Kronik

Lad os skabe arbejde i Afrika i stedet for bare at tale og tale om en migrantkrise

I slagsmålet om flygtningepolitikken går vi i Danmark uden om ondets rod, nemlig at skabe millioner af job i Afrika. Det er tragisk, for med en korrigeret Danida-politik og ved at skabe småvirksomheder i Afrika, kan vi gøre en massiv indsats
Coop har med sit kafferisteri i Kenya og et intenst samarbejde med 75.000 kaffebønder om uddannelse givet bønder en markant fremgang i indtjeningen.

Coop har med sit kafferisteri i Kenya og et intenst samarbejde med 75.000 kaffebønder om uddannelse givet bønder en markant fremgang i indtjeningen.

Carl de Souza

2. februar 2018

Flygtningestrømmen til Europa er aftaget i ekstremt omfang, og nu kommer der hovedsagelig unge fra Afrika. De flygter fra økonomisk elendighed – og ikke fra krig eller undertrykkelse.

Derfor var december-topmødet i EU, som brugte tid på at strides om solidaritet, selektiv solidaritet og mangel på samme, ude af trit med virkeligheden. Det var nemlig et slagsmål om fortidens problemer.

Det er ikke traditionelle flygtningeproblemer, vi står over for, og derfor kan vi ikke føre en traditionel flygtningepolitik. Åbner EU grænsen for afrikanske indvandrere, vil der komme adskillige millioner hvert år, da over halvdelen af de unge ikke kan finde job, hvor de bor – ifølge Verdensbanken er ungdomsarbejdsløsheden på 60 procent, og der kommer 10-12 millioner på arbejdsmarkedet hvert år. Da Afrikas befolkning ifølge FN ventes at vokse med ikke mindre end én milliard mennesker de næste 35 år, vil hundreder af millioner komme til Europa, hvis grænsen er åben.

Problemet skal selvfølgelig tackles ved ondets rod. Og dét er, at et par hundrede millioner unge, begavede mennesker ikke har en chance i deres egne lande. Snart bliver tallet måske op til en halv milliard. Problemet med topmødet og EU-landenes aktuelle politik er, at der ikke er lagt op til en dramatisk kursændring med en massiv indsats for at skabe job for de unge i Afrika.

Det duer ikke med forkromede, traditionelle bistandsprojekter. Der er derimod brug for aktiviteter, der har en øjeblikkelig, selvforstærkende virkning. Det handler om at skabe business, også på dagligdagsniveauet, og hér kan Danmark få enorm betydning på grund af vores erfaring med mindre virksomheder.

Usikkert og kompliceret

Tyskland forsøger at lave en storstilet indsats i Afrika, herunder ved at skabe træning og job i de lande, hvor unge fra Afrika samles for at drage videre til Libyen – for eksempel i Niger.

Tyskerne lægger vægt på at skabe virksomheder og økonomisk aktivitet, men de kommer ikke rigtigt ud af stedet. De har nemlig ikke formået at skabe den dynamik, der kendetegner tysk erhvervsliv, og det skyldes blandt andet, at tyskerne har haft besvær med at omstille en del af bistandsaktiviteten til privatorienteret aktivitet med en helt anden udviklingsånd.

Danmark er lidt i samme situation på et enkelt område. Udenrigsministeriets bistandsafdeling, Danida, har udviklet et par nye programmer med flotte navne: Danida Business Explorer og Danida Market Development Partnership, som går ud på at hjælpe private danske virksomheder med at udvikle private virksomheder, nye produkter eller markedspladser i Afrika i et samarbejde med frivillige organisationer.

Det er den helt rigtige idé, men der er også nogle afgørende svagheder. Programmerne hjælper ikke for alvor de små og mindre danske virksomheder, som det også var tilsigtet, og der er tale om langsigtede projekter, som ikke sætter aktiviteter i gang i massivt omfang her og nu.

Danida forventer øjensynlig, at en dansk virksomhed på forhånd laver en business-plan for et projekt og finder lokale partnere, før man søger Danida-midler, det vil side uden at have været på stedet. Hele processen med ansøgninger er så kompliceret, at de fleste private virksomheder vil holde sig langt væk, og mange vil heller ikke acceptere, at ngo’erne skal have Danida-pengene på cirka fem millioner kroner per projekt, mens de private virksomheder selv må finansiere udviklingsarbejdet og opstarten uden sikkerhed for at få pengene hjem. Da der er tale om at skabe helt nye erhvervsprojekter, er der selvfølgelig ingen garanti for, at de lykkes.

Måske er det EU-regler, der hindrer regeringen i at støtte private virksomheder, men ngo’erne er jo også en slags virksomheder. Ngo’erne er nyttige, men det er trods alt de reelle virksomheder, der kan udvikle nye produkter og markedspladser.

Store selskaber

Den komplicerede model for programmet betyder, at det i høj grad er store selskaber, der får gavn af det. Danida har dårlige erfaringer med at hjælpe små virksomheder til u-landene, men så bør Danida udvikle en konstruktion, som bedre kan hjælpe mindre virksomheder i gang, og som sikrer, at der er kontrol med pengenes anvendelse. Det kunne for eksempel være i et samarbejde med statens investeringsfond IFU, der har mangeårig succes med at hjælpe både små og store virksomheder til Østeuropa efter Murens fald.

Danida-programmet har cirka 50 millioner kroner til rådighed per år, og de bruges på cirka 10 projekter og danske virksomheder. Men hjælper man små virksomheder med en halv eller én million kroner, kan man skubbe 50 eller 100 projekter i gang i stedet for 10, og med god rådgivning kan det måske få en langt større betydning.

Det handler jo om at stimulere afrikanerne til en selvudvikling og en stimulans via de danske projekter. Derfor bør programmet også kunne bruges af for eksempel individuelle håndværkere, der tager afsted i et år ad gangen for at hjælpe eksisterende afrikanske småvirksomheder til at gøre tingene bedre – igen i et samarbejde med danske rådgivere.

Og hvad med lidt nytænkning? Man kan betale håndværkere og specialister for at bruge deres ferier på at skabe aktivitet i Afrika. Det hele kan sættes i system, så der er konkrete projekter, de udsendte kan gå ind i.

IFU, organisationer, NGO’er og Danida kan hjælpe med at skabe rammerne for den indsats, som individer og småvirksomheder kan præstere. De kan hjælpe med at klare de praktiske vilkår i lokalområdet, der også kan omfatte flygtningelejre.

Hvis etårige udsendelser af individuelle håndværkere omfatter 1.000 udsendelser, vil det koste Danida 500 millioner kroner. Det svarer til klimapuljen, før den blev nedskåret, men det er kun tre procent af alle bistandsmidler, og det svarer vel til samtlige af de ressourcer, vi bruger på grænsevagter og hjælp til flygtninge. Kan hver udsendte i snit give en fornuftig træning til 10 personer, er det altså 10.000 mennesker – og familier – der får gavn af indsatsen.

Dermed får indsatsen langt større betydning end vores hjælp til flygtninge, og vi afhjælper problemerne ved ’ondets rod’.

Startkapital et problem

Tager vi småvirksomhederne, så har IFU fået en pulje til mindre virksomheder, men også her er der et problem for de små – nemlig startkapitalen. Problemet er altid den første million til nye projekter. Det er et problem, som ikke mindst mange landmænd med Afrika-ambitioner har påpeget.

Afrika har 50 procent af verdens uopdyrkede land, men Afrika kan ikke brødføde sig selv og er ikke i stand til at lave en storstilet eksport af færdigvarer. Men danske landmænd og fødevarevirksomheder kan få enorm betydning. En række eksempler fra de seneste år viser, at danske producenter kan to-tre-doble fødevareproduktionen i Afrika.

Coop har med sit kafferisteri i Kenya og et intenst samarbejde med 75.000 kaffebønder om uddannelse givet bønderne en markant fremgang i indtjeningen. Et lille enmandsfirma, Momentum Trust, har et samarbejde med 1.000 småbønder, som dyrker chia-frø og moringa-frø, og firmaet står for eksporten. En engelsk investor i fiskefarme forsøger i et samarbejde med blandt andet den danske foderproducent Aller-Aqua at skabe en så omfattende fiskeproduktion, også i små dambrug, at Afrika kan blive selvforsynende og ikke købe fisk fra Kina.

Der er ingen garanti for, at små virksomheder skaber bedre resultater i Afrika end store, men al erfaring viser, at små virksomheder har en større jobeffekt, og at de kan tage hurtige beslutninger. De har bare brug for hjælpsomme rammer. Det har virket i Danmark. Så hvorfor skulle det ikke virke det sted, hvor jobbehovet er størst? Dermed kan vi også forebygge, at ’deres’ problemer havner hos os selv, som vi har set de seneste mange år.

Hugo Gaarden er journalist.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Ole Henriksen
  • Carsten Munk
  • Randi Christiansen
  • Torben K L Jensen
  • Ervin Lazar
  • Michael Hullevad
Flemming Berger, Ole Henriksen, Carsten Munk, Randi Christiansen, Torben K L Jensen, Ervin Lazar og Michael Hullevad anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen M. Mollerup

Rigtigt set, men der skal mange arbejdspladser til, når Afrikas befolkning fordobles i løbet af de næste tredive år! Der er også brug for en familieplanlægningspolitik som den kinesiske.

Lise Lotte Rahbek

Det lugter ret meget af en ny slags kolonialisering, gør det ikke?
Udenlandske (danske) virksomheder skal lønjobs i Afrika.. og tjene en masse dejlige penge til sig selv og Danmark imens. Intet nyt under solen.

Carsten Munk, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Men vestsaharas fisk stjæler vi sgu.

Flemming Berger, Ole Henriksen, Torben K L Jensen, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Der tales meget om en såkaldt "godheds-industri" i forbindelse med flygtninge- og migrantkrisen.
Men mht til mange tilsyneladende NGO'er er der mere tale om en 'selvgodheds-industri', idet mange uselviske donationer havner i korrupte lommer, understøtter diktaturer, giver fordele til dem selv på bekostning af befolkningen, og gavner den hjemlige industri og erhvervsliv.
Udnyttelsen og opkøbet af jord, mineraler, skove og vigtige habitater, samt rovdrift på fiskeriet, gør at levegrundlaget forsvinder for mange.
Hjælp til selvhjælp har i vid udstrækning været langt bedre for befolkningerne. Fx mikrolån til fattige kvinder, så de selv kan etablere sig og blive uafhængige.
Desuden viser forskningen, at der hvor kvinder bliver mere selvstændige og uddannede, forbedres levestandarden generelt.
De programmer, der hidtil har fungeret rigtig godt, har uddannet og hjulpet kvinder mht til prævention, men USA har fjernet deres støtte til bla Planned Parenthood. En achilleshæl er søgt overskåret, med bibelen som primus motor.
Det hjælper ikke specielt på udfordringerne !!

Henrik holm hansen

Vores egne indkøbsvaner har også en stemme det godt at lige pres på magthavere men husk lige have det samme klare sigte når du køber ind men en vigtig artikel udbytningen må og skal standses og så vil vandringen mod Europa stoppe

Lise Lotte Rahbek

I øvrigt lader jeg mig også provokere af, at Hugo Garden taler om 'Afrika', somom det var et land.
Afrika er et kontinent med 54 selvstændige stater,
der lever over 1 mia mennesker og Afrika udgør et areal på 30 mio. km2.
Skribenten kunne med fordel angive, hvor henne i Afrika er det, at der skal skabes jobs, hvilken kulturelle betingelser er der i landet, hvordan er befolkningens uddannelse og hvad i alverden skulle give dem lyst til at skabe profit til mindre danske virksomheder?

Her er lidt flere tal. https://www.information.dk/databloggen/2013/10/afrika-tal

Knud Chr. Pedersen, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Ha,Ha - at investere i kontinentet Afrika forudsætter unægteligt en forholdsvis finmasket infrastruktur på alle planer. Hvad Danmark og dermed EU bør gøre er at slå sig sammen med Kina for at FORBEREDE (udbygning af infrastruktur) realistiske investeringer i jobskabende produktion af livsnødvendige varer med uden den altødelæggende konkurrence fra subsidierede landbrugsprodukter fra EU. SÅ har Afrika en chance.

"I øvrigt lader jeg mig også provokere af, at Hugo Garden taler om ’Afrika’, somom det var et land."

Lise Lottte,
hvis Hugo Gaarden mente, at Afrika var et land, ville han vel næppe både nævne Libyen, Niger og Kenya. ;-)

I øvrigt kan jeg ikke se din "nykolonialiseringsskræk". Hvad vil du ellers foreslå?

Else Marie Arevad

Lise Lotte Rahbek, hvad er der galt ved, at mindre danske virksomheder tjener penge på at oprette virksomheder i Afrika, som afrikanere også tjener penge på?

Else Marie Arevad

Det bedste ville naturligvis være, hvis der blev taget lignende initiativer af afrikanere.
Hugo Gaarden skriver: "Afrika har 50 procent af verdens uopdyrkede land, men Afrika kan ikke brødføde sig selv og er ikke i stand til at lave en storstilet eksport af færdigvarer. Men danske landmænd og fødevarevirksomheder kan få enorm betydning. En række eksempler fra de seneste år viser, at danske producenter kan to-tre-doble fødevareproduktionen i Afrika."
Hvorfor er det sådan? Hvorfor tror vi altid, at vi ved bedre?

Lise Lotte Rahbek

Erik Karlsen
Jeg mener ikke kolonilisering er en god ide. Det er udbytning, det ender i inhumanitet og det handler endnu engang bare om, at 'vi' er bedre end 'dem' og derfor er det helt i orden, at 'vi' tager deres arbejdskraft og deres ressorcer og bruger dem, og når bare de kolonialiserede også får lidt ud af det og beværger sig mere i retningen af at ligne 'os', så kan vi vaske vores hænder helt rene og hvide igen.
Du spørger, hvad jeg foreslår i stedet.
Hvor skulle jeg vide det fra? Det eneste jeg ved er, at det skal afrikanere sgu da (undskyld) skal være medvirkende i at bestemme. Det kan vi da ikke sidde her og beslutte, uden at tage de pågældende lokale forhold i betragtning og det ved jeg - og det vover jeg så at påstå gælder for langt hovedparten af os - alt for lidt om afrikanske forhold til.
Er det ikke netop kolonitidens spøgelser som stadig hvisker i Afrika og som gør, at nogle mennesker føler trang til lige at smutte derned og rydde lidt op og sætte ting i gang, som de kan tjene penge på, og sørge for at afrikanske lande bevæger sig i en velkendt retning, som gør sig gældende? Det tror jeg.

Morten Ledskov

Investeringer fra danske virksomheder har en betydelig beskæftigelsesmæssig effekt, især når det gælder de små og mellemstore, og lavteknologisk produktion, som Hugo Gaarden skriver. Men det der er afgørende er at man producerer til export, som i COOPs eksempel. I de fleste afrikanske lande er den lokale efterspørgsel, af gode grunde, meget lav - og især på arbejdskraftintensive produkter. Derfor mangler Hugo Gaarden det vigtigste aspekt - nemlig hvordan vi får afrikanske lande og virksomheder mere ind i den globale verdenshandel. Det gælder ikke kun food-området, men i høj grad håndværksprodukter, hvor 37 afrikanske nationer har told-fritagelse på EU-markedet. Vi mangler en national eller international KØB AFRIKANSK kampagne. Vi har mange dygtige danske virksomheder, der vil deltage i og facilitere en sådan proces - med eller uden starthjælp fra DANIDA.

Toldbarrierer mellem de forskellige afrikanske lande har været et af de store problemer, som har begrænset den afrikanske vækst. Det er nu engang lettere at opbygge det lokale marked først før man begynder at eksportere til de omkringliggende lande. Når dette er på plads og kører, så kan man måske avancere til interkontinental handel.

Der er faktisk sket fremskridt på dette område og tidligere toldsatser på 40-50 procent mellem afrikanske lande er nu væsentligt reduceret. Til gengæld er der store problemer med non-tarif barriers til den intraafrikanske handel. Fx kan det tage dage at få toldbehandlet en lastbil med frisk frugt, som derefter rådner (frugten) på grund af mangelfuld køling.

Jeg tror det var Irma, som for nogle år siden begyndte at sælge afrikanske grønsager i deres butikker. Det projekt led skibbrud på grund af de afrikanske eksportøres manglende evne til at levere det aftalte volumen i den aftalte kvalitet på det aftalte tidspunkt. Det er svært at sælge til kritiske danske forbrugere.

Morten Ledskov

Til Frank Hansen : Jeg har i mange år transporteret over grænser i Vestafrika for vores egen virksomhed og en lang række andre danske og svenske virksomheder. Og det er noget nær som at eksportere til Norge - dyrt, besværligt og tidskrævende, men vi får det til at fungere. Vi opererer kun i non-food sektorer og der er store muligheder for eksport - og dermed beskæftigelse.

Morten Ledskov,

Det må være indlysende, givet de logistiske problemer i Afrika, at det er lettere at eksportere non-food produkter, som er langtidsholdbare og ikke kræver køling. Men det er vel ikke lige det som danskerne tænker på, når de forestiller sig import af afrikanske produkter. Er der et marked i Danmark for halvfabrikata og forbrugerprodukter af afrikansk oprindelse?

Morten Ledskov

Til Frank Hansen :
Ja, det er der bestemt. Vi beskæftiger 650 mennesker i Ghana og Burkina, og sælger vores produkter i 750 butikker i Nordeuropa. Det er dagligdags brugsting og kunsthåndværk og i dag er det internationale marked for den type produkter på ca. 700 mia med masser af vækstpotentiale. Kun ca. 1,5 % af den omsætning finder sted på det afrikanske kontinent. Det kan skabe millioner af arbejdspladser, når der bliver arbejdet med design, kvalitet og logistik.

Lise Lotte,
jeg mener heller ikke, at kolonisering er en god ide. Jeg mente bare, at du så en nykoloniseringstanke i kronikken, hvor jeg ikke kunne se den.
Selvfølgelig skal afrikanerne selv udføre arbejdet og tjene pengene, men der er aldrig nogen, der har taget skade af at lære af andres teknologi. Der findes ingen udviklede lande, hvor man har opfundet alt det, der gør dem til det, de er i dag.

Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Erik Karlsen
Klart, vi skal ikke gå rundt og genopfinde den dybe tallerken forfra hver dag.
Jeg læser/fortolker noget andet ind i artiklen end du gør. Det er vist kun den forskel, vi kan mundhugges lidt om. :)