Klumme

Intermetzo: Den virkelige umulighed

Konsekvenserne af Trump for fremtidens fiktion
23. februar 2018

En række kommentatorer på CNN diskuterede forleden krisen i USA. Eller kriserne. Oven i den accelererende katastrofe i Det Hvide Hus, indtraf skoleskyderiet i Florida med efterfølgende bortforklaringer fra de politikere der er afhængige af tilskud fra våbenlobbyen NRA. Ved hvert masseskyderi forklarer de våbenglade, at det anstændigvis og af taktfulde hensyn til efterladte pårørende ikke er tiden at diskutere begrænsninger i våbenloven.

I de efterhånden korte mellemrum mellem tragedierne lyder beskeden, at det slet ikke er tiden, når våbnene tier. Trump, der støttes af RNA, bebrejdede FBI, at de ikke hindrede Florida-massakren, men i stedet bruger alle kræfter på at efterforske Trump & Co. Shame upon them, a disgrace. Trumps ordforråd er overskueligt.

Kommentatorerne på CNN drøftede den kendsgerning, at den ene mere groteske sag efter den anden, de absurde udfald fra Det Hvide Hus, løgnagtige forklaringer og bortforklaringer, Trumps aggressive og fordrejende tweets, kort sagt lavinen af sludder og vrøvl er for overvældende til, at de seriøse medier har mulighed for at behandle stoffet forsvarligt, dekonstruere løgnene, sætte detaljerne meningsfuldt sammen og fortælle historierne gennemlyst og forståeligt.

Hver gang redaktionen forsøger at komme til bunds, vælter nye uhyrligheder ud af Trump og hans tvivlsomme folk. Medierne er henvist til at referere det meste og lade skiftende paneler kommentere. Interviews med inderkredsen, endsige Trump selv er udelukket, de stiller ikke op eller svarer med insinuationer og trusler.

Mere gennemført gangster

Nyhedsbilledet er totalt forandret på det år, Trump med alle midler har saboteret den kultur, der af gode grunde har stået som forbillede for alverdens aviser og journalister, og hvis stærkeste stund fortsat er Woodward-Bernstein-afsløringerne af præsident Nixons forbryderiske regime. Forskellen på dengang og nu er mængden af snyd og bedrag.

Den anden forskel er, at Nixon ikke varigt kunne gemme sig bag et senere så forkvaklet republikansk parti, men blev fældet nok så meget af sine egne, der med forfærdelse indså magtfordrejningen og dens følger, hvis ikke præsidenten blev fjernet. Trump er en mere gennemført gangster, der ikke lader sig hæmme af hverken forfatning, statsskik, tradition eller personlig moral, og republikanerne er ikke, hvad de var engang, selv om det var slemt nok.

Det amerikanske politiske system har løbende leveret råstof til den store nations litteratur og dramatik: teater, film, tv-serierne. Filmen tæller klassikere som Mr. Smith goes to Washington (1939) hvor James Stewart som en forsinket Lincoln kommer til hovedstaden og gør op med vanetænkningen. I Frank Capras State of the Union (1948) vil kandidat Grant Matthews, Spencer Tracy, ikke bøje sig for de indspiste mænd i de røgfyldte baglokaler, hvor kandidaternes skæbne afgøres, og i John Frankenheimers Seven days in May (1964) afværger Fredric March som præsident Lyman et statskup ledet af Burt Lancasters magtliderlige general Scott. Alle beredskabsfilm baseret på forestillingen om normaliteten i lovmæssig regelrethed og politisk moral som forudsætning for Unionens – og civilisationens overlevelse.

Alle præsidentens mænd (1976) om Washington Post og Watergate lagde alen til forsikringen om det amerikanske systems holdbarhed, uanset det der lignede en præsidents indre statskup. Det lykkedes at fælde Nixon, og USA vendte tilbage til normalen.

Eller gjorde USA nu også det?

Måske Watergate var første ydre tegn på systemets langt farligere indre skrøbelighed i hænderne på den forkerte præsident, beroende på en forældet statsform og et endnu mere utidssvarende valgsystem. Uanset hvad, fastholdt filmene, samt senere Aaron Sorkins store serie West Wing (1999-2006) om præsident Bartlett i Martin Sheens tvetydige men noble skikkelse myten om den amerikanske fundamentale politiske sundhed. Når præsidenten mødtes med sine rådgivere i The Oval Office, det allerhelligste i Unionens eksekutive topografi, var fornuften i højsædet, moralen sejrede, og verden styredes vel.

Selv i House of Cards om de skruppelløse Underwoods hersker forstanden i de afgørende konflikter, og løgnen står i sandhedens tjeneste. Men fanden er løs i en politisk struktur, der ikke kan håndtere det forbryderiske element i en præsident, der hensynsløst manipulerer magtens funktionærer og offentligheden. Dette pessimistiske motiv i lys af den ferme præsident Underwood er usædvanligt i amerikansk politisk fiktion. Et varsel om Trump.

Fremtidens fiktion

Nok har den magtgale eller blot uduelige præsident været på scenen før, men næppe nogen så utilregnelig, egocentrisk og demonstrativt ukvalificeret som nr. 45. Skikkelsens uhyrlighed tegner sådanne dimensioner, at den får vidtrækkende følger også for al fremtids politisk inspirerede litteratur og drama. Forfatterne må fremover indbygge den forudsætning, at en person som Trump – malign narcissist er vist diagnosen – kan komme til magten og ikke nødvendigvis blive forhindret deri af fornuftens stemmer og moderationens kræfter.

Det vanskelige i umiddelbar kunstnerisk henseende er, at fremtidens fiktion ikke kan tillade sig at dæmpe skikkelsen, men i troværdighedens navn må forstærke Trumps bizarre karakter, hvilket er umuligt, med mindre man ligefrem gør en fiktiv Trump til pædofil seriemorder.

For at forklare sit publikum magtbegærets ultimative karakter, radikaliserede Shakespeare Macbeth og hans ambitiøse lady og lod dem myrde parrets velynder og konge. Mindre kunne ikke gøre det i en alt andet end sart samtid.

Hvorledes fremstiller man en fremtidig imaginær præsident, når der nu har været én, hvis yderliggående groteskhed ikke kan parodieres, ikke kan gøres værre end den ægte vare?

Han snyder også i golf, kunne man læse forleden.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

  • Georg Metz: Kirketrang og kønsang

    8. april 2020
    Eftersom de kirkelige højtider er fastlagt ud fra andre hensyn end historiske dato- og årstalsfikserede kendsgerninger, kan tidspunktet for påskens fejring i et coronaår dybest set komme ud på det samme. En udsættelse af den spirituelle behovstilfredsstillelse på ubestemt tid betyder, at præsten ikke behøver servere håndsprittede oblater og kogt altervin
  • Georg Metz: Værnemidler i coronakolonien

    3. april 2020
    Strengere straf for noget, ingen gider mere
  • Georg Metz: Noget kan der komme ud af store ulykker

    27. marts 2020
    Regeringernes parathed til nu at spænde staten for vognen, er en undergravning af hyperkapitalisme og flommeliberalisme, hvor kleresiet i pressionsgrupper som CEPOS nødvendigvis må omtænke liturgi og dogmer
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Malan Helge
  • Hanne Ribens
  • Olaf Tehrani
  • Hans Larsen
  • Anders Graae
  • Frede Jørgensen
  • Tino Rozzo
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • lars søgaard-jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Kurt Nielsen
  • Poul Anker Sørensen
  • Torben K L Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Grethe Preisler
Katrine Damm, Malan Helge, Hanne Ribens, Olaf Tehrani, Hans Larsen, Anders Graae, Frede Jørgensen, Tino Rozzo, Bjarne Bisgaard Jensen, lars søgaard-jensen, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen, Poul Anker Sørensen, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Ingen tvivl om Metz´ kulturhistoriske evner for Trump er en katastrofe - ikke bare for USA men hele verden og svært bliver det at lave film,skuespil over den "maligne narcissist" i det hvide hus.
Der skal grovere metoder til - feks. humor i stil med "Forår for Hitler" og mit ydmyge forslag er en musical med en titel der passer til "fake news" : "Troll skal tæmmes"

Karsten Lundsby, Frede Jørgensen, Eva Schwanenflügel og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar

Pressen, og her også Metz, benytter ofte mørkelygten i sine analyser af Trump. som får skylden for alle ulykkerne i USA. Ingen tvivl om Trumps manglende kompetancer, men USA's problemer er ikke skabt af Trump, de er skabt af CIA, det militærindustrielle kompleks, osv. kort sagt den enormt stærke magtelite som i al hemmelighed styrer den amerikanske, ja hele verdens økonomi. Prøv at Google the shadow government eller the Deep State. Kevin Shipp, tidligere CIA officer, holder foredrag om disse magtstrukturer i USA... Det er det som er det virkelige problem. Og det smitter naturligvis voldsomt af på os andre. F.eks. er vort indkøb af F35 jagerfly er ikke et politisk besluttet indkøb. Det er amerikansk lobby-arbejde når det fungerer bedst!

lars søgaard-jensen

Peter Jessen. Er helt enig i din vurdering af de skjulte magtstrukturers store betydning for den i USA og verden førte politik. MEN det mindste, man kan forlange af indehaveren af "vredens mest magtfulde job", er, at han kan se ud over sine helt personlige økonomiske interesser, samt at han ikke lyver om disse.
Jeg vil ikke anbefale dit indlæg, da der ikke er belæg for at skrive "Pressen, og her også Metz, benytter ofte mørkelygten i sine analyser af Trump. som får skylden for alle ulykkerne i USA." Trump er ikke årsagen til klimaændringerne, men hans politik, der favoriserer olieproducenterne, bedre jo heller ikke disse, Trump er ikke årsag til skoleskydningerne, men hans politik (eller mangel på samme) kommer ikke et stop for disse nærmere. osv. Så nej han er (næsten) uskyldig i det meste; - men dét han er skyldig i, er i den grad groft nok.
Forresten, "Drain the swamp" betød jo ikke netop reguleringer mod f.eks. NRA.
Såeh - Metz keep on.

lars søgaard-jensen

Ups ".....indehaveren af "vredens mest magtfulde job"" - der skulle jo have stået "..verdens ..."
Tyrkfejlen er nok alligevel ikke så meningsforstyrrende at det gør noget? ;)

Lars, jeg er enig i at min udmelding var vel rigelig bombastisk. Naturligvis er Trumps hæmningsløse hang til at lyve aldeles uacceptabel. Men det bliver lidt trættende i længden med den megen fokus på personen i den amerikanske præsidentrolle, fordi præsidenten netop ikke er indehaver af verdens mest magtfulde job. Det er min pointe. Siden Truman oprettede CIA i 1947 er det langsomt gået tilbage med præsidenternes magtbeføjelser. Efterfølgeren Eisenhower advarede imod Det voksende militærindustrielle kompleks og endnu senere i starten af tresserne advarede Truman om CIA's tiltagende magtbeføjelser. Ingen præsidenter har siden gjort noget som helst for at sikre det amerikanske demokrati. Sat en anelse på spidsen er der ingen forskel på Obama og Trumps roller som præsidenter. De er kransekagefigurer, eneste forskel er god eller dårlig smag på overfladen. Men resultatet fra de skiftende amerikanske regeringer er den samme rædselsfulde terrorhandlende, krigshærgende udenrigspolitik, som ene og alene har til formål at sikre amerikansk økonomi og dominans i verden. Kommer der en præsident i USA, som fremstår som den ægte vare, som vi alle kun kan drømme om, bliver han/hun jo skudt!