Klumme

Kan man tage manden ud af kunsten?

Problemet er ikke, om man kan skille manden (m/k) fra værket. Sagen er, at det i enhver forstand er ’so last millenium’
17. februar 2018

Det begyndte med, at jeg helt uskyldigt ville se lidt på, hvad malerier af det danske landskab koster. Malerier af hede og hav, min barndoms ferielandskab.

Jeg er på ingen måde hyppig gæst på auktionsider, men fandt ret hurtigt flere af den slags, jeg drømmer om: små skilderier af heden. Og et temmelig stort tableau af havet, frontalt, næsten kun bølger.

Jeg har levet længe nok med maleri og kunst til at se, at det var af høj kvalitet.

Til min overraskelse var det billigt. Ok, malet på en træplade, men temmelig stort. Alligevel rykkede budene sig ikke.

Så jeg googlede maleren, og det skulle sende mig ud i en uges overvejelser af den type, som er oppe i tiden: Kan man skille manden fra kunsten?

Volmer Bonnén, død samme efterår, hvor jeg kom til verden i foråret, 1960. Født i Randers i 1887. I 1909 udstillede han med kunstnergruppen De Tretten.

Jeg havde ikke taget fejl af det radikalt moderne i maleriet. De Tretten brød med den akademiske tradition. Volmer Bonnén skabte sin egen malerskole, hvor blandt andet Hans Scherfig gik, ham med Det forsømte forår, mærkelige junglemalerier og kommunisme.

I løbet af 1930’erne begyndte Volmer at interessere sig for det ariske menneske. April 1940 meldte han sig ind i nazistpartiet, han var ikke medlem længe, men fortsatte med at skrive til den nazistiske avis Fædrelandet. Han blev fængslet i 1945, anklaget for stikkeri, men ikke dømt.

»Han blev efter familietraditionen løsladt som en nedbrudt mand,« kan man læse på Wikipedia, der noterer, at kilden er ukendt.

Kunne jeg have et maleri hængende og se bort fra, at det var malet af en nazist? En mand, som i flere år havde tænkt, at visse mennesker er mere værd end andre af racemæssige årsager?

Etik over æstetik

Manden og værket. Det er klart, de to kan skilles. Skete der så noget, da jeg fik at vide, at det var malet af en nazist?

Man ville være en ekstremt dårlig empiriker, hvis man påstod andet. Jeg mistede lysten. Jeg brugte en uge på at tænke over, at jeg således er et menneske, for hvem det etiske står højere end det æstetiske. Hvis man nu skal formulere det lidt kierkegaardsk.

Var kunstværket ikke stadig lige meget værd? Tja, bum. Trods den høje kvalitet faldt hammerslaget omkring tusind, kapitalen er nådesløs, og dér sættes kunst i kurs. Man er således naiv, hvis man tror, HBO og Hollywood skriver Kevin Spacey ud af serier og film af moralske årsager.

De gør det for ikke at miste penge. Folk køber det ikke, for de mister lysten. Er det uretfærdigt, når nu Spacey ikke er dømt? Tja, der viste sig at være temmelig mange overgreb samt udnyttelse af magtposition. Orker man at tænke over det, mens man nyder kunst?

Eller Woody Allen. Personligt mistede jeg lysten, dengang han fandt sammen med sin papdatter – også lige meget hvor ’lovligt’ det måske var. Jeg har set nogle af hans film siden. Midnight in Paris er så verdensfjern, at man sukker efter dengang, Allen kunne noget – var kunstner kort sagt. Underholdningsmæssigt effent, men kunst? Nej.

En kunsterven foreslog, at vi måske i stor stil skulle begynde at indkøbe rigtig god nazikunst og så sammenligne med de følelser, vi fik ved kunst af de gode, altså moralsk upåklagelige, måske endda deciderede modstandsfolk? Man kunne lukke folk inde med værkerne i længere tid og måle udslag i kroppen? Det ville være kunst. Meta og mega.

For kunst ser ud til at forandre sig gennem tiden. Og der, hvor kunsten er nu, hænger værk og kunstner oftest sammen. Tjek samtidskunsten fra Superflex til Sophie Calle, grænsen har flyttet sig, blikket har flyttet sig og det betragtes som en kvalitet. Selv om værket selvfølgelig stadig skal have den der obskure kvalitet man kan konstatere, at folk, der vurderer aspiranter til Akademiet eller Forfatterskolen, fortsat er forbavsende enige om.

Men anyway. Vi kan godt fylde spalter op og ned om adskillelse mellem manden (m/k) og kunsten, og det gør jeg lige her. Men at man kan se bort fra overgreb i den skønne kunsts navn, det er, selv kunstnerisk set, ikke bare so last century, men så last millenium.

Jeg købte i øvrigt et lille hedelandskab for 750 kroner af en totalt overset Skagensmaler. Og forsikrer om, at mit syn på den hede vil ændres, hvis ham maleren viser sig at være serial killer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Lene Timmermann
  • Niels-Simon Larsen
  • ingemaje lange
Katrine Damm, Lene Timmermann, Niels-Simon Larsen og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det er måske lidt mere komplekst end som så: hvornår var billedet malet? Var det i den periode, hvor han inspirerede til progressivt opgør med konventionerne - eller i tiden med moralsk nedtur?

Nu var der på Hitlers tid altså ingen hvide mennesker der ikke troede på netop deres lands exceptionalisme og overlegenhed overfor andre folk og racer. Briterne havde det, amerikanerne havde det og russerne bestemt også.

Torsten Jacobsen

Tjah, jeg finder nu stadig en tilfredsstillende melankoli i "Solen er så rød, Mor", "Jeg ved en lærkerede" og "Hør den lille stær", og det velvidende at tekstforfatteren, Harald Bergstedt, under krigen var medlem af Det nationalsocialistiske Arbejderparti. Harald Bergstedt var forøvrigt efter sigende manden, som opfordrede Tom Kristensen til at skrive "Hærværk". Og hvor ville verden dog være et fattigt sted uden dén roman!

Så jeg fristes til at sige, at jeg tilgiver gamle Harald. Men det er selvfølgelig noget patetisk nonsens. For jeg står ikke i forhold til manden. Jeg står i forhold til hans enkle, smukke sangtekster.

Det gør så min indstilling til tilværelsen og til kunsten 'so last millenium', kan jeg forstå på Tine Byrckel. Og det er skam fint med mig. Noget tyder på, at selvoptagetheden og den moralske forvirring kun er taget til siden? Godt at man lykkedes med at stå af bussen i tide :)

Søren Peter Langkjær Bojsen, Steffen Gliese, Vibeke Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Egon Stich og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Tine Byrckel, du glemmer at nazisterne ikke gjorde andet end at skærpe og forfine sider af mennesket, som vi alle har i os. Ved at fornægte disse sider af os selv risikerer vi bare, at vi ikke kan se dem, når vi gribes af dem, eller - værre endnu - at vi efterrationalisere dem og gør dem stuerene.

Når jeg kritiserer racismen er det altid samtidig en selvkritik, for også jeg har potentialet til at se ned på andre mennesker. At min arrogance er universel og rammer alle uden hensyn til hudfarve, er ikke noget, jeg er stolt af.

Og at slutscenen i den første Star Wars film refererer til Leni Riefenstahls film om folkemøderne i Nürnberg, gør ikke filmen dårligere, George Lucas hylder blot en gammel nazist, ikke fordi hun var nazist, men fordi hun skabte stor filmkunst, og stor kunst - hvad det så end er - udmærker sig netop ved at tale til det hele menneske på godt og ondt

Torsten Jacobsen

Jeg forstår forøvrigt - trods adskillige og velmente forsøg - ikke nedenstående udsagn, sakset fra Byrckels tekst. Måske en sætternisse har været på spil?

"Selv om værket selvfølgelig stadig skal have den der obskure kvalitet man kan konstatere, at folk, der vurderer aspiranter til Akademiet eller Forfatterskolen, fortsat er forbavsende enige om."

Jeg læser stadig Hamsun med glæde selvom manden jo blev nazist. Jeg finder ikke nazistisk tankegods i f. eks. 'Sult'. Det er vel det der er afgørende? Ellers kan det blive meget svært at finde værker, der er acceptable. Johannes V. Jensen og Karen Blixen er jo nærmest racister efter vore dages norm.

Kan man læse Johannes V. Jensen med fryd, selv om han var en rædsom mandschauvinist, høre Wagners musik med glæde, selv om manden var antisemit så det klodsede, etc., etc. - fortsæt selv listen , for den er lang .
Ja for fanden - det er værket, det drejer sig om.
Mon ikke også Tine Byrckel har mødt nogle journalister, hvis private meninger eller adfærd, hun ikke brød sig om, men hvis faglige kunnen hun alligevel kunne anerkende, måske endda beundre ?
De fleste mennesker - kunstnere eller ej - facetterede og selv de, vi bedst kan lide , rummer også elementer, vi ikke bryder os om. er Heldigvis, helgener er enormt anstrengende.
Verden er ikke sort/hvid, den er i farver.

Christian De Thurah, Vibeke Hansen, Niels Duus Nielsen, Grethe Preisler og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Gad vidst hvad Tine Byrckel ville stille op med et maleri af Emil Nolde, hun havde købt for en slik på et loppemarked i Paris og glædet sig over at have hængende på sin væg i en menneskealder uden at vide, hvem ophavsmanden var?

Christian De Thurah

Den idealistiske ide om, at det gode, det sande og det skønne er et, holder ingen steder, men den er meget udbredt. En bekendt af mig udbrød engang spontant ved synet af Barsebäck i det fjerne: "Gud, hvor er den grim!". Er Barsebäck specielt grim? Nej, det er en arkitektonisk set ret intetsigende industribygning, men i min bekendts hoved rummede den noget "ondt", så derfor var den også "grim".
Kan man forestille sig god nazistisk litteratur? Jeg kender ingen eksempler på det, men nazisterne var ret dygtige inden for andre kreative discipliner som film og design, så hvorfor ikke?
Litteratur og anden kunst burde kunne vurderes uden at kende til kunstnerens politiske, religiøse eller moralske holdning, ligesom man gerne skulle kunne afgøre, om man kan lide en vin uden at have læst etiketten.

Bjarne Toft Sørensen

Kommentar til: "For kunst ser ud til at forandre sig gennem tiden. Og der, hvor kunsten er nu, hænger kunstner og værk oftest sammen".

Sandt nok, men det er jo ud fra en beskrivende tilgang, som ligger i forlængelse af en angelsaksisk institutionsteoretisk tilgang til kunsten. Hvis der er tale om en kommentar, er meningen vel, at der kommer en vurdering og en stillingtagen i forbindelse med en sådan beskrivelse.

Hvis en sådan stillingtagen skal have en kvalitet, forudsætter den vel også en grad af analyse, hvad baggrunden er for en sådan udvikling? Har Tine Byrckel overhovedet utopiske forestillinger om, hvilken betydning kunsten skal have i samfundet?

En tilgang til en analyse kunne være, at vi gennem udviklingen af sociale medier de sidste 20 år i høj grad har tilpasset os en aristotelisk orienteret dydsetik, med vægt på personlige forbilleder. Den spiller fint sammen med marketing på et kapitalistisk marked, og den har været dominerende i USA gennem årtier, bl.a. på baggrund af religionens indflydelse i tænkningen i den amerikanske offentlighed.

En sådan tænkning repræsenterer for mig at se en fare for demokratiet, som vi kender det i de nordvesteuropæiske demokratier, og som bygger på en oplysningstradition.

Det er heller ikke i denne sammenhæng uden betydning, at amerikanske forestillinger om demokrati fra starten har fastholdt et religiøst grundlag, hvor de europæiske netop, i forskellige grader, forsøgte at frigøre sig fra det, bl.a. som resultat af de forskellige former for kamp i relation til sekularisering.

Selvfølgelig kan man ikke tage manden ud af kunsten, men spørgsmålet må være, i hvor høj grad vi skal inddrage manden i vores overvejelser ved vurdering af kunst? Meningen ud fra en oplysningstradition må vel være, at vi ikke bare skal ligge under for impulser, vel vidende, at vi har tilbøjeligheder i en bestemt retning. Det som vi bl.a. forbinder med populisme, og som man i vid udstrækning benytter sig af inden for marketing.

Resultatet risikerer at blive flere kulturedaktører på de store medier, som den de har fået på Berlingske, flere præsidenter, som ham de har fået i USA, og i yderste konsekvens en tilbagevenden til middelalderens hekseprocesser.

Torsten Jacobsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Lis Kyllikki Turunen Pedersen

... tja jeg tygger stadigvæk på "renhedsvanviddet" ...i mine mørkeste øjeblikke har jeg overvejet,? om jeg kunne være reinkarnationen af Hitler eller hende heksen, der blev brændt på bålet. Nå det var kunsten og manden .......