International kommentar

Vi kan ikke bare trække på skuldrene af Jeremy Corbyns møder med en tjekkoslovakisk agent under Den Kolde Krig

Alt tyder på, at Jeremy Corbyn mødtes med en tjekkoslovakisk diplomat i 1980’erne. Vi må ikke lade, som om det ikke er relevant
24. februar 2018

Fra hemmelig agent til sladrehank. Ján Sarkocy, som var agent for Tjekkoslovakiets efterretningstjeneste, har de seneste uger været mere end almindeligt åbenmundet om sine angivelige forbindelser til britiske parlamentsmedlemmer fra Labour i 1980’erne. 

Først hævdede Sarkocy, at han i 1980’erne betalte Labours nuværende leder, Jeremy Corbyn, for at udlevere oplysninger til de sovjetiske og tjekkoslovakiske regeringer. Og senest har Ján Sarkocy påstået, at han i samarbejde med den sovjetiske efterretningstjeneste, KGB, drev et netværk af informater i Storbritannien, der involverede 15 fremtrædende Labour-politikere.

Foruden Corbyn har Sarkocy angivet partiets nuværende finansordfører, John Mcdonnell, og Londons tidligere borgmester Ken Livingstone, også kendt som Red Ken. De tre Labour-politikere har alle eftertrykkeligt nægtet anklagerne.

Corbyn afviser imidlertid ikke at have mødtes med Sarkocy, der dengang brugte dæknavnet ’Løjtnant Jan Dymic’. Og Labour-lederen står journaliseret som kilde i den tjekkiske efterretningstjenestes, Státní Bezpecnosts, arkiver. Ifølge dokumenter, som avisen The Sun er kommet i besiddelse af, har han ved mindst tre lejligheder holdt møder med Sarkocy på sit kontor i det britiske underhus.

Grim smag i munden

Disse oplysninger kalder på én af to legitime reaktioner.

Den ene, som jeg personligt hælder til, er at betragte Corbyn og hans venner på Labours venstrefløjs kontakt med fremmede efterretningstjenester med mismod. Det var en tid præget af store, geopolitiske spændinger, og uanset hvor uskyldige møderne har forekommet dem, var den type forbindelser ladet med både symbolsk betydning og reelle risici. Og ved at mødes med repræsentanter for østblokkens regimer har de bidraget til forestillingen om, at Den Kolde Krig var en kamp mellem to moralsk ligeværdige partnere.

Trods Vestens mange fejl og kritisable interventioner rundt omkring i verden, har NATO-landene altid været deres totalitære modpart moralsk overlegen. Men Jeremy Corbyn sad og hyggede sig med en repræsentant for et regime, der rutinemæssigt forfulgte og fængslede Václav Havel og andre dissidenter.

Nu skal jeg ikke tale for andre end mig selv, men det er en tanke, der efterlader mig med en grim smag i munden.

Den anden legitime reaktion tager udgangspunkt i den analyse, at truslen om atomkrig var så overhængende under Den Kolde Krig, at alle vestlige politikere havde et ansvar for at afsøge alle tænkelige muligheder for at bygge bro og nå til forståelse med Warszawa-pagtens lande.

Labour-lederen Jeremy Corbyn er før blevet sværtet til for sin fortid, men det seneste koldkrigshysteri er også et angreb på den demokratiske legitimitet for Storbritanniens måske kommende premierminister
Læs også

I det perspektiv er Corbyns møder med Sarkocy helt i tråd med hans livslange engagement i at fremme diplomati og dialog. Det var vigtigt, at spidserne i det kommunistiske apparat var klar over, at mange i Vesten var imod terrorbalancen og arbejdede for en fredelig afslutning på konflikten.

Det bekymrende er imidlertid, at ingen af disse to reaktioner er udbredte. Generelt har Sarkocys historier ikke ført til andet end lettere fornøjet trækken på skuldrene. Den værst tænkelige reaktion på historierne om Corbyns tjekkoslovakiske forbindelser er også den mest udbredte: »Og hvad så?«

En del af problemet er, at Corbyns tilhængere afviser enhver kritik af Labour-lederen som bagvaskelse eller tilsværtning. De er ikke blot loyale støtter. De dyrker ham. Det har udviklet sig til en central del af deres verdenssyn, at Jeremy Corbyn ganske enkelt er hævet over kritik. Her forlader vi den politiske diskussions sfære og træder ind i teologiens verden. Og det er i mine øjne ikke et fornuftigt sted at befinde sig, når vi diskuterer den potentielt kommende premierministers personlige meritter.

Den daglige genstarts tidsalder

Men der er også en større og endnu mere skadelig kraft i spil, der ikke begrænser sig til Labour. Og det er, at vi lever i ’den daglige genstarts’ tidsalder. Historiske erfaringer betragtes som noget, der alene har antikvarisk eller museal interesse. Den Kolde Krig? Sluttede det ikke altsammen i 1989? Hvorfor skal vi hive det frem igen?

Svaret på spørgsmålet er naturligvis, at vores flossede arv efter den udmattende konflikt fortæller os meget om den knibe, vi befinder os i i dag. Den uhæmmede globaliserings skadevirkninger, det bekymrende fravær af en Marshall-plan for de tidligere østbloklande, den religiøse fundamentalismes og nationalpopulismens opblomstring. Ingen af disse fænomener giver mening uden en forståelse for, hvad der gik forud for dem.

Forandringer er ikke ensbetydende med at vaske tavlen ren, og vi må aldrig lade modernitet blive en form for hukommelsestab. Man kan sagtens argumentere for, at Corbyns møder med en tjekkoslovakisk diplomat i 1980’erne ikke gør ham uegnet til premierminister i 2018. Men man kan ikke lade, som om det er fuldstændig irrelevant.

© The Guardian og Information.Oversat af Mathias Sindberg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Michael Hullevad
Torben K L Jensen og Michael Hullevad anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Rupert Murdoch og hans aviser har ikke en chance overfor en smart-phone i hænderne på Corbyns unge vælgere. Det viste det sidste valg - Corbyn og Momentum har vundet den afgørende indflydelse og Labour har alle tiders chance for at vinde det næste - måske i tæt samarbejde med de grønne.

Vibeke Hansen, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Jeg læser et dementi af påstanden på Independents hjemmeside fra den konservative politiker, der startede den. Derfor må Informations redaktion hellere efterprøve kilden: Hvis ALT tyder på det, hvorfor dementeres det, når Corbyns advokater lægger op til en injuriesag?

Torben Skov, Henriette Laidlaw, Vibeke Hansen, Henrik L Nielsen, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Sus johnsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Erik Boye, Gert Romme, Flemming Berger, Maiken Guttorm og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Independent.uk har også en live-kommentar af Jeremy Corbyn himself til sagen.

Flemming Berger, Henrik L Nielsen, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Hvordan kan Information i dagens avis dog finde på at trykke en artikel som denne? For det første er den skrevet af den kendte konservative kommentator Matthew d'Ancona, som blandt andet er leder af den konservative tænketank Bright Blue, og i det hele taget en arg modstander af Labour. For det andet, så præsenteres artiklen som en Guardian artikel uden angivelse af forfatterens ståsted. Guardian var tidligere kendt som en venstre-centrum avis, hvilket ry den vel stadig har, selvom den ligesom Information langsomt bevæger sig mod højre. Man giver dermed indirekte indtryk af, at artiklens holdning står for en almindelig bekymring hos Guardian segmentet. Det er næsten en uge siden artiklen optrådte i Guardian. Siden er historien langsomt faldet fra hinanden, hvilket relativt hurtigt stod klart at den nok ville, men Information har trykt den uanset. Senest er den nu blevet helt afvist, som det fremgår af feks Independent:
http://www.independent.co.uk/news/uk/politics/jeremy-corbyn-ben-bradley-...
Desværre endnu et eksempel blandt mange på at Informations kritiske journalistik og redaktion er på tilbagetog, som i så mange andre aviser. Kritikløs kopiering af mainstream historier sker desværre oftere og oftere blandt de "gamle" medier. For at få et kritisk perspektiv må man derfor ofte selv "lege" journalist på nettet. Avisen gør det ikke. Hvilken avis man læser er egentlig ligegyldigt.

Torben Skov, David Zennaro, Henriette Laidlaw, Lasse Glavind, Vibeke Hansen, Henrik L Nielsen, Henrik Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Klavs Hansen, morten rosendahl larsen, Maiken Guttorm, Anne-Marie Krogsbøll, Bjarne Bisgaard Jensen, Martin Madsen, Steffen Gliese, Torben Kjeldsen, Torben K L Jensen, Hans Larsen, Toke Andersen, ulla enevoldsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Erik - det fede ved Information er at alt kan kommenteres og der kan linkes af dygtige fyre som.
Den eneste net-avis der gør det er netop Information.dk
Den levende døde avis Politiken er der ingen der efterhånden gider at kommentere i - fordi ikke alle artikler på deres DEBAT-sider ikke kan debatteres.

Torben Skov, David Zennaro, Janus Agerbo, Vibeke Hansen, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Erik Boye og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Selvfølgelig skal man have en sund kritisk sans, også når det drejer sig om The Independent, der kalder sig upolitisk, men egentlig har et socialliberalt indhold.

Uanset om oplysningen er korrekt eller ikke, så er det snart 40 år siden. Og der sker meget på 40 år. Så i mine øjne er dette ikke et problem, - da ikke hvis der ikke kommer nutids-belastende oplysninger frem.

David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Anne-Marie Krogsbøll, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese og Erik Boye anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

- men de er altså ydermere, Gert Romme, afvist, og Ben Bradley har givet en uforbeholden undskyldning og indvilliget i at give en erstatning, som skal gå til almennyttige formål i hans valgkreds, især til begunstigelse af hjemløse og folk, der er nødt til at hente nødhjælp i de såkaldte foodbanks.

David Zennaro, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Erik Boye og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Mener Information også de skal komme med en uforbeholden undskyldning? Specielt når de trykker en beskyldning uden evidens, som tilmed er blevet afsløret som pure opspind?

Hans Larsen, Flemming Berger, Henrik L Nielsen, Henrik Rasmussen, Eva Schwanenflügel og Maiken Guttorm anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Jeg kender da et par politikere, som var medlemmer af DKU, men som i dag sidder i Folketinget for andre partier. EL, Alternativet, SF og Socialdemokratiet har alle sådanne gamle betonkommunister blandt medlemmerne. Og mon ikke LA har et par gamle anarkister gående?

Og hvad med LLR, han var jo mujahediner, da han var ung, hvad siger makkerparret Støjberg-Henriksen mon til det?

Guardian er blevet en sort avis i de senere år, jeg forstår ikke helt, hvorfor Information bliver ved med at bringe oversættelser af avisens artikler - udenrigspolitisk efterplaprer de den amerikanske dagsorden, og indenrigspolitisk er de fortalere for den fløj i Labour, som blev sat til vægs af vælgerne. Det er på alle mnåder blevet en middelmådig middelklasseavis.

Guardian var en gang den første avis jeg tjekkede, når jeg havde tjekket Information, det er det ikke længere. Information er lysår foran Guardian, når det drejer sig om oplysningsvirksomhed, så i vore dage er det de mange uafhængige medier på youtube, som jeg frekventerer, når jeg vil vide, hvad der sker i den store verden.

Steffen Gliese, David Zennaro, Flemming Berger, Hans Larsen, Torben Skov, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Okay sort avis er nok lidt voldsomt, måske er det bedre at kalde Guardian for en gul avis. Den påstår at tale med fornuftens stemme, mens den i virkeligheden forsøger at opretholde status quo.

Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Jeg abonnerer på The Guardian og rigtigt er det at den er hysterisk begejstret for New Labour´s besejrede neo-liberalister - Så hvis man skal placere den et eller andet sted - så en den i mine øjne en skide radikal net-avis. Nååh ,ja - nu abonnerer jo også den danske skide radikale sprøjte - Politiken.dk - sådan for at holde øje med fjenden.

Emil Rottbøll

@Erik Boye. Det er en kommentar, og også præsenteret sådan både i avisen og på web. Det er ikke min beslutning at bringe den, men jeg har til gengæld besluttet at bringe den her på udlandssiderne et par dage i forvejen, som er en kommentar til forsvar for Corbyn: https://www.information.dk/udland/2018/02/farligt-spil-haenge-corbyn-ant...
Vi er ikke partipresse, heller ikke for Corbyn, men har plads til flere standpunkter i avisen. Det mener jeg er en styrke, at vi kan udfordre vores eget og vores læseres verdensbillede. Matthew D'Anconas argumentation kan tale for sig selv, uanset hans politiske ståsted, og der er ikke noget faktuelt forkert eller spekulativt i klummen, derfor mener jeg ikke, der er noget galt med at bringe den på debat-plads. Men jeg er enig i, at det ville være en god service at præsentere afsenderen lidt bedre. Mvh. Emil Rottbøll, udlandsredaktør

Niels Duus Nielsen