Kronik

Gør op med forsvarsforbeholdet – dansk isolationisme er skadelig for vores sikkerhed og kan koste arbejdspladser

Danmark er endt som det yderste land i EU. Mens de andre EU-lande styrker forsvarssamarbejdet, og Emmanuel Macron og Angela Merkel rykker tættere sammen, står vi tilbage som en fodslæbende nation på den yderste mark
Danmark har på grund af forsvarsforbeholdet ikke kunnet deltage i fredsskabende EU-operationer i for eksempel Niger. Her besøger Frankrigs præsident Macron udsendte soldater i netop Niger.

Danmark har på grund af forsvarsforbeholdet ikke kunnet deltage i fredsskabende EU-operationer i for eksempel Niger. Her besøger Frankrigs præsident Macron udsendte soldater i netop Niger.

Stephane Lemouton

9. februar 2018

I december lancerede 25 af EU’s 28 medlemslande et nyt permanent og struktureret forsvarssamarbejde (også kaldet PESCO). Det er det vigtigste skridt i mange år på forsvarsområdet. Det kan blive en stærk EU-forsvarssøjle, der komplementerer NATO på områder, hvor USA ikke kan eller vil garantere vores sikkerhed.

Det er i klar dansk interesse at gå med i EU’s nye forsvarssamarbejde. Problemet er bare, at det kan vi ikke. Det skyldes vores 25 år gamle forsvarsforbehold. Danmark har dermed sammen med exit-landet Storbritannien og ø-staten Malta valgt at stå uden for PESCO.

Denne isolationisme er skadelig for vores sikkerhed, og den kan i sidste ende også koste arbejdspladser. Danske virksomheder risikerer de facto at gå glip af attraktive eksportordrer fra den nye europæiske forsvarsfond. Alvoren i situationen er ikke gået op for så mange, men det er på høje tid. Derfor bør regeringen og oppositionspartierne give danskerne mulighed for at stemme om en afskaffelse af forsvarsforbeholdet.

Nye trusler

Siden Anden Verdenskrig har vi danskere kunnet regne med, at USA via NATO og qua Atlantpagtens artikel 5 ville beskytte vores land over for ydre militære trusler. Det er ikke længere helt sikkert.

Donald Trump har som præsident skabt usikkerhed om USA’s vilje til at tage del i forsvaret af Europa. Milliardæren er mere optaget af landenes betalingsvilje end den moralske og politiske solidaritet i artikel 5.

Siden Anden Verdenskrig har skiftende amerikanske præsidenter forsvaret multilateralismen og den internationale retsorden, men Twitter-præsidenten vil bygge mure, isolere sig og tale brovtende om sit eget geni. Narcissisme og megalomani går hånd i hånd, men man må håbe, at Kongressen og oplyste embedsmænd i USA forstår at holde præsidenten i ave. Det tomrum, som USA efterlader internationalt – fra sikkerheds- til handelspolitikken – bør EU-landene udfylde. Europa må tage sin skæbne i egne hænder.

Vores sikkerhed udfordres af et ekspansionistisk Rusland, der har krænket Ukraines territoriale suverænitet, og i fremtiden skal vi kunne håndtere Putins lunefulde udfald, hvad enten det er gammeldags eller virtuel krigsførelse.

Ligeledes må EU-landene have stærkere militær kapabilitet og udrykningsstyrke til at kunne sikre stabilitet og sikkerhed mod syd, når afrikanske stater kollapser, og etniske udrensninger og folkemord truer.

Sådanne kriser kan sende millioner af migranter mod nord. Vi står over for en række geopolitiske trusler og risici, der strækker sig fra Putins Rusland til Krim og videre til Erdogans Tyrkiet, Mellemøsten og Nordafrika, og som vi ikke bare kan vende ryggen til.

EU kan hjælpe os til at tackle nogle af de nye sikkerhedspolitiske udfordringer, der udgår fra terrorisme, hackerangreb, pirateri og flygtningestrømme og så videre. Danmark kan ikke selv forsvare sin suverænitet på disse områder, men kan tværtimod vinde suverænitet ved at samarbejde med de andre EU-lande om et fælles forsvar.

Effektivisering af militær

Det udvidede forsvarssamarbejde i PESCO skal sikre bedre militær koordination mellem medlemslandene, investeringer i udvikling af nyt materiel, bedre militær mobilitet over grænserne, træningsøvelser, bedre medicinske leverancer til soldaterne, fælles indsats imod cyberkrig og så videre.

PESCO kan betyde en standardisering og effektivisering af EU-landenes militær. Vi kan få meget mere for pengene i Europa, hvis vi kan lave fælles indkøb og reducere antallet af for eksempel armerede køretøjer, hvor EU-landene i dag har 37 forskellige modeller. Nationalismen i forsvarsindustrien har kostet dyrt, og EU-landene har næsten seks gange så mange forskellige våbensystemer som USA.

For eksempel vurderer den tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, at EU-landene bruger halvt så meget på militært udstyr som USA, men i forhold til amerikanerne får vi kun 15 procent militær effektivitet ud af det. Det skyldes, at amerikanerne har flere fælles standarder og langt færre våbensystemer end EU-landene.

Det er billigere at bygge kampvogne eller kampfly, der kan bruges af alle medlemslande, end at genopfinde hjulet hver gang og lade tyskerne, franskmændene, italienerne og spanierne lave hver deres egne modeller og specifikationer. Vi kan sikre flere europæiske job, hvis vi kan udvikle og bygge dem i Europa i stedet at skulle placere milliardordrerne i amerikansk teknologi.

Arbejdspladser

EU har etableret en ny forsvarsfond, der fra 2020 vil råde over 5,5 milliarder euro om året. Det kan sætte fart i investeringer og udvikling af nye europæiske forsvarssystemer. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) håber, at danske virksomheder vil få del i disse ordrer. Formelt kan Danmark være med i forsvarsfonden, fordi den er lanceret som industripolitik under det indre marked. På papiret er det godt, da vi har over 90 konkurrencedygtige eksportvirksomheder, der som blandt andet Terma leverer militære komponenter og udstyr. De eksporterer for op imod 400 millioner kroner om året – og det skaber arbejdspladser i Danmark.

Men i praksis kommer de i klemme, fordi de er danske og underlagt forsvarsforbeholdet. Kun fuldgyldige medlemmer af PESCO får adgang til de 10 procent ekstra støtte, som EU vil toppe op med ved projekter i forsvarsfonden.

Dermed kan forsvarsforbeholdet i realiteten betyde, at danske virksomheder går glip af store eksportordrer og hægtes af i udviklingen af ny teknologi.

Det har aldrig været intentionen med forsvarsforbeholdet. For 25 år siden var et flertal af danskerne bekymrede for, at EU skulle forvandles til en overnational militær union. Det er EU ikke blevet, og frygten var overdrevet. Selv ikke PESCO fører til en militær union, for medlemslandene kan i sidste ende selv bestemme, hvor meget de deltager i.

Siden 1993 har Danmark aktiveret forbeholdet over 140 gange. Det har været så absurd, at vi gik med i NATO-operationer imod for eksempel pirater ud for Somalias kyst, men ikke kunne deltage i tilsvarende fredsskabende EU-missioner, der endda var langt bedre til at adressere årsagerne til problemet.

Forsvarsforbeholdet er så rigidt, at Danmark er afskåret fra at deltage i EU-ledede militæroperationer og kampgrupper, mens tredjelande som Norge går med. Vi har ikke kunnet deltage i fredsskabende EU-operationer i for eksempel Niger, der kan lægge en dæmper på flygtningestrømmen, og vi kan ikke være med til at destruere menneskesmuglernes fartøjer i Middelhavet. Derved bliver det tydeligt, at forsvarsforbeholdet har overlevet sig selv, det er kontraproduktivt og imod dansk interesse.

Men hvorfor klamrer politikerne sig så til det?

Flertal for afskaffelse

I dag ønsker over 60 procent af de danske vælgere forsvarsforbeholdet afskaffet, viser målinger foretaget af Greens for Dagbladet Børsen. I næsten to årtier har solide flertal i meningsmålingerne sagt ja til at fjerne forbeholdet. Alligevel er både regeringen og ledende oppositionspartier skræmte ved tanken om en folkeafstemning. De har bildt hinanden ind, at de risikerer at tabe.

Det er blevet Christiansborg-dogmet efter ja-partiernes fejlslagne forsøg på at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning i 2015.

Men hvorfor dog denne frygt? Fem ud af otte folkeafstemninger om EU er faldet ud til ja-sidens fordel. Danskerne er pragmatiske europæere, og de tager stilling fra sag til sag. Hvis argumenterne er solide, og det er i dansk interesse at deltage, vil vælgerne også være lydhøre og overveje det grundigt.

Er der oven i købet danske arbejdspladser på spil, og det ikke er suverænitetsafgivelse – hvilket det ikke er i forhold til PESCO – taler meget for, at vælgerne vil sige ja. Meningsmålingerne indikerer det.

Derfor er min anbefaling, at regeringen og de ansvarlige oppositionspartier indleder en seriøs debat om et stærkere engagement i EU’s forsvarssamarbejde i år med henblik på at udskrive en folkeafstemning om sagen, der passende kan afholdes samtidig med Europaparlamentsvalget i juni 2019.

Det vil være en perfekt timing, så danske virksomheder fra 2020 kan sikres lige så god adgang til kommende eksportordrer, som andre EU-landes virksomheder.

Bjarke Møller er direktør i Tænketanken EUROPA

Serie

Er det tid til et opgør med forsvarsforbeholdet?

Trump har brugt sit første år på at være lunken over for NATO-samarbejdet, Rusland provokerer, og retorikken mellem Øst og Vest er tiltagende truende. Forsvarsministeriet kalder den danske sikkerhedssituation for den mest alvorlige siden Murens fald, og tankerne om øget forsvarssamarbejde i EU spirer.

Hvor stiller udviklingen Danmarks forsvarsforbehold? Er alliancesamarbejde vejen til sikkerhed i fremtiden, eller er truslerne så forandrede, at man bør satse anderledes? Og hvad er de andre medlemsstaters drømme for europæisk forsvarspolitik?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Lindegaard
Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Bjarke Møller

Indsigtsfuld og spændende artikel.

Jeg skal gerne stemme JA til en ophævelse af Forsvarsforbeholdet, hvis der altså er tale om en ophævelse og ikke en eller anden krejler-omdannelse - så er svaret NEJ.

Jeg er meget enig i de sikkerhedspolitiske overvejelser, som du fremfører i artiklen.

Argumentet, at vi kan opnå flere danske militærindustrielle arbejdspladser, lader mig derimod kold. Vi kan sagtens klare os uden.

Vi kunne jo have startet med at købe kampfly i Sverige. Eller indgå en alliance med Rusland. Hvis Bjarke Møller solgte isvafler, ville han vel også se stort på, at det var underlødig kost.

Jacob Jensen, Thomas Petersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Nej tak, vi skal ikke med i flere krigsfællesskaber - vi skal den modsatte vej.

Jeg er af den opfattelse, at vi bør ændre Grundlovens § 19 og fratage folketinget retten til at sende danske styrker på krigstogter på fremmed territorium, med mindre. vi eller vore allierede ( Nato ) er angrebet først, vel at mærke, af regulære styrker.

Flemming Berger, Peder Bahne og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Jens H. Pedersen

Kære Bjarke Møller.
Mht forsvar er det suverænt vigtigste spørgsmål sikkerhed / fred.
Økonomi er i forhold til det - underordnet.
Jeg ønsker ikke fælles europæisk forsvar fordi jeg frygter risikoen for at EUforsvaret og rustning industrien går i seng med hinanden og opfinder trusselsbilleder der i bedste fald fører til en kæmpe udgift der skaber mere sikkerhed og fred ved at blive brugt til forebyggelse af konflikter og hjælp hvor det er gået galt.
Alternativt men urealistisk med det første er at nationalisere våbenproduktion.
Faktisk er forsvarsforliget det eneste forbehold jeg ønsker bevaret.
Med venlig hilsen
Jens Hedelykke

Flemming Berger, Peder Bahne og Krister Meyersahm anbefalede denne kommentar

På længere sigt vil USA nok vikle sig ud af NATO-forpligtelserne - Trump er vel på dette punkt blot lidt tidligt ude med det, som uvægerligt vil ske.

EU-landene vil hver for sig ikke betyde noget i forsvarspolitisk sammenhæng, men sammen kan de lave en troværdig EU-erstatning for NATO.

Så vil fremtidens magtforhold vel blive , at Kina bliver supermagt nr 1 efterfulgt af Indien som nr 2, EU som nr 3, USA som nr 4 og Rusland som nr 5.

USA (300 mio mennesker) og Ruslkand (150 mio mennesker) vil iøvrigt næppe på den lange bane have råd til at opretholde et troværdigt militær.

Magten (økonomisk, handelsmæssigt,kulturelt, militært ) ligger hos dem, der kan producere flest teknikere, forskere , videnskabsmænd, kunstnere o s v, og det forudsætter en stor befolkning hvor alle med talent uddannes bedst muligt.

Mogens Nielsen

Robert Kroll. Au contraire. USA bliverdet sidste land til at melde sig ud af NATO. NATO-landene supplerer USA med de militære adgangsforhold og baser der skal til for at være verdens eneste globale supermagt. Hvis man tror at Trump eller nogen anden fremtidig Præsident har tænkt sig at afvikle det (og i øvrigt få generalstaben med på det) tager man groft fejl.

Jeg tillader mig også lige at kommentere på din rangorden. Rusland har ikke engang et enkelt hangarskib til at udøve magt med. Eller jo de har jo admiralen som skal slæbes af slæbebåde som en gammel mand der ikke kan klare en kaststen når han krydser gaden. Briterne har et hangarskib og må siges at have større rækkevidde end russerne på mange parametre, ligeledes franskmændene. Ruslands militære magt er bundet i konventionelle landstyrker og atommissiler der ikke har meget værdi i krigshandlinger med mindre man da gerne vil sikre gensidig udslettelse.

Allan Petersen

USAs “power projection” kapacitet er større end de lande tilsammen som nævnes af Robert Kroll. Et land kan være nok så meget en regional supermagt, uden at have indflydelsesmulighed globalt.
Ellers befriende med en nøgtern kronik omhandlende forsvar. Det er sjældent Information lægger plads til det.

Michael Nielsen

Interessante observationer fra Bjarne Møller, der dog danner grobund for et par refleksioner. For det første så skriver kronikøren, at PESCO er i en klar dansk interesse. Når man nærlæser notifikationen om PESCO, så fremgår det tydeligt at projekter af forsvarsmæssig karakter skal implementeres gennem nationale handlingsplaner, hvor de operative behov identificeres af European Defence Agency (EDA) i samarbejde med værtsnationen. EDA er et intergovernmentalt samarbejde, hvor specielt Frankrig og Tyskland med deres store forsvarsindustrier har en klar national interesse i at sikre, at EDA identificerer projekter, der tilgodeser vis-a-vis, den franske og tyske forsvarsindustri. Med alt respekt for Terma, så er Danmark i den hensende en meget lille spiller. For det andet så skriver kronikøren, at forsvarsforbeholdet skal fjernes, fordi at det vil gøre det muligt for Danmark at deltage i EU's militære missioner. Man skal i den forbindelse bare ikke være blind for at langt størstedelen af de militære missioner, som er blevet iværksat under EU's flag, har været i det frankofile Afrika, hvor Frankrig igen har en række nationale interesser, hvilket man har set siden de Gaulle, og som fortsat, men måske mere subtilt også ligger i de forsvars- og sikkerhedspolitiske ambitioner i Élyséepalæet i dag, hvilket fremgår af den franske regerings policy dokument "Strategic Review of Defence and National Security" fra 2017. Der er en række fordele ved at afskaffe forsvarsforbeholdet, som kronikøren gør opmærskom på, men man skal bare ikke være blid for, at de store EU lande, herunder specialt Frankrig har en række nationale interesser i at drive det forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde i EU i en retning, der tydeligt vil tilgodese den franske forsvarsindustri og især Frankrigs forsvars- og sikkerhedspolitiske interesser i det frankofile Afrika.

Michael Nielsen

Hej Torben Lindegaard.

Det jeg kigger på er de iværksatte militære missioner og træningsmissioner og ikke de mere civile operationer. Og ser man på de militære missioner som, der er gennemført under EU's flag er der en klar tendens til at disse har været i det frankofile Afrika. Ja, operation Corcordia og EUFOR Althea operation var/er lokaliseret i Europa, henholdvis Makedonien og Bosnien, men operation Artemis, EUFOR DRC, EUFOR Chad, EUTM RCA og til dels EUTM Mali og EUCAP Sahel var/er alle lokaliseret i det frankofile Afrika. Og så nævnt jeg bevidst ikke de anti-terror operationer, som Frankrig selv udfører i nogle af de pågældende lande, da de jo ikke er under EU's flag.