Kronik

På trods af forsvarsforbeholdet er vi endt som en krigsførende nation

Danmark har en sikkerhedspolitisk placering, der ligger tæt på USA’s militarisme og fjernt fra EU’s blødere tilgang. Det var ikke SF’s intention, da vi formulerede forsvarsundtagelsen i 1992
Danmark står uden for EU’s forsvarssamarbejde, men i sidste ende blev samarbejdet ikke det, man troede, det ville blive, men et stærkt begrænset projekt – som f.eks. her hvor en EU-styrke bekæmper pirater uden for Somalia.

Danmark står uden for EU’s forsvarssamarbejde, men i sidste ende blev samarbejdet ikke det, man troede, det ville blive, men et stærkt begrænset projekt – som f.eks. her hvor en EU-styrke bekæmper pirater uden for Somalia.

Carl de Souza

15. februar 2018

EU’s forsvarssamarbejde har baggrund i et kompromis mellem Frankrig og Storbritannien. Hvor Frankrig altid har ønsket et stærkt Europa på forsvars- og sikkerhedspolitikken, har Storbritannien lagt større vægt på et tæt samarbejde med USA.

De to poler enedes i 1998 om den såkaldte St. Malo-erklæring, hvor Storbritannien gav grønt lys for en europæisk forsvarsdimension samtidig med, at Frankrig accepterede en fortsat sikkerhedspolitisk fundering i NATO.

Storbritannien har siden sikret en begrænset udvikling af EU’s forsvarssamarbejde. EU er ikke blevet den militære kæmpe, som nogle havde håbet og andre havde frygtet. Der har ikke været antydninger af noget, der kunne ligne en EU-hær, og opgaverne, der er skrevet ind i Lissabon-traktatens artikel 43, ligger i den blødere ende:

»Fælles aktioner på nedrustningsområdet, humanitære opgaver og redningsopgaver, rådgivnings- og bistandsopgaver på det militære område, konfliktforebyggende og fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse og postkonflikt-stabiliseringsoperationer.«

EU’s militære muskler er begrænsede, og indsatsen har primært været fokuseret på stabiliseringsopgaver, i ikke mindst Afrika. Det meste har forekommet at være fornuftigt, og jeg er jævnligt blevet spurgt, hvorfor i alverden vi står udenfor det forsvarspolitiske samarbejde.

I adskillige år har jeg svaret, at det bør vi heller ikke. Det er nemlig ikke den bløde forsvarspolitik, EU står for, som forsvarsforbeholdet skulle beskytte Danmark fra at deltage i. Det var derimod den militaristiske forsvarspolitik, som USA står for, og som Danmark i årevis har været en del af.

En hård frem for blød krigsnation

Situationen var imidlertid en anden i 1992. Efter at have stemt nej til Maastricht-traktaten den 2. juni skulle vi leve op til løfterne fra før folkeafstemningen om at indføje undtagelser – blandt andet over for forsvarsdelen af Maastricht-traktaten.

Det var helt uklart, hvordan målsætningen om en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik skulle implementeres. Vi ønskede ikke, at EU skulle være en militær stormagt, som skulle forfølge franske magtinteresser. Den mulighed anså vi for nærværende i 1992 – men den viste sig at blive dementeret af den faktiske udvikling.

Vores forsvarsundtagelse har ikke været nogen katastrofe, og EU’s forskellige operationer er ikke blevet svækket af Danmarks manglende deltagelse. Men den må også ses i sammenhæng med, at vi siden 2003 er blevet en krigernation i et tæt samarbejde med USA.

Krigsdeltagelsen i Irak, Afghanistan og Libyen hører ikke til i den bløde ende. Og med koblingen til USA fjernede vi os fra det, som den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld i sin tid hånligt kaldte »det gamle Europa« – det vil sige de kontinentaleuropæiske EU-lande, som i kraftige vendinger vendte sig imod Irak-krigen.

Forsvarsundtagelsen kom i den sammenhæng til at afspejle en dansk udenrigspolitisk placering, som lå tæt på USA’s militarisme og fjernt fra EU’s blødere tilgang. Det var i alt fald ikke SF’s intention, da vi formulerede forsvarsundtagelsen allerede før folkeafstemningen i 1992.

Der har således været gode grunde til at diskutere en ophævelse af forsvarsforbeholdet. Og det er ikke blevet mindre presserende efter Storbritanniens udtræden af EU og valget af Macron som ny fransk præsident.

Det gamle fransk-britiske kompromis giver selvsagt ikke længere mening, hvilket en euroentusiastisk Macron har udnyttet til at sparke nyt liv i debatten. Det har foreløbig blandt andet udmøntet sig i beslutninger om en europæisk forsvarsfond (EDF) og en erklæring om et mere permanent og struktureret samarbejde på forsvarsområdet (PESCO). Sammen med Malta står Danmark udenfor samarbejdet.

Forsvarssamarbejdet er under udvikling, og det kan ikke siges, præcist i hvilken retning det vil gå. Frankrig har fortsat ambitioner om europæisk storhed, men det flugter ikke nødvendigvis med andre EU-lande.

Uenighed

En fælles forsvarspolitik må nødvendigvis ses i sammenhæng med en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Og den er svagt udviklet. Desværre, for EU kunne spille en både aktiv og positiv rolle i et globalt magtspil, der i øjeblikket domineres af USA, Kina og Rusland. Det er ikke godt for os europæere, hvis vi skal være afhængige af utilregnelige USA eller kyniske Kina og Rusland, som blæser på demokratiske rettigheder og internationale spilleregler.

Det er karakteristisk, at EU er kørt ud på et sidespor i Mellemøsten – et nærområde, hvor begivenhederne har enorm betydning for os. I Palæstina-konflikten sikrer USA en fortsættelse af den israelske okkupationspolitik, og i Syrien sikrer Rusland Assads fortsatte overlevelse. EU har på forhånd opgivet at gøre noget – måske realistisk, men jo ikke tilfredsstillende. Ikke mindst fordi vi mærker konsekvenserne i form af terror og flygtningestrømme.

EU har noget at bidrage med i den globale politik. EU er ét af de få internationale samarbejdsorganer, som bygger på et retssystem. Vi kan blive irriterede på EU-Domstolen, men den sikrer, at det er de vedtagne regler og ikke den stærkes magt, som styrer samarbejdet. Der er i Europa en respekt for FN og internationale regler, som ikke findes i hverken USA, Rusland eller Kina. Vi har udviklet en tradition for soft power, som det også har udmøntet sig i det foreløbige forsvarssamarbejde.

Mange vil indvende, at alt det vil gå tabt, hvis EU sætter mere damp på det forsvarspolitiske område.

Indvendingen er relevant, også fordi for eksempel Frankrig fortsat har store militære ambitioner på EU’s vegne. Det er således også vigtigt at se på indholdet i et fremtidigt forsvarssamarbejde, og det er relevant at diskutere, om det er i Danmarks interesse at stå uden indflydelse på et samarbejde, som under alle omstændigheder kommer til at påvirke også den danske sikkerhedspolitik.

I PESCO er der allerede nu opstillet 17 konkrete projekter, som alle ligger i den bløde ende. De skal imidlertid videreudvikles i den kommende tid, og det bliver vigtigt, hvad der kommer på bordet. Det giver ikke mening at forestille sig et EU, der skal matche USA på det militære område. Dels hverken kan eller vil vi bruge de nødvendige økonomiske ressourcer. Dels ligger det i konceptet, at Europas kollektive forsvar fortsat skal være funderet i NATO-samarbejdet. Med andre ord: Der er ikke tale om et opgør med NATO.

Men det er relevant at se på andre områder, hvor EU kan spille ind. Det gælder eksempelvis omkring cybersikkerhed, som stadig behandles stedmoderligt i forhold til traditionel militær tænkning.

EU kunne få en unik rolle i post-konfliktløsning. NATO er dygtig til at føre krig, men mindre dygtig til efterfølgende at vinde freden. Når den militære sejr er vundet, forlader man slagmarken – ofte med uløste konflikter og økonomisk sammenbrud til følge. Det giver sjældent en stabil udvikling.

Forsvarsfonden giver mening, hvis den skal bruges til at effektivisere og billiggøre indkøb af forsvarsmateriel i Europa. Vi er i dag meget afhængige af indkøb fra USA, men jeg har svært ved at se det perspektivrige i den afhængighed. Det bliver imidlertid problematisk, hvis der lægges op til en ny oprustning, hvor forsvarsindustrien – som i USA – presser på for store indkøb. Vi skal ikke være afhængige af USA, men vi skal heller ikke i vores økonomi blive afhængige af forsvarsindustrien.

Under alle omstændigheder må vi forvente en dynamisk udvikling af EU’s forsvarsdimension. Som det ser ud nu, vil Danmark stå udenfor. Det er ikke tilfredsstillende. Vi har al mulig interesse i at gå ind i kampen.

Holger K. Nielsen er MF og forsvarsordfører for SF. Han er tidligere udenrigsminister.

Serie

Er det tid til et opgør med forsvarsforbeholdet?

Trump har brugt sit første år på at være lunken over for NATO-samarbejdet, Rusland provokerer, og retorikken mellem Øst og Vest er tiltagende truende. Forsvarsministeriet kalder den danske sikkerhedssituation for den mest alvorlige siden Murens fald, og tankerne om øget forsvarssamarbejde i EU spirer.

Hvor stiller udviklingen Danmarks forsvarsforbehold? Er alliancesamarbejde vejen til sikkerhed i fremtiden, eller er truslerne så forandrede, at man bør satse anderledes? Og hvad er de andre medlemsstaters drømme for europæisk forsvarspolitik?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren F. Nissen
  • Katrine Damm
  • Jesper Eskelund
  • Niels Duus Nielsen
  • Kristen Carsten Munk
  • lars søgaard-jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
Søren F. Nissen, Katrine Damm, Jesper Eskelund, Niels Duus Nielsen, Kristen Carsten Munk, lars søgaard-jensen, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Jamen Holger - det er da en glimrende ide principielt at forlade NATO og deres 2 % krav og satse på et fælleseuropæisk mere effektiv forsvarsforbund med cyberkrigsforsvar,innovation,arbejdspladser i en europæisk våbenindustri - når nu ikke kan være anderledes. Det bedste argument må nødvendigvis hedde : TRUMP -en galning med adgang til ragnarok-koderne.

Søren F. Nissen, Trond Meiring og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Tingkær

Det ville være befriende, hvis vi kunne få startet en kampagne og debat, som kunne få ryddet op efter Anders Fogh Rasmussens krigsromantik og demaskeret koldkrigere i socialdemokratiet og blå blok. Det er lykkedes at reducere debatten til spørgsmål om køb af kampfly og oprettelse af en natohær i de baltiske lande samt bidrag til bombninger af civile i Syrien og Irak.
Hjælp os til at flytte fokus fra den daglige dosis fra DR, TV2 og den borgerlige presse, som målrettet sprede frygt for og had til ikke europæiske indvandrere. Den værdikamp er snart tabt til DF, Venstre, Konservative og Nye Borgerlige. Soc. Demokratiet synger med på den falske melodi i håb om at kapre stemmer fra DF.

Per Torbensen, erling jensen, Søren F. Nissen, Trond Meiring, Jacob Mathiasen, Kim Folke Knudsen, John Poulsen, Tue Romanow, Ole Frank, Karsten Lundsby, Anne Eriksen, Mogens Holme, Torben Arendal, morten rosendahl larsen, Niels Duus Nielsen, Christian Lucas, Kristen Carsten Munk, Frede Jørgensen, Torben K L Jensen og Jacob Jensen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Holger K. Nielsen

Du skriver ikke, hvad du ønsker, der skal ske med Forsvarsforbeholdet -
blot at vi har en interesse i at gå ind i kampen.

Hvis det byder omformulering af forbeholdet, så er det lige meget - svaret er NEJ.
Hvis det betyder ophævelse af forbeholdet, så er svaret JA.

Men er det virkelig dér, vi skal lægge vores kræfter -
i en omgang ævl og kævl om et EU-forbehold ??

Det er ikke så vigtigt for hverken PESCO eller Danmark - lad det ligge.

Michael Nielsen

At Holger K. Nielsen nævner det fransk-britiske topmøde i St. Malo, som værende helt afgørende for udviklingen af det forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde i Europa er uden tvivl korrekt. St. Malo deklarationen var et kompromis mellem Frankrig og Storbritannien, hvor det blev artikuleret, at EU skulle have den nødvendige militære kapacitet til at handle autonomt, men at NATO og artikel 5 skulle respekteres. Men som jeg skrev i en tidligere kommentar til Bjarke Møllers kronik , og som Holger K. Nielsen også selv gør opmærksom på, så har EU's MILITÆRE missioner og operationer haft en tydelig tendens til at deployere imod Afrika. Og der er meget lidt, der tyder på, at den tendens vil ændre sig fremover. Frankrig har uden tvivl stadigvæk en meget stor national interesse i en fortsat deployering i Sahel og hvis man fra politisk side ønsker at fjerne forsvarsforbeholdet er det så hensigten, at danske soldater fremover skal deployeres til det frankofile Afrika på linje med de danske deployeringer til Irak og Afghanistan og har man gjort sig nogle politiske og militære overvejelser over, hvad danske soldater i så fald skal lave på landjorden. Skal man nu gå hånd i hånd med franske soldater i de forskelle anti-terroroperationer eller skal man have et fokus på kapacitetsopbygning og bidrage til EUTM Mali og EUTM RCA? Og som jeg skrev tidligere så er der en række fornuftige aspekter i PESCO, men hvis man fjerne forsvarsforbeholdet, så har man vel også alt andet lige også givet en politisk tilkendegivelse om, at man på sigt er villig til at deployere danske soldater til EU's militære operationer og missioner, hvilket betyder, at det danske forsvar må skalere ned andre steder, da ressourcerne der er afsat i det nye forsvarsforlig til internationale operationer er begrænsede.

Henrik Plaschke

Michael Nielsen

Det frankofile Afrika? Det skulle nok være det frankofone Afrika, kunne jeg tænke mig…

Søren F. Nissen, Trond Meiring og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

No shit, Sherlock.

Forsvars forbeholdet er noget lort der har reduceret vores udenrigspolitik til USA poodling af Blair format.

Katrine Damm, Anders Graae, jens peter hansen, morten rosendahl larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Vi er endt som en krigsførende nation I KRAFT AF vores forbehold, der sender os i favnen på USA i stedet for i favnen på det øvrige Europa.

Kristen Carsten Munk, Vibeke Hansen, Anne Eriksen, Anders Graae, jens peter hansen, morten rosendahl larsen, Frede Jørgensen, Niels Duus Nielsen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Michael Nielsen

Steffen Gliese

Du snakker som om, at EU medlemsstaterne har fælles interesser ift. det forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde. Jeg er ny på Informations debatforum, men er dit argument så, at hvis vi fjerner vores forsvarsforbehold så vil Danmark ikke længere være en krigsførende nation? Mvh Michael

Torben Lindegaard

@Martin Lund

Det bliver hurtigt speget.

Rød stue går især ind for afstemning om et eller andet EU forbehold, når blå stue har regeringsmagten - især for at sætte lus i skindpelsen mellem Venstre & Dansk Folkeparti.

Blå stue hygger sig ligeledes, når der er strid mellem Socialdemokratiet og Enhedslisten over et eller andet EU spørgsmål.

Det er bare almindelig ævl og kævl mellem de røde og de blå -
det betyder ikke så meget.

EU & PESCO udvikler sig - eller udvikler sig ikke - uden dansk medvirken.

Krister Meyersahm

Jeg vil advare mod at vi ikke overser at overveje, om der er andre veje at gå i spørgsmålet om vor sikkerhed. Selv er jeg tilhænger af et nationalt forsvar og samarbejde med andre lande i fælles forsvar af vores og andres territorium, præcis som det udtrykkes med den såkaldte Nato-musketér ed. Men længere skal vi ikke bevæge os.

Det må være et ufravigeligt krav, at forsvaret er til forsvar og under ingen omstændigheder til angreb. Den aktivistiske linje vi har fulgt i udenrigspolitikken de senere år, med vores evindelige tilrettevisninger af andre landes indre anliggender og specielt vores engagement med, at gå i krig mod banditter, som intet har at gøre med regulære styrker, udsendt af en fremmed statsmagt.

Jeg opfordrer til, at vi som folk, fratager folketing og regering den ubetingede angrebsret de har jvnf. Grundlovens § 19. Det skal være slut med danske styrker på fremmed territorium, med mindre, vi eller vore allierede er angebet på eget territorium - af regulære styrker - ikke af afsporede terrorister. Det vil kræve en ændring af Grundloven, blot nogle få linjer, som til gengæld vil give os sikkerhed for, at vi slipper for den skiftende politiske viljes ret til at kaste os ud i angreb på nationer, som - intet har gjort os.

P.G. Olsen, Preben Jensen, Randi Christiansen, Kim Folke Knudsen, John Poulsen, Leo Nygaard, Holger Madsen, Karsten Lundsby, Lars Løfgren, Steffen Gliese, Flemming Berger og Anders Graae anbefalede denne kommentar
Jan Skovgaard Jensen

Forsvarsforbeholdet har ikke haft indflydelse på vores førte militarisme.

Så vidt jeg kan se er den førte danske sikkerheds- og udenrigspolitik en udmøntning af holdninger hos et flertal i Folketinget. Dette flertal har i lang tid været ekstremt militaristisk, og ekstremt pinligt. Men jeg kan altså ikke se at dette flertal er blevet hæmmet hhv. fremmet af forsvarsforbeholdet.

Detfor skal vi naturligvis beholde det. Om ikke af andet, så fordi vi ikke kender EU's sikkerheds- og forsvarspolitik endnu.

Steffen Gliese

Michael Nielsen, fortidens synder nedarves som bekendt på børnene i syv slægtled, og det synes at komme til at stemme i tilfældet med vores tragiske engagement med USA og 'koalitionen af villige': jeg tror, at det kom bag på rigtig mange danskere, at vi skulle vise os at være villige til at udkæmpe angrebskrige i fremmede verdensdele, endog uden opbakning fra FN.
Havde vi som det øvrige Europa minus Polen været med i EUs på mange punkter ret usynlige forsvarsdimension, var vi formodentlig som Tyskland, Frankrig og andre kernelande forblevet hjemme i det område, det er NATOs sag at beskytte.
Med 2. Golfkrig trak USA pludselig NATO ind i et helt andet geografisk område end det, som pagten vedrørte.

Carsten Pedersen

Først en tak til Holger K. Nielsen for - som en af hovedforfatterne til de fire forbehold, som muliggjorde, at Danmark kunne forblive medlem af EU efter vælgernes nej til Maastricht-traktaten i sin tid - at forholde sig kritisk til et af forbeholdene og komme til nye opfattelser i lys af ændrede omstændigheder.
Jeg er enig i meget af analysen, men det er at slå sig selv på munden, når Holger K. Nielsen vælger at afskrive Frankrigs initiativ som at Frankrig fortsat har ambitioner om fransk storhed. I jantelovens hjemland er det jo et dødskys at beskylde nogen for at ville noget stort, så når Holger K. Nielsen benytter det udtryk, er det en meget dansk og uargumenteret måde at afvise den retning, som Frankrig ønsker at EU skal udvikle sig i på det forsvarspolitiske område.
Men det ligger i umiddelbar forlængelse af Holger K. Nielsens analyse af EU’s magtesløshed i bl.a. den syriske konflikt, at magtesløsheden i vidt omfang skyldes EU’s manglende strategiske uafhængighed, som er det udtryk, som Holger K. Nielsen burde have benyttet i stedet for fransk storhed.
Den strategiske uafhængighed for EU, som et troværdigt forsvarspolitisk samarbejde vil give, er nødvendig for at EU kan få storpolitisk medindflydelse. Den giver mere indflydelse og dermed mere suverænitet for hele EU efter lidt samme tankegang som, at Danmark har mere suverænitet ved at være medlem af EU og være med til at bestemme over de forhold, der har betydning for Danmark, end ved at stå uden for og bare tage imod de beslutninger, som andre træffer.
EU’s soft power giver os måske en god fornemmelse, som man ikke skal kimse ad, men det bliver nemt til kun at sætte plaster på de sår, som andre har forvoldt uden mulighed for at forhindre, at sårene opstår.
Derfor er jeg enig i, at Danmark bør opgive sit forsvarsforbehold og i stedet gå aktivt ind i at udvikle EU’s militære dimension, men at få det til at ske er anden sag – folkeafstemninger om EU-forbehold har jo en trist succesrate – her er der behov for samme kreativitet fra Holger K. Nielsens side som i sin tid ved vedtagelsen af forbeholdene.

Jan Damskier, Kim Folke Knudsen, Steffen Gliese og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

https://www.economist.com/news/leaders/21737027-how-stop-catastrophe-con...

The Economist har i dag en artikel om en truende borgerkrig i DR Congo.

I følge artiklen er de eneste tropper, landets indbyggere nærer bare en smule tillid til troppene med de blå hjelme fra FN. Alle andre troppekontingenter vurderes på forhånd som røvere, mordere og voldtægtsmænd - baseret på kun alt for mange empiriske erfaringer.

FN er selvfølgelig handlingslammet - Nato er Out of Area og slet ikke interesseret i at gribe ind - EU er heller ikke interesseret i at blande sig og mangler fuldstændigt midler af enhver art til en stabiliserende indgriben. Så den truende borgerkrig får nok lov til at udvikle sig.

Steffen Gliese

Men, Torben Lindegaard, der er jo heller ikke rigtig nogen særlig god prognose for en indsats. Typisk har det jo også været Frankrig, der er blevet sendt til det frankofone Afrika - og de har altid haft andre interesser at varetage.

Torben Lindegaard

@Steffen Gliese

Du har helt ret - en indsats i DR Congo er vist noget nær Danaidernes kar.

FN har været i gang lige siden 1960 - og hvad er det blevet til ??

Det er umuligt ikke at blive påvirket af artiklen i The Economist; men der er næppe nogen løsning.