Kronik

Hvordan Prins Henrik og jeg blev danskere

Når man først er en fremmed i Danmark, bliver man aldrig rigtig dansk. Det har både jeg og Prins Henrik måtte sande
Både Henrik og jeg kom til Danmark som kærlighedsindvandrere. Vi havde forelsket os i en rigtig dansker. Vi mødte begge en dansker med et stort verdensudsyn og samfundsengagement.

Både Henrik og jeg kom til Danmark som kærlighedsindvandrere. Vi havde forelsket os i en rigtig dansker. Vi mødte begge en dansker med et stort verdensudsyn og samfundsengagement.

Erik Petersen

1. marts 2018

Den store forskel på Prins Henrik og mig er, at de danske medier aldrig har interesseret sig for mit kulturelle, etniske eller nationale tilhørsforhold. Indirekte har jeg dog fået indtryk af, at den brede danske offentlighed mener, at jeg – i lighed med Prins Henrik – aldrig er blevet, og måske aldrig kan blive, (rigtig) dansk.

Men på trods af den manglende accept og anerkendelse af vores danskhed er Henrik og jeg langt om længe blevet det, som Henrik lovede få måneder efter sin ankomst til Danmark: nemlig danske af »sind og hjerte«. Måske jeg kan forklare jer hvordan.

Både Henrik og jeg kom til Danmark som kærlighedsindvandrere. Vi havde forelsket os i en rigtig dansker. Vi mødte begge en dansker med et stort verdensudsyn og samfundsengagement. Til forskel fra Henrik (tror jeg nok), havde jeg som udvekslingsstuderende allerede nået at forelske mig i landet og mange af de folk, som jeg mødte under mit første ophold. Først efterfølgende mødte jeg min kommende mand og far til mine børn. Men forelskelse gør os kun blinde, ikke danske. Her skulle der et længere ægte- og bekendtskab til.

Fejlfrit dansk

I 1985 kom jeg fra USA til et, for mig, meget småt og overskueligt land, hvor folk lignede hinanden, holdt øje med hinanden og tilsyneladende passede på hinanden. Måske jeg var lidt forblændet af min nyfundne betagelse af det eksotiske, men jeg opdagede, at det var muligt for et helt samfund at udvise solidaritet med de svage og fattige – noget som kun enkeltpersoner udviste, der hvor jeg kom fra.

Jeg oplevede det danske samfund som et humanistisk, kærligt, oplyst og ansvarligt fællesskab. Og jeg faldt i med et brag. Men kærlighed, respekt, påskønnelse og tilslutning til danske værdier gør heller ikke en dansk.

Ganske vist var tidspunktet i mit liv, og det som gik forud, afgørende for min betagelse af Danmark og de mennesker, jeg mødte. Jeg kom til Danmark på et tidspunkt, hvor forholdet til mit hjemland var anstrengt. Som mange andre unge i min generation havde jeg været aktiv modstander af mit lands regering og dens handlinger i verden.

For nogle af os, som voksede op under Vietnamkrigen, Watergate, bombardement af Centralamerikanske småstater, Iran-Contra skandalen etc., var skam og afsky vores nationalfølelse. Nogle emigrerede ligefrem til Canada i protest.

Til forskel fra Henrik kom jeg til Danmark med en pinagtig skamfølelse over det land, jeg kom fra. Folk, jeg mødte i forbifarten på den obligatoriske interrailrejse gennem Vesteuropa, fik at vide, at jeg var canadier. Min livslange følelse af at være lidt udenfor og i protest i USA fandt et hjem, og jeg kom mere og mere på afstand af det land, som egentlig havde formet mig.

Så meget desto større var min frustration over at blive sat i bås med den amerikanske regerings politik, når snakken faldt på USA. Så meget desto større blev afstanden til de danskere, som jeg beundrede og gerne vil optages i fællesskabet sammen med. Jeg opdagede, at man ikke bliver dansk igennem skam, ’udenforhed’ eller forkastelse af ens oprindelige kultur.

Henrik kunne ikke, ville ikke skjule, hvor han kom fra. Han undskyldte vel aldrig for at være vokset op i et mere eller mindre militaristisk land med en kolonial fortid. Han tilbragte endda det meste af sin ungdom som del af overklassen i sit lands tidligere koloni. Det har jeg aldrig hørt ham bortforklare eller undskylde for. Sådan var det bare. Om det måtte folk syntes, hvad de ville.

Til forskel fra Henrik bukkede jeg under for presset og skyndte mig at lære sproget, kæmpede med udtalen, og havde som mål at tale uhindret, fejl- og accentfrit. For at kunne opnå mit mål studerede jeg andres bevægelser, mimik, intonation, men også deres vendinger og de stramme idiomatiske betydningsklynger, som jeg troede kunne gøre mig mere dansk.

I det første år kunne jeg endda mærke den betydning, som sproget havde på mit sindelag. Jeg fornemmede at for at tale uhindret og ægte dansk var det nødvendigt at tænke dansk. Eller var det omvendt? I begyndelsen flød jeg bare med, fordi jeg fandt det smukt og eksotisk. En påfugl. Jeg forsøgte at klæde mig ud i dens strålende fjer. Men som alle ved, er de eneste påfugle i Danmark dem, som bor i zoologisk have.

Ingen eller to hjemlande?

Jeg mærkede mere og mere en afstand til mit oprindelige sprog, min kulturelle baggrund og mit oprindelsesland. Og det var jeg faktisk lidt stolt af i begyndelsen – især når folk roste mig for min sproglige formåen.

Men selv om jeg følte, at jeg virkelig tænkte som en rigtig dansker, forholdt mig til verden og samfundet som en rigtig dansker, talte folk stadig til mig om verden og samfundsforhold, som om jeg kun var det, som stadig stod i mit pas: en fremmed, der skulle passe på ikke at sige noget kritisk eller mene anderledes om mit nye hjemland. Det, som jeg i mange år frygtede, blev tydeligere for mig, jo længere tid jeg opholdt mig i landet: Når man først er en fremmed i Danmark, bliver man aldrig rigtig dansk.

Og hjemme i mit ’gamle’ hjemland gentog det sig i omvendt form: Jeg mistede retten til at tale med om, hvad der foregik i det land, som jeg fysisk havde forladt, men mentalt og følelsesmæssigt stadigvæk tog del i. Jeg blev betragtet og behandlet, som det, jeg også var blevet til der: en fremmed.

Og er man først blev fremmed i ens eget hjemland, går det endeligt op for en, at man rent faktisk ikke kan vende hjem igen.

At være en besøgende i eget hjem er en mærkelig følelse. Jeg havde ikke, som Henrik, mulighed for at købe et vinslot i USA for dermed at opretholde en fast forbindelse. I de år havde jeg kun mulighed for at rejse tilbage på ferie hvert andet år. Jeg blev meget dansk. Blandt amerikanere.

Når den franske ambassadør i sin nekrolog kalder Henrik »den mest danske franskmand«, forstår jeg, at også Henrik blev en fremmed i sit eget hjemland. Og jeg føler med ham. Det gjorde ham heller ikke til dansker. Og lige som jeg og mange andre, som vælger at flytte hertil, valgte han at give afkald på en stor del af sit tidligere tilhørsforhold, en del af sig selv, for at blive dansker.

I mange tilfælde vil de, som kommer til Danmark, gerne vælge den vej, men det tager tid. Ikke mindst fordi der er så meget, man skal vælge fra. Det gør ondt. Og det kræver accept, tillid og tålmodighed fra dem omkring os, mens vi kæmper med det.

Så, hvordan er det egentlig sket, at Henrik og jeg endelig er blevet danske? Uanset hvor godt man mener, at vi behersker det lidt kejtede og underlige danske sprog, har vi måttet ændre på tænkemåder, mentale vaner og en del af vort sindelag for overhovedet at kunne gøre os forståelige.

Men mere end sproget har vores valg og vores vilje til at blive så danske som muligt bidraget til vores forvandling. Vi har måttet acceptere, at vi aldrig slipper vores fremmedhed. Måske lærer vi at favne den. Både på grund af og på trods af andres meninger om vores danskhed, er vi blevet det, som vi satte os for: danske af sind og hjerte.

Mod slutningen af sit liv trodsede Henrik det uskrevne forbud mod at have sin egen mening og fortalte, at det var svært at holde sine egne meninger om, hvor inderligt han ønskede accept og sin egen plads i sit nye hjemland, tilbage.

Jeg og mange andre, som har valgt at være her, ønsker det samme og forstår hans kamp. Det er en indre kamp, som ikke kan vindes. For mig som for Henrik er det en kamp om retten til at være den, man er, og måske dybest set en kamp med sig selv om overhovedet at finde frem til, hvem man er ved at blive.

Nogle gange går det løs i fuld offentlighed som i Henriks tilfælde. For os andre i stilhed. For mig er det, efter mange år med en følelse af at have mistet mit hjem og dermed en del af mig selv, endt med at udløse en befriende erkendelse af, at jeg kan få to steder at føle mig hjemme i. Hvis bare jeg kan blæse på, hvad andre mener om, hvor jeg egentlig hører hjemme.

Michelle Beldner er cand.mag. i historie og etnologi og uddannelsesvejleder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • David Zennaro
  • Nike Forsander Lorentsen
  • Flemming Berger
  • Eva Schwanenflügel
  • Ervin Lazar
  • Herdis Weins
  • Steen Bahnsen
  • Malan Helge
  • David Breuer
Erik Karlsen, David Zennaro, Nike Forsander Lorentsen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Ervin Lazar, Herdis Weins, Steen Bahnsen, Malan Helge og David Breuer anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er rigtig trist, at nationalitet vægter så meget hos mange!
Jeg ønsker selv bare at være verdensborger og synes (trods min danske opvækst) ikke, det er særligt positivt at blive betegnet som dansker i disse tider.
Jeg føler ingen nationalitetsfølelse og føler heller ikke, at jeg har så meget til fælles med den store del af den befolkning, som bebor det, vi benævner Danmark.
Religions- og nationalitetsfølelse skaber uenighed og krig!

Kristen Carsten Munk, Vibeke Hansen og Steen Bahnsen anbefalede denne kommentar
Torben Knudsen

Jeg tror jeg hopper op på ryggen af prins Henrik og skriver et langt indlæg om mig selv!
Når man flytter til et andet land, er det som regel en forudsætning for accept, at sproget læres og bruges uden mislyde. Hvis ikke, sker der bl.a. det, at man som PH smilede lidt hver gang, han sagde noget som en undskyldning for det mangelfulde.
Uanset om man har to hoveder og uanset farve, er det min opfattelse,at TALER DU DANSK,falder alle forskelligheder bort som ved et trylleslag.
Ved de omkringstående endvidere , at du er tilflytter fra et andet land tilføjes beundring for en grundig indlæring af sproget og dets udtale.
To nationale baggrunde/sprog er dobbelt så godt som en enkel. Nyd det.
I starten af min karriere med rejser til en del lande,satte jeg mig for at lære en del af disse landes sprog, tysk som jeg kunne til husbehov, engelsk som jeg godt kunne være bekendt mente jeg! russisk og et par stykker mere.
Mit mangelfulde sprog forsøgt brugt professionelt faldt helt til jorden og anvendelsen, som måske kunne gå som turist reducerede min status i det job jeg skulle udføre betydeligt, ja helt uacceptabelt både for mig og de jeg skulle arbejde sammen med. Sproget tåler ikke at blive mishandlet.

Torben Knudsen -
det kommer jo an på, hvad man forstår ved mishandling !
Accent er ikke mishandling, men det tror en stor del af danskerne sgu, selv om de taler engelsk med gebrækkelig dansk accent !!!!
Kronprinsesse Mary har i øvrigt også en udtalt accent - det er der ikke en hund der gør af, formodentlig fordi den er engelsk.

Christel Gruner-Olesen, Kristen Carsten Munk, David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Ervin Lazar og Henning Kjær anbefalede denne kommentar

Sådan :) "Hvis bare jeg kan blæse på, hvad andre mener om, hvor jeg egentlig hører hjemme." Mvh Ørvin Den Evig ungarer-dansker...

Bjørn Pedersen

At blæse på hvad noglemener om man hører hjemme i deres land, nabolag, by, etc. er fair nok. Er man f.eks. acceptereret i sin egen bydel, landsby, etc. som en del af den bydel, landsby, etc. man bor, er en eller anden DF'er i Folketingets idé om at man ikke "hører til" jo bundhamrende ligegyldig.

Dem der derimod blæser på hvad ALLE andre måtte mene, ja, de ikke hører jo ingen steder hjemme. Det er ikke kun én selv, alene, der bestemmer om man "hører hjemme" et sted eller ej. I hvertfald ikke hvis det pågældende steder er befolket af andre mennesker i forvejen.

Ervin Lazar, Vibeke Hansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Torben Knudsen: "en forudsætning for accept, at sproget læres og bruges uden mislyde".
Er dialekter det du kalder mislyde? for der er stadig mange gammelfødte danskere der taler dialekt, og på samme tid har mange gammelfødte danskere store problemer med at forstå forskellige dialekter.
De lande jeg personligt har mest kendskab til (Norge, Sverige, UK, Tyskland) har alle stor variationer i dialekterne.
Det danske sprog ændrer sig heldigvis hele tiden, uden alle låneodene fra andre var vi dårlig stillet, nogle kalder det mishandel.

Touhami Bennour

Man siger at "danskere er centripète" i modsætning til "centrifugal". Centripète betyder at "alt løber i centrum", Centrufugal er det modsatte alt løber ud fra centrum. Man kan sige at fransk er det modsattte af dansk. Det siger sig selv da fransk er over alt mens dans er kun i Danmark. En quebecqer taler fransk fra det 16 århundred, men det er fransk, det samme med kalidonien, eller Afrikaner, de har en anden accent. Det samme med Engelsk, amerikaner taler med anden accent end englændere. For ikke at overvære en diskussion mellem prins Mohamed ben Salman og Trump, det er forskel med accent. På fransk man siger han taler "voltaire´s sprog", og det er nok. Nu til "centripete, hvad er det: ingen der ved , ingen ved hvad danskere er, for at smelte sig i. Jeg fik af vide at jeg må ikke skrive elle ringe til min mor, det er vanvittigt!

Svend Erik Sokkelund

At respektere sproget, at gøre sig unge for at være forståelig kan vel gøre det. Prins Henrik gjorde sig umage og blev respekteret, kun frokostpressen påstod, han var arrogant og doven til at lære sprog.
Det falder mig vanskeligt at ha' særligt meget tilovers for mennesker, der har været her i årevis, der måske endda har tænkt sig at blive, men lære sproget?

Touhami Bennour

Svend Erik Sokkelund
Du er dansker tror jeg og tror ikke behøver for en pause for at tænke og skrive, og din kommentar er ikke let forståelig: du skrive "at gøre sig UNGE, det mener "umage" måske for at være forståelig. Og til sidst du laver en grammatisk fejl, ved at skrive "lære" i stedet for "lærer sproget"

Touhami Bennour -
nej, Svend Erik Sokkelund laver IKKE en grammatisk fejl.
Hvis man skriver "lærer" - i det hele taget bruger nutid eller datid, skal sætningen indeholde et substantiv !

Touhami Bennour

Ok det kan det også være. Men jeg er en af udlænlige herkomst så skal man også høre på os, hvad vi mener. Dette emne (-økonomisk) diskuteres meget, i det arabiske lande, i Singapour og over alt i verden. Hvad er vigtig i dag for at få folk til interessere sig for arbejde, Jeg har lige læst en artikel i et arabisk land, der behandle dette emne. Hvor kommer interessen for "arbejde fra". Selv om alle går i skole og læser videre. Det er forskelligt for økonomien og vækst. Min mening er at elske det land man lever i som en religion. det er en vej nord Europa og Tyskland har valgt. Det var det problem "artiklen " taler om og prins henrik har mødt og jeg også mødt. Franskmænd elsker mad, italiener noget andet, Skandinavien og Tyskland elsker deres lande. Jeg er overbevidst om. En udlændig skal helst bryde med alt fortid, basta. Jeg siger ikke det er dårligt men tingene er sådan. Så artiklen siger tingene rigtig.

Hvis ikke man tror Touhami Bennour har fat i noget essentielt, kan man bare læse et tilfældigt vers fra den sang, vi altid synger når solen står højest på himlen, og vi kan færdes udenfor - helt uden pels.

Vi elsker vort land,
og vi hilser den drot,
som har prøvet og valgt sig den rette fyrstinde:
på hans eventyr-slot
kan hver kvinde, hver mand
et eksempel for livet i kærlighed finde!
Lad tiderne ældes, lad farverne blegne,
et minde vi vil dog i hjertet os tegne:
fra sagnrige nord
gaar en glans over jord -
Det er genskær af vidunderlandets fortryllende enge,
- fra sagnrige nord
gaar en glans over jord -
Det er genskær af vidunderlandets fortryllende enge!

Vi elsker vort land med en styrke og glæde på grænsen til det religiøse. Det må være en stor udfordring at blive en del af for en udefra kommende. Respekt til dem der tør og vil. Respekt til dig Touhami.

René Arestrup

En del af forklaringen er vel, at Danmark, i hvert fald indtil for nogle få årtier siden, var et ekstremt homogent, lille bondesamfund, beboet af en flok hobitter, som næsten alle var i familie med hinanden og var enige om det meste, først og fremmest, at vi levede i den bedste af alle verdener og at resten af verden endnu havde til gode at indse at det forholdt sig sådan. Den slags manifesterer sig ofte i en sammenspist indforståethed, som ikke mindst finder udtryk i sprogets mange nuancer og betydningslag. Det er derfor, at det er så godt som umuligt for en udlænding at beherske dansk til perfektion - og dermed også at blive dansk, altså sådan på den rigtige, danske måde.

Christel Gruner-Olesen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Rune Rasmussen

Hvis min identitet var så svag, at jeg gik op i, hvordan jeg bedst skulle være "dansk", så ville jeg græmme mig. Og helt tåkrummende bliver det da, når nogen går op i, hvordan andre er "danske". Så bruger man ganske enkelt sin tid forkert. Jeg vil da langt hellere stille mig selv spørgsmålet om, hvad det vil sige at være et menneske i denne verden.

olivier goulin

Virkelig fin kronik - bedre skrevet end de fleste danskere ville kunne præstere på deres modersmål.

/O