Kommentar

Klassekampen er tilbage

De fleste er enige om, at ulighed er et problem. Men for at løse det bliver vi nødt til at tage arbejderklassen alvorligt og anerkende, at vi lever i et klassesamfund
26. februar 2018

Beder man mennesker i USA og Europa om at nævne tidens største problemer i samfundet, svarer stort set alle ’den øgede ulighed’.

Ni ud af ti mener, at skellene i samfundet er blevet for store. Selv OECD, IMF og andre systembevarende institutioner er begyndt at bekymre sig om den stigende ulighed. Det gælder både uligheden mellem landene og i de enkelte lande. Også den kinesiske centralkomité har udtrykt sin skepsis med den eufemisme, at »væksten er blevet ubalanceret«.

I Sverige har en helt ny forskningsrapport fra tænketanken Katalys vist, at otte ud af ti svenskere betragter Sverige som et klassesamfund.

Klasse var ellers et ord, der forsvandt sammen med Berlin-muren for 30 år siden. Men nu er det tilbage med et brag. Brexit og Donald Trump har chokeret middelklassen ved at konfrontere dem med den kendsgerning, at man ikke kan vinde valg uden at have arbejderklassen på sin side.

Selv i USA, hvor begrebet klasse dårligt eksisterer, vokser klassebevidstheden. 40 procent af befolkningen betragter sig selv som en del af arbejderklassen. Det er et anseligt tal. Interessant nok er det først og fremmest yngre kvinder, som er begyndt at identificere sig som arbejdere.

Arbejderklassen er med andre ord tilbage. Bare ikke i journalistikken eller kulturen. I en anden analyse fra Katalys viser medieforskerne, at arbejderklassen stort set er usynlig i både nyheder og dramaproduktioner. Også dem, der er produceret af medier underlagt public service-forpligtelser. Forskerne taler om en symbolsk udsletning.

70 procent af dem, der siger og mener ting i offentligheden, kommer fra middelklassen. 19 procent tilhører den deciderede elite. Det er dem, der er normen. Arbejderklassen får den taletid, der er til overs, og den skal helst bruges på at opføre et freakshow. I programmer som Luksusfælden og The Biggest Loser kan man se de uhæmmede båtnakker fra arbejderklassen blive opdraget af repræsentanter fra den tålmodige og beherskede middelklasse.

Højrepopulismens fremgang havde ikke været mulig uden klassehadet.

Når kulturaristokratiet stiller sig op som ’de oplyste’ over for de ufaglærte, gør de det nemt for højrepopulisterne at spille på modsætningen »folket mod eliten«. Og i denne sammenhæng er eliten altså kultursnobberne og medie-kratiet. Som Donald Trump forsikrede amerikanerne om: »Jeg elsker de ufaglærte.«

Perverst fantasifoster

Det er ikke, fordi arbejderklassen nogensinde er blevet behandlet som en jævnbyrdig del af den offentlige samtale, men vi må alligevel konstatere, at synet på arbejderklassen har forandret sig over tid. Først var den patroniserende eller medlidende. Da den organiserede sig i anden halvdel af det 19. århundrede, blev den frygtet. Da soldaterne vendte hjem fra Anden Verdenskrig og byggede velfærdsstater ud af ruinerne, blev arbejderklassen købedygtig, respekteret og delvist romantiseret. Så kom 1980’ernes kromblå markedsdogmatisme, og arbejderklassen blev anset for passé.

Ifølge Margaret Thatcher er klassesamfundet et perverst, marxistisk fantasifoster. Til trods for sin påstand om, at arbejderklassen slet ikke fandtes, bekrigede hun den med samme maniske iver, som hun bekæmpede kommunismen. Det konstaterer den engelske journalist Owen Jones i bogen Chavs, som handler om dæmoniseringen af arbejderklassen.

I dag kan man være håndværker, lytte til Bach og Beethoven og have venner fra forskellige sociale klasser. Og man kan være håndværker, have venner, der er håndværkere, og forbruge massekultur. I begge tilfælde tilhører du arbejderklassen, men de to typer arbejdere stemmer sandsynligvis forskelligt, siger anerkendt britisk ulighedsforsker.
Læs også

Det klassesamfund, som Thatcher betragtede som dødt, blev forstærket med større skel og mere udpræget social uretfærdighed. Dengang, i 1980’erne, var arbejderklassen endnu så stærk, at den kæmpede for sine rettigheder. Så kom globaliseringen, og sammen med kriserne i 1990’erne førte det til, at arbejderklassen blev dæmoniseret, hånet og foragtet. Hvis man gerne vil beskære velfærdsstaten, må man først dæmonisere dem, der er mest afhængige af den, påpeger Owen Jones. Sådan spiller man grupper ud imod hinanden.

Hvilke konklusioner har politikerne så draget af arbejderklassens genopståen?

I Sverige har de ikke draget nogle konklusioner overhovedet. Socialdemokraterne satser på tryghed, men i forhold til lov og orden, ikke sociale spørgsmål. Og De Liberales Jan Björklund håner ideen om lighed ved at henvise til Nordkorea – det er jo verdens mest lige land, er det virkelig det, I vil have?

Han aner ikke, at han er så virkelighedsfjern og blind for realiteterne, at han fremstår som en vestlig spejling af Kim Jong-Un, der er præsident i landet, hvor solen altid skinner.

Åsa Linderborg er kulturredaktør på den svenske avis Aftonbladet. Oversat af Mathias Sindberg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • Lillian Larsen
  • Grethe Preisler
  • Eva Schwanenflügel
  • Espen Bøgh
  • Ib Christensen
  • Arne Thomsen
  • Poul Erik Riis
  • Lise Lotte Rahbek
Dorte Sørensen, Lillian Larsen, Grethe Preisler, Eva Schwanenflügel, Espen Bøgh, Ib Christensen, Arne Thomsen, Poul Erik Riis og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Samfundet har svigtet arbejderklassen MEST ved at udelukke den fra viden og begreber om de grundlæggende værdier i samfundet, som netop er kulturen og kunsten.
Det blev let for arbejderklassen at lade sig lokke af det lette liv med blot at arbejde og ikke tage ansvar for sin egen udvikling og deltagelse i det demokratiske samfund.
Det er den egentlige strid: at materialisterne slog sig sammen om at skabe et åndeligt forarmet samfund til fordel for et overforbrugende idioti.

Torben Skov, Ib Christensen, Herdis Weins, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Syntes lige jeg vil minde om, at der også er uligheder der ikke er af decideret økonomisk art.

Når der er borgerer der får nej til at drive selvstændig virksomhed, fordi de lige så godt kan være lønmodtagerer, og andre "selvstændige" skal have milliarder i løntilskud, på skatteydernes regning, for at fritages for den fri konkurrence. Så er det ikke forskellen på en ti'er og en 100 kroneseddel der er tale om.
Så er det ulighed i muligheder!

Torben Skov, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det der forekommer som sagens kerne er jo at ulighed bygger på princippet om del-og-hersk kultur.
Man fjerner simpelthen en hel gruppe fra debatten om egne vilkår ved at erklære dem for uddøde dinosaurer.
Alle skal opnå middelklassen i status, det er blevet målet.
For slet ikke at tale om at man fortier den stigende ulighed i fattigdom.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har idag været ude med en undersøgelse af børnefattigdom der slår fast, at kontanthjælpsloftet har gjort 10.000 børn fattige i løbet af 2016, og forventes at stige med stor hastighed i de kommende år.
Regeringen har sagt, at det giver 'incitament' til at komme i beskæftigelse. Selvom deres egne beregninger viser, at kun omkring 500 personer bliver påvirkede af dette pres.
Det er rigtig mange familier det drejer sig om, især bestående af enlige forældre, ofte uden ressourcer, fordi de ikke KAN arbejde grundet sygdom.
Men disse voksne bliver pressede og stressede i en grad så det er foruroligende tæt på psykisk tortur,
og det påvirker naturligvis børnene.
Børnene der oplever et forøget konfliktniveau i hjemmet. Børn der ikke kan deltage i fællesskabet, fordi der ikke er råd.
Samtidig er hver femte medarbejder i pensionskassen PFA nødt til at tage medicin mod stress, angst og depression.
Mange forsikrer sig mod arbejdsløshed gennem private ordninger.
Hvornår stopper nedturen i nedskæringspolitikken, når vi har en fantastisk økonomi ?!?

Dorte Sørensen, Lillian Larsen, Torben Skov, Kim Houmøller, Ebbe Overbye, Ib Christensen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Klasserne er ikke hvad klasserne var. Før var det arbejderen og kapitalisten og løsningen var, at arbejderne skulle overtage produktionsapparatet og fordele profitten solidarisk.

I dag består den lavere klasse af alt fra hjemløse sprittere over velfærdsnydere til løsarbejdere på rigtig mange niveauer.

Den højere klasse er om muligt mere uensartet fra de heldige iværksættere og regnearksekvilibrister over fastansatte forskere i hvad som helst og tænketanksgrublere og spinkirurger og ngoansatte til karrierepolitikere og professionelle sportsfolk og verdensfrelsedirektører og og og. Fælles for en stor del af det vellønnede segment er, at deres uddannelse, løn og pension er på finansloven.

Det hænger ikke længere sammen og koster på den primære velfærd.