Jeg syntes, at det var ganske ubehageligt at læse debatindlægget fra formanden for Det Kongelige Teater, Lisbet Knudsen, der i meget voldsomme vendinger beskyldte Informations teateranmelder, Anne Middelboe Christensen, for at viderebringe usandheder og ligefrem krævede dementi, fordi Middelboe mente, at Det Kongelige Teater også talte rundvisninger med, når de opgjorde besøgstal.
For faktisk er der jo tale om, at Middelboe er den eneste journalist, der har indsigt nok i teaterforhold til at gennemskue, at der er noget der lugter, når Det Kongelige Teater i en pressemeddelelse praler af et besøgstal for 2017 på præcis 806.465.
Og nej, Knudsen har ret i, at lige netop rundvisninger ikke var talt med i dette ’besøgstal’ der blev fremstillet som ny rekord.
Men hvorfor dog ikke, kunne man spørge, når teatret faktisk ellers tæller revl og krat med i den totalopgørelse over besøgende til enhver aktivitet på eller med teatret, hvad enten det er gæstespil, erhvervsarrangementer, udlejning eller workshops med skolelærere.
Fordi big er beautiful for Det Kongelige Teaters ledelse. Det er i hvert fald det budskab, teaterchefen går ud med i pressemeddelelsen. Og vi må konstatere, at de journalister, der videreformidlede historien, slugte den gode luns ganske råt og ukritisk og fik læsere, seere og lyttere – heriblandt vel også en enkelt kulturpolitiker eller to – til at tro, at det flotte besøgstal er identisk med teatrets tilskuertal til egne forestillinger.
Faktisk er Det Kongelige Teater, som Knudsen også påpeger, meget omhyggelig i sin opgørelse af aktivitet. Detaljerne fremgår af årsrapporten, som ligger på teatrets hjemmeside. Vi må endnu nøjes med rapporten for 2016, som ’kun’ kan præstere 775.722 besøgende (den sammenligning var også med i pressemeddelelsen), men princippet er formentlig det samme for 2017.
For eksempel kan vi læse i rapporten for 2016, at der var 79.959 tilskuere til musicalen Dirty Dancing (som jo var produceret af The One and Only Company), 950 besøgende til teatrets arrangement ved kulturmødet i Mors, 3.300 til Pet Shop Boys Super World Tour, 987 til biograftransmission af Kong Lear, 25.062 til diverse erhvervsarrangementer samt ikke mindst 42 balletskolearrangementer med mere end 42.000 deltagere. Et flot og oftest rimeligt gennemskueligt materiale, som også fortæller om teatrets mange prisværdige initiativer i forhold til at få et nyt publikum.
For stort talfokus
Det er da fint, at Det Kongelige Teater udnytter sin kapacitet gennem erhvervsarrangementer og udlejning til andre teatre – og jeg siger ikke, at totaltallet er uden betydning – men selv om det måske ikke kan kaldes en hvid løgn, så synes jeg, at Det Kongelige Teater forsøger at stikke os blår i øjnene på os, når de netop ikke ved samme lejlighed fortæller om det reelle tilskuerantal til teatrets egne forestillinger.
Forskellen er faktisk temmelig stor, cirka 300.000. Af 2016-årsrapportens 775.722 besøgende var kun 476.325 tilskuere til teatrets eget repertoire. Men det var da også flot. Faktisk det højeste de seneste par år.
Morten Hesseldahl og Lisbeth Knudsen kender godt det tilsvarende egentlige tilskuertal for 2017, og måske har de i ærmet en ’ny rekord’ for tilstrømningen til teatrets eget repertoire.
Men tænk nu, hvis det ikke var tilfældet, og der var færre tilskuere. For selv om alle ved, at teatrenes tilskuerantal går op og ned, så gør Det Kongelige Teaters ledelse faktisk teatret mere sårbart i den offentlige debat, når de i den grad fokuserer på det kvantitative.
Mens jeg skriver disse linjer summer det i hovedet: du fabrikerer ammunition til dem, der vil det dårligt for Det Kongelige Teater.
Ja, den fare er der. Jeg kan godt se overskriften: »Det Kongelige Teater fusker med tilskuertallene«. Men det er nu engang vilkåret for den kritiske forsker.
Kulturpolitisk meningsløst
Problemet ligger imidlertid et andet sted. Nemlig i den ureflekterede dyrkelse af kvantiteter, der så let kommer til at fremstå som det væsentligste succeskriterie (og ikke mindst journalisters ukritiske videreformidling).
Selv om jeg har behov for at korrigere og nuancere anvendelsen af et talmateriale, er det faktisk vigtigere at minde politikere og journalister og altså også en teaterchef om, at hverken nationalscenen eller andre offentligt støttede teatre har som deres mission at få flest muligt besøgende. Jeg synes, at det er synd for kunsten og kunstnerne, at Det Kongelige Teaters ledelse føler behov for at dyrke det spil.
Derfor kan jeg godt ønske mig, at man i stedet for at prale med et eller andet måske teknisk uangribeligt, men kulturpolitisk meningsløst rekordantal besøgende, stolt fortalte om ballettens arbejde med at opdyrke et nyt publikum eller nogle af de andre fantastiske initiativer, som måske ikke giver rekordtal, men til gengæld har uvurderlig betydning for teaterkunsten.
Det kunne være et af kvalitetskriterierne for en ny teaterchef.
Stig Jarl er lektor i teater- og performancestudier på Københavns Universitet.
