranni og tildele tvivl og tøven en plads i den digitale strøm.

Anders Kølle er kunsthistoriker og ph.d. i Medier og Kommunikation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Jørn Andersen
  • Ole Frank
Niels Duus Nielsen, Jørn Andersen og Ole Frank anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Jeg kan være enig i pointen om, at den digitale verden virker fuldstændig grænseoverskridende og evigt strømmende, og at 'de gamle' har fejlet ligesåvel som de unge.
Men det kan altså ikke komme som en overraskelse, at delingen af sex-videoer eller billeder af andre - i særdeleshed dem under den kriminelle lavalder - er ulovlige. Det har sådan set været fremme i flere år, hvor det har været debatteret, hvor ofre har stået frem, og mange har berettet om de meget ubehagelige konsekvenser af delinger for dem selv.
Problemet er, at mange slet ikke har lyttet.
I flere år har Facebook-grupper som "Offensimentum" og "Lokumentum" huseret med mobning, chikane og netop delinger af private billeder og videoer. Mange forældre har fået sig et chok over, at deres egne børn var medvirkende i mobningen.
Nu får de sig en tilsvarende kold spand vand i hovedet over at deres børn er blevet sigtede i deling af børnepornografisk materiale. Flere af de sigtede har delt videoer over 50 gange. Og flertallet af sagerne kommer fra Nordsjælland -hvad man så skal lægge i det?
Sigtelserne kommer i kølvandet på en henvendelse fra FBI, der nok er vanskelig at sidde overhørig.
Desuden er der tale om prøvesager, hvor de mildeste tilfælde skal opvejes mod de groveste. Det vil sige, at præcedens søges etableret. Sigtelserne vil i mange tilfælde nok blive frafaldet.
Politiet har hidtil nølet, og det har været kritiseret meget fra ofrenes side. Nu prøver de så sagerne af, hvad jeg mener er helt relevant.
Måske burde loven justeres, så børn ikke kan dømmes for pædofili. Men vi bliver altså nødt til at have fælles spilleregler, hvor ofrene ikke altid trækker det korteste strå.

Bjarne Bisgaard Jensen, Anders Gerhard Jørgensen, Maria Jensen, Rikke Nielsen, Markus Lund, Henrik Leffers, Ulla Søgaard, Jens Falkenberg, Herdis Weins, Verner Nielsen, Heidi Larsen, Kenneth Graakjær, Thora Hvidtfeldt Rasmussen, Morten Larsen, Mette Poulsen, Jørn Andersen, David Zennaro, Henrik L Nielsen, jens peter hansen, Torben Lindegaard og Jesper Harder Søndergaard anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Anders Kølle bebrejder den ældre generation, at den vil påtvinge de unge normer, som er helt ude af trit med de unges digitale virkelighed. Men så vidt jeg kan se, er det præcis det samme, han selv gør, når han vil fremme eftertænksomhed på nettet. Som hans egne eksempler klart viser, er eftertænksomhed netop ikke en del af denne virkelighed: "Det er ikke en virkelighed af klassiske regelsæt og kritisk eftertænksomhed..."
Derfor står det mig ikke helt klart, hvad det egentlig er, Anders Kølle vil.

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Markus Lund, Morten Larsen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Nej, det er ikke de gamles normer. Det handler om at beskytte dem på filmen. Det tror jeg også godt de unge kan forstå hvis de tænker lidt over det.

Anders Gerhard Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Rikke Nielsen, Markus Lund, Ulla Søgaard, Herdis Weins, Verner Nielsen, Morten Larsen, Mette Poulsen og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Lovgivning laves altid mhp enten at beskytte og/eller disciplinere borgere, sidstnævnte overvejende dér, hvor det kan gå ud over andre. Det er der jo ikke noget nyt i? Man HAR jo talt om det, undervist i det, osv. osv. Dette er den logiske konsekvens af disse personers handlinger.
I det aktuelle tilfælde handler det angiveligt om to personer, der dyrker sex, hvor nogle tilstødende personer begynder at filme dem og krænke den kvindelige part med en vodkaflaske, bøjle eller whatever. Det kan godt være, man efterspørger eller deler dette uden at tænke på konsekvensen; det ophæver dog ikke ens ansvar ift hvad man har gjort.
Det er alderen på dem, som er på videoen, som afgører om man bliver anklaget for noget med børneporno, og ikke ens egen alder. Det kan selvfølgelig være svært at vurdere i visse tilfælde, hvorfor man har endnu en grund til ikke at dele.

Rikke Nielsen, Herdis Weins og Maria Jensen anbefalede denne kommentar

Et hak i straffeattesten og ingen børneattest...fint !! Med den manglende dømmekraft, moral og etik disse 1000 unge har udvist, har jeg ikke fantasi til at forestille mig at de skulle have noget som helst at gøre med arbejdet med børn og unge...De slår mig som "Så omsorgsfulde som en elektrisk stol" (Loveshop) De eneste der ikke kan se det er deres forældre.....for deres små poder skal da ikke stå til ansvar for deres handlinger ...Men da de fleste åbenbart stammer fra de nordlige rigmandsghettoer, skal de såmænd nok klare sig...

Eva Schwanenflügel, Rikke Nielsen, Markus Lund, Herdis Weins, Verner Nielsen og Maria Jensen anbefalede denne kommentar

Hvis der var nogen unge menneskser, der troede at internettet var deres domæne, hvor de var hævet over straffeloven såvel som normerne for almindelig god opførsel, så var det da på tide, at de kom på bedre tanker.

Eva Schwanenflügel, Rikke Nielsen, Heidi Larsen, Markus Lund, Ulla Søgaard, D. Joelsen, Morten Larsen, Jens Falkenberg, Herdis Weins og Verner Nielsen anbefalede denne kommentar

Sludder. Må jeg, ydmygt, lige minde om plotlinien i 2. sæson af den norske serie Skam - der hvor Nikolai, Wiliams bror, tager billeder af en stangstiv og sovende Noora. Hun ender med at konfrontere ham og true svogeren med en anmeldelse for børneporno.

https://www.tv2.no/v/1045740/

https://www.vg.no/rampelys/tv/kripos-hyller-skam-noora/a/23691102/

Jeg går STÆRKT ud fra, at en stor del af dem, som har delt billederne også har set skam og kender historien om, hvordan Noora bruger loven til at stoppe fildelingen...

Kort sagt....hvis det havde været mine sønner, havde beskeden herfra været: I vidste, det var noget lort I lavede. Der er ingen undskyldninger for den opførsel. Og tak til politiet for - endelig - at tage den slags sager op.

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Morten Larsen, Rikke Nielsen og kjeld hougaard anbefalede denne kommentar

Morten:
" Et hak i straffeattesten og ingen børneattest...fint !! "

De mister jo nok også retten til at rejse in i USA. Det gør nok ondt i nordsjælland.

kjeld hougaard

Jeg kender ingen af de involverede. En ting forstår jeg – det er ikke en gruppe muslimer fra Tingbjerg som står anklagede, så havde piben haft en anden lyd. Siden står forfatterens holdning lidt uklar: mener han at den virkelighed som vi lever i, i digitale former, er end anden virkelighed end den vi i øvrigt lever i? Er Trumps tweets ikke en del af Amerikas politiske virkelighed? Hvis jeg på facebook påstår at politibetjent NN i denne eller hin situation blev bestukket for at lade mig sælge heroin, vi delte i porten – skal den påstand bedømmes efter en anden skala end om jeg råber det ud over en højtaler, eller det bliver trykt i en avis? Det er da muligt at forfatteren har ret: tidligere generationers gamle normer og konventionelle opfattelser af sex, blufærdighed og privatliv ikke i dag bør respektere som rammer for et etisk og ansvarligt liv. Det bør i så fald blive den nye norm for et etisk og ansvarligt liv, for ung som for gammel. Det vil domstole kunne give et fingerpeg om

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Rikke Nielsen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Til forfatteren: Du kender tydeligvis ikke til videoens indhold, hvor offeret gruppevoldtages af en flok drenge med stumpe genstande. Dit forsøgpå at glamourisere hævnporno som infantil deletrang er infantilt og plat. Det støder mig helt enormt, at myndighederne og medierne omtaler sagen som børneporno og "sexvideo", når realiteterneviser noget helt andet. Der er blevet lavet hånesange med underlødige titler såsom Drypbox og Belvedere & Ketscher. Det er ikke uskyldig ungdomskultur, men bestialsk massemobning, og det må og skalhave sociale konsekvenser for de implicerede, uanset hvad man mener om tiltalen.

Bjarne Bisgaard Jensen, Maria Jensen, Eva Schwanenflügel, Morten Larsen, Rikke Nielsen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

"Efter loven såvel som traditionelle, moralske retningslinjer bør seksuelt krænkende billeder ikke deles og udbredes."

Punktum!

Maria Jensen, Jesper Sano Højdal, Eva Schwanenflügel, Herdis Weins og niels astrup anbefalede denne kommentar
Mickey Alberten

Hvis ikke straf, hvad så?

Hvilke konsekvenser skal de "voksne" drage overfor de "unge" ?

Hvordan påvirkes folkets retsbevidsthed ved at vælge en type konsekvenser frem for en anden?

Og hvordan kan mod være den følelse der bryder "øjeblikkets tyranni", blandt de unge eller voksne?