Kommentar

Det var ideologi – ikke menneskelig fjendskab – der delte befolkningen på den koreanske halvø

Nord- og Sydkoreas beslutning om sammen at marchere ind til Vinter-OL, bør minde os om, at det ikke var fjendskab mellem mennesker, men en ideologisk krig mellem kommunismen og den frie verdens demokrati, der splittede landet og kostede 1,6 millioner civile livet. Det var en krig, vi selv bidrog til – men som vi siden har glemt 
Jutlandia skrev sig ind i vores historie, som det første danske bidrag til en FN-mission – et bidrag til en ideologisk kamp for den frie verden. Her trænes besætningen i brug af gasmaske.

Jutlandia skrev sig ind i vores historie, som det første danske bidrag til en FN-mission – et bidrag til en ideologisk kamp for den frie verden. Her trænes besætningen i brug af gasmaske.

John Hartmann

Debat
9. februar 2018

På den koreanske halvø findes de sidste rester af Den Kolde Krig. Her ulmer historiens gløder stadig. Her kan man se resultatet af en krig mellem to ideologier.

Lige som Vietnamkrigen var Koreakrigen en ideologisk krig. Det var den første konfrontation mellem Øst og Vest, efter at Atlantpagten var blevet underskrevet i 1948. Det var den vestlige liberalismes krig mod kommunismen. Eller som USA’s præsident Truman udtrykte det den 19. juli 1950:

»Dette er en direkte udfordring for frie nationers anstrengelser for at opbygge den slags verden, hvor mennesker kan leve med frihed og fred.«

Koreakrigen omtales som den glemte krig – med reference til den amerikanske historiker Clay Blairs bog The Forgotten War: America in Korea.

Hvis man ser på det samlede dødstal, skyldes forglemmelsen ikke manglen på brutalitet: 1,6 millioner civile mistede ifølge Encyclopedia Britannica livet – sådan rundt regnet. De samlede militære tabstal var 217.000 soldater fra syd og 406.000 soldater fra nord. Derudover faldt 600.000 kinesiske soldater, efter at de kom Nordkorea til undsætning, og USA mistede 33.651 mand.

Men modsat Vietnam-krigen blev billeder af skrigende børn, døde mødre og brændende napalm ikke sendt direkte ind i de nyindrettede tv-stuer. Hverken i USA eller i Danmark. Nordkorea rykkede nemlig over grænsen til Sydkorea den 25. juni 1950 – cirka 15 år og fire måneder før DR sendte TV-Avisen første gang.

Hej-Ho

Min egen barndomsviden om Koreakrigen kan sådan cirka opsummeres i Kim Larsens sang om Jutlandia – den hospitalsbåd med læger og sygeplejersker, der udgjorde det danske bidrag til den amerikanskledede FN-mission – »kaldet til slaget«, som Kim Larsen synger.

Dansken skulle ikke slå ihjel. Dansken – både mand og kvinde – kom til Østen for at redde liv. Vel at mærke i første omgang kun blandt vores allierede i den sydkoreanske og den amerikanske hær. Missionen var populær. Røde Kors fik mellem 3.000 og 4.000 ansøgninger og sendte i løbet af krigen 600 erfarne læger og sygeplejersker afsted. De ville give deres bidrag til dén frie verden, de troede på.

I marts 1951 dumpede de erfarne læger og sygeplejesker lige ned i en krig, der skilte brødre og søstre ad og fangede en civilbefolkning i et mareridt.

Som krigen skred frem, insisterede Jutlandias besætning på også af behandle sårede civile.

Det var en sympatisk mission – et symbol på medmenneskelighed midt i en brutal krig.

Problemet er bare – og det er her, mit eget billede af historien synes forvrænget – at det i begyndelsen af 1950’erne slet ikke var givet, at Sydkorea ville blive et demokratisk fyrtårn i Asien, hvorfra frie tanker og frihandel kunne nedbryde grænser og gøre verden til et bedre sted at være.

Autoritært styre

Ved Koreakrigens begyndelse var USA’s allierede i Sydkorea ledet af Syngman Rhee, der udmærkede sig ved at tale engelsk med amerikansk accent efter et studieophold i USA, men som siden blev kendt for sin diktatoriske ledelsesstil.

Frem til 1987 var Sydkorea ligesom Nordkorea et autoritært styre. Heller ikke her var tanken fri. Heller ikke her kunne man stole på det, man læste i historiebøgerne. Præcis som i Nordkorea var verden sort og hvid: Amerikanerne var gode, kommunisterne var onde, og nordkoreanerne på den anden siden af grænsen var ulve og djævle.

Sådan stod der i Sydkoreas skolebøger frem til slutningen af 1980’erne, hvor demokratibevægelsen krævede et opgør med det autoritære styres historie.

Da Koreakrigen sluttede i 1953 med en våbenhvile og en genforhandling af grænsedragningen ved den 38. breddegrad, som Sovjet og USA i 1945 havde besluttet, havde de nye amerikanske kampfly bombet alle de strategiske mål, der var værd at bombe. Der var ingenting tilbage.

Den krig var vi med til at kæmpe. Det kan godt være, de danske sygeplejersker insisterede på også at behandle civile, men vi var ikke neutrale. Jutlandia blev sendt til ophugning i Bilbao i 1965, men skrev sig ind i vores historie, som det første danske bidrag til en FN-mission – et bidrag til en ideologisk kamp for den frie verden, som vi troede på.

Når atleter fra Nord- og Sydkorea i dag marcherer ind til OL sammen, skal det minde os om, at det ikke var fjendskab mellem mennesker, men en ideologisk krig, der splittede familier ad. Vi skal også huske, at vores egen humanitære indsats ikke kun handlede om medmenneskelighed, men også var et symbolsk bidrag, der demonstrerede, at vi havde valgt side i den Den Kolde Krig. En krig, der har sat blodige spor på den koreanske halvø og delt et land i to.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Peter Madsen

Hvor er det skønt at læse en artikel om Korea og den glemte krig, som ikke er en enøjet had prædiken, men en åben og nuanceret kommentar til en nation og et folks tragedie. Nemlig, at de i lighed med andre nationer og folk, kom i meget brutal og blodig klemme i en konflikt, som ikke var deres.
Jeg forstår så godt, at Sydkoreas nuværende præsident og regering ønsker afspænding mellem de to Koreaer. Der er kun en vej og det må være fred og forsoning.

Torben Arendal, Anders Graae, Flemming Berger, Bjarne Bisgaard Jensen, Morten Larsen, David Zennaro, Jens Lysdal, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

@Jens Peter Madsen, ja - og frihed, demokrati og anstændige livsvilkår for den Nordkoreanske befolkning.

Niels Duus Nielsen

"1,6 millioner civile mistede ifølge Encyclopedia Britannica livet" - for hvad? Anstændige livsvilkår? Frihed og demokrati for de døde?

Og du overser helt Laura Dombernowskys pointe: "Ved Koreakrigens begyndelse var USA’s allierede i Sydkorea ledet af Syngman Rhee, [...] som siden blev kendt for sin diktatoriske ledelsesstil. Frem til 1987 var Sydkorea ligesom Nordkorea et autoritært styre."

Fred og forsoning kommer først, dernæst forhandlinger, der gerne skulle føre til frihed, demokrati og anstændige livsvilkår. For du er vel ikke fortaler for at bruge vold for at opretholde et autoritært styre?

Ved nærmere eftertanke slår det mig - måske er det netop det, du er?

Frank Rasmussen

Tja - foreløbigt har Trumps “Bad Cop” og Sydkoreas “God Cop” strategi ført længere end noget andet i mands minde.

@Niels Nielsen, besynderlig og aldeles ufunderet "eftertanke"!

Hvor ville du helst leve lige nu: Sydkorea eller Nordkorea? Historien er interessant, men vi lever i nutiden!

Jens Peter Madsen

@Jens Winther fuldstændig enig i dit synspunkt om Nord Korea, men jeg tror ikke på at militær trussel eller Trumps "Bad Cop/God Cop" strategi fører til Nord Koreas sammenbrud. Jeg tror mere på Syd Koreas demoikratisk valgte præsident, som er valg på en samarbejds - og forhandlingslinje over for Nord Korea - Jeg tror ikke Trumps kurs har bragt Nordkoreanerne med til OL i Syd Korea, tværtimod.

@Jens Peter Madsen, nu har rocket-man jo ikke ligefrem selv anvendt den mest fredelige retorik..

Mht OL så betyder det nok mere for Nordkorea at deltage, end det betyder for alle andre tilsammen at Nordkorea er med. Men klart, at Nordkoreas interesse for at deltage opfattes positivt af Sydkorea - og alle andre incl. USA for den sags skyld. Og naturligvis skal vi da gribe muligheden, når den byder sig. Men mon ikke rocket-man er tilbage i samme rille umiddelbart efter OL - det kan man godt frygte. Men lad os se.