Klassekampen er tilbage

Beder man mennesker i USA og Europa om at nævne tidens største problemer i samfundet, svarer stort set alle ’den øgede ulighed’.

Ni ud af ti mener, at skellene i samfundet er blevet for store. Selv OECD, IMF og andre systembevarende institutioner er begyndt at bekymre sig om den stigende ulighed. Det gælder både uligheden mellem landene og i de enkelte lande. Også den kinesiske centralkomité har udtrykt sin skepsis med den eufemisme, at »væksten er blevet ubalanceret«.

I Sverige har en helt ny forskningsrapport fra tænketanken Katalys vist, at otte ud af ti svenskere betragter Sverige som et klassesamfund.

Klasse var ellers et ord, der forsvandt sammen med Berlin-muren for 30 år siden. Men nu er det tilbage med et brag. Brexit og Donald Trump har chokeret middelklassen ved at konfrontere dem med den kendsgerning, at man ikke kan vinde valg uden at have arbejderklassen på sin side.

Selv i USA, hvor begrebet klasse dårligt eksisterer, vokser klassebevidstheden. 40 procent af befolkningen betragter sig selv som en del af arbejderklassen. Det er et anseligt tal. Interessant nok er det først og fremmest yngre kvinder, som er begyndt at identificere sig som arbejdere.

Arbejderklassen er med andre ord tilbage. Bare ikke i journalistikken eller kulturen. I en anden analyse fra Katalys viser medieforskerne, at arbejderklassen stort set er usynlig i både nyheder og dramaproduktioner. Også dem, der er produceret af medier underlagt public service-forpligtelser. Forskerne taler om en symbolsk udsletning.

70 procent af dem, der siger og mener ting i offentligheden, kommer fra middelklassen. 19 procent tilhører den deciderede elite. Det er dem, der er normen. Arbejderklassen får den taletid, der er til overs, og den skal helst bruges på at opføre et freakshow. I programmer som Luksusfælden og The Biggest Loser kan man se de uhæmmede båtnakker fra arbejderklassen blive opdraget af repræsentanter fra den tålmodige og beherskede middelklasse.

Højrepopulismens fremgang havde ikke været mulig uden klassehadet.

Når kulturaristokratiet stiller sig op som ’de oplyste’ over for de ufaglærte, gør de det nemt for højrepopulisterne at spille på modsætningen »folket mod eliten«. Og i denne sammenhæng er eliten altså kultursnobberne og medie-kratiet. Som Donald Trump forsikrede amerikanerne om: »Jeg elsker de ufaglærte.«

Perverst fantasifoster

Det er ikke, fordi arbejderklassen nogensinde er blevet behandlet som en jævnbyrdig del af den offentlige samtale, men vi må alligevel konstatere, at synet på arbejderklassen har forandret sig over tid. Først var den patroniserende eller medlidende. Da den organiserede sig i anden halvdel af det 19. århundrede, blev den frygtet. Da soldaterne vendte hjem fra Anden Verdenskrig og byggede velfærdsstater ud af ruinerne, blev arbejderklassen købedygtig, respekteret og delvist romantiseret. Så kom 1980’ernes kromblå markedsdogmatisme, og arbejderklassen blev anset for passé.

Ifølge Margaret Thatcher er klassesamfundet et perverst, marxistisk fantasifoster. Til trods for sin påstand om, at arbejderklassen slet ikke fandtes, bekrigede hun den med samme maniske iver, som hun bekæmpede kommunismen. Det konstaterer den engelske journalist Owen Jones i bogen Chavs, som handler om dæmoniseringen af arbejderklassen.

Det klassesamfund, som Thatcher betragtede som dødt, blev forstærket med større skel og mere udpræget social uretfærdighed. Dengang, i 1980’erne, var arbejderklassen endnu så stærk, at den kæmpede for sine rettigheder. Så kom globaliseringen, og sammen med kriserne i 1990’erne førte det til, at arbejderklassen blev dæmoniseret, hånet og foragtet. Hvis man gerne vil beskære velfærdsstaten, må man først dæmonisere dem, der er mest afhængige af den, påpeger Owen Jones. Sådan spiller man grupper ud imod hinanden.

Hvilke konklusioner har politikerne så draget af arbejderklassens genopståen?

I Sverige har de ikke draget nogle konklusioner overhovedet. Socialdemokraterne satser på tryghed, men i forhold til lov og orden, ikke sociale spørgsmål. Og De Liberales Jan Björklund håner ideen om lighed ved at henvise til Nordkorea – det er jo verdens mest lige land, er det virkelig det, I vil have?

Han aner ikke, at han er så virkelighedsfjern og blind for realiteterne, at han fremstår som en vestlig spejling af Kim Jong-Un, der er præsident i landet, hvor solen altid skinner.

Åsa Linderborg er kulturredaktør på den svenske avis Aftonbladet. Oversat af Mathias Sindberg.