Kommentar

Populismen er anderledes i Østeuropa

Den østeuropæiske populisme er langt stærkere og mere solidt forankret i samfundet end den vestlige populisme, der i 2016 førte til, at Storbritannien meldte sig ud af EU, og at Donald Trump blev præsident i USA
14. februar 2018

WARSZAWA – I 2016 skabte Brexit-afstemningen og valget af Donald Trump indtryk af, at en særlig østeuropæisk form for populisme var ved at bundfælde sig i Vesten. Men situationen i Vesteuropa og Amerika er fundamentalt anderledes.

Populister er ved magten i syv ud af 15 central- og østeuropæiske lande. Derudover er populister en del af den regerende koalition i to lande og det største oppositionsparti i tre lande.

I år 2000 fik populisterne mere end 20 procent af stemmerne i kun to østeuropæiske lande. I dag er det tilfældet i ti lande. I Polen havde de populistiske partier i år 2000 opbakning fra 0,1 procent af vælgerne. I dag har de parlamentarisk flertal, og Lov- og Retfærdighedspartiet sidder på regeringsmagten. I Ungarn støtter mere end 70 procent af befolkningen premierminister Victor Orbáns parti, Fidesz.

At populismen står langt stærkere i Østeuropa kan forklares af en række grundlæggende sociale og politiske forhold. Først og fremmest har de tidligere kommunistiske lande ingen tradition for checks and balances – at de statslige institutioner holder opsyn med hinanden.

Det har man i Vesten. Modsat det polske Lov- og Retfærdighedspartis leder, Jaroslaw Kaczynski, ignorerer Donald Trump ikke domstolenes afgørelser, og han kan ikke uden videre få de amerikanske efterretningstjenester til at modarbejde politiske modstandere.

Tænk blot på Robert Mueller, som leder efterforskningen af Trump-kampagnens angivelige forbindelser til Rusland. Selv om præsidenten formelt set har autoritet til at fyre ham, ville Trump aldrig turde. Kaczynski havde gjort det uden at tøve.

En anden afgørende forskel er, at østeuropæere er mere materialistisk indstillet. I Vesten bekymrer man sig ikke længere på samme måde om den umiddelbare fysiske sikkerhed. Til gengæld lægger man mere vægt på det, sociologen Ronald Inglehart betegner som ’postmaterialistiske værdier’. Det betyder blandt andet, at abstrakte, liberale værdier og institutioner som ytringsfrihed og domstolenes uafhængighed nyder bedre beskyttelse i Vesten.

Populisternes fortælling

Brexit og Donald Trump er bekymrende fænomener. Men de ændrer ikke på, at den liberale kultur er solidt forankret i både det amerikanske og britiske samfund. Det er ikke tilfældet i Østeuropa. Man må ikke glemme, at liberalismen fortsat er en relativ ny importvare i den gamle østblok.

Derudover står venstrefløjen enten meget svagt eller er ikkeeksisterende i de politiske landskaber i de østeuropæiske lande.

Den grundlæggende skillelinje går ikke mellem højre og venstre. Den går mellem ’rigtig’ og ’forkert’. Det direkte, konfrontatoriske modsætningsforhold mellem ’ven’ og ’fjende’, som den antiliberale tyske tænker Carl Schmitt beskrev det, er mere udbredt i de postkommunistiske stater. Sat på spidsen betragter alle parter sig selv som den eneste sande repræsentation af nationens vilje og omtaler konsekvent deres politiske modstandere som illegitime.

En anden afgørende forskel er, at de østeuropæiske populister ikke kun nyder opbakning fra arbejderklassen. De bliver også i vid udstrækning støttet af middelklassen. Et nyere studie viser, at en stor del af Lov- og Retfærdighedspartiets vælgere i Polen rent faktisk har lukreret på landets udvikling siden Murens fald og generelt er tilfredse med tilværelsen.

Valget af Trump og hans måde at være præsident på har fået en række hvide, intellektuelle til at skrive bøger om med alarmerende budskaber om det liberale demokratis endeligt. Men det er er skudt langt over målet, lyder det fra politolog Cas Mudde
Læs også

Det, populisterne tilbyder disse vælgere, er en overordnet fortælling, der giver dem mening og formål i livet. Vælgerne behøver ikke danne deres egne meninger om domstole, flygtninge eller oppositionen. De kan nøjes med at overgive sig, lytte til deres ledere og forme deres holdninger på baggrund af deres politiske tilhørsforhold.

Modsat Donald Trump og Brexit er Lov- og Retfærdighedspartiets opbakning ikke et resultat af frustrerede vælgere, der stemmer på baggrund af, hvordan de oplever deres økonomiske interesser. For den polske arbejderklasse skyldes støtten til populisterne først og fremmest et ønske om at tilhøre et fællesskab.

Deres meningsfæller i middelklassen opnår tilfredsstillelse ved at gå sammen om at pege på grupper, der er dem underlegne. Fra flygtninge, til de afstumpede eliter og indspiste jurister. Orbán og Kaczynski mestrer kunsten at lukrere på behovet for at udskamme grupper i samfundet.

Det er relevant at stille spørgsmålet, om de virkelige kulturelle – og politiske – grænser i EU vil blive defineret af populismen. Hvis de politiske forhold i Polen og Ungarn viser sig at minde mere om Rusland end om Frankrig og Østrig, betyder det så, at EU er vokset ud over sine naturlige grænser?

Burde de alliere sig med Rusland i stedet for EU? Og er det i så fald overhovedet muligt at bevare EU’s nuværende grænser på lang sigt? Det er bekymrende spørgsmål. Og det er kun østeuropæerne selv, der kan besvare dem.

Slawomir Sierakowski er stifter af Krytyka Polityczna-bevægelsen og leder at Institute for Advanced Studies i Warszawa.

Oversat af Mathias Sindberg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Erik Riis
  • Michael Hullevad
Poul Erik Riis og Michael Hullevad anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Erik Riis

Rusland, Ungarn og Polen er gået fra mindretalsdiktatur til flertalsdiktatur. Mit bud er, at de simpelt hen er på vej mod demokrati, ligesom Danmark under Estrup var på vej mod demokrati. De har dog taget en anden vej, end vi tog.

Under kommunismen var det flertallet, der blev presset til at holde mund. I Rusland, Ungarn og Polen i dag er det mindretal. Det er trods alt et fremskridt, selv om det er et tilbageslag i forhold til situationen for 10 eller 20 år siden.

Nogle af østeuropæerne har altså indtil videre opgivet den postmaterialistiske frigørelse. Den vender forhåbentlig tilbage hen ad vejen. Et tæt samarbejde med Vesteuropa – både for Ruslands vedkommende og for de østeuropæiske EU-landes vedkommende - vil fremme den udvikling.

jan henrik wegener

Men skal der da fortsat være en militær alliance omfattende næsten hele den europæiske halvø?

Touhami Bennour

Verden er større end Europa og USA og hvis Europeere og amerikaner er blevet "middelmådige" og accepterer jænhed med andre borger i sit land betyder det ikke disse er solid forankret i samfundet. Det mangler "hjertet" som ikke er med. Disse mennesker kan altid ser om du er vesterlænge eller østerlændig. Altså intet er forankret selvom det existerer. Ligeles med skilning mellem rigtig og fortkert, med en vesterlændig kan komme og bruge "ven og fjende" vendinger. Jeg erkender at det er svært for alle folkeslag at tage hjertet med. Men så er "der intet nyt under solen". Der findes ikke "homo occidantalus". ligesom fandtes ikke "homo sovieticus"