Kommentar

I gymnasiet kan Pontoppidan og Højholt nu sidestilles med Kim Bildsøe og sms-korrespondancer

Læsningen af litterære værker er under pres i gymnasiet, fordi man ikke længere skelner mellem TV-avisen og litteraturen. Risikoen er, at fordybelsen ryger til fordel for digitale sværmerier, og at den almene dannelse går tabt
At pragmatiseringen af værkbegrebet er problematisk, skyldes først og fremmest, at man udvander enhver form for kvalitetshierarki. Per Højholt sidestilles med Kim Bildsøe, Blixen kan nappes i et lydklip, og Pontoppidan jævnføres med en kommentartråd.

At pragmatiseringen af værkbegrebet er problematisk, skyldes først og fremmest, at man udvander enhver form for kvalitetshierarki. Per Højholt sidestilles med Kim Bildsøe, Blixen kan nappes i et lydklip, og Pontoppidan jævnføres med en kommentartråd.

Finn Frandsen

27. februar 2018

Gennem tiden har læsningen af litterære værker været en central del af danskfaget i gymnasiet. I værklæsningsforløbet fordyber man sig i et afrundet fiktionsværk. Man forholder sig til spørgsmål om værkets opbygning og historiske kontekst, og man giver eleverne mulighed for at identificere sig med karakterernes udvikling over tid.

Værklæsningen er alment dannende. Det er ikke blot et spørgsmål om at analysere og fortolke en tekst med de rette faglige begreber. Læsningen af litterære værker former os som mennesker. Alt dette er imidlertid i fare.

I den nyeste læreplan til danskfaget i gymnasiet opererer man med et »udvidet tekst- og værkbegreb«. Dette dækker over de klassiske litterære genrer, det vil sige romaner, digtsamlinger og novellesamlinger, men derudover også over »lydklip, hjemmesider, sms’er, kommentartråde, billeder, multimodale udtryksformer etc.«.

I praksis betyder det, at værklæsningen kan tage udgangspunkt i et »uddrag fra TV-avisen« eller et »uddrag fra en hjemmeside eller netavis«. Læreren har altså mulighed for at neddrosle læsningen af litterære værker og i stedet »gå i dybden« med et uddrag fra en hjemmeside. Eleverne skal tilmed involveres i beslutningen om, hvilke værker der skal arbejdes med. Her bliver der næppe bred enighed om Lykke-Per.

Men hvorfor er det overhovedet et problem, kan man spørge? Vi lever jo i en digital tidsalder, hvor medierne fylder mere og mere og litteraturen tilsvarende mindre og mindre?

At pragmatiseringen af værkbegrebet er problematisk, skyldes først og fremmest, at man udvander enhver form for kvalitetshierarki. Per Højholt sidestilles med Kim Bildsøe, Blixen kan nappes i et lydklip, og Pontoppidan jævnføres med en kommentartråd. Noget andet er, at eleverne i forvejen stopfodres med ’medieprodukter’, såsom kommentartråde og netaviser.

Opløst i en digital sværm

Som den tyske filosof Byung-Chul har påpeget, er individet i dag blevet opløst i en »digital sværm«. Det betyder, at den sociale realitet består af isolerede individer, der er ude af stand til at forme et ’vi’, fordi de er indlejret i en fragmenteret helhed, hvor der ikke blot konsumeres, men også produceres information. Den digitale sværm er den nye massebevægelse, men det er en masse uden ånd, uden intern kohærens, og dette fører til isolation.

Oplevelsen af disse isolerede individer bliver i særlig grad tydelig i gymnasiet. I timerne konkurrerer læreren med YouTube og diverse sociale medier.

I pauserne ser man ofte, at mellem fem og ti elever bliver hængende i klasseværelset med hver deres computer, hver deres headphones og hver deres streamingtjeneste. Man er tilbøjelig til at mene, at det ville være sundere for dem at gå ud og ryge med de andre.

Den digitale sværm er elevernes umiddelbare horisont. Det er en realitet, de ikke kan fravælge, da al form for kommunikation og information går gennem den digitale væren. De har svært ved at læse længere tekster, fordi koncentrationen går fløjten undervejs, og de har store problemer med at skrive korrekt og sammenhængende, fordi de ikke er vant til at udtrykke sig sådan.

Dette er dog ikke elevernes egen skyld. De er født ind i den digitale livsverden, hvor valget om at indgå i sværmen ikke er frit. For eksempel kan de kun se deres skemaer via nettet, og flere lærere benytter sig af e-bøger, pdf-filer og ’elektroniske porteføljer’ fremfor analoge oldtidslevn som bøger på tryk.

Undervisningen i dansk skal ikke give eleverne mere af det, de allerede har i forvejen: kommentartråde, lydklip og netaviser. Der hersker i visse fagkredse en overbevisning om, at det er vigtigt, at undervisningen går tæt på elevernes egen, medialiserede virkelighed, men dette bør ikke gå ud over litteraturen. I læreplanen stilles der i forvejen krav om, at eleverne præsenteres for mediefaglige aspekter. Så hvad er det egentlige argument for at indskrænke litteraturens fylde i faget?

Undervisningen skal repræsentere en modkultur til den digitale sværm. Derfor skal eleverne også vide, at der er kvalitativ forskel på at læse bøger og se fjernsyn, at der er forskel på at læse kommentartråde og Amalie Skram. Undervisningen skal udstyre eleverne med andre egenskaber end dem, de kender fra internettet.

Det gælder ikke nødvendigvis altid om at arbejde hurtigt og komme først. Det handler om at lade litteraturen give adgang til selvbevidsthedens smerte, som Paul Ricœur formulerer det. At give eleverne en forståelse for, at der findes fortællinger, der indeholder en begyndelse, en midte og en slutning – at ikke alt er så kaotisk, som det fremtræder i sværmen. Og at man bliver klogere på sig selv og verden ved at fordybe sig i litterære værker.

Markus Floris Christensen er cand. mag. i dansk og filosofi og adjunkt ved Christianshavns Gymnasium.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Jørn Andersen
  • Ruth Gjesing
  • niels astrup
  • Dorte Schmidt-Nielsen
  • Jan Damskier
  • Michael Larsen
  • Hans Aagaard
Flemming Berger, Jørn Andersen, Ruth Gjesing, niels astrup, Dorte Schmidt-Nielsen, Jan Damskier, Michael Larsen og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Grundlæggende drejer det sig om, hvor stor vægt der skal lægges på arbejdet med skønlitteratur i danskundervisningen i gymnasiet, og hvordan dette arbejde skal foregå. Som der står: "Gennem tiden har læsningen af litterære værker været en central del af danskfaget i gymnasiet". Det er rigtigt, men sådan behøver det jo ikke nødvendigvis at være.

Danskfaget i de gymnasiale uddannelser er ikke længere primært defineret ved arbejdet med skønlitteratur. Sammenlignet med den betydning, som skønlitteraturen og det litterære værk har for dannelse i samfundet i dag, i forhold til den betydning, som forskellige medier og deres anvendelse har fået, er det da godt klaret af bl.a. underviserne i faget, at det stadig er lykkedes at fastholde den som betydningsfuld i undervisningen.

Det er rigtigt, at pragmatiseringen af værkbegrebet er problematisk, fordi det udvander enhver form for kvalitetshierarki, men når der netop sker en sådan pragmatisering af værkbegrebet, afspejler det jo meget godt den udvikling, der er sket vedrørende betydningen af kvalitet i forbindelse med kunst og litteratur, set i et bredere samfundsperspektiv. Det er for meget at forvente, at danskundervisningen i de gymnasiale uddannelser kan forblive uberørt af, hvad der i øvrigt sker i samfundet.

"...pragmatiseringen af værkbegrebet er problematisk, fordi det udvander enhver form for kvalitetshierarki..." skriver Bjarne Toft Sørensen, og netop dette fænomen kan en god dansklærer så tage fat i, og ved anvendelse af egnet kvalitetslitteratur anskueliggøre for eleverne, hvad "kvalitet" er.

Det er diskussionen om højkultur og lavkultur om igen, og et forsøg på at udgrænse noget som kunst, og noget som ikke-kunst. Men denne skelnen har ingen ben at gå på i disse postmoderne tider, hvor selv kunstkendere kan have svært ved at skelne mellem simulacra og den ægte vare.

Det er her, vi må have tillid til den enkelte dansklærer. Enten tror vi på, at vedkommende vil sine elever det godt, og at han m/k derfor lærer dem at skelne mellem god og dårlig kunst. Eller også tror vi det ikke, og så er der alligevel ikke noget at stille op.

"I den nyeste læreplan til danskfaget i gymnasiet opererer man med et »udvidet tekst- og værkbegreb«. Dette dækker over de klassiske litterære genrer, det vil sige romaner, digtsamlinger og novellesamlinger, men derudover også over »lydklip, hjemmesider, sms’er, kommentartråde, billeder, multimodale udtryksformer etc.«."
I mine øjne lyder det bare fremragende, og nogenlunde på højde med den tid vi lever i. At noget er gammelt, er ikke ensbetydende med at det er godt.
At lære at analysere indholdet i moderne medier, er vigtigere end at kunne analysere Kierkegaard. Min teenager formes af alle de nye platforme, ikke af bøger, så for min skyld må alle "De Rigtige", gerne henvises til et mindre hjørne.
Er det desuden os "oldtidslevn" der skal bestemme hvad der er rigtigt for de kommende generationer? Det er kun rimeligt at vi indretter et undervisningssystem der forsøger at følge med tiden.