Kronik

Kvindebevægelsen har været i gang i årtier. Hvornår kommer der en mandebevægelse?

Mens kvinderne de sidste 40 år har intensiveret deres indflydelse på samfundet og brudt ud af gamle fasttømrede kvindesyn, så har vi mænd lullet os ind i en reaktionær offerrolle og mistet vores kønsidentitet
Det er et problem, at vi mænd tillader, at en bevægelse som #MeToo bliver monopoliseret af kvinder, selv om vi helt åbenlyst har en interesse i at tage vores andel af ansvaret, interessen og engagementet, skriver dagens kronikør. Her er det to modeller fra The MeToo Fashion Show under modeugen i New York 9. februar i år.

Det er et problem, at vi mænd tillader, at en bevægelse som #MeToo bliver monopoliseret af kvinder, selv om vi helt åbenlyst har en interesse i at tage vores andel af ansvaret, interessen og engagementet, skriver dagens kronikør. Her er det to modeller fra The MeToo Fashion Show under modeugen i New York 9. februar i år.

Angela Weiss

Debat
21. februar 2018

Eftersom #MeToo-bevægelsen har italesat krænkelser og overgreb, som især har haft mænd i ubehagelige hovedroller, skulle man tro, at der ville rejse sig en bevægelse blandt mænd, som ville tage del i debatten.

Man skulle tro, at den ene mand efter den anden ville stille sig frem og diskutere krænkelsens anatomi, værdier på det seksuelle område, og hvor kommunikationen kan gå galt.

Men som det efterhånden er sædvane, når det handler om samfundsmæssige og værdibaserede emner som eksempelvis seksualitet, sundhed og ligestilling, så har der været en tydelig og urovækkende mangel på samlet stillingtagen fra mændenes side.

Bevares, der har selvfølgelig været de obligatoriske velmenende maskuline sympatitilkendegivelser i form af likes på Facebook og lignende.

Der har også været en del at de efterhånden forudsigelige udsagn som for eksempel ’er det nu helt slut med at flirte?’, at julefrokosterne aldrig bliver det samme efter #MeToo, og at bevægelsen udspringer af et had til mænd – udsagn, der er baseret på forsvarsmekanismer hos de mænd, som debatten har gjort endnu mere kønsusikre, end de allerede var i forvejen.

Faktisk er det, som om mange mænd har fundet det rimeligt at reducere #MeToo-bevægelsen til en kamp om bagatelgrænser, nærtagenhed og ’retten’ til at flirte. Men en egentlig debat mændene imellem er det ikke blevet til.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, om det simpelthen bunder i, at vi mænd ikke evner at debattere på et plan, hvor vi diskuterer dybereliggende kønsdefinerede og kommunikative mekanismer.

Måske skyldes det, at vi mænd ikke er opdraget til, at seksualitet og seksuelle grænser er naturlige samtaleområder, som vi kan tage udgangspunkt i, når kvinderne rejser en samfundsmæssig kritik. Vi kryber i stedet for i flyverskjul og gemmer os bag stereotype holdninger og kønnet argumentation.

Problemet er bare, at hvis vi mænd ikke snart kommer frem fra skjulet og deltager i debatten om vores egen kønsidentitet, så har vi for alvor sat os selv på sidelinjen i forhold til vores kulturelle og sociale frigørelse.

Manglende frigørelse

Sandheden er, at mens kvinderne de sidste 40 år har intensiveret deres indflydelse på samfund og kultur, så har vi mænd lullet os ind i en reaktionær offerrolle, hvor vores bedste argument har været, at det er kvindernes og det feministiske samfunds skyld, at vi har mistet vores kønsidentitet.

Samtidig ser jeg unge kvinder tale højt og frit om værdier, køn og rettigheder, fordi de har et bagkatalog af kvinder, som har taget kampen op og sat en kommunikativ dagsorden for deres italesættelse af problemer.

Mens mange kvinder taler om strukturer og samfundsproblemer, ser jeg mange unge mænd tale fra et individuelt og privat standpunkt. De hæfter sig ved, at de ikke har begået seksuelle krænkelser, og at debatten derfor ikke har noget med dem at gøre.

Måske er det, fordi der kun er meget få mænd før dem, der har konkretiseret og banet vejen for en værdisætning af det mandlige køn i et senmoderne samfund. Der er simpelthen en mangel på mandlige rollemodeller indenfor kønstænkning.

Derfor tillader mænd, at en bevægelse som #MeToo bliver monopoliseret af kvinder, selv om vi helt åbenlyst har en interesse i at tage vores andel af ansvaret, interessen og engagementet. Vi har ganske vist reageret på bevægelsen, men mange mænd har ikke ageret.

Samtidig ser jeg en tendens, hvor kvinder rejser en ’sag’ – som i eksemplet med #MeToo-bevægelsen – i den offentlige debat, hvorefter mændene er nødsaget til at hægte sig på. Det er fint at hægte sig på en bevægelse startet af kvinder, men samtidig burde mændene formulere deres egne mærkesager såsom mandens identitet i den senmoderne familie og mændenes kamp for følelsesmæssig plads i det senmoderne samfund.

Det er to temaer, som bliver taget op med jævne mellemrum, men som lige så hurtigt bliver lukket ned igen af mangel på diskussionslyst, kampiver og solidaritet blandt mændene.

Jeg er selvfølgelig bevidst om, at kvinder ikke er en homogen flok, som er enige om alt. Jeg ved også godt, at kvindesagen er en differentieret størrelse. Uanset dette, så er det tydeligt, at de mange års debatter og diskussioner blandt kvinder har sat deres tydelige spor i den måde, hvorpå kvinder fremfører en sag, således at den bliver vedkommende og skaber forandringer i samfundet.

Vi mænd er lige så differentieret en flok. Vi har lige så forskellige holdninger og baggrunde, som kvinderne har. Men den store forskel er blot, at vi ikke har gjort op med vores egen kulturelle og sociale arv.

Noget af det første, kvindebevægelsen gjorde, var jo ikke blot at modarbejde mændene og deres magt. Nej, det var i lige så høj grad at udfordre det kvindesyn, som samfundet som helhed lagde ned over kvinderne – og det var uanset, om det kom fra kvinder eller mænd.

Vi mænd har aldrig taget dette opgør, da der ikke har eksisteret en egentlig frigørende mandebevægelse. Og netop derfor er vi stadig fanget i reaktionære kommunikationsformer og et bagstræberisk syn på os selv.

Jeg er egentlig overbevist om, at langt de fleste danske mænd er tilhængere og forkæmpere for social, kulturel og økonomisk ligestilling. Men jeg er lige så overbevist om, at der mangler et gennemgribende opgør med sexistisk tankegang og et ureflekteret syn på kvinder, som bremser mændene i deres egen udvikling af en egen kønnet værdiopfattelse.

En åbning

Vejen frem må være, at vi tager debatten rundt omkring – mellem venner, mellem far og søn, i den offentlige debat og videre – og på den måde bliver klarere på vores egne holdninger og argumenter.

På den måde kan vi begynde at identificere vores adfærd og kommunikation på egne vegne, inden for egne rækker. Først derefter kan vi påbegynde frigørelsen fra det patriarkat, som vi for længst er vokset fra, og derved skabe en kønsidentitet, som er valgt og ikke nedarvet.

Kvinderne er gået forrest, og nu skal mændene til at signalere og have modet til at anerkende, at dette er den virkelighed, som vi deles om. Mændene bliver simpelthen nødt til at kigge på sig selv og inden for egne rækker erkende, at seksuelle krænkelser finder sted inden for de kulturer, hvor mænd ikke formår at fastholde et anerkendende og ligeværdigt kvindesyn.

Inden for disse og alle andre kulturer må mændene træde i karakter og være med til at sikre en daglig, fælles og refleksiv stillingtagen til sociale omgangsformer, kommunikation og værdig deltagelse blandt alle involverede parter.

Det er min overbevisning, at debatten omkring sexistisk og krænkende adfærd, som #MeToo-bevægelsen har aktualiseret, bør være den åbning, som får mænd til at indse, at det er nu, de skal finde deres eget udtryk og træde i karakter.

Det er nu, de skal have noget på hjerte, også selv om dette mest af alt er en kvindesag, og der måtte være kvinder, som synes, at mændene blander sig på en utidig måde.

For hvis ikke mændene snart begynder at blande sig, vil de forblive tavse statister til kvinder i sorte kjoler til prisudellinger, der næsten profetisk proklamerer mandens snarlige endeligt som en troværdig, ligeværdig og autentisk medskaber af nutidens sociale og kulturelle samfund.

Juri Rao er faglærer på Den Danske Filmskole

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er nemt at svare på overskriftens spørgsmål ("Hvornår kommer der en mandebevægelse?"), for den har skam eksisteret. Den sikkert unge Juri Rao skriver at vi mænd har lullet os ind i en reaktionær offerrolle og mistet vores kønsidentitet. Men det var faktisk det, vi var en del, der arbejdede med fra slut-70'erne og frem til start-90'erne; nogen massebevægelse blev det aldrig, det skal indrømmes. Og nogle, læs: dem, der kom efter os, glemte at videreføre bevægelsen. Mange oplevede, at de i projektørlyset af kvindebevægelsen og de kritikker af mændene, der fulgte, stod lidt usikre tilbage; den gamle manderolle duede ikke længere, men hvordan kunne man så fremover være både maskulin og samtidig solidarisk med kvindebevægelsens mål? Der blev holdt mande-ølejre, som for manges (f.eks. undertegnede) førte til oprettelse af mandegrupper, da vi ellers lige var kørt fra ølejren til kvindefestival i Fælledparken, hvor der dels befandt sig kærester til flere af os, dels mange andre smukke kvinder. En positivering af de gode sider af maskuliniteten var det, vi søgte efter. Og når jeg ser den næste generation af mænd, vores sønner, synes jeg egentlig ikke, det ser helt værst ud.
Hvis Juri Rao vil forfølge sagen, er der masser af materiale fra den tid: Gamle numre af tidsskriftet 'Hug' (f.eks. nr. 17, 19 og 27). Information (såmænd) udgav 'Hengivelse' (1981), og 'Mandedage' (1999), og i 1991 udkom på forlaget Dorph & Kempinski: 'Sider af mænd', såmænd med bidrag af såvel Martin Krasnik som Master Fatman. Og der udkom meget mere, men dette får række her. Det var en smuk og spændende tid, og for os, der deltog, blev det en del af vores 'dannelse'.

Ejvind Larsen, Flemming Berger, Karsten Aaen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ervin Lazar, David Zennaro, Markus Lund, Randi Christiansen, jens christian jacobsen, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Det er decideret morsomt på den absolut ufede måde, når Juri Rao i sin noget forbeholdne fødselshjælp til en kommende 'mandebevægelse', bruger så meget tid og plads på at udgrænse de stemmer, som han ikke bryder sig om. De stemmer - for nu at bruge Juri Raos eget og særdeles ubehagelige udtryk - som anvender 'kønnet argumentation'.

Det må være de samme stemmer, som insisterer på, at individet og ikke gruppen er det korrekte niveau for analysen af menneskers adfærd? Både når man forholder sig til andres adfærd, og når man forholder sig til sin egen.

Så lad det af denne omvej være mit forslag til en samtidig fødsels- og dødshjælp til en 'mandebevægelse'. Lad os diskutere hvilke krav og forventninger vi kan stille til individet i massesamfundet! Fra et moralsk perspektiv, vel at mærke. Og lad os ikke blot indskrænke os til at tale om kønsstereotyper og forkvaklede parringsritualer. Nej, lad os gøre diskussionen mere almen.

Alternativt kan man jo også begynde diskussionen et helt andet sted: Man kan spørge sig selv, om den egentlige front i diskussionen egentlig eksisterer mellem kønnene - mellem mænd og kvinder? Eller er der særdeles stærke (tør man sige magtfulde?) kræfter i samfundet, som ønsker at frame diskussionen ensidigt og entydigt på denne måde? Og i så fald, hvorfor?

Jeg kan for eksempel ikke undgå at bemærke mig, at motoren i #Metoo-bevægelsen i vid udstrækning udgøres af mennesker, som ellers ikke synes i mangel på mulighedsrum. Mennesker, der er veluddannede nok til at opfinde udtryk som 'kønnet argumentation' beregnet til at dunke både plebejere og pøbel i hovedet med. Måske finder disse mennesker emnet nemt at forholde sig til, i modsætning til spørgsmål om f.eks. rimeligheden i løngabet mellem rengøringsassistent og jourrnalist, lagerarbejder og faglærer på Filmskolen...Man kan tænke sig så meget.

Endelig vil jeg da foreslå Juri Rao at google 'Jordan B Peterson'. Der er allerede en bevægelse i gang, omend den måske ikke har antaget en form, som faglæreren finder nyttig?

Bjørn Pedersen, Ejvind Larsen, Peter Jensen, Flemming Berger, Bettina Jensen, Rasmus Knus, Jesper Lerche, Gert Hansen, Mogens Holme, Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
ulrik mortensen

"Hvornår kommer der en mandebevægelse?". Har vi overhovedet brug for en mandebevægelse eller noget helt andet? diskuterer cand.pæd.psyk. Rikke Grosell i sin gode kronik (værd at læse igen):
https://www.information.dk/debat/2014/02/kvinde-hold-kaeft

Eva Schwanenflügel

Stærkt indspark i debatten, Juri Rao :-)

Lis Kyllikki Turunen Pedersen, Karen Grue og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Den oplagte grund til, at mænd ikke bidrager med den type indlæg, som Juri Rao efterlyser, er helt indlysende, at rigtige mænd ikke gider den slags! I min kronik i Weekendavisen den 3.november 2017 med overskriften "Forbud og sex" har jeg derimod forsøgt at kaste et mere erkendende blik på den fundamentale erotiske struktur, som det meste af diskussionen i kølvandet på #Metoo-bevægelsen blot fornægter eller forholder sig moralsk fordømmende til.

Niels Duus Nielsen

"Jeg kan ikke lade være med at tænke, om det simpelthen bunder i, at vi mænd ikke evner at debattere på et plan, hvor vi diskuterer dybereliggende kønsdefinerede og kommunikative mekanismer."

Hvis dette er tilfældet - og det tror jeg, at det er - må denne evne jo enten styrkes, eller vi må finde andre måder at håndtere disse mekanismer på. Men hvordan? intim debat med kaffeslabberads og småsladder i basisgrupper er jo for mange mænd - også mig, sagde hunden - indbegrebet af tøsesnak og umandig adfærd. En rigtig mand taler om tingene og er af få ord, mens kvinder blot snakker og snakker uden at tænke på telefonregningen, er en bredt kendt karikatur af de to køn.

Hvordan er denne stereotyp opstået? Er det kun kultur, der determinerer disse adfærdsforskelle, eller spiller biologien også ind? Er kvinderne styrke, at de er dygtige kommunikatører, mens mænd er specialiserede i at løse problemer med hænderne? Og skyldes dette alene kulturel tilvænning og opdragelse, eller har denne sociale påvirkning af mange generationers individer stået på så længe, i så mange hundrede tusinder af år, at den er blevet en del af biologien? Fordi visse maskuline egenskaber af kvinder betragtes som så påskønnelsesværdige, at deres bærere får lov at føre deres gener videre til afkommet?

Løsningen på dette spørgsmål er meget mere kompliceret end blot en opfordring til at mænd "skal finde deres eget udtryk og træde i karakter", for det gør vi jo faktisk hver dag. Blot er den karakter, vi træder i, ikke identisk med den kvindelige karakter, som præger debatten

Mænd er ikke til tøsesnak og basisgrupper, der har kvinderne en velfortjent fordel , fordi de i disse grupper indenfor trygge rammer og i hemmelighed kan planlægge næste træk i kampen mod de åbenlyse uretfærdigheder, de bliver udsat for. Hemmelighedskræmmeriet skal netop sikre kvinderne mod de fysiske overgreb, de stærkere mænd ellers vil kunne udsætte kvinderne for, for at forhindre oprør. Hvilket er absurd, ingen normal mand vil i vore dage forhindre kvinder i at konspirere imod mændene ved at bruge vold, hele #metoo-debatten handler om de relativt få unormale mænd, som stadig tyr til voldelige midler for at få deres vilje, fordi de ikke har fattet, at det patriarkalske løb er kørt, og at alle normale mænd accepterer kvindernes ret til at kæmpe for retfærdighed, og at alle normale mænd respekterer, at denne kamp grundlæggende skal foregå på kvindernes præmisser. "Normal" her brugt både normativt og statistisk.

Så hvad skal vi mænd sætte i stedet? Vi har ikke ordet i vor magt i samme grad som kvinderne, og skulle vi i frustration og verbal afmagt blive fysisk voldelige, har vi øjeblikkelig tabt kampen i både kvindens, egne og byrettens øjne. Det er sgu ikke nemt at være mand i en verden befolket af vrede furier, der har både loven og den kvindelige anstændighed på deres side.

Jeg er helt enig med Juri Rao i, at noget - et eller andet - må vi mænd finde på, hvis ikke vi vil se os sejlet agterud. Men selv om vi kan lære meget af at studere kvindebevægelsens organisations-
og kampformer, bliver vi nødt til at finde vores egne ben i denne kamp, som er en lidt besynderlig kamp, da målet med kampen ideelt set er kampens ophør.

I en ideel verden ville mænd ikke have noget imod tøsesnak. Men så længe vi lever i en uperfekt verden, bliver vi nødt til at tage højde for den psykologiske virkelighed, og den er, at mænd generelt ikke gider tøsesnak. At antage det modsatte er at tabe kampen på gulvet på forhånd.

Grethe Preisler

Der er ej verden uden for 'Verona'

"Min muse er lidt uoplagt
Jeg selv er også lidt forsagt
Så nu går vi i seng med Freud
Og skiftes til at læse højt"
(Kumbel)

Ejvind Larsen, Bettina Jensen, Frede Jørgensen, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Fra senil-arkivet: Det er rigtigt, som Lars Rønnov skriver, at der opstod mandegrupper i 70'erne. Lars har åbenbart været så heldig at falde i med den mere reflekterende, søgende og seriøse del. Det var også det jeg og andre ligesindede søgte, men desværre opdagede vi hurtigt, at vi blev jagtet af nogle lumske bøsser med fæle bagtanker. Bøsserne må være som de nu er, men de pågældende brugte mandebevægelsen som jagtterræn, og derved ødelagde de det for os, der ville noget helt andet.
Nå, der kom jeg vist til at slippe en troldehær løs?

Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Rune Rasmussen

Jeg vil langt hellere stille spørgsmålet: hvornår får vi en menneskebevægelse? Hvornår holder mennesker for eksempel op med at bruge udtryk som "en rigtig mand", som utvetydigt, og helt forkert, forsøger at konkludere, at der findes forkerte mænd? Kvinder har først for nylig fået ligestilling på visse områder. Mangler det endog stadig på nogen. Derfor har der været, og er der desværre stadig, brug for en kvindebevægelse. Der er ikke brug for en mandebevægelse, hvilket ikke er ensbetydende med, at mænd af alle mulige slags ikke skal bevæge sig i nye og mere konstruktive retninger. Vi har stadig på visse punkter et patriarkat, som skal nedbrydes og fjernes, fordi det ikke er godt for nogen. En svag identitet skaber en rigid rolle i et samfund, i en gruppe, der kan forveksles med en stærk personlighed, men en god leder er ikke psykopat. Og det er det, vi skal væk fra. Væk fra troen på og ofte hyldesten af disse individer, som i bund og grund vil skide på andre mennesker for egen vindings skyld. Væk fra tanken om den amerikanske drøm. Væk fra det invaderende. Vi skal væk fra, at den type ikke nærmest automatisk bestrider høje poster som en slags selvfølge.

Lillian Larsen, Ejvind Larsen, ingemaje lange, Erik Vestergaard, Rasmus Knus, Bjarne Bisgaard Jensen, Arne Lund, Hanne Ribens, Marianne Nielsen, Maria Jensen, Carsten Munk, Anne Eriksen, David Adam, David Zennaro, Randi Christiansen, Frede Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

"Det er nu, de skal have noget på hjerte, også selv om dette mest af alt er en kvindesag, og der måtte være kvinder, som synes, at mændene blander sig på en utidig måde."
Jamen du siger jo selv glimrende, hvorfor mænd holder sig ude af debatten: de mandlige (amerikanske) ofre, der har vovet at åbne munden om deres overgreb, er blevet sablet ned af opportunistisle kvinder, der mente at de skulle gå et andet sted hen og skabe et nyt hashtag - eller slet og ret ikke kunne eksistere (misandri, eller i bedste fald uvidenhed om mænds kollektive skam over kropslige ydmygelser).

"For hvis ikke mændene snart begynder at blande sig, vil de forblive tavse statister til kvinder i sorte kjoler til prisudellinger, der næsten profetisk proklamerer mandens snarlige endeligt som en troværdig, ligeværdig og autentisk medskaber af nutidens sociale og kulturelle samfund."
Du taler godt nok med store ord. Det lyder virkelig som om, du er bange for at blive åndeligt kastreret. Så galt står det slet ikke til med mandlig repræsentation i populærkulturen. Mænds største ligestillingsproblemer pt. er hvide mænds tilbageslag i uddannelsesniveau (børne-skolepolitik), sorte mænds overrepræsentation i fængslerne (racisme) og tabuet om at blive udsat for krænkelser og vold, tvungen værnepligt [session] og udskamningen ved at berette om det eller ved at træde ud af sin kønsrolle ved at græde (feminisering) og bruge makeup (queerfobi), bolle mænd (homofobi) og gå i 'kvindetøj' eller skifte køn (transfobi).

"Det er nu, de skal have noget på hjerte, også selv om dette mest af alt er en kvindesag, og der måtte være kvinder, som synes, at mændene blander sig på en utidig måde."
Jamen du siger jo selv glimrende, hvorfor mænd holder sig ude af debatten: de mandlige (amerikanske) ofre, der har vovet at åbne munden om deres overgreb, er blevet sablet ned af opportunistisle kvinder, der mente at de skulle gå et andet sted hen og skabe et nyt hashtag - eller slet og ret ikke kunne eksistere (misandri, eller i bedste fald uvidenhed om mænds kollektive skam over kropslige ydmygelser).

"For hvis ikke mændene snart begynder at blande sig, vil de forblive tavse statister til kvinder i sorte kjoler til prisudellinger, der næsten profetisk proklamerer mandens snarlige endeligt som en troværdig, ligeværdig og autentisk medskaber af nutidens sociale og kulturelle samfund."
Du taler godt nok med store ord. Det lyder virkelig som om, du er bange for at blive åndeligt kastreret. Så galt står det slet ikke til med mandlig repræsentation i populærkulturen. Mænds største ligestillingsproblemer pt. er hvide mænds tilbageslag i uddannelsesniveau (børne-skolepolitik), sorte mænds overrepræsentation i fængslerne (racisme) og tabuet om at blive udsat for krænkelser og vold, tvungen værnepligt [session] og udskamningen ved at berette om det eller ved at træde ud af sin kønsrolle ved at græde (feminisering) og bruge makeup (queerfobi), bolle mænd (homofobi) og gå i 'kvindetøj' eller skifte køn (transfobi). Og ja, vi skal til at tale meget mere om disse alvorlige emner end at begræde, at velhavende patriarkalske cismænd er tavse og skammer sig over MeToo. Vi skal derimod begræde, at de undertrykte mænd ikke tør ytre sig i debatten pga. forældede kønsnormer fra begge køns side.

Steffen Gliese, Ejvind Larsen, David Zennaro og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Der skulle have stået "tabuet om at blive udsat for krænkelser og vold og udskamningen ved at berette om det". Min mobilbrowser driller og information.dk æder min RAM.

Frede Jørgensen

Godt sagt, Rune.

Randi Christiansen

Det var helt nyt for mig arne - ærgerligt.

For mig at se, berører torsten det væsentlige : hvem er vi som mennesker. Vi er jo mennesker, før vi er vores køn, og vores menneskelige kvaliteter eller mangel på samme er med til at definere vores kønsidentitet. Det er klart, at arv og miljø spiller en kæmpestor rolle. Ungdomsoprøret ramte resten i en frontalkollision, der stadig giver genlyd. Og det er en lang historie, men det korte af det lange er, at en gruppe af individer fra efterkrigstiden fik materielt overskud til at efterspørge tilværelsens dybere spørgsmål, som så den egentlige undertrykkelse som strukturel, som lige undertrykkende for begge køn, som befindende sig i fordelingen af magt og penge.

Jeg mistænker magthavernes sædvanlige konspiration mod folket : del og hersk. Hvis mænd og kvinder spilder tiden med at strides indbyrdes i falske modsætningsforhold, slipper magten nemmere afsted med det røveri ved højlys dag, som fællesskabet er udsat for.

At kvinder og mænd er ligeværdige er jo en selvfølge, og derfor er 70'er sloganet : 'ingen kvindekamp uden klassekamp' i virkeligheden hvad der er at sige om den sag. Det er faktisk ret ubegavet at tillade kulturelle og biologiske forskelle at ødelægge vort kammeratskab med hinanden. Vi er i samme båd.

Lillian Larsen, Markus Lund, Ann Thomsen, Bjørn Pedersen, Ejvind Larsen, Bettina Jensen, Vibeke Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Arne Lund, Niels Duus Nielsen, Mogens Holme og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Hahaha, Arne Lund, det er da vist den bedste kommentar længe, at mandebevægelsen blev ødelagt af nogle bøsser på jagt.

Efter jeg har grinet færdig, så lad mig komme med en mere konstruktiv kommentar til dit indlæg: det er interessant, at mange heterosexuelle mænd er så bange for at blive efterstræbt af bøsser. Som ellers kun bruger præcis de samme teknikker, som heteromænd bruger over for kvinder. Se de burde nogen reflektere over i disse #metoo-tider.

Steffen Gliese, Ann Thomsen, Peter Ussing, Rune Rasmussen, Markus Lund, Niels Duus Nielsen, Frede Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

"Jeg kan ikke lade være med at tænke, om det simpelthen bunder i, at vi mænd ikke evner at debattere på et plan, hvor vi diskuterer dybereliggende kønsdefinerede og kommunikative mekanismer."
"VI" mænd ... generaliseringer.

Niels Duus Nielsen

Hold nu op, Gert Hansen, du gider da ikke sidde og pille i din og vennernes navler? Jeg toro ikke jeg kender nogen mænd, der gider tale om intime følelser, med mindre de har fået en kæmpe skid på.

Hvis det går rigtig højt - eller dybt - kan jeg sidde og give udtryk for min misundelse over for en ven, der for tiden har en kæreste, mens han så samtidig kan sidde og giver udtryk for sin misundelse over for mig, si ikke har en har en kæreste. Efter nogle minutter på den måde konkluderer vi, at kvinder er uforståelige væsner, og det er altid grønnere på den anden side af bakken, hvorefter en af os går op og henter to øl til.

Livet er for kort til grublerier, vi mænd har en kortere forventet levealder end kvinderne, så vi har travlt, hvis vi skal nå det hele!

;-)

Det kan man da ikke bruge en hel aften på.

Randi Christiansen, Tino Rozzo, Flemming Berger og Peder Bahne anbefalede denne kommentar
Rune Rasmussen

@Niels Nielsen

... "med mindre de har fået en kæmpe skid på." Ja. Det er da et problem, for så er de åbenbart ikke fri. Angst har mange former.

Randi Christiansen, Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen, Hanne Ribens og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

David Zennaro - Det var nu ikke fordi jeg var bange for bøsserne, men jeg fandt det bare skide irriterende, at de fyldte så meget, og at de fik drejet fokus så meget, at det blev det, der var det væsentlige. Men jeg har nok bare været uheldig, at ramle ind i en camoufleret saunaklub, mens Lars og sikkert andre, ser ud til at have haft mere nytte af det.

Dette indlæg er bare det helt rigtige sted at starte. Jeg håber, at artiklen er starten på samfundsbevægelser, hvor min 15-årige søn 1) får nogle frigørende alternativer til at tænke om sit eget køn i forhold til kønsstereotyperne, og 2) kan begynde at tale fra en nuanceret og reflekteret position med kommende kæreste(r) m/k om netop køn, seksualitet og relationer mellem mennesker!

Ulla Søgaard, Steffen Gliese, Randi Christiansen, Karen Grue, Eva Schwanenflügel og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

Mænd er faktisk ikke så slemme, når man først lærer dem at kende
men der er mange stakler iblandt dem - og det ses tydeligt med #metoo

Steffen Gliese, Tino Rozzo, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Erik Vestergaard

Det var godt nok mange generaliseringer og formaninger på een gang, Juri.
Intensiteten af dit indlæg synes især at afspejle nogle specielle forhold i film/underholdningsbranchen.
Og det er måske netop problemet i #MeToo-kampagnen. Den er enormt generaliserende og forsøger at favne alt lige fra omskæringer, voldtægter mm. til et klap i røven til en julefrokost, og det, der er mindre.
Forståeligt nok gider mange mænd ikke være kollektivt ansvarlig for hele spekteret af det. Og derfor tror jeg vi er nogle mænd, der venter tålmodigt på at kampagnen falder til et niveau, hvor der igen kan arbejdes nuanceret med de reelle og mangfoldige problemer.

Randi Christiansen, Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen, Jens Jensen, Flemming Berger og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

@ Rune
»Angst har mange former«
Du er god..

Torsten Jacobsen

Niels Nielsen, 15:32

Jeg ved nu ikke...Jeg taler ekstremt åbent med mine bedste venner. Måske er jeg blot heldig i den henseende? Det er så også netop det, der gør dem til mine bedste venner? De fleste af dem ser jeg ikke ofte pga afstand, men når vi mødes, er der sgu ikke noget filter af betydning. Men bevares, vi har også kendt hinanden virkelig længe.

Jeg køber kort sagt ikke helt fortællingen om, at mænd ikke gider den dybe, personlige samtale. Jeg tror det afhænger af omstændigheder+temperament. Ikke overraskende tror jeg, at præcis det samme gør sig gældende for kvinder.

Mogens Holme, Rune Rasmussen, Randi Christiansen, Martin Madsen, Ejvind Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Frede Jørgensen,

https://www.youtube.com/watch?v=TTAU7lLDZYU

Dreamers
They never learn
They never learn
Beyond, beyond the point
Of no return
Of no return
And it's too late
The damage is done
The damage is done
This goes
Beyond me
Beyond you
The white room
By a window
Where the sun comes
Through
We are
Just happy to serve
Just happy to serve
You

Hvornår kommer der en mandebevægelse !!!
Kampen Er Der Ude
Eks.
"MRM" men's right movement
"MRA" mens right activist
"MGTOW" Men Going Their Own Way

ET af de største problemer, som mandebevægelsen har, er, at Kvindebevægelsen A.K.A. Feminisme og medier har gjort meget modstand for at sætte en stopper for det arbejde, som mandebevægelse forsøger at gøre.

Et Godt Eks.
Google man “The Red Pill movie”
så er der nok af nyhedsklip og artikler , der modarbejder filmen MASSIVT..
Selvom den kun prøvede at vise noget om de problemer, som mænd slås med.

Dette er et godt klip fra filmen, et af mange der er på youtube.
https://www.youtube.com/watch?v=PotPeM__JMY

Men ellers er der nok af info derude, der viser, at når der talers om mænds problemstillinger,
så bliver det modarbejdet af stærke kræfter.

Og en ”sjov” tragisk ting er, at der er flere kvinde, der snakker mændenes sag.
For noget tyder på, at de bliver nemmere hørt end mænd !!
Karen Straughan (en dejlig klog kvinde) foredragsholdere og youtube blogger
eller Cassie Jaye. Director The red pill, og der er mange flere

Jeg kan kun sige, at jeg IKKE støtter en kønskamp, men jeg tror på, at man, som ens køn, nogle gange kan have noget problemstillinger og et syn eller oplevelse af ting
om sine egne problemer eller dens andens køns problemstilling,
som det modsatte køn ikke altid har.

Kvindebevægelses udgangspunkt har aldrig været at der var titusinde ting i vejen med kvinder, at kvinder var håbløst bagud i forhold til mænd og nu må til at tage sig sammen og være mere nyttige for mænd.

Men Juri forestiller sig at udskamning af den moderne mand kan danne basis for en mandebevægelse. Okay så.

Torsten Jacobsen

Frede Jørgensen,

Uden Tvivl. Der er ikke noget som en krammer, hvis verden skal blive til et bedre sted.

Jeg tænker tit det samme, når jeg sådan sidder i morgenens tåger i linje 4A, og kigger rundt på mine medpassagerer. De fleste sidder ganske vist fordybet i skærmens blyblå lys, hvor livet åbenbart for alvor leves, mens skyggerne af Århus flimrer forbi bussens vinduer. "Du trænger til et kram", tænker jeg om den indiske fyr i midtergangen lige foran mig, som tilsyneladende er engageret i en samtale med sin kone på den anden side af jorden. "Du trænger til et kram", tænker jeg om gymnasiepigen i sædet foran, som tydeligvis ikke er udelt tilfreds med de beskeder, som skærmens lys viderebringer. "Du trænger til et kram", tænker jeg om fyren, der lidt for højt fortæller sin ven om weekendens alt for fordrukne eskapader. "Du trænger til et kram", tænker jeg om førerne af den række af biler, der i ensom majestæt holder i kø i den alt for tætte morgentrafik, mens deres knoer hvidnes om rattet, indtil de i et anfald at ren og skær overlevelsesinstinkt kører over for (gul)rødt, og dermed sinker trafikken yderligere...

Og hvad med chaufføren? Eller trafikplanlæggeren hos midt-trafik, som trods de bedste intentioner er lykkedes med at vanskeliggøre hverdagen for flest mennesker mest muligt? Fortjener de ikke et kram? Mon ikke de trænger til et, under alle omstændigheder, efter en lang og opslidende dag?

Kram er en mangelvare, for mig at se. Lad os gøre kram til en mærkesag? Så skal du straks se mig underskrive hvert eneste indlæg, hver eneste ytring i det offentlige rum med et #Metoo... ;)

Randi Christiansen, Frede Jørgensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Peter B. Jensen

Årsagen til fraværet af mandebevægelser er vel den samme som hvorfor magthavere ikke går i protest. Der er ikke det store behov, når systemet allerede er indrettet til vores fordel. Kønskampens drivkraft er magtulighed og diskrimination, og her har vi mænd sjældent problemer som er dikteret af vores køn.

Identitetsspørgsmålet er en anden fisk. Her er kampen mod snævre normer typisk mere individuel, og tager form af et opgør med vores forældre eller autoriteter rettere end fokusere på køn. Men vi har da fået gjort plads til både farvestrålende homoseksuelle og bløde mænd, foruden den mere traditionelle patriark.

Jeg kan kun udtale mig personligt, men jeg har aldrig følt at mit køn var en hindring for min udfoldelse. Det var altid let at udvide min opfattelse af 'en rigtig mand' til også at inkludere min adfærd, hvad enten jeg var langhåret, talte om følelser eller gik i sandaler.
Det har haft den fordel, at min opfattelse af 'en rigtig kvinde' er lige så diffus. Jeg godtager uden tøven at udvide mit kønsrepertoire, når jeg møder et menneske der afviger fra de kendte normer.

Måske er det fordi jeg er, som Frede Jørgensen kalder det, en stakkel. Jeg går ikke synderligt op i om jeg står overfor en mand eller kvinde, i andre situationer end de seksuelle. Jeg anser et bestyrelsesmøde som en rundbordssamtale, der ikke er væsensforskellig fra andre samtaler om vores indre liv. Og jeg priser mig altid lykkelig for at jeg ikke lider af den skavank, når jeg møder mennesker hvis snævre perspektiv gør dem bange for det ukendte.

I mine øjne er kvindebevægelsen og #metoo også til mandens fordel. Det var nok kvinder som gjorde oprør mod patriarkatet, men derved åbnede de jo også for at jeg fik flere udfoldelsesmuligheder end min fader, som var underlagt samtidens strikse normer. Og når der bliver sat grænser for magtbrynde, så påvirker det også den chef der behandler mig som skidt - omend uden de seksuelle undertoner.

Jeg tilslutter mig hellere Rune Rasmussens menneskebevægelse, end en kønsspecifik kamp, som jeg frygter blot ender med at diktere nye rigide rammer. Jeg mener at se den udfolde sig dagligt på nettet, hvor vi så let kan organisere os imod det vi finder utilstedeligt - og møder så mange forskellige typer at det er svært at fastholde den gamle rollefordeling.

Endelig er der vel blot at sige at de fleste grænser befinder sig mellem ørene. Hvis du er utilfreds med din identitet, så skift den til en anden. Det er chokerende let, da de fleste du møder ikke har en forudgående opfattelse af hvem du bør være - og blot forholder sig til det som du præsenterer. Du behøver ikke en bevægelses opbakning for at legitimere din nye identitet, særligt ikke hvis du udstråler en attråværdig sindsro.
Selvfølgelig vil du møde modstand og hån, men langt mere accept og forståelse. Og så kan du altid more dig i dit stille sind over, at de intolerantes snæversyn er deres hindring for at nyde livets mangfoldighed.

Randi Christiansen, Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen, Rune Rasmussen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
ulrik mortensen

En ægte bevægelse defineres udelukkende af dem der tager initiativ til den, ud fra deres opfattelser, holdninger og behov. Enhver ægte mandebevægelse vil derfor udelukkende tage udgangspunkt i mænds opfattelser, holdninger og behov. Og derfor vil den heller aldrig på nogen måde kunne tage udgangspunkt i de opfattelser af kønsforhold, som kvindebevægelsen har defineret, men vil tværtimod i praksis uundgåeligt vise sig i opposition til denne. Dette udelukker selvfølgelig ikke, at det kan vise sig, at der også er sammenfald, og betragtninger man er enige i. Man kan bare ikke opstille dette som en forudsætning på forhånd.

Hvad Juri Rao således ønsker sig, har tydeligvis intet med en mandebevægelse at gøre, men er enten en slags støttegruppe til kvindebevægelsen, eller en filial heraf, og er underordnet dennes verdensopfattelse. Dette er jo ikke nyt. Gang på gang opfordrer feminister mændene til at deltage i kønsdebatten og ”komme ind i kampen”. Altid med det udgangspunkt, at man naturligvis skal deltage på feministernes betingelser, og dele deres grundlæggende synspunkter. Alle de – ofte mange – mænd der faktisk deltager, men gør det på en kritisk måde, tæller ikke med, og nedgøres som stereotype repræsentanter for alt det som vi alle, uden behov for kritisk diskussion, bare værsgo har at være enige om at bekæmpe.

Der er mange besynderligheder ved en sådan argumentation. I nærværende sammenhæng f.eks. at beskylde mænd for at lulle sig ind i en offerrolle, når de forholder sig kritisk til en bevægelse, som helt grundlæggende har en offerrolle som udgangspunkt! Det er også underligt, at opføre sig patroniserende overfor anderledes tænkende, hvis man angiveligt vil nedbryde magtstrukturer. Mest mærkeligt er det dog, hvis man forventer, at have succes med et sådant forehavende.

Erik Vestergaard, Tino Rozzo, ulrik mortensen, Jens Jensen, Mads Jakobsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
kjeld hougaard

Jeg blander mig måske i en intern debat, men: Gennem millennier – og stadig I flertallet af jordens samfund har, identiteten ”kvinde” og ”mand” en basal funktion. Der er intet at tænke over: Mænd skaffer penge og status og sikre samfundets fysiske eksistens, kvinder føder børn og har ansvar for familien: sikre artens eksistens. Med varianter er det mønstret i hele dyreriget, ja selv blandt insekter. For et par hundrede år siden når samfundet ændredes begyndte kvinder ville ha stemme ret, siden ret til uddannelse, og siden år tilbage samme løn for samme arbejde som mænd, det forudsiges at ske i England om ca. 30 år. Intet sted i samfundet, fra i trængslen på bussen, til fremgang i science, politik, i arbejdslivet mm har mænds drift efter ”sex” været en faktor for kvinders succes. Det er biologi, intet med moral at gøre. Nu vil en del kvinder åbenbart slippe den dominans også, de nyder den ikke. Kurdiske kvinder synes kæmpe på lige fod med amerikanske elitesoldater, og at trykke på en knap så en drone kaster bomber kræver ikke meget god gammeldags maskulinitet. Fremtidens succes kræver tænkning og innovationskraft, er mænd / kvinder generelt forskellige? Ingen mandegruppe kan flytte balancen tilbage til ”muskler”. Fremtiden: ”de smarte vinder” – uanset køn.

Randi Christiansen, Jens Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Forældremyndighed og samvær med barnet er et stort problem for mange mænd med børn på gule plader. På disse områder bliver mændene forfordelte, hvilket da er en mandebevægelse værd. Eller i hvert fald en fædrebevægelse, og allerede her sætter atomiseringen ind.

Med sexistiske midler at fratage en mand retten til at være far for sit barn er mindst ligeså uretfærdigt et overgreb, som det er med magtmidler at fratage en kvinde retten til at bestemme over sin egen krop.

Der er tale om et mindretal af kvindelige kontrolfreaks, som misbruger deres køn og de roller, som er knyttet til kønnet til at opnå en fordel i forhold til faderen, men hvis #metoo kan bruges til at kritisere mænd over en kam, kan en tilsvarende mandebevægelse vel bruges til at kritisere samtlige kvinder i verden og kalde dem kontrolfreaks.

Niels Duus Nielsen

Nogle mænd har faktisk organiseret sig, og forsøger at skabe opmærksomhed om mænds kønsspecifikke problemer:

http://www.rebelwisdom.co.uk/

Eva Schwanenflügel, Karen Grue og Jens Jensen anbefalede denne kommentar

Juri Rao, Tusind tak. Hvor har vi kvinder ventet længe på at mænd tager fat på netop de emner, du ridser op. Og netop tager er aktiv rolle, fremfor altid at være halehæng til feministerne.

Lis Kyllikki Turunen Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Avisbåd i havsnød på de oprørte vande i Frederiksholms Kanal

Problembeskrivelse: For mange høvdinge m/k og for få indianere ombord

Løsningsmodel: Nogen må gå fra borde, før skuden går ned med mand og mus.

"Damerne først!", sagde kaptajnen.
"Efter Dem min herre!", svarede kahytsjomfruen, der gik i sit tre og fyrretyvende år, og ikke var jomfru længere.

Måske udebliver mændenes oprør fordi vi simpelthen ikke finder det nødvendigt og relevant.

Randi Christiansen

Spørgsmålet om delt forældremyndighed er en grum affære. Manden afleverer spermaen, kvinden bærer i ni måneder, føder med livet som indsats og er nærmeste omsorgsperson i ammeperioden. Skulle hun så automatisk finde sig i en psykopatisk mand, som hun ikke kan regne med, at myndighederne er i stand til at identificere?

Det er et rædsomt dilemma, for den omvendte situation er lige så frygtelig for en far, der ikke kan få lov at være forælder på lige fod med moderen.

Vi skal altså lovgivningsmæssigt håndtere en situation, hvor det kan være umuligt at finde den retfærdige løsning.

Som udgangspunkt må vi tage barnes tarv. Hvordan får barnet de bedste vilkår, og her må forældrene sætte egne behov i anden række. En situation, hvor forældrene strides om alt, er en dårlig situation for barnet, og det vil derfor være bedre med primær myndighed til den ene forælder. Hvordan vurdere om samarbejdsklimaet er så ringe, at det er til skade for barnet og i så tilfælde hvem af forældrene, der skal have den primære forældremyndighed?

Her kan være tale om en meget fastlåst situation, som kræver terapeutiske evner og øvrige ressourcer udover, hvad man kan forvente af en myndighedsinstans - selvom det ville være gavnligt om relevante tilbud kunne gives i det nødvendige omfang.

Altså kan det - udelukkende udfra en vurdering af hvad der tjener barnet bedst - være nødvendigt at hugge den gordiske knude over og tildele den ene forælder primær myndighed.

At dele myndighed med en belastende partner er ikke, hvad man som nybagt mor har brug for. Derfor kunne eet blandt flere mæglingsforslag være, at moderen i barnets spæde tid er primærperson og efterfølgende - i takt med at barnet frigør sig fra moderen - kunne faderen overtage tjansen. En anden mulighed ved ligelig men problematisk delt forældremyndighed er tvungen supervision, som parterne alt efter økonomisk evne selv betaler.

Man kan anlægge synspunktet, at når to mennesker er gamle nok til at formere sig, må de også kunne tage ansvar for barnet. Det er desværre ikke altid tilfældet, og derfor kan eksterne parter til beskyttelse af barnets tarv være nødvendige. Hvilket naturligvis kun kan være en ringere løsning, end hvis de to idioter ikke selv kan finde ud af det.

Så derfor - grib i egen barm hvis du er havnet i en konfliktsituation med en partner. At lave børn er det nemmeste i verden. At passe godt nok på dem kræver en vis modenhed og evne til selvopofrelse. Derfor mener jeg, at forældrekurser bør være obligatoriske for vordende forældre. Så er jeg helt sikker på, at vi kunne undgå, at mange konflikter udvikler sig. Når også træning i filosofisk tænkning bliver standard i uddannelses-og omsorgssektoren vil konfliktmægling i alle sammenhænge have stærkt forbedrede vilkår. Amen (af amun - den egyptiske skabergud).

Erik Vestergaard

Tak Frede.
Ikke for argumenterne for dem var der ikke nogen af.

@randi - Interessant teori om, hvordan bl.a. feminismen kan (mis)bruges til at opretholde den kapitalistiske splittelse mellem mænd og kvinder, såfremt den ikke længere har til formål at udjævne klasseforskellene. Jeg har selv gået og tænkt de samme tanker.

@Randi Christiansen
"Ufrivilligt faderskab"
her er lidt info om de problemstilling der er på området, der påviser KLART at der ikke er ligestilling
https://www.youtube.com/watch?v=Tcng4ccVlVI
Og Googler man Begrebet ”juridisk abort” er der en del info på området

Den reaktionære offerrolle tilhører radikal feministerne, og metoo er bare seneste symptom på denne. Den "mandebevægelse," der savnes her er nok opfyldt af en nyere liberal borgerbevægelse, der trådte for alvor frem i 00’erne med bl.a. en ny kritik af radikal feminismen og dens nypuritanske træk. I en 12-15 år har denne bevægelse trodset alverdens udskamning, manipulation og andre retoriske unoder og gjort skepsis og kritik af feminismen legitime i den øvrige befolkning. Feministernes modsvar er blevet mere og mere skingre og hysteriske, indtil en decideret heksejagt mod navngivne mænd næppe overrasker nogen.