Kronik

At hjælpe migranter ud på en umulig rejse er måske kun et plaster på såret, men ikke spild af tid

Las Patronas i Mexico udviser medmenneskelighed over for centralamerikanske migranter ved at dele mad ud til dem. De viser os, at selv de små hjælpegerninger har en stor værdi i sig selv. Det er en opfordring til handling frem for håbløshed i en æra med stigende global ulighed
The Beast, også kendt som La Bestia, er et godstog som forbinder Mexicos sydlige og nordlige del. Jeg stiftede for første gang kendskab med dette udyr, da jeg i mine teenageår så honduranske Sayra hoppe på toget i Cary Fukunagas film Sin Nombre, skriver dagens kronikør.

The Beast, også kendt som La Bestia, er et godstog som forbinder Mexicos sydlige og nordlige del. Jeg stiftede for første gang kendskab med dette udyr, da jeg i mine teenageår så honduranske Sayra hoppe på toget i Cary Fukunagas film Sin Nombre, skriver dagens kronikør.

Ronaldo Schemidt

Debat
7. februar 2018

»Toget kommer,« råber Juana, og med ét bliver en større samlebåndsproduktion sat i sving. Vi pakker ris, bønner og tortillas i bæreposer, binder vandflasker sammen i par og kaster det hele, inklusive vores egne kroppe, op på en ladvogn, som sætter i gang på landevejen langs togskinnerne.

Efter en hel del rumlen bag på ladet får jeg øje på dem foran mig – en klynge af unge drenge i laset tøj, som springer ned fra toget, der nu er standset, og med store taknemmelige øjne tager imod vand og mad. Der er flere længere fremme, en gruppe kvinder, får vi at vide, og vi løber langs togskinnerne i flere minutter, indtil vi når frem til forreste togsæt.

Her gemmer en kvinde sig. Jeg giver hende alle de 10 vandflasker, som jeg bærer på i snore og ønsker hende god rejse. Pludselig sætter toget i gang, det pruster og hviner som et kæmpe stort sultent bæst.

Der bliver hujet, takket og vinket, og vi står tilbage med tomme papkasser og en klump i maven med viden om den tur, der venter dem. I horisonten aner jeg nogle drenge klistret fast til togtaget med ét mål for øjet: USA.

Hjælpen kommer fra det nærliggende fællesskab Las Patronas, der er en gruppe kvinder, som i over 20 år har dedikeret deres liv til at ernære centralamerikanske migranter på deres vej gennem Mexico.

Det er en gerning, der mest af alt er et plaster på såret, for selv de lækreste tortillas kan ikke hjælpe nævneværdigt på migranternes situation i det store billede.

Om ikke andet er det en gerning som giver ernæringsmæssig og moralsk støtte til den videre færd, og som allervigtigst har en instrumentel værdi i sig selv. I en tid med stigende ulighed og fremmedhad er medmenneskeligheden nemlig guld værd.

Las Patronas

Jeg er denne tirsdag i januar ankommet til Guadeloupe La Patrona, en landsby i den mexicanske stat Veracruz, som er berygtet for at være mere eller mindre kontrolleret af narkokarteller som Jalisco Nueva Generación og Los Setas. Det har taget mig fem timer og tre forskellige fyldte busser at komme frem.

Med samme bus som mig ankommer en gruppe på syv guatemalanere, der har været på en længere rejse end mig for at nå hertil. I 15 dage har de været på farten – hvoraf otte af dagene er foregået til fods over grænsen mellem Guatemala og Mexico.

Ved indgangen til Las Patronas hænger et stort pink skilt, hvor der står skrevet: AYUDA AL MIGRANTE – hjælp migranten. Allerede før jeg træder over dørkarmen ind til gården, dufter jeg tortillaproduktionen fra køkkenets varme plader.

The Beast, også kendt som La Bestia, er et godstog som forbinder Mexicos sydlige og nordlige del. Jeg stiftede for første gang kendskab med dette udyr, da jeg i mine teenageår så honduranske Sayra hoppe på toget i Cary Fukunagas film Sin Nombre.

Hvert år forsøger tusindvis af centralamerikanske migranter at krydse det mexicanske land ved at hægte sig fast på toget. Det kræver ikke billet, men derimod en vis evne til at holde sig vågen natten lang, gemme sig for paramilitære grupper og holde sig ernæret undervejs.

Tilbage i 1990’erne opdagede Romero Vasquez-søstrene, at de kunne bidrage med sidstnævnte ernæringsbehov.

Som lille pige spurgte Rosa Romero Vasquez sin far, hvorfor der hang mennesker på siden af toget. Han forklarede, at det var folk uden penge til togbilletten. De spurgte, om familien ville dele deres brød og mælk. Det ville søstrene gerne.

De blev enige med deres mor om at koordinere madpakkerne. Næste dag tog moren ind til den nærmeste større by og købte poser, og så gik de ellers i gang.

International opmærksomhed

Siden 1995 har fire døtre ud af Leonila Vasquez Alvízars 12 børn dedikeret sig til at hjælpe centralamerikanske migranter på vej med The Beast. De begyndte småt, seks-syv tacos og en flaske vand alt sammen selvfinansieret, men efter et besøg fra en fotograf, fik de international omtale, og i dag kommer der donationer hele vejen fra Spanien og Japan.

De kan nu pakke mad til hundredvis af mennesker tre gange om dagen, og så ryger der hurtigt 15 kg ris og 20 kg bønner. Ifølge Rosas datter, Mariela Romero Vasquez, var det i 2000’erne meget almindeligt, at der ville passere 200 mennesker på hvert af de tre toge, der dagligt pruster sig igennem den lille landsby. Nu ser de færre folk på togene, fortæller Mariela mig.

Hun mener, at det blandt andet skyldes Donald Trumps berygtede mur mod nord, den skærpede grænsekontrol mod syd og de stigende mexicanske deportationer af centralamerikanske migranter. Men mange prøver dog stadig lykken. I slutningen af 2016 ankom der 1200 migranter på én dag.

Talskvinden og koordinatoren af søskendeflokken, Norma Romero Vasquez, vandt Mexicos nationale menneskerettighedspris i 2013. I dag turnerer hun landet rundt og fortæller om familiens arbejde.

Tilbage i landsbyen Guadaloupe La Patrona falder jeg i snak med den nyankomne gruppe fra Guatemala. De hang på den bagerste del af togsættet, der 50 km syd herfor pludselig delte sig, og de besluttede derfor at fortsætte med bus mod et herberg i hovedstaden.

Gruppelederen, som jeg her kalder Miguel, fortæller mig i fortvivlelse om formiddagens hændelse: I bussen, før de mødte mig, trådte en gruppe mænd ind, som udgav sig for at være fra narkokartellet Jalisco Nueva Generación.

For øjnene af hele bussen berøvede de hele migranternes opsparing. Gruppen af migranter måtte derfor stå af og søge husly hos Las Patronas, hvor de måtte lægge en ny plan for rejsen.

Det er Miguels tredje forsøg. Han har familie i Texas, som venter ham, men han er blevet fanget ved grænsen mellem Mexico og Texas hver gang. Han fortæller om problemerne hjemme i hans landsby, hvor bander styrer spillet ved at indkræve al fortjeneste fra hans købmandsbutik. Ifølge ham er det umuligt at leve et liv uden kriminalitet og tjene sine penge på lovlig vis derhjemme. I USA søger han derfor en opfyldelse af drømmen om et bedre liv i værdighed.

Plaster på såret

The Beast passerer to gange den eftermiddag, den anden gang standser det ikke, og vi når kun at kaste nogle af de mange vandflasker ind i vognene. Om aftenen spiller jeg kort med gruppen fra Guatemala og observerer dem med en klump i maven og tænker på den uretfærdighed, jeg synes, The Beast symboliserer.

Tusindvis af centralamerikanske migranter sætter livet på spil og krydser Mexico for at nå migranternes land, USA. Den stigende kontrol ved grænserne samt narkokartelkriminaliteten skaber en situation af frygt, stress og usikkerhed. En situation, ingen mennesker burde udsættes for.

Rejsen med The Beast er langtfra sikker, og man kunne spørge sig selv, hvad meningen med Las Patronas’ hjælpeindsats er? Er der ikke noget kontraproduktivt i at hjælpe nogen videre på en rejse, som er så farlig og medvirker til at mange alligevel ikke bevæger sig derhen, de vil?

Ifølge FN’s menneskerettighedskonvention artikel 13 har enhver ret til at bevæge sig frit. Denne artikel er under pres på globalt niveau – vi ser det på Middelhavet, i Myanmar og mange andre af verdens brændpunkter, hvor uligheden vokser. De sidste årtiers stigende globale ulighed landende imellem udfordrer menneskets ret til fri bevægelighed som medvirker til strukturel diskrimination.

Efter at have lyttet til Miguels historie kan jeg godt forstå, hvorfor han stædigt – nu for tredje gang – forsøger at bevæge sig mod et bedre liv. Han drømmer om kunne arbejde og tjene sine egne penge, ikke om at modtage USA’s overførselsindkomster.

Lad dette være en opfordring til mine medmenneskelige medborgere, som også føler håbløsheden: Det lille plaster på såret har en værdi i sig selv, en værdi som efter nærmere eftertanke er mere værd end guld. Der findes adskillige skønheder langs udyret – i Mexico, på Middelhavet, på Lolland – hvor hjælpegerninger bliver praktiseret som reaktion på et udyr af stigende ulighed og manglende migrantionspolitik.

Indtil udyret får et kys ved midnat og transformeres til en charmerende prins, noget som desværre lader til at forblive en eventyrsfortælling, kan vi stadig gøre vores til at udvise medmenneskelighed over for vores globale medborgere.

Clara Nepper Winther studerer globale udviklingsstudier og statskundskab på Lund Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"en æra med stigende global ulighed" .... er det mon muligt at få lidt dokumentation for den?

Henrik Plaschke

Henrik Brøndum

En splinterny opdateret rapport er World Inequality Report 2018 udgivet af en større gruppe af økonomer og samfundsforskere fra en række lande, herunder franske Thomas Piketty.

I rapportens resumé står der indledningsvist:

“We show that income inequality has increased in nearly all world regions in recent decades, but at different speeds. The fact that inequality levels are so different among countries, even when countries share similar levels of development, highlights the important roles that national policies and institutions play in shaping inequality.

How has inequality evolved in recent decades among global citizens? We provide the first estimates of how the growth in global income since 1980 has been distributed across the totality of the world population. The global top 1% earners has captured twice as much of that growth as the 50% poorest individuals. The bottom 50% has nevertheless enjoyed important growth rates. The global middle class (which contains all of the poorest 90% income groups in the EU and the United States) has been squeezed.”

Kortere avisomtaler af rapporten er bl.a. givet af Martin Wolf i Financial Times, Inequality is a threat to our democracies, December 19, 2017 (via google på nettet). Jeg har ikke set omtaler af rapporten på dansk.

http://wir2018.wid.world/

Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

@Henrik Plaschke

Jeg læser, at den globale indkomstulighed er faldet. Derudover er der udvikling hvor middelklassen i Vesten, ikke har haft vækst men det har mange fattige i Østen, der kravler op mod middelklassestatus. Endelig har de rigeste skovlet ind.

Der er også teknik i dette, de fleste fornuftige mener vel, at det rette mål i økonomisk forstand er ulighed i livsindkomster. Formueuligheden er så først og fremmest et politisk problem. Livesindkomster er sværere at måle og spotte udviklinger på kort sigt.

Jeg mener at uligheden i Danmark er passende, for stor i UK, alt for stor i USA og vanvittig stor i visse lande jeg ikke lige kan huske.

Henrik Plaschke

Henrik Brøndum

Hvad du læser, er ikke forkert. Men du forholder dig ikke til den passage, jeg citerede, i hvilken det hedder:

”We show that income inequality has increased in nearly all world regions in recent decades, but at different speeds.”

Uligheden er med andre ord voksende på globalt plan i den forstand, at den er voksende internt stort set i alle lande og verdensdele, men den er faldende, hvis vi ser på verden som en helhed. Sidstnævnte forhold afspejler således ikke mindst det forhold, at et meget stort antal kinesere, indere m.fl. har haft stigende indkomster. Og det er jo godt for de kineserne, inderne m.fl., hvis levestandard er vokset, men det kan man ikke leve af i de af verdens brændpunkter som artiklen beskæftiger sig med. Derfor er den nationale dimension også vigtig.

Ulighedens struktur er således under forandring: hvor ulighed tidligere primært var mellem lande, er ulighed i dag i betydeligt omfang også indenfor lande. Og der er vist ikke meget, der tyder på, at uligheden indenfor lande er på retur.

Du bad i dit første indlæg om dokumentation for en påstand om "en æra med stigende global ulighed".

Men det står der, så vidt jeg kan læse det, ikke noget om i artiklen ovenfor. Der tales derimod om:

”De sidste årtiers stigende globale ulighed landene imellem” samt om voksende ulighed i mange af verdens brændpunkter. Det kunne måske være skrevet en anelse mere præcist, men helt forkert er det ikke. Ligesom det passer udmærket ind i artiklens overordnede argumentation.

@Henrik Plaschke

Det står i mellemrubrikkern, eller overskirft nummer 2 eller hvad det hedder. Denne er sandsynligvis forfattet af redaktionen. Dermed så meget værre. Information bringer Fake News some jeg betaler for som abonnement.

Jeg synes det er fint når arbejderklassen sørger for, at det ikke er alt for nemt for os kapitalister og småborgere. Den kunne gøre sig selv en tjeneste ved at være bedre teoretisk og statistisk (fakta) funderet.

Henrik Plaschke

Henrik Brøndum

Det er desværre nok ikke alle, der er så opmærksom på betydningen af disse fine begrebslige forskelle, som kapitalisten og småborgeren alias Henrik og Henrik er det.

Men du har ret: det står i en overskrift, som formodentlig er en redaktionel tilføjelse, og som jeg havde overset.