Kommentar

I denne propagandatid må vi forsvare os selv

Forvrængning af virkeligheden er blevet den nye normaltilstand i Rusland. Men teknologien udsætter os alle for fare, hvis ikke vi er i stand til at genkende en løgn
8. februar 2018

Der går knapt en dag, uden at nogen henviser til ’propaganda’.

Tysklands afgående ambassadør i Storbritannien beklagede i forbindelse med Brexit-afstemningen i 2016 for eksempel »al den propaganda, medierne spreder«. Og i sidste uge fængslede de tyrkiske myndigheder flere end 300 for »propaganda«. Men hvad betyder propaganda egentlig?

En diskussion i Oxford for nylig mellem en gruppe unge russiske journalister og civilsamfundsaktivister bragte nogle interessante aspekter frem – især for de af os, som er så heldige at leve i demokratiske samfund.

Moscow School of Civic Education havde organiseret seminaret. Skolen blev grundlagt i 1990’erne for at fremme kritisk tænkning og demokratiske værdier blandt den unge, postsovjetiske generation. I 2015 måtte skolen lukke i Moskva, da den blev beskyldt for at være en »fremmed agent«. Nu fortsætter den i eksil i Storbritannien.

Det var fascinerende, at unge russere, som var rejst til Oxford, var langt mindre påvirkelige af propaganda, end jeg havde forestillet mig. Som en af dem udtrykte det:

»Vi er blevet vant til propagandaen. Vi prøver simpelthen at lade være med et forholde os til den.«

Denne gruppe er ikke nødvendigvis repræsentative. Men det var alligevel opmuntrende, at deres verdenssyn tilsyneladende var relativt upåvirket af propagandaen, netop fordi de var blevet i stand til at identificere den.

Og netop den pointe rummer måske en lektie for os i Europa og USA, som frygter russisk indblanding og anden misinformation.

Mange af os har tendens til at fokusere på, hvordan misinformation spreder sig i vores samfund – via bots og trolls, ja gennem hele fake news-maskineriet. Vi tænker måske mindre på selve propagandaens væsen: De elementer, der i kombination skal betage os, spille på vores følelser og tage magt over vores tanker. Hvis man kan genkende de enkelte elementer, bliver man mindre sårbar.

Vi er derfor nødt til at lære vore unge generationer, også i demokratiske samfund, hvordan de genkender propagandaens forskellige komponenter. Til det kan vi måske bruge den liste, som professor ved Columbia University Clyde R. Miller, lavede i slutningen af 1930’erne – en liste over kriterier for, hvad han mente udgjorde propaganda. 

En form for propaganda er at give tingene nye navne – der i sig selv rummer en værdiladning – for at påvirke folks opfattelse af dem.

Dernæst er der forskønnelsen: at etablere forbindelser til et skinnende ideal, uanset hvordan virkeligheden tager sig ud.

Der er ’overførsel’: den propaganda, der flytter autoritet og prestige fra noget, vi respekterer, over til noget andet, som propagandaens ophav ønsker at indoptage.

Endelig er der den form, hvor prominente navne, såkaldt nyttige idioter, bruges til at blåstemple forskellige initiativer.

Der er også ’almindelige mennesker’-logikken, der stræber efter at skabe nærhed og følelse af at have noget til fælles. Eller ’bunke’-metoden, som er når propagandaen stabler et udvalg af fakta, som understøtter den aktuelle påstand, og udelader alt, der ikke passer ind. Eller ’flok’-metoden: Alle andre mener det her, vil du virkelig skille dig ud?

Vi kan desuden tilføje ’og-hva’-så’-metoden: kunsten at affeje negative aspekter ved for eksempel at pege på, at andre har gjort det samme eller noget værre.

Sidste år lavede to Oxford-forskere en undersøgelse af manipulation via sociale medier i 28 lande og konstaterede følgende:

»Alle autoritære regimer har en social medie-kampagne rettet mod deres egne befolkninger, mens kun få af dem retter kampagnerne mod offentligheden i udlandet. Modsat har næsten alle demokratier sociale medie-kampagner målrettet den udenlandske offentlighed, mens befolkningen inden for landets grænser i stedet bliver udsat for partipolitiske kampagner.«

Propagandaen blev raffineret og nåede nye højder i det 20. århundredes totalitære regimer. Nu er den blevet den nye normaltilstand i Rusland, Tyrkiet og ret beset også Polen – stater, der alle har gennemgået forskellige former for afdemokratisering i de seneste år.

Propagandakunsten er ældgammel, men der har aldrig før været teknologiske redskaber til så effektiv spredning af den som nu. Hvis det tidligere var ønskeligt at kunne identificere løgnehistorier og forvrængninger, må det nu betragtes som decideret selvforsvar.

Natalie Nougayrède er klumnist for the Guardian.

© The Guardian og Information. Oversat og forkortet af Nina Trige Andersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lillian Larsen
Lillian Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er noget skidt med al den propaganda. Men mon ikke Russerne har lært et par ting af amerikanerne på det punkt. Misinformation er et almindeligt, udbredt våben i politik.