Kommentar

Kuren mod jødehad findes ikke i menneskerettighedskonventioner

Selv om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har eksisteret i snart 70 år, findes jødehadet stadig – selv i Danmark. Der er derfor ingen modsætning mellem DF’s ønske om dels at beskytte danske jøder, dels at vinke farvel til konventionen
5. februar 2018

Det er en vigtig debat, som Lea Friedberg rejser på årets Auschwitz-dag den 27. januar. I sit indlæg i Information forklarer hun, hvordan hun med sin jødiske baggrund er bekymret for, om der kan ske en genopblussen af tidligere tiders antisemitisme, pogromer, hetz mod jøder og barbari som under Hitlers regime.

Hun mener, at kuren mod dette er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som blev underskrevet for snart 70 år siden. Derudover skriver hun, at det er dobbeltmoralsk, at Dansk Folkeparti kalder sig en ven af det jødiske folk, men samtidig ønsker et opgør med denne konvention.

Jeg er enig med Lea Friedberg i, at vi skal »lære af historien«, som hun skriver, men jeg kan til gengæld ikke følge hende i, at konventionen hjælper os med det.

Menneskerettighedskonventionen har på ingen måde forhindret nutidens stigende antisemitisme i Europa. Der er attentater mod jøder og jødiske institutioner, der opfordres i visse muslimske privatskoler til had mod og drab på jøder, og der foregår dæmonisering af danske jøder på grund af staten Israels politik. Blandt andet derfor er det blevet nødvendigt med politi og militær for at beskytte dansk-jødiske borgere.

Terroraktionen i København i februar 2015 med to dræbte – en af dem en jødisk mand – taler desværre sit tydelige sprog. I Malmø, hvor der er et stort antal muslimske tilflyttere, flygter jøder til Israel, og det samme er tilfældet med rigtig mange jøder i Frankrig.

Jeg har som dansk jøde, der som et-årig flygtede fra nazisterne i en fiskekutter til Sverige sammen med min familie, også betænkeligheder ved Europas jøders situation i dag. Men at tro at disse problemer løses ved at klamre sig til en konvention fra en tid, hvor verden så ganske anderledes ud, det er, undskyld Lea Friedberg, temmelig naivt.

Det er derfor heller ikke rimeligt at betegne Dansk Folkepartis ønske om revidering af en konvention, som »et opgør med menneskeretten«. Der er ikke tale om, som Lea Friedberg påstår, at DF vil løbe fra »alle individers ukrænkelige værdighed«. Tværtimod.

Dansk lovgivning først

Man skal selvfølgelig behandles ordentligt i Danmark. Det sikrer Danmarks Riges Grundlov og den øvrige danske lovgivning, som også sikrer en menneskeretlig beskyttelse på et tilstrækkeligt niveau. En sådan beskyttelse vil der naturligvis også være den dag, den europæiske menneskerettighedskonvention måtte blive skrevet ud af dansk lov, sådan som DF foreslår.

For DF er det problematisk, at det eksempelvis har vist sig vanskeligt for Folketinget at stramme udvisningsreglerne og reglerne for udlændinge på tålt ophold, fordi domstolene lægger stor vægt på de dele af dansk lovgivning, hvor der henvises til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det bør som udgangspunkt være de love, som vedtages af det danske folketing, der har forrang i Danmark. Og det bør også være Folketinget, der har retten til at ændre i de gældende love.

På den baggrund udgør konventionen en udfordring for det danske folkestyre, da den medvirker til, at dele af dansk lovgivning ikke vil kunne ændres, medmindre konventionen ligeledes bliver ændret.

DF respekterer menneskerettigheder, homoseksuelles rettigheder, religiøs frihed og en selvfølgelig ret til at få sin sag prøvet ved en domstol. Det ønsker ingen at lave om på. Men. Vi skal mere i retning af, hvad befolkningen finder ret og rimeligt.

Den måde, som vi bedst kan sikre danske og europæiske jøder mod det stigende jødehad, er efter min og DF’s opfattelse, at vi i de enkelte lande sætter aktivt ind mod de personer og grupper af mennesker, som nedbryder samfundet, og som er en væsentlig årsag til manglende respekt for også jøders menneskerettigheder. Derfor er der behov for nytænkning.

Sidst vil jeg gerne angribe Lea Friedbergs helt udokumenterede påstand om, at DF skulle foretage »politisk omklamring i skåltaler af det jødiske folk«.

Jeg kan ikke udtale mig på ’det jødiske folks’ vegne, men jeg er bekendt med, at DF’s initiativer om sikkerhed for danske jøder i den grad er påskønnet. For eksempel har vi presset på for mere bevogtning af jødiske institutioner og foreslået ekstra sikkerhedsbevilling til Dansk-Jødisk Museum, som siden er blevet vedtaget.

Jeg tror, det er vigtigt, at man ikke blander fakta sammen med eventuelle fordomme mod andre partier. Problemerne her er for vigtige til, at vi mister sigtet for, hvad sagen egentlig drejer sig om.

Finn Rudaizky er forhenværende formand for Det Jødiske Samfund og valgt for Dansk Folkeparti i København.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Meget godt med konventioner, de har dog ingen indflydelse på den "kulturopdragelse" de enkelte folkeslag giver til deres unge mennesker. Det være sig muslimer, jøder eller andre.
Muligt at muslimer oplæres i antisementisme, muligt at jøder oplæres i at være "de udvalgte", o.s.v. Det kan konventioner ikke ændre noget på. Så hvordan kommer vi videre? Næppe via religionen!

Hanna Grarversen, Peter Bojsen, Arne Thomsen, Povl Jensen, Jan Weber Fritsbøger og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar

"Vi skal mere i retning af, hvad befolkningen finder ret og rimeligt". Det der nogen der har prøvet og det gik ikke så godt.

Der har i mange år været jødehad blandt andre kulturer også i Europa, som nok så mange udvisninger ikke ændrer på, for jødehadet findes dybt i den europæiske sjæl.

Nu er det muslim/araberhad der dominerer på grund af nogle få muslimske tumbers opførsel. Et muslimhad der får fredelige mennesker til at tro de kan løse problemet med udvisninger.

Johanna Haas, Trond Meiring, Steffen Gliese, Peter Beck-Lauritzen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

Finn Rudaizky skriver: der opfordres i visse muslimske privatskoler til had mod og drab på jøder, og der foregår dæmonisering af danske jøder på grund af staten Israels politik. Blandt andet derfor er det blevet nødvendigt med politi og militær for at beskytte dansk-jødiske borgere.
problemet som jeg ser det har intet med menneskerettighederne at gøre og dog, for hvis disse blev overholdt overalt i verden, ville der ikke være det samme had imellem jøder og arabere (muslimer) .
men Israel opfører sig aldeles uacceptabelt i de besatte områder, og får alligevel opbakning fra vesten og især fra USA, dette er en gigantisk skamplet for hele verdenssamfundet,
og når dansk folkeparti ønsker at fjerne menneskerettighederne som lovgrundlag her i danmark, er det sådan set ud fra et ønske om at legitimere overgreb imod herboende muslimers menneskerettigheder, og når samme parti tager jødernes parti i konflikten er det jo et udtryk for et menneskesyn, som indeholder ideen om undermennesker og dermed også herrefolk, det har vi set før og ved hvor det fører hen, den slags ideer findes stadig, bla i Israel hvor det er arabere som er under-mennesker og jøderne som er herrefolk.
at man tror militær kan beskytte mennesker er i øvrigt tåbeligt, godt nok kan en bevæbnet soldat dræbe en eventuel angriber, og måske endda inden denne gør skade, hvis altså den angrebne befinder sig tæt på soldaten,
min pointe er at militær ikke kan beskytte mennesker som er spredt rundt om i et samfund, og realiteten er jo at danmarks militær ikke kan beskytte det danske folk, det de kan og skal beskytte er magthaverne, og gerne imod folket hvis dette får nok af magthavernes magtbrynde, med andre ord magthaverne er de eneste, som reelt har nytte af det danske militær, og af nato-samarbejdet, folket skal bare betale men får absolut intet for pengene, altså ud over en øget risiko for krig som følge af magthavernes magtspil imod hinanden, lige nu er det truslen fra Putin (Rusland) magthaverne er bange for, og det er nato og Trump som Putin er bange for, og bliver truslen for stor vil krigen bryde ud, men truslerne består jo i tilstedeværelsen af militær og militært isenkram, så hvis man vil fremme en fredelig verden skal man ikke øge sit militærbugdet, men skære det ned, og ultimativt kan man helt forhindre krig ved at afskaffe alt militær, der findes faktisk lande her i verden som har gjort netop det, og jeg synes det ville være genialt hvis danmark bliver næste land som gør det, så vi kan bidrage til fred, i stedet for at bidrage til krige som vi jo desværre gør for tiden, og vi har så fået belønningen i form af at danmark er blevet et legitimt mål for terrorister, det kan vi så glæde os over hvis vi synes,
faktisk er der nogen som glæder sig over netop det, nemlig dem som sælger våben til vore magthavere.

"...har på ingen måde forhindret stigende antisemitisme..."
1. Kan FR forklare hvordan Menneskerettighederne så kan benyttes til at opildne til jødehad?
2. Man kan vel ikke altid afgøre hvor meget mere syg en patient ville have været hvis vedkommende ikke havde taget sin medicin. Kan FR bevise sin påstand? Hvorledes skulle jødehadet have være mindre ved fraværet af menneskerettigheder?
3. Det er ikke konventioners direkte formål at opdrage eller kontrollere enkeltpersoner. Konventioner underskrives på vegne af stater som tiltræder konventionerne.
Det er ikke forbudt for en dansker at tænke at det burde være tilladt at gå over for rødt. Men det er forbudt at gøre det i landet Danmark. FR nyder frihed til inderligt at hade hvem han vil, men har samme ansvar for sine handlinger som alle andre borgere i staten.

"en konvention fra en tid, hvor verden så ganske anderledes ud"
1. Mener den ærede Formand For Det Jødiske Samfund at De Ti Bud er håbløst forældede?
2. Trænger vi ikke allesammen snart til et nyt testamente i stedet for det gamle? (Altså et helt nyt, som afløser for det gamle 'Gamle Testamente' eller måske det lidt mindre gamle, men stadig møghamrende gamle såkaldte 'Nye Testamente' eller hvad med den nærmest splinternye uha: 'Koranen'?) eller måske skulle vi bare allesammen begynde til yoga. På torsdag. I ved den der dag som er opkaldt efter en af de gamle guder, Thor som vi jo forlængst er holdt op med at tro på.
3. Har Dansk Folkeparti modbeviser til Pythagoras? (Som jo mest er kendt for at være en gammel græker. Meget gammel. Men vistnok stadig 'småfed og almindelig').

"En sådan beskyttelse vil der naturligvis også være den dag, den europæiske menneskerettighedskonvention måtte blive skrevet ud af dansk lov."
1. Har DF virkelig noget væsenligt anderledes at sætte i stedet for menneskerettighedserklæringen og hvor kan jeg læse det?
Eller:
2. Hvis resultatet er omtrent det samme hvorfor så spilde tid, penge og kræfter på at ændre det?

"Jeg kan ikke udtale mig på ’det jødiske folks’ vegne"
Der står du er "formand for Det Jødiske Samfund". Hvem vil du mene står i en bedre position end dig selv til at udtale sig på vegne af (om ikke hele 'det' så 'visse') jødiske folk?

"en væsentlig årsag til manglende respekt for også jøders menneskerettigheder"
Men, skulle de dersens rettigheder ikke afskaffes?!? Så vi skal altså respektere noget men først når det er slettet fra vores officielle regler?
Det har sgudda ikke en skid med fodbold at gøre!

"Grundloven.... sikrer en menneskeretlig beskyttelse på et tilstrækkeligt niveau"
Står der noget om jøder i Grundloven, eller er den ikke også ved at være for gammel?

"vanskeligt for Folketinget at stramme"
MF'ere må jo så lige se at få det her med lov skal man land bygge osv., lært i en fart. Men det er måske også en forældet disciplin?

Der står også at FR "er valgt for DF i København".
Måske kan FR udtale sig på vegne af DF så. DF er jo som ethvert barn ved, ikke ret glade for muslimer. Nogle vil endda mene DF ligefrem hader muslimer. Måske kun uofficielt, men det er vel sandsynligt at der kan eksistere en overvægt af folk i DF der, sammenlignet med det vi kalder 'et bredt udsnit af befolkningen', betragter muslimer som et problem. Kan FR udtale dig om hvornår DF forventer at "det muslimske problem" er løst?
Har DF en endelig løsningsmodel og er det noget FR er blevet informeret af sine partikammerater om og venligst kan videregive til os andre?

Når DF så endelig har løst det muslimske problem, kan gassen (rundstyk -det var sgu ikke mæ vanilie...) måske gå lidt af DF-ballonen. Så skal andre jo stå for skud for lissom at holde det hele kørende. Glæder FR sig ikke afsindigt, som 'Formand For Det Jødiske Samfund', til at finde ud af hvem de etnisk pure danske personer i Partiet, med deres fine sans for gamle traditioner, mon vil udpege som de næste syndebukke?
Har det slet ikke bare strejfet FR at overveje om FR ind imellem (ikke altid seføli, kun i sin egenskab af...vælg selv) ligner en nyttig idiot?

Johanna Haas, Bjarne Bisgaard Jensen, Tino Rozzo, Steffen Gliese og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

Grundlovens bestemmelser vedrørende menneskerettigheder omhandler kun danske statsborgere.
Som det står:
'Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.'
FN's menneskerettigheder omfatter alle uanset statsborgerskab.
Så: Nej vores grundlov giver ikke tilstrækkelig beskyttelse.
Jeg tror da heller ikke af DF vil tillade forfølgelse af jøder. Men jeg er mindre sikker på hvor deres grænse går når det gælder muslimer. Derfor er det godt vi er bundet af internationale konventioner, så det ikke afhænger af det øjeblikkelige flertal i folketinget og den herskende folkestemning, hvordan vi behandler et mindretal

Jan Weber Fritsbøger, Kristen Carsten Munk, Johanna Haas, Martin Madsen, Trond Meiring, Tino Rozzo og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Hele idéen med "det jødiske folk" ser ud til at være fake.
I følge Sholomo Sand er jødedommen den første missionrende religion, hvorfor der opstod samfund rundt om i verden med jødisk tro.
Disse samfund kom med tiden til at tro, at de alle stammede fra Palæstina og var efterkommere efter de jøder, der blev udrevet af romerne.
Nu fandt denne uddrivelse næppe sted. Måske blev enkelte af overklassen deporteret, men resten af befolkningen, som nok var et sammenrend af filistre, kanaitter, jøder og andre, blev boende.
Kunne man forestille sig, at hele den her problematik går i opløsning, hvis vi kollektivt slipper ud af biblens myter om "det jødiske folk"?
Derudover er modviljen mod zionismen ganske berettiget. Så længe f eks mosaisk samfund ikke tager ordentligt afstand fra zionismen, som den har udviklet sig, så er der grobund for berettiget vrede.
Jeg husker, at der var en demonstration foran Christiansborg til fordel for bombningen af Gaza.
Jeg husker, Bent Melchior følte sig berettiget til at demonstrere. Den ret har han. Men man skal jo ikke regne med at blive respekteret for det.

Torben Knudsen

Grundlæggende blev en fremmed, der kom til landsbyen før i tiden (og nu?) behandlet som en outcast.
Det ligger i menneskets natur, som vel er den værste blandt levende væsener. Nakkeskud, gaskamre etc.
Behandling af forskellige trosretninger, tidligere farve og meget mere, der er anderledes, er vel blot menneskets natur.

Et menneske, der som Finn Rudaizky har måtte flygte som ganske lille med sine forældre pga en morderisk, anti-semitisk, totalitær ideologi, der havde alt for godt tag i og nød alt for stor opbakning blandt mange kristne borgere i Europa og som kostede 6 millioner mennesker livet, fordi de var jøder, burde da om nogen kunne forstå, at menneskerettighederne netop er tænkt som en beskyttelse af menneskets liv og værdighed, som netop ikke må gå til grunde pga en "folkestemning" eller "folkets følelser" med trang til at regne nogen mennesker for "menneske" og andre mennesker for "ikke-menneske" ?
Jeg har svært ved at forstå, at den nyere europæiske historie ikke sætter sig større spor og fører tilbage til en klassisk jødisk- humanistisk tankegang hos Finn Rudaizky. Det gør den i højere grad hos Lea Friedberg, som FR ganske uberettiget beskylder for naivitet. Personligt var jeg glad for Lea Friedbergs forsvar for menneskerettighederne i Information. Det er ikke naivt, at forsvare menneskerettighederne. Særligt ikke, hvis man husker, at de er universelle og gælder alle mennesker.
En opfordring som modvægt til DF tankegang: Læs eller genlæs Stephane Hessels lille bog på 48 små sider fra 2010: Gør oprør.
Stephane Hessel var fransk modstandsmand, senere topdiplomat og var som ung med til at udforme de universelle menneskerettighederne. På sine ældre dage blev han erklæret socialist og talte med sin jødiske baggrund (hans far var sækulær jøde) palæstinensernes sag. Der findes også en smuk portrætfilm om ham og hans tanker og livssyn på U-tube.

Jan Weber Fritsbøger, Kristen Carsten Munk og Trond Meiring anbefalede denne kommentar