Kommentar

’Opdragelsesdebatten’ er et brud med klassiske borgerlige idealer om familiers selvbestemmelse

Børne- og socialministeren har skudt ’Opdragelsesdebatten’ i gang. Dermed går ministeren tæt på familielivet og faktisk en kende tættere på familiers hverdagsliv, end de regeringshavende partier ellers har tradition for
Mai Mercado, konservativ børne- og socialminister samt selverklæret curlingmor.

Mai Mercado, konservativ børne- og socialminister samt selverklæret curlingmor.

Thomas Lekfeldt

12. februar 2018

Venstres og De Konservatives familiepolitiske dagsordener har ikke tidligere været fokuseret på det, som foregår inden for hjemmets fire vægge. Tænk bare på partiernes argumenter mod for eksempel øremærket barsel til fædre: Venstre og De Konservative vil ikke sidde med ved middagsbordet når barslen mellem mor og far skal fordeles, som partiernes ordførere plejer at sige.

Netop derfor er det interessant, at børne- og socialminister Mai Mercados (K) har lanceret ’Opdragelsedebatten’, hvor hun sætter opdragelse på dagsordenen. For her gør partierne netop opdragelse til et offentligt frem for et privat anliggende. Opdragelsesdebat er tilsyneladende en vigtig brik i regeringens familiepolitik.

Vor tids familiepolitiske agenda tog sin begyndelse i 1960’erne. Det var første gang, der kom fokus på alle familier, og ikke blot de på familier, man mente, var i ringe forfatning.

Blandt Venstre og De Konservative var man på dette tidspunkt ydmyg i forhold til familierne. Familierne skulle have god mulighed for at tage sig af yngelarbejdet. Sådan ville samfundet udvikle sig bedst.

I begge partier var man påpasselige med at diktere, hvordan hverdagen skulle tilrettelægges, om end man var enige om, at børn kom bedst i vej, hvis de blev passet i hjemmet i de første leveår. Denne tanke holdt De Konservative fast i lidt længere end Venstre, der i slutningen af 1980’erne præsenterede nye familiepolitiske paroler som: »Frie valg er gode valg«, og »God familiepolitik er den politik, som lader det være op til forældrene at tilrettelægge hverdagen«.

Familiefrihed

Mens man i Venstre og Det Konservative Folkeparti sang højere og højere om familiernes frisættelse op igennem 1990’erne, skærpedes blikket for de problematiske familier. Familier, hvor ’bekymringsvækkende børn’ risikerede at vokse op.

I 00'erne udvikledes nye værktøjer til at spotte de ’inkompetente forældre’, og ’den sociale arv’ var noget, der skulle brydes.

Et problem kan se vidt forskelligt ud, alt efter om man ser det fra skolen, institutionen eller hjemmet, mener forsker Dorte Kousholt.
Læs også

Samtidig lavede man Familie- og Arbejdslivskommissionen, der ganske kort fik mulighed for at sætte et tiltrængt fokus på, at mange familier har det hårdt, og mange børn og forældre efterlyser tid til samvær. Kommissionens konklusioner blev efterfølgende slået hen af begge partier, hvis familiepolitiske udspil ’Debat om en moderne familiepolitik’ fastslog, at:

»En vellykket familiepolitik giver familierne frihed til selv at tilrettelægge deres liv. Udgangspunktet er, at familierne kan og vil tage ansvar for sig selv og deres nærmeste. Samfundets opgave er at træde til med tilbud, der sikrer familierne valgfrihed og fri udfoldelse og giver tryghed for dem, der har svært ved at klare sig selv.«

Grundtanken om, at de fleste familier kan selv – og i øvrigt kan tilrettelægge hverdagen ret forskelligt – ’overlevede’ de tiltagende opråb om, at hverdagen er langt mere og andet end blot resultatet af forældrenes frie valg.

Et led i en udvikling

Med ’Opdragelsesdebatten’ har regeringen gjort op med den hidtidige antagelse om, at forældre kan og skal selv. Nu skal forældre debattere opdragelse – for eksempel om og i hvilket omfang børn bør have pligter hjemme – offentligt.

Selve udførelsen af den daglige opdragelse skal foregå hjemme i privaten og er altså forældrenes ansvar, må vi forstå. Men hvordan og til hvad forældrene opdrager skal være et offentligt anliggende, hvor naboen og skolelæreren kan give deres besyv med.

Der lægges op til dialog, men partierne krydser med debatten grænsen mellem stat og familie på en lidt anderledes måde end hidtil. Ikke med ét, men som et lille led i en lang bevægelse.

For små 15 år siden gik politikerne tættere på daginstitutionerne. Læreplaner og evalueringssystemer kom i kølvandet. Børn og familier skulle nu vurderes og opspores og gerne så tidligt som muligt.

I den udvikling er Opdragelsesdebatten blot et næste skridt. Det serveres som god fornuft og omsorg for hinanden, samfundet og ikke mindst børnene.

Vi har vænnet os til, at man fra politisk side forholder sig til, hvad der skal foregå i vuggestuen, i børnehaven og i skolen, og de fleste er også helt med på – og med god grund – at det er godt at hjælpe familier, som er udfordret af hverdagen. Og selv om familier, forskere og praktikere peger på, at det er problematisk at gå for voldsomt til værks, for eksempel ved at udpege potentielt bekymringsvækkende familier, er angsten for at komme for sent præsent hos mange.

Så mon ikke vi vænner os til, at regeringen inviterer sig selv hjem for at tale med os om, hvordan vi opdrager vores børn, og om vi kan gøre det lidt bedre, så vi får mere velopdragne og robuste børn? Måske endda vi godtager, at det er et (familie)politisk anliggende?

Nuvel ikke et familiepolitisk anliggende i den forstand, vi helst taler om familiepolitik på – som en politik, der passer bedst muligt på familierne. Men som en mere gammeldags nytte-befolkningspolitik i tråd med samtidens øvrige børnepolitiske dagsorden?

Sine Penthin Grumløse og Anja Marschall er begge adjunkter på Professionshøjskolen UCC. Pernille Juhl er adjunkt ved Institut for Mennesker og Teknologi, Roskilde Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Dorte Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
Niels Duus Nielsen, Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Børnene skal gerne afrettes som samfundsnyttige, (læs: produktive og dansk kulturbærende), borgere.
Derfor skal de lære at spise svinekød i vuggestuen, mestre at klare sig uden voksne i børnehaven, blive bedst i test i skolen, uddanne sig til ingeniører, købe en firhjulstrækker, og gå i kirke juleaften.
Så er lykken gjort.

Søren F. Nissen, Viggo Okholm, Lillian Larsen, Niels Duus Nielsen, Elisabeth Andersen, Marie Jensen, Jacob Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Vibeke Hansen, Flemming Berger, Egon Stich, Dorte Sørensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Politikerne går alt for langt i deres nævenyttige trang til at opdrage befolkningen til skaffedyr.

Lillian Larsen, Niels Duus Nielsen, Elisabeth Andersen, Steffen Gliese, Marie Jensen, Karsten Lundsby, Jacob Jensen, Vibeke Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det er utroligt hvad politikere gør for at sikre, at fokus ikke rettes mod dem, men i stedet på grupper, som har for travlt i det daglige til at tage til genmæle. ...

Det mest bekymrende er, at der hvor der virkelig burde sættes ind med opdragelse i forhold til empati og samfundsansvar - nemlig overfor en hel del politikere - ja, der fejes det som oftest ind under gulvtæppet.....

Der har altid været unger, der var urolige og ikke uddannelsesparate. Der er intet nyt i dette. Ligeledes har der altid været folk, som mente at "tidens ungdom" var de mest forfærdelige nogensinde.... Det er der heller intet nyt i.

Da jeg gik i skole i 1960'erne, så var der altid nogle urolige hoveder, der ikke kunne sidde stille. De mødtes som oftest på den "sorte bænk" foran inspektørens kontor. Dengang fandtes der også revselsesretten, og den blev brugt i stor stil til lussinger, hiven i de små hår eller i ørerne, spanskrør, etc. etc. Det var skolesystemets og forældrenes daværende måde at pacificere de "uvorne" og urolige unger, som ikke var uddannelsesparate.

Revselsesretten er gudskelov afskaffet og i stedet har vi nu forældre og lærere, som aktivt søger at løse problemerne med de urolige unger på en pædagogisk forsvarlig måde, der sikrer at ungerne ikke tager skade. At nutidens forældre dermed virker lidt mere søgende i forhold til opdragelsesmetoder, er sådan set et gevaldigt sundhedstegn. Nutidens forældre ønsker faktisk - stort set - det bedste for deres børn.

At politikere nu søger at blande sig i børneopdragelse må ses som et ønske om at vende fokus i medierne fra politikernes elendige makværk til de uskyldige unger og deres forældre.

Ak - intet nyt i dette.....

Søren F. Nissen, Lillian Larsen, Elisabeth Andersen, Steffen Gliese, Jacob Jensen, Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Vibeke Hansen anbefalede denne kommentar

Udskift ordet 'børn' med 'indvandrerbørn' når du vil undersøge blå-brun bloks skift i 'idealisme'.

Søren F. Nissen, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Karsten Lundsby og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

"nytte-befolkningspolitik" Ouch! :-)

... selv om jeg til at begynde med tænkte det samme som Peter Bojsen, giver forslaget, som den er beskrevet her, gode rammer for at pege finger af os alle ... og væk fra systemiske "svagheder" ... fx evt. pressede institutioner/skoler

Søren F. Nissen, Lillian Larsen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torben Knudsen

Under dække af kvindernes ligeberettigelse og offentlige og private arbejdspladsers behov for løntundertrykkere ,har 'man' med de involveredes hjælp smadret opdragelsen til mennesker med bl.a. selvtillid.
Tiden, da børn efter skoletid legede og sloges med hinanden og dermed opdrog hinanden er forbi for længe siden og overtaget af den ensomme beskæftigelse i-pads og mobiltelefoner og børneinstitutioners desperate kamp for anderledes udfoldelse.
Vi venter bare på resultatet, der vil give de mentale kliniker fuldt op at gøre.
Da vi aldrig kan vende tilbage til fortidens opdragelse af børn, må der f.eks indføres forkortet arbejdstid i stedet for den korte hjemmetid, der idag hos de 'voksne går med at checke i-pads og mobilen. Opholdet i institutioner er samtidens desperate løsning af anbringelse.
Hvem tager sig af børnenes sociale opvækst herunder samvær med andre mennesker??
Opdragelsesdebatten handler om en radikal ændring, men resulterer på grund af samfundets krav med små justeringer, men masser af dokumenter.
Opdragelse til individer med selvtillid og dermed f.eks. fri for mobning, giv og tag, giver hele mennesker og en enorm gevinst for den enkelte og samfundet. BNP + 30%!.

Søren F. Nissen, Trond Meiring, Lillian Larsen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Hvis er du hvis er du? Jeg er sgu min egen!
Det er vel egentlig det det drejer sig om: er barnet samfundets, forældrenes helt ell er helt sin egen, hvor det nok er praktisk at man udvikler sig som menneske på godt og ondt med en viden om at barnet selv har og kan få ansvar for egen udvikling i sind og krop

Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel og Søren F. Nissen anbefalede denne kommentar