Intermetzo: Den demaskerede dumhed

Dansk retspolitisk debat drejer sig efterhånden udelukkende om strengere straf i lyset af en stadig mere snæver national normalitetsopfattelse.

En forsvindende minoritet af etniske og/eller religiøse kvinder, der tildækker krop, hår og mund samt julemænd i kunstigt skæg og nissehue er på kollisionskurs med et værdibetonet krav om at bære ansigt og eget hår til offentligt skue. Tildækning uanset tid, sted, skik, motiv og baggrund ledsages af bøde og fængselsstraf.

Dog undtages periodisk julemandens vatskæg, eftersom visse former for maskering herunder politiets kampvisirer kategoriseres som anerkendelsesværdige formål.

En potentiel lovbryder iført strikhue og plaid viklet stramt om hovedet kan desuden henholde sig til et af dansk retshistories mest underholdende lovnotaters forblommede bemærkninger om behovet for en omsiggribende klædedragt i det danske klima. Om politiet fremover medbringer termometer og vandmåler melder notatet intet om.

Ej heller om man kan få dispensation, når den kontante justitsminister uden anmassende hensyn til sagkundskabens advarsler vil lovliggøre civilt brug af peberspray. Sæt nu, at den formodede voldsmand, med hvilken en eventuelt truet person forsøger at spraye sig til fordragelighed med, bliver sur og erobrer spraydåsen? Her kan en heldækkende burka komme til nytte.

Jødekortet

Dansk Folkepartis Søren Espersen er i den anledning velsignelsesrig åbenhjertig: skid på alle hensyn om diskriminering, siger han i klartekst: diskriminér, og sig det, som det er: Det her gælder kun etniske kvinder i burka og niqab af den simple grund, at vi som integrationsministeren ikke bryder os om vore muslimske medborgere. Lad os derfor genere dem så groft, at de hænger sig i burkaen eller rejser hjem til muhamedanerland, som DF’s reelle stifter og åndelige ophav, storracisten og skattesvindleren Mogens Glistrup, yndede at udtrykke sig.

Men hvis nogen i den anledning trækker jødekortet og mener, at Glistrups efterkommere minder om noget, har én tabt på forhånd. Højrefløjens flittige debattører har vedtaget et bekvemt dogme, der afskærer ubekvemme historiske erfaringer: I det øjeblik Auschwitz nævnes i sammenligninger med antiislamisme og forne tiders diskrimination af jøder, afmonteres argumentet som politisk korrekthed.

Politikernes adfærd er snart sagt heller ikke sammenligneligt med ret meget andet i den bedre ende af civilisationen – og i hvert fald ikke i overensstemmelse med ånden i nationalromantikkens stædigt fremhævede kristne fundament i Grundloven.

Flertallet med Socialdemokratiet som Danmarks lov og orden-parti nummer 2 efter DF har i den herskende tendens ydermere sat magtdelingsprincippet på hold. Dommerne skal fandeme ikke dømme efter lov og ret og sund fornuft og sagens substans, men som politikerne her og nu i rastløs jagt på medieopmærksomhed forlanger. Derfor vil flertallet indføre standardstraf angiveligt som modvægt til de slatne domstole, når dommerne drister sig til at skelne mellem forbrydelse og forbrydelse, motiv og motiv, straf og straf.

Strengere straf

Det skal de ikke bryde sig om, disse sødsuppetolerante hønisser, der sidder og spiller Kong Gulerod og deler sol og vind og lytter til forsvarsadvokaternes vås af formildende omstændigheder og om forbrydernes ulykkelige barndom og forkvaklede værdinormer marineret i piller, hash og guldøl.

Justitsministeren og retspolitikerne med socialdemokraternes høg over alle høge blandt ordførerne rejser aldrig diskussionen – udadtil i hvert fald – om straffens tvivlsomme virkning eller tager filosofisk stilling til den iagttagelse, at retsbevidstheden deler sig i den informerede, som dommere og nævninge (gud være lovet som regel) opererer efter, og som straffer behersket og nuanceret – og på den anden side: den uinformerede, den hvormed politikerne gerne henvender sig til vælgerne, og hvis logiske resultat kan blive genindførelse af fysisk straf og efter terrorens skrækkelige øjeblik aflivning. Vent bare.

Stadig strengere straffe bevæger sig kun én vej, al den stund længere fængselsophold – uden julegaver, som justitsministeren har dekreteret og nu med julemand uden skæg – jo ikke virker efter hensigten. Tværtimod. Derfor må straffene og kravene til dommerne dag for dag blive strengere og i detaljer kommenteret og reguleret af retsordførerskaberne.

Leflen for dumheden

Nu er det en kendt sag – uden at gå justitsministeren for nær, han siger det selv – at han er bøsse. Såfremt ministeriets embedsmænd bladrer lidt tilbage i annalerne – det hedder det altså – må ministeren hurtigt erkende, at udøvet homoseksualitet for ikke så længe siden blev straffet og straffet hårdt. Mener minister Pape, der lever sammen med en familiesammenført, farvet, strafbar spritbilist af hankøn, mon, at straf hjalp på de homoseksuelle forbrydere, hvad de jo var? Et simpelt spørgsmål, som kræver det eftertænksomme svar, der nok aldrig kommer. Det kan jo ikke sammenlignes. Men hvorfor ikke?

Forbrydelsens alvor set fra myndighedernes synspunkt var klar nok, akkurat som straffens strenghed. Og akkurat så nyttig som at skærpe sanktionerne mod andre forbrydelser nu, hvor baggrunden for den kriminelle handling er lige så bestemt af genetik og miljø og fanden og hans pumpestok, som den homoseksuelles adfærd var det dengang og er det nu. Det handler om filosofien bag begreberne forbrydelse og straf, hvilken politikerne burde have pligt til at sætte sig ind i, tænke samvittighedsfuldt igennem, formulere i forhold til mål og mening og indse det store hul i hovedet.

Retsdebatten er ren refleks; det handler om hårdere straffe, uden at det umættelige krav nogensinde tilfredsstilles.

Leflen for dumheden, som de konservative og beklageligvis socialdemokraterne for at skrabe nogle tabte vælgere til sig åbenbart ser som mål i sig selv.