Grænsesætning er sexet

»Der er en enorm kløft mellem mig og de unge. Det er som om, den ikke kan overkommes. Vi taler to forskellige sprog. Det er ekstremt, det jeg hører. Noget af det er ikke engang en del af mit eget seksuelle ordforråd.«

Sådan sagde en bekendt folkeskolelærer til mig, da jeg spurgte ham, hvilke tanker, han gjorde sig om de unges sexliv. Han fortalte mig, at eleverne inden festerne planlagde, hvem der skulle knalde med hvem. Sex var aftalt på forhånd.

Til festen gik man ud på toilettet og fik det gjort. Ikke for meget følelsesfnidder. Det skulle bare ordnes.

Jeg spurgte ham, om han havde indtryk af, at eleverne nød det? Han anede det ikke, men havde på fornemmelsen, at flere piger følte sig pressede. Pressede til at få det gjort. Voldsomheden i det havde ramt ham. Han havde vanskeligt ved at relatere til det. Troede han. For det skulle vise sig, at han var taget til fange af den samme penetrationsnorm, som fik de unge til at låse døren til toilettet og få det overstået. En norm, hvor seksualundervisningen for længst har kapituleret i forhold til at skabe konkurrencedygtige modnormer.

En norm hvor drenge er seje, hvis de ender med at have sex med pigen. Ellers er de bøsserøve. En norm, som får piger i 9. klasse til at fortælle mig, at de har sex med fyre, selv om de ikke har lyst, fordi de er bange for at blive stemplet som kedelige, hvis de siger nej.

Og fordi de frygter fyrens reaktion. Frygter, at han vil blive skuffet eller frustreret, hvis de afviser ham. Den frygt har de med rette. For fyren vil ofte blive skuffet eller vred, fordi han er taget til fange af penetrationsnormen. Han er inspireret af de samme rollemodeller, eller mangel på samme, som hun er. Derfor vil hun se skuffelsen malet i hans ansigt, hvis hun støder ham bort.

Derfor låser de unge døren til toilettet og får det overstået. Derfor siger en pige for at beskrive sin overgrebsoplevelse: »Jeg kunne ikke finde en fornuftig grund til at afvise ham, så jeg kyssede videre. Ikke at have lyst synes utilstrækkeligt.« Fordi hun er taget til fange af penetrationsnormen, har hun ingen fornuftige grunde til at afvise fyren. Fyren aner ikke, at han deltager i et overgreb. Overgrebsmanden er forvandlet til en overgrebsnorm.

De unges forestillinger om sex stammer delvist fra porno, hvor der ikke er nogen afvisninger og tilnærmelser. Kun en motorvej mod penetration, hvor lysten kommer øjeblikkeligt. De lærer med andre ord, at den rigtige lyst er grænseløs. Dét er bare forkert. For den rigtige lyst er fyldt med grænser. Hvis der kan være grænsesætning, ved vi nemlig, at der er frivillighed til stede. Og frivillighed er, fra en neurologisk optik, lystens dybeste forudsætning.

Et usexet samtykke

Indtil nu har ingen normer været konkurrencedygtige. I seksualundervisningen lærer de unge ganske vist om grænsesætning og samtykke. De lærer, at det er vigtigt at sige nej og respektere et nej. Og det er virkelig vigtigt. Men de unge lærer også, at nejet er en definitiv afvisning af noget seksuelt. Ikke en del af et legende spil mellem tilnærmelser og afvisninger, hvor der måske opstår åbninger.

Derfor viser forskningen, at de unge med rette finder det usexet at beskæftige sig med samtykke. De unge lærer ikke, at grænsesætning i virkeligheden har alt med lyst at gøre. Lykkeligvis ønsker de unge faktisk af skabe gode seksuelle oplevelser for hinanden.

I forskningen kan vi se, at drengene bekymrer sig om, hvorvidt piger nyder det seksuelle. Vi kunne introducere dem for al den neuropsykologiske viden, som har lært os, at fraværet af forventninger og pres er en forudsætning for seksuel lyst. At grænsesætning ikke nødvendigvis er en afvisning af dig som person, men et sundt udtryk for, at jeg føler mig fri sammen med dig. Fri nok til at afvise dig.

Med den nye viden ville det seksuelle ændre karakter. Forspillet ville ikke længere være et langt stressfyldt jag efter penetrationen. Snarere ville det seksuelle få karakter af en fangeleg: Fyren ville måske tilnærme sig, hun ville afvise ham, men uden at føle skyld over det. Hun har ikke lyst til sex, men hun synes, hans tilnærmelser er bekræftende og skønne. De driller hinanden. Hun lokker ham måske igen, rører ved ham, men uden at føle, at hendes henvendelse forpligter.

Hun kan sige nej når som helst, og det er helt OK for ham. Han ved, at hun har brug for friheden for at mærke sin lyst, og ligeså har han. Penetration er ikke længere et succeskriterie for ham. Han slapper af. Nyder spillet. Behøver ikke længere at være erobreren. Ham, som tager initiativ. De kan begge indtage begge roller. Men kun fordi der ikke er noget pres om, at det skal føre til sex. Ingen gør noget, de ikke har lyst til. De nyder hinanden, og så pludselig får de måske lyst til sex.

Som ung som voksne

Som voksen formidler af seksualitet til de unge tror jeg, at man først og fremmest må kigge indad. Alle de voksne seksualitetsvejledere, jeg hidtil har snakket med, adskiller sig nemlig ikke nævneværdigt fra de unge, de forsøger at lære om seksualitet.

Lad os blot tage klasselæreren fra kronikkens indledning. Når han har pligtsex med sin kone torsdag aften kl 20.30 efter de indledende forspilsmanøvrer, er der en stor sandsynlighed for, at han og hans kone er lige så styret af penetrationsnormen, som Lene og Peter i 9. klasse på toilettet til klassefesten.

Også konen tænker, at penetration er noget, man skal få gjort, enten for mandens skyld, eller for at opretholde billedet af at være en ordentlig kone. Også hun vægrer sig ved at afvise ham, fordi det vil være et brud med den penetrationsnorm, som sætter en rynke i hans pande og lader det dårlige selvværd lyse ud af hans trætte øjne, så snart hun har bekendtgjort, at hun er træt i aften eller har hovedpine. Hun er stoppet med at røre ved ham. Frygter, at det forpligter hende på noget senere, hun ikke orker. Hun er ikke alene i lidelsen. Han lider også. Lider under presset fra den samme norm. Tænker måske, at han kun er en rigtig mand, hvis det ender med penetration. At der er noget i vejen med ham, siden hun ikke har lyst.

Så hvis klasselæreren vil lære sine egne elever bedre at kende, skal han snakke med sin kone. Snakke med hende om deres seksuelle succeskriterier. Fortælle hende, at han også har lært, at afvisningen ikke hører hjemme i det seksuelle, da han har været taget til fange af penetrationsnormen. At han derfor, uden at vide det, måske har lagt et pres på hende om at have sex med ham på trods af hendes ulyst.

Men nu skal det være anderledes. Nu vil han sammen med hende skrive et nyt seksuelt kapitel. Et kapitel, hvor han vil opdage glæden ved at afstå fra penetration, som succeskriteriet for den seksuelle kontakt. Forspillet bliver et skønt spil imellem dem. Et spil, som har værdi i sig selv.

Pligtsex torsdag aften er skiftet ud med daglige seksuelle henvendelser: Kys, berøringer og komplimenter. De er blevet enige om at skrue op for flirten og ned for forventningerne. Sammen har de en stiltiende overenskomst om, at flirten ikke behøver at føre nogen andre steder hen. En gang imellem gør det. En gang imellem har de skøn gensidigt nydelsesfuld sex. Men det har de kun, fordi det ikke er succeskriteriet. Med den erfaring kan underviseren for alvor begynde at snakke med sine elever og tilbyde dem nogle nye seksuelle ledestjerner.

Frej Prahl er psykolog og parterapeut.