Læserbrev

Det internationale samfund bør fordømme Polen

Polens præsident har underskrevet et omstridt lovudspil, der gør det strafbart at sige, at Polen havde medskyld i nazisternes jødeudryddelse under Anden Verdenskrig. Denne alternative historieskrivning er decideret bekymrende.
14. februar 2018

Tirsdag den 6. februar underskrev den polske præsident Andrzej Duda en lov, der gør det strafbart at sige, at Polen havde medskyld i Holocaust. Lovgivningen er blot et enkeltstående trin i det polske demokratis degenereringsproces, som regeringspartiet PiS entusiastisk søger at accelerere.

Det polske regeringsparti har siden magtovertagelsen i 2015 ganske effektivt søgt at isolere Polen fra verdenssamfundet. Polens nuværende kurs ligner tilnærmelsesvist den, som ungarske Viktor Orbán har udstukket. Fællesnævneren for dem begge er betydelig EU-skepsis og en tydelig antipati over for internationale konventioner og menneskerettigheder.

Endskønt begge landes adfærd allerede har påkaldt påtale fra EU-toppen, bør det internationale samfund entydigt fordømme den nuværende retning. I Polen har regeringen på kort tid sikret sig kontrol over medierne og domstolene, samtidig med at man nu indskrænker ytringsfriheden yderligere. Dette er problematisk, da det i forvejen er bredt anerkendt, at Auschwitz-Birkenau var en tysk koncentrationslejr, som det fremgår af UNESCO. Dertil kommer de talrige eksempler på polakker, som udleverede jøder til den tyske besættelsesmagt.

Det internationale samfund, herunder Danmark, bør derfor tage klar afstand fra den polske regerings forsøg på at udviske historien. Historisk set har Polen været et asyl for jøder, som siden 1264 har sikret beskyttelse og vidtgående rettigheder til de immigrerede jøder. Her sikrede kong Boleslaw en række hidtil usete rettigheder til jøderne, der i de efterfølgende århundreder bosatte sig i Polen. Ligeledes sikrede Polen med Europas første forfatning fra maj 1791 borgerne en række rettigheder, som borgerne i andre europæiske lande end ikke havde fantasi til at forestille sig.

Den polske regerings linje er decideret bekymrende, og dens nuværende adfærd bør påkalde sanktioner fra det internationale samfund. Når Polens regering forsøger at anvende alternativ historieskrivning til at konsolidere en antitysk agenda, hvormed man forsøger at sikre sig krigserstatninger, vidner det om, at intet er for helligt i den antiglobalistiske agenda.

Filip Steffensen er næstformand for Liberal Alliances Ungdom Aarhus

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Tysk krigsskade erstatning til Polen! Tyskland er ikke idømt pligt til at betale krigsskade-erstatning for deres aktiviteter i WW2. Skal Polen have krigsskade-erstatning fra Tyskland, skal de også have det fra Rusland; Adolf delte landet med Josef. Pudsigt nok glemte England at erklære Rusland krig ved denne lejlighed. Måske kan polakkerne få erstatning fra USA! Amerikanske virksomheder fik erstatning af den amerikanske regering, for den skade, deres virksomheder fik i Tyskland, forårsaget af allierede bombemaskiner. Såh, havde Polen amerikanske virksomheder, der blev ødelagte, kan de få amerikansk erstatning, hvilket alt andet lige, sikkert er nemmere en russisk erstatning! Et godt råd, kære Polen; kom videre! Det løb er kørt.

Kim Folke Knudsen

Kære Filip Steffensen. Først en stor tak for at du tager dette omtålelige emne op til debat. Det er fint at se, at et liberalt indstillet menneske med sit politiske grundlag i Liberal Alliance vælger at tage debatten om, hvordan frihed og ytringsfrihed forsvares i et Europa i forandring. Fint at du ikke ligger under for opportunistiske hensyn i stil med. Polen er et NATO land og ergo så må vi se igennem fingre med de bekymrende forandringer som finder sted i Polen under det nye PIS styre. Det er ikke et demokrati værdigt at forsøge på censurere bestemte opfattelser af den 2. Verdenskrigs forløb, som ikke passer ind i det polske partis syn på sagen. Proportionerne er vigtige at holde fast i i denne sag. Det var Tyskland som foranledigede opførelsen af KZ lejrene i Polen og lod udryddelsen ske der. Polen kan aldrig drages til ansvar for denne ugerning. Det polske folk var udset til at blive de næste, som skulle myrdes af det uhyggelige NS-Regime. Mange polakker ydede en heltemodig indsats i kampen mod tyskerne og i bestræbelser på at skjule Jøderne. Men der var eksempler på det modsatte kollaboration med den tyske værnemagt og det tyske sikkerhedsapparat med hensyn til at fange og myrde jøderne. Jeg har personligt kendskab til polakker, som er indvandret til Danmark i 1960´erne som bekræfter, at der var antisemitisme i Polen også efter den 2. Verdenskrig. Igen er det vigtigt at fastholde nuancen mellem antisemitisme i befolkningen og så det tyske iscenesatte folkemord: Holocaust på Jøderne, som er den ubetinget værste krigsforbrydelse i tysk historie. Ligeså var Tysklands behandling af Polen i årene 1939-1945 en krigsforbrydelse i enestående uhyggelig målestok. Den nye polske PIS regering har en meget konfrontatorisk indstilling til såvel indre opposition i landet som til flere af Polens nabolande herunder Tyskland, Hviderusland, Rusland. Det er det polske folks suveræne valg at vælge den regering, som de mener er bedst til at repræsentere polske interesser. Men Polen ligger hvor det ligger, og nabolandene vil for tid og evighed være Tyskland og Rusland samt Hviderusland. Det er Polens skæbne at befinde sig mellem en supermagt mod øst og en Europæisk regional stormagt mod vest Tyskland. Hvordan håndteres denne situation bedst muligt til gavn for polakkerne og for Polen ? Spørgsmålet om tyske krigsskadeerstatninger. Forbundsrepublikken Tyskland af i dag er ikke juridisk ansvarlig for de forbrydelser, som Tyskland begik under den 2. Verdenskrig. Den tyske befolkning i dag har intet medansvar for de ugerninger udover dem som måtte være overlevet fra krigens tid og som mindst er 90 år gamle. Tyskland betalte krigsskadeerstatning i den forstand, at Tyskland nu udgør 357.000 km2 mod under Weimar Republikken excl. Saarland 469.000 km2. Efter den 2. Verdenskrigs afslutning blev store dele af det historiske Tyskland besat og derefter indlemmet i Polen. Pommern, Brandenburg Neumark, Schlesien, Ostpreussen, og Fristaten Danzig gik til Polen. Den tyske befolkning blev etnisk udrenset og fjernet i strid med folkeretslige principper. 7-8 mio. tyskere måtte flygte og/eller blev fordrevet på grusom vis fra deres hjemstavn. Samme skæbne overgik Polen selv. Landet blev parallelforskudt mod Vest. Polen måtte afstå store områder mod øst Vilna, Lvov, som blev indlemmet i Sovjetunionen. Den polske civilbefolkning blev etnisk udrenset og fordrevet fra de østlige områder og genbosat for en dels vedkommende i de tyske områder i det nuværende vestlige Polen. Det var Stalins diktatoriske måde at rykke grænser på med våbenmagt. Forbrydelserne her viser Krigens grusomhed. Den ene forbrydelse river den anden med sig med krigens og hadets logik. Hitlertyskland pønsede under den 2. Verdenskrig på at udslette Polen og det polske folk fuldstændig. Vestpreussen her blev polakkerne i titusindvis myrdet og fordrevet under den 2. Verdenskrig for at NS-Regimet kunne invitere rigstyskere ind i området. I Generalgouvernementet ( den del af Polen som ikke blev indlemmet i Nazi Tyskland ) iværksatte tyskerne et terroregime med massemord på den polske intelligensia, og deportation af polakker til arbejdslejre samt massemordet på jøderne. Det er en skamplet uden lige i tysk historie, at disse ugerninger fik lov til at ske uden protest i selve Tyskland. I dag har Polen en strategisk mere sikker grænse mod Tyskland, da Oder Neisse linien er en kortere distance og en naturskabt grænse imodsætning til grænsen før 1937. Det giver for mig at se ingen mening udover et forsøg på at presse penge af Forbundsrepublikken Tyskland at rejse et krigsskadeerstatnings søgsmål nu. Tyskland må under alle omstændigheder afvise et sådant krav. Hvis vi taler om den tyske industri og de tyske store firmaer, som ville det klæde dem, at de satte penge af til at hjælpe efterkommerne for folkemordet på polakker og først og fremmest efterkommerne efter Holocaust. Den tyske industri tjente tykt med penge på at udbytte og trælbinde polske slaver og jødiske slaver under den 2. Verdenskrig. Der er et moralsk ansvar her, som hver af de tyske koncerner må forholde sig til. Set i et tidsperspektiv har afstanden mellem nu og krigsforbrydelserne den gang også en betydning. Det ville klæde de tyske firmaer at etablere en fond, som donerer midler til efterkommerne fra Holocaust og efterkommerne til de utallige familier i Polen, som blev næsten udslettet under den 2 Verdenskrig. Krigsforbrydelsernes omfang under den tyske besættelse af Polen fra 1939-1945 lader sig aldrig gøre op i kroner og ører. Der til er de så omfattende, at de nærmer sig det ubegribelige i grusomhed og omfang. Vi må hele tiden arbejde for, at grusomhederne er sket for sidste gang, og at alle i Europa forstår de farer, som lurer, hvis højreekstremister kommer til magten med demagogien om, at de repræsenterer en højere rangerende hvid race. Med det følger syndbukke ideologien og blankochecken til at begå ugerninger og massemord. Den 2 Verdenskrigs tyske ugerninger må aldrig nogensinde gentage sig.